Læsetid: 8 min.

De demokratiske hensyn blegner i et paradigme af vækst og konkurrence

I en tid, hvor vi er svøbt ind i globalisering og neoliberal markedslogik, knirker det i det repræsentative demokrati. Det får de handicappede og syge til at gå på gaden i en stadig voksende afmagt. Senest foran jobcentret på Lærkevej i København
I sidste uge demonstrerede folk foran jobcenteret på Lærkevej i København. Anledningen var, at bogeren Vladimira Kristensen, der ikke kan få førtidspension, måtte deltage i et møde på jobcentret liggende på åen briks.

I sidste uge demonstrerede folk foran jobcenteret på Lærkevej i København. Anledningen var, at bogeren Vladimira Kristensen, der ikke kan få førtidspension, måtte deltage i et møde på jobcentret liggende på åen briks.

Sille Veilmark

29. juli 2017

Cirka 200 demonstranter stod i sidste uge på den lille sidevej foran Jobcenteret på Lærkevej i København. I gruppen var der krykker, kørestole og trehjulede scootere. De syge og handicappede, og dem, der støttede deres sag, var på gaden for at lufte deres demokratiske stemme.

De demonstrerede imod Københavns Kommunes forvaltning af førtidspensionsreformen fra 2012 og fleksjobordningen, som den tidligere SSFR-regering indgik i en bred politisk aftale med V, K og LA.

Demonstrationen var arrangeret af grupperne Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, og frustrationerne var rettet mod kommunens belastning af de sygeste i systemet. Efter reformen i 2012 har kommunen trukket dem gennem ressourceforløb og arbejdsprøvninger med lange udsigter til den førtidspension, flere havde krav på.

Svage borgere, der er fanget i nedskæringer og forringelser af velfærden, er ikke et uvant syn. Dagpenge, SU, pension og efterløn. Intet er fredet. Vi er nærmest vant til, at en regering uanset farve laver en reform, der skærer.

Selvom en af velfærdsstatens demokratiske opgaver er at løfte samfundets svageste – også i Danmark anno 2017 – synes flere at føle sig udenfor. For nogle af dem, der demonstrerede foran Lærkevej, ligner reformerne skruen uden ende. Deres tilstedeværelse ved demonstrationen giver anledning til et af de helt store spørgsmål: Er det repræsentative demokrati reelt i stand til at repræsentere de svage og de syge borgere?

Magtbastioner i skak

Svaret er komplekst, men man kan begynde med at se på det system, der repræsenterer borgerne. Mogens Herman Hansen er filolog, lektor emeritus og medlem af det prestigefyldte Videnskabernes Akademi.

Han har i snart 50 år forsket i demokrati og har skrevet utallige akademiske artikler og bøger om emnet. Senest bogen En gentænkning af demokratiet. Ifølge ham er problemet, at der er sket en magtforskydning fra parlamentet til regeringen – fra den lovgivende til den udøvende magt. Det efterlader et demokratisk underskud.

En demokratisk forfatningstype er ikke udelukkende godt. Domstolene og embedsværkets ’elitære’ og aristokratiske tiltag skal fx bidrage til at forsvare ytrings- og pressefriheden, der også må sikres for regeringskritiske stemmer, selvom folkeflertallet måtte sympatisere med stærke, politiske ledere som den tyrkiske præsident Erdoğan og den ungarske premierminister Viktor Orban.
Læs også

»Vi har ingen magtdeling længere,« siger han.

Med magtdeling referer Mogens Herman Hansen til den franske politolog Charles Montesquieu og hans teoretiske tredeling i henholdsvis den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – en struktur, der skal holde demokratiets forskellige magtbastioner i skak og sikre muligheden for et velfungerende samfund uden korruption. Tredelingen er et princip, som mange stater bruger, og den lovgivende magt er politikerne, der med borgernes mandat skal lave lovene. Men ifølge Herman Hansen er det i stadig højere grad de private eller offentlige embedsmænd, der har den magt:

»Det er i stort omfang embedsmænd og ministre, der får idéer til lovgivning, udarbejder den og forelægger den for Folketingets medlemmer, der kan forkaste et forslag, men oftest giver forslaget et mandat.«

– Hvorfor er det et demokratisk problem, at embedsmænd laver mange af landets love?

»De er ikke demokratisk valgte og skal ikke stå demokratisk til ansvar. Hvis man skal sige, at vi har et repræsentativt demokrati, så burde de centrale i lovgivningen være parlamentets medlemmer, der er valgt af folket. De skulle fastlægge den politiske kurs med udgangspunkt i netop folkets mandat. Det er et demokratisk problem af store dimensioner.«

Presset af globalisering

Men vil vi forstå, hvorfor de syge og handicappede står på gaden foran jobcenteret, handler det ikke kun om, at embedsværket laver love i stedet for vores folkevalgte repræsentanter. Ifølge postdoc ved Institut for Statskundskab, Malte Frøslee Ibsen, handler det demokratiske underskud i lige så høj grad om, at velfærdsstaten og de udsatte er kommet i klemme i globaliseringens konkurrence.

Ibsens forsker i, hvordan man udvikler en teori, der kan gøre os bedre til at forstå, hvordan globaliseringen underminerer demokratiet i nationalstaterne. Han læser globaliseringen som en strukturel uretfærdighed, der har brug for nye løsninger på tværs af lande og politiske institutioner. I sin forskning bruger han blandt andet Jürgen Habermas, der ser retfærdighed som et spørgsmål om forholdet mellem demokrati og markedet.

»Hans analyse er, at velfærdsstaten kommer i klemme, fordi demokratiet bliver presset af globaliseringen på et strukturelt plan. Eksempelvis kan der foregå en ‘skattekonkurrence’, hvor kapital kan flytte over grænserne eller true med det – som Mærsk eksempelvis har gjort. De store virksomheder har på den måde fået store forhandlingsfordele, fordi de kan spille staterne ud mod hinanden. Det bliver svært at fange kapitalen og beskatte den.«

Xavier Landes, der er assisterende professor på Stockholm School of Economics i Riga og rådgiver  tænketanken Institut for Lykkeforskning i København, er enig i Ibsens analyse af, at globaliseringen presser velfærdsstaten og derigennem vores demokrati.

Ifølge ham går folk på gaden, fordi vores stat og samfund er begyndt at ændre sig grundlæggende i sin struktur. De aftaler og den logik, som velfærdssamfundet blev bygget på, er ved at gå i opløsning.

»Ethvert samfund har brug for en social kontrakt. Efter Anden Verdenskrig var vestens stater grundlæggende enige om, at vi skulle redistribuere fra rig til fattig. Det var velfærdsstatens sociale kontrakt, som sikrede stabilitet.«

Men sådan er det ikke længere, argumenterer han:

»I dag er der nærmere tale om en omvendt redistribueringspolitik, der tager fra de fattige og giver til de rige, uden at vi taler om det. USA er det tydeligste eksempel på, at demokratiet har et repræsentationsproblem, og det er en demokratisk bekymring, at det repræsentative demokrati i mange tilfælde ikke længere støtter op om de svage.«

Verden gennem markedets briller

Mens demonstranterne på Lærkevej kæmper mod forringelserne af deres nære liv fra lov til lov, foregår der en større, ideologisk kamp. For selvom nogle protesterer og stritter imod konkret lovgivning, er markedslogikken den styrende for den politik, der bliver ført. Det betyder, at vi paradoksalt nok tilpasser og styrker det, der underminerer vores demokrati.

Ifølge Habermas trænger globaliseringen ind i vores tankeverden og bliver det, vi ser verden igennem, blandt andet på grund af påvirkninger fra staten. Som staten skærer ned og forringer vilkårene for borgerne, trænger et nyt økonomisk rationale ind i vores hoveder, forklarer Ibsen:

»Vi begynder at indrette os efter markedets krav, inden markedet tvinger os til det. En typisk måde at forstå neoliberalismen på er som et politisk program eller en ideologi, der skaber markeder, hvor de ikke før eksisterede. Neoliberalismens projekt er at markedsliggøre så mange forskellige dimensioner af menneskelivet og vores sociale verden som muligt.«

Politolog og økonomiprofessor ved Copenhagen Business School Ove Kaj Pedersen skriver i sin bog Konkurrencestaten, at der er sket et paradigmeskift fra at sikre borgernes demokratiske rettigheder og beskytte dem mod markedskræfterne til at se borgerne som ressourcer, der skal mobiliseres eller eventuelt holdes nede, med henblik på at staten kan konkurrere mod andre stater.

Ibsen kan også se mønstret i dansk politik, hvor udsatte borger får stadig mindre indflydelse på deres egen situation, fordi logikken er vendt. I dag kan systemet godt arbejde imod demokratisk repræsentation, selvom det måske ikke er moralsk. Men i et paradigme af vækst og udvidede markeder, blegner andre hensyn tilsyneladende – også de demokratiske.

»Mange af udbudsreformerne er motiveret af konkurrencehensyn og samfundets konkurrencedygtighed. Det er typisk ikke et hensyn, der gror i borgernes haver. Omstillingsprocessen fra klassisk keynesiansk velfærdsstat til konkurrencestat er noget, mange borgere ikke accepterer, men alligevel er begyndt at indstille sig på,« siger Malte Frøslee Ibsen og fortsætter:

»Neoliberalismen er ikke et politisk program, der nogensinde har vundet et valg. Det er en idémæssig konsekvens og nogle strukturelle forandringer, der er sket gennem globaliseringen. Derfor oplever mange borgere også reformerne som illegitime. De har aldrig stemt på det, de får, men ligegyldigt hvem de stemmer på, så får de det samme.«

Større systemer, mindre demokrati

Tilbage i sømmene på vores repræsentative demokratis struktur og Mogens Herman Hansen. Han forklarer, at det globale marked også har konsekvenser for demokratiets evne til at være demokratisk. For med globale markeder kommer også store, bureaukratiske apparater, der styrer dem.

»Jo større politiske enheder bliver, jo længere rykker beslutningerne væk fra borgerne og bliver mindre demokratiske. Samtidig kommer beslutningerne hele tiden til at gælde for flere og flere. Skal demokrati være demokratisk, skal der være en tæt forbindelse mellem dem, der beslutter, og dem, der besluttes for,« siger Herman Hansen.

EU er et eksempel på et problematisk produkt af globaliseringen, fordi vi har en pligt til at indarbejde EU-lovgivning i vores nationale love, mener han:

»Mange love gives som rammelove, der udfyldes af ministerielle bekendtgørelser og anordninger, der ikke forelægges folketinget. Mere end halvdelen af alle danske retsregler er givet af EU. Mest som forordninger, der automatisk træder i kraft i medlemsstaterne, og mange som direktiver, hvor medlemmerne har pligt til at indarbejde dem i landets love. Danmark er ikke længere en suveræn stat.«

En forværring af liv

Ved jobcentret på Lærkevej er der mange, der kan mærke, at demokratiet er kommet længere væk. Blandt andet nogle af de borgere, der aktivt bruger facebookgruppen Jobcentrets Ofre.

Gruppen fungerer ikke bare som et organisatorisk værktøj. Det er mindst lige så meget et sted, hvor mennesker, der føler sig som ofre, finder moralsk opbakning og forståelse for det, de synes, er en uretfærdig og hovedløse process. I gruppen kan borgere hente hjælpsomhed blandt de snart 6.000 medlemmer. Mange takker for støtten, fortæller deres historier og modtager opmuntrende svar.

Gruppen tilbyder også den rådgivende og juridiske support, som systemet ikke kan give dem. Kommentarfelterne fungerer som fællesskabets imødekommende samtalepartner, der har tid og overskud til at svare og forklare det kringlede system. Gruppens fællesskab tager over, hvor staten svigter dem.

I Danmark har størstedelen af borgerne endnu ikke for alvor prøvet at føle forringelsen af vores levevilkår, og disse borgere har deres demokratifølelse intakt. Men så er der de svageste, som for en stor dels vedkommende allerede nu kæmper en kamp for at hænge på i det repræsentative demokratis systemer.

Når borgere går på gaden, er det ifølge Ibsen et symbol på én ting:

»Demonstrationerne kan forstås som et afmagtstegn og et tegn på borgere, der har mistet tilliden til, at deres interesser bliver varetaget af partierne i Folketinget – det repræsentative demokratis traditionelle kanal for medbestemmelse. De oplever et legitimitetstab igennem nedskæringerne, der føles som en underlig, upersonlig forværring af deres liv.«

»Derfor flytter de deres kampe fra systemet til gadeplan.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Kurt Nielsen
  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Munk
  • Christian Mondrup
  • Torben K L Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bjørn Pedersen
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Hans Ditlev Nissen, Kurt Nielsen, Jakob Trägårdh, Carsten Munk, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Bjørn Pedersen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indholdet i denne artikel angiver grundlaget for et helt politisk program punkt for punkt :

- Reform af valglov og folketingets forretningsorden. Indførelse af Magistratsregering. Flere folkeafstemninger - Derved præcision af magtens tredeling og generel forbedring af demokratiet mod blokpolitikken.
- Ud af EU. For national suverænitet og frihandel med hele verden.
- Fælles ret til naturen. Ny skattepolitik med inddragelse af samfundsskabte værdistigninger på jord (mod spekulation) og skattefrihed for den personlig skabte indkomst.
- Beskatning af naturresurser (kilde moms) og fossile brændstoffer og afskaffelse af detailmoms - Imod rovdrift og ødelæggelse af miljø og klima.
- Beskatning af finanstransaktioner, handel med penge. Opstramning af regler for bankvæsen og kreditgivning
- Indførelse af UBI - For personlig frihed, mod bureaukrati og undertrykkelse af de svageste. Dermed afskaffelse af alle relevante ordninger fra vugge til grav.

Er det nyt ? Nej det findes sammen med meget mere, i et politisk parti, som nu samler tilslutning :
Retsforbundet - Danmarks Bæredygtige Parti.

Jakob Trägårdh

Det er det rene lotteri (afhængig af bopælskommune)—retstilstanden er elendig.

"Der er noget, der tyder på, at Københavns Kommune administrerer lovgivningen forkert, lyder det fra professor i socialret, Kirsten Ketscher.

I Kolding Kommune er der 83 borgere, som har afsluttet et ressourceforløb inden for det seneste år. Af dem har 73,5 procent fået førtidspension. I Københavns Kommune er det kun 14 procent af de 235 borgere, der har afsluttet et ressourceforløb, som har fået førtidspension.

Antallet af mennesker, der kommer på førtidspension efter et endt ressourceforløb, svinger fra nul til 80 procent fra den ene kommune til den anden, viser en gennemgang, som Avisen.dk har lavet på baggrund af tal fra jobindsats.dk. ..." (http://www.avisen.dk/nye-tal-i-kolding-faar-fem-gange-saa-mange-syge-foe...)

odd bjertnes

en borger er egentlig en person der ejer sin egen bolig - er en del af borgerskabet - er 'borg-ejer'.
desværre har det danske sprog ikke et al-inkluderende ord udover 'statsborger' - en beboer af statens borg. Faktisk er det brugerne eller klienterne der demonstrerer. I øvrigt den mest på sin plads demonstration i Danmark siden sangforeningen i Nørresundby.