Læsetid: 11 min.

24 timer på Bispebjerg Akutmodtagelse

På Bispebjerg Bakke 23 går borgere fra gaden og direkte ind i velfærdsstaten. Døgnet rundt. Men Region Hovedstadens sundhedssektor har den seneste tid været rystet af et nyt it-system. Information brugte 24 timer på Bispebjerg Akutmodtagelse og mødte ofre for hustruvold, cykelstyrt og Sundhedsplatformen
En patient skal have lagt et dræn, for han har punkteret sin lunge. Det er sket syv-otte gange før, siger han.

En patient skal have lagt et dræn, for han har punkteret sin lunge. Det er sket syv-otte gange før, siger han.

Sille Veilmark

22. juli 2017

Kl. 08.42

En klokke ringer, så det kan høres i hele den lange gang med sygestuer. Nu ved personalet på Bispebjerg Akutmodtagelse, at en ambulance er på vej med en patient.

En mandlig cyklist, der er blevet kørt ned af en bil, bliver trillet ind ad akutmodtagelsens automatiske skydedøre på en båre. Ambulancereddere drejer ham skarpt om skrankens hjørne, fortsætter ned ad gangen og svinger så til venstre ind på stue tre. Han har slået sin arm, ansigtet er forvrænget i smerte, og selv om han ikke cyklede særlig hurtigt, da han blev ramt, bliver hans skade betragtet som et såkaldt mindre traume.

I hjørnet af sygestuen står en computer. Den computer er på mange måder symbolet på den lange debat om sundhedsvæsnets nye it-system Sundhedsplatformen. Før indtalte lægerne deres udredninger på en diktafon eller et stykke papir, som en lægesekretær derefter transskriberede. Nu skal de selv taste og klikke det ind i systemet på computeren i hjørnet.

For nylig kunne Information fortælle, at Sundhedsplatformen møder bred kritik fra mange af de speciallæger, som arbejder med systemet til daglig. Det nye system forlænger sagsbehandlingstiderne, så der er mindre tid til patientkontakt, lød kritikken. Og lægesekretærerne frygter, at det nye it-system skal erstatte dem, fordi lægerne selv skal notere deres behandling.

Information har tilbragt et døgn på Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse. Hvor borgere kan gå eller blive kørt direkte fra gaden og ind i velfærdsstaten, hvor offentlige kroner betaler for folkets pleje og helbredelse.

Kl. 09.00

I de hvidmalede venteværelser sidder kommende patienter helt tavse. Nogle har en plastikkop med vand, andre kigger på deres mobiltelefoner, mens enkelte bladrer i dagens Berlingske, der ligger fremme på de små borde.

De har småskader, der ikke kræver akut behandling, og hvis de strækker nakken og kigger op, kan de se på en infoskærm, der med skiftende billeder fortæller om skadestuen. På en af illustrationerne står en smilende, lyshåret sygeplejerske i hvid kittel bag skranken og tager imod en patient. Den sygeplejerske er Anne Mette Tarp, og udover på skærmen kan man også finde hende på Akutmodtagelsens gulve.

Anne Mette Tarp går mellem stuerne og skranken med raske skridt, kridhvide tænder og en overfaldsalarm klipset fast på kraven. Hun har været sygeplejerske i syv år, og den 20. maj blev hendes vante arbejdsprocedurer ændret, da Bispebjerg Hospital indførte Sundhedsplatformen.

Andre sygehuse havde allerede indført systemet, og hun havde hørt så meget negativt om forandringen, at hun havde sine fordomme. Men det har faktisk ikke været så slemt, som det var blevet kørt op til, mener hun.

»Måske har vi været heldige med, at de børnesygdomme, der var i starten, er blevet behandlet.«

Hun spår, at personalet nok skal blive glade for det. Og så har systemet den fordel, at der er meget større patientsikkerhed:

»Fordi man skal registrere mere tidstro, og fordi det er nemmere at trække data fra det her system. Vi skriver ikke længere på papirer, og derfor kan vi heller ikke miste dem, som vi kunne før,«

Kl. 09.24

Anne Mette Tarp bliver afbrudt af en kollega.

»Der er akutkald om tre minutter,« lyder beskeden.

En ambulance er på vej med en person i kritisk tilstand. Læger og sygeplejersker begynder at gå hurtigt frem og tilbage på gangen. Stue otte gøres klar, og ind kommer tre nye ambulancereddere med endnu en båre. Patienten har svært ved at trække vejret og er uden bevidsthed.

Båren bliver placeret midt i lokalet, og der samler sig en gruppe anæstesisygeplejersker og læger omkring patienten. De bevæger sig roligt, men bestemt, mens de alle indtager de roller, de har prøvet så mange gange før.

»Er du vågen?« bliver der spurgt højt til patienten.

Det er patienten ikke. Patienten har tydelige vejrtrækningsproblemer og får placeret en iltmaske over munden. Selv om patienten ikke reagerer, bliver sygeplejerskerne og lægerne ved med at tale til og arbejde på patienten. Den koordinerende læge, Jesper Wamberg, står i akutstuen med overblik over aktionen.

»Man tænker bare på at få patienten igennem det her. Så kan der altid komme en efterreaktion, men der handler det om, hvor lang tid man har været i gamet. Og der er ingen tvivl om, at jo længere tid, man har været her, desto mere hærdet bliver man,« siger han.

En kvinde er blevet overfaldet i sit hjem af sin kæreste. Man kan høre hendes smerteskrig, mens hun bliver kørt ned ad gangen og ind på stue ni, der er sat op til fysiske skader med mulige knoglebrud og blødninger.

Sille Veilmark

I hjørnet af lokalet står to lægesekretærer bag en computer på et rullebord. Her er det blandt andet deres job at dokumentere og registrere behandlingen af patienten i Sundhedsplatformen. De står der kun, fordi det er en akut situation. Patientens liv afhænger af lægens hænder, men i mindre akutte situationer betjener lægen selv computeren.

Den ene af lægesekretærerne trykker rundt omkring på skærmen, indtil der kommer røde bjælker frem. Det er aldrig et godt tegn på en computer. Det skyldes ikke patientens tilstand, men en fejlmelding i systemet.

»Du bliver nødt til at holde roen, for du kan ikke komme videre, før du har gjort alt,« siger 63-årige Eva Hare.

Hun er den ene af de to lægesekretærer.

I andet forsøg lykkes det lægesekretæren at få trykket sig korrekt rundt i Sundhedsplatformen, og den røde fejlmelding forsvinder. Samtidig bliver patientens vejrtrækning bedre. Luftvejen udvider sig. Surheden i blodet, som lægerne har målt, bevæger sig i den rigtige retning.

Kl. 10.26

En kvinde er blevet overfaldet i sit hjem af sin kæreste. Man kan høre hendes smerteskrig, mens hun bliver kørt ned ad gangen og ind på stue ni, der er sat op til fysiske skader med mulige knoglebrud og blødninger.

Lægerne begynder at tale til hende. Med gråd i stemmen fortæller hun, at hendes kæreste trampede på hendes nakke og ryg. Og kastede hendes hoved ind i en stol. Hun ligger fastspændt med gule remme på ambulancens båre. Lægerne fikserer hendes hoved, så en mulig nakkeskade ikke forværres. Jesper Wamberg tager styringen i rummet. Opjusterer risikovurderingen og tilkalder flere sygeplejersker og læger.

»Har du smerter, når du ligger stille?« spørger han hende.

Hun kvitterer med et skrig. Og så stopper hun med at sige noget. Der bliver stille i fem sekunder, mens Jesper står foroverbøjet over hendes ansigt og kigger på hende. Ingen reaktion. Så forsøger han igen.

»Er du med? Hallo!« siger han.

Stadig intet svar. Man kan næsten mærke samtlige muskler i lokalet spændes. Jesper hæver stemmen, forsøger igen.

»Hey, hey, hey. Kig op!« råber han.

Og så pludselig, som tog hun sin første vejtrækning efter et langt dyk under vand, inhalerer hun luften igen, så det kan høres i hele lokalet. Hun er tilbage.

»Undskyld, undskyld,« siger hun lavmælt og bryder ud i et højt støn.

En sygeplejerske holder om hendes hår og taler blidt til hende.

Kl. 10.39

Jesper Wamberg svæver lidt rundt på stuen, holder overblik og uddelegerer forskellige opgaver. Patienten er så smertepåvirket, at det er svært at komme videre. De giver hende noget smertestillende og klipper tøjet op for at kunne undersøge hende grundigt.

»Vi skal tage vare på, at hun ikke har indre blødninger, for det er ret farligt.«

Som konsekvens af, at hun blev trampet i nakken og fik kastet sit hoved ind i en stol, er der en risiko for, at hun har brækket nakken.

»Det er også farligt, men oftest ikke lige nu og her. Der er det vigtigste, at hun ikke bløder indeni.«

Og at hun ikke har fået en leverskade, fordi kæresten stod på hende.

På nabostuen får patienten med åndedrætsbesvær det ikke bedre, som lægerne havde håbet på. Patienten bliver kørt videre fra Akutmodtagelsen til Intensiv afdeling.

Kl. 11.04

»Du har dejligt varme hænder,« stønner den voldsramte patient til sygeplejersken, der holder om hendes hoved.

Også i denne stues hjørne står lægesekretær Eva Hare og betjener Sundhedsplatformen. Hun vil bestille en bedøvelse i systemet til patienten, men på grund af it-systemets indretning har hun ikke høj nok status til at kunne gøre det. En autoriseret medarbejder kommer hende til undsætning. Eva Hare blev uddannet lægesekretær i begyndelsen af 1970’erne, og den nye måde at dokumentere behandlingen på irriterer hende. Før var det aldrig et problem at bestille en bedøvelse.

Sille Veilmark

Kl. 11.21

Skadestuen er fyldt. Der ligger patienter på gangene. De spørger ud i luften, hvornår de kan få noget mad. Ingen har tid til at høre dem. Jesper Wamberg forsøger at danne sig et overblik over, hvilke patienter der kan sendes hjem eller til videre behandling et andet sted på hospitalet. Skulle der komme tre ambulancer igen inden for kort tid, vil skadestuen have et alvorligt problem med at tage imod dem. I yderste konsekvens må de lukke skadestuen af for tilkomne ambulancer, hvilket vil overbelaste regionens andre skadestuer.

Kl. 13.00

På lægesekretærernes kontor er døren til en altan åben, og bag to store computerskærme sidder Eva Hare og fikser nogle administrative opgaver. Da hun blev uddannet i 1974, var hun også på Bispebjerg Hospital – bare uden computerne. Siden tog hun flere andre uddannelser, arbejdede i andre brancher, men i 2009 vendte hun tilbage til rollen som lægesekretær. Der er sket meget med Sundhedsvæsnet siden dengang, hvor hendes primære funktion var at notere, hvad lægerne medicinerede og doserede.

Hun har ikke meget tilovers for Sundhedsplatformen, som på mange måder har overtaget flere af lægesekretærens arbejdsopgaver. Før skulle hun f.eks. nedskrive lægernes medicinering og behandling af patienterne. Det skal lægerne selv gøre nu, medmindre de står i akutte situationer.

På rummets opslagstavle hænger en seddel med en sang om Sundhedsplatformen, der går på melodien til »Jeg er havren«:

»Hvad mon der skal ske med vores job? Skal vi spares væk – bli’r vi sagt op? Kan det hele klares med et klik? Kan man købe sundhed for en slik?«

Kl. 15.00

Den voldsramte kvinde ligger saligt og smiler i en seng på hospitalets neurologiske afdeling. Hendes fysiske situation er blevet bedre. Langt bedre end lægerne frygtede, da hun ankom til skadestuen. Hun har ingen indre blødninger, og nakken er intakt, så i stedet er hun blevet flyttet til Neurologisk afdeling, hvor hun skal tjekkes for hjernerystelse.

Hun smiler og griner ironisk, da hun fra sygesengen fortæller, at hun føler sig godt tæsket. Mest af alt er det hårdt psykisk. Hun ved ikke, hvad der skal ske nu. Om kæresten er blevet anholdt af politiet. Eller om hun skal tilbage til ham igen. En tåre presser sig på. De har trods alt kendt hinanden længe.

Kl. 15.30

Der er vagtskifte på Akutmodtagelsen. Eva Hare og Anne Mette Tarp går hjem, Jesper Wamberg arbejder videre et par timer på overtid, og et aftenhold i samme hvide uniform tropper op.

Kl. 17.30

De to venteværelser står tomme hen, og i skranken er der ingen henvendelser. Sygeplejerskerne og lægerne passer de patienter, der ligger på sygestuerne, mens aftenholdets lægesekretær, Anne Mette Bech, sidder i sekretariatet på samme plads, hvor Eva Hare sad. Hun holder lidt regnskab, laver administrative opgaver. Andre dage sidder hun i skranken eller ved de patienter, der kommer ind med småskader.

Det kan til tider være utrygt at sidde i skranken i et kvarter som Nordvest, hvor der nogle gange bliver efterladt et bandemedlem med skudsår foran hovedindgangen. Der kan også være en aggressiv rigmand fra Hellerup, der er utilfreds med ventetiden. Og da hun engang arbejdede på et andet hospital, blev hun overfaldet af en patient.

»Og dér er det bare op på hesten igen og tilbage i skranken. Det allerværste, man kan gøre, er at holde sig væk fra den post. Man skal bare hurtigt komme tilbage til det,« siger hun.

Medarbejderne i skranken og på gulvet har overfaldsalarmer på, som er en direkte kontakt til politiet. Skranken har et skudsikkert gitter, som man med en fodbevægelse kan aktivere, og så er der blå knapper på væggene, som også kan alarmere politiet.

»Det er en del af vores job, at vi sætter os selv i fare,« siger Anne Mette Bech.

Sille Veilmark

Kl. 23.15

Vagtskifte. Natholdet møder ind.

Kl. 00:20

En kvinde og en mand henvender sig i skranken. Kvinden kan knap gå og sætter sig hurtigt på en stol. Hun græder og siger højt, at det føles, som om hendes hjerne ikke længere kan være i hovedet. Den koordinerende sygeplejerske løber ned ad gangen, henter en båre og bringer den til hende. Hun bliver kørt ind i et rum, og en sygeplejerske foretager den første hurtige vurdering af hende.

Så brækker patienten sig i en lille plasticpose specialdesignet til formålet. Ledsageren leder efter en større pose at gemme brækket væk i. En sygeplejerske henviser ham til skraldespanden på stuen. Patienten brækker sig i endnu en pose, og der ligger to nye klar på hendes seng.

Kl. 01.14

Patienten frygter, at hun har meningitis, for hun har også ondt i nakken. Hun er selv sygeplejerskeelev og arbejder på Herlev Hospital, så hun kender lidt til symptomerne.

Kl. 02.23

Hun havde ikke meningitis, mener lægen, der har tilset hende. I stedet har hun nok haft sit første migræneanfald, så lægen giver hende en såkaldt London-kur bestående af smerte- og kvalmestillende medicin kombineret med afslappende medicin.

Kl. 02.32

Begge venteværelser er fyldt til randen. Folk halvsover, et kærestepar sidder tæt omslynget, og enkelte patienter og pårørende står og hænger på gangen. Billedet af den smilende sygeplejerske Anne Mette Tarp på infoskærmen lyser det mørke lokale op.

Kl. 06.27

Morgensolen skinner. En mand står på gangen og taler med en sygeplejerske om den lange ventetid. De sidste patienter i venteværelserne går hjem, flere med uforettet sag, for der har været en ventetid på op til fem timer i løbet af natten. De mindst akutte patienter må vente, hver gang der kommer en mere ilde tilredt person ind ad skydedørene.

Et ægtepar er gået forbi skranken og direkte ind på en af stuerne for at lægge sig, og konen står nu på gangen og kalder på en læge. Normalt skal patienter altid henvende sig direkte til skranken og derefter blive ført til en stue, så dette tilfælde får flere af medarbejderne til at trække på smilebåndet.

Kl. 07.30

Nye sygeplejersker og læger begynder at møde ind. En af nattens sygeplejersker smiler ved tanken om, at de andre nu skal arbejde, mens hun har fri.

»Det er bare det dejligste, når man cykler hjem nu, og de andre skal på arbejde,« siger hun.

Kl. 08.00

Lægerne mødes i konferencelokalet for at overdrage patienterne. Jesper Wamberg sidder klar igen. En læge kommer fem minutter for sent ind ad døren med en plastikkop med sort kaffe, og så kan de ellers begynde at evaluere nattens patienter ned til mindste detalje. Det bliver understreget, hvor vigtigt det er at være opmærksom på meningitis.

Og så bliver der givet gode tips og tricks til, hvordan man lettere kan finde rundt i Sundhedsplatformen.

Sille Veilmark

Serie

24 timer

Over sommeren tilbringer Information 24 timer forskellige steder i Danmark. Kom med, når vi bl.a. besøger Danmarks Hurtigste Bil – Roskilde Festival for bilelskere – i Padborg, og når vi følger læger, sygeplejersker og lægesekretærer på Bispebjerg Akutmodtagelse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annemette Due
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
Annemette Due, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu