Læsetid: 10 min.

Findes den professionelle kærlighed?

For anbragte unge kan det være altafgørende, hvis de møder en voksen, der investerer mere end blot deres faglighed. Men et for dybt engagement kan også føre til svigt
For anbragte unge kan det være altafgørende, hvis de møder en voksen, der investerer mere end blot deres faglighed. Men et for dybt engagement kan også føre til svigt

iBureauet/Mia Mottelson

8. juli 2017

»Jeg var med til hans bryllup. Ligesom han skal med til mit, hvis jeg engang skal giftes.«

Sådan skrev den tidligere anbragte Nathalie Rasmussen i en kronik i denne uge. Hendes svar på, hvad der virker, hvis man vil give anbragte de bedste muligheder, er historien om pædagogen Anders, hendes kontaktperson og et menneske, der kæmpede for hende langt ud over jobbeskrivelsen. Han sad blandt publikum til hendes teaterforestillinger på efterskolen, var med, da hun blev student, og inviterede hende også med ind i sit eget liv.

»Det sværeste ved at være anbragt har altid været, at man føler sig som andre menneskers arbejde, som de tager på skift. Institutionen var vores hjem, men for pædagogerne var det en arbejdsplads. De vidste alt om os og skulle holde af os, men blev samtidig betalt for at være der. Så omsorgen kunne godt føles lidt falsk,« forklarer Nathalie Rasmussen.

Det var derfor, at Anders kom til at gøre en forskel.

»Allerede mens jeg var anbragt, følte jeg, at han så mig som menneske og ikke bare som et af børnene på sit arbejde. Og efter min anbringelse fortsatte vores relation og blev mere privat,« siger Nathalie Rasmussen.

Kærlighed en del af faget

Mens børnene og de unge har brug for kærlighed, tryghed og stabile relationer, er de fagfolk, der møder dem fra systemets side, uddannet til at agere professionelt, de skal overholde arbejdstidsregler og skal også hjem til deres egen familie og ikke mindst deres egne problemer, når de kører hjem fra opholdsstedet eller klasseværelset.

For selv om formand for Socialpædagogernes Landsforening, Benny Andersen, engang har sagt, at »kærlighed er en del af vores fag«, er der en grænse:

»Hele vores arbejde som socialpædagoger handler om at skabe relationer til børn, unge og voksne. Dem, vi har med at gøre, skal kunne mærke, at vi vil dem. Vi skal give. Men det, jeg føler for de mennesker, jeg arbejder med, er altså ikke det samme som det, jeg føler for min kone og mine børn. På job er jeg ikke privat, og jeg krænger ikke mit følelsesliv ud. Jeg er professionel. Vi arbejder jo heller ikke 24 timer i døgnet. Vi skal holde fri indimellem for at lade op og kunne give noget videre. Vi skal have hjertet med, men agere professionelt,« siger han.

Risikoen er nemlig ikke alene, at pædagogen slider sig selv op. Men også at den ekstra personlige indsats kan ende med, at barnet eller den unge bliver svigtet eller udsat for endnu et overgreb.

Det kan man læse i dagens kronik af tidligere anbragte Clara Amanda Skov. Hun oplevede, at den kontaktperson, som hun havde fået et særlig fortroligt forhold til, fik alkoholproblemer og delagtiggjorde hende i sine personlige problemer for derefter at afbryde kontakten uden forklaring.

I første omgang var det netop pædagogens uformelle måde at være på, der gav de to en god relation:

»Hun var ikke en pædagog, der gik på arbejde og havde professionel-hatten på. Og generelt har de fagpersoner, jeg har haft gode relationer med, været dem, hvor man kunne mærke, at det var et menneske, som har været ærlige og har turdet gå imod det gængse,« siger Clara Amanda Skov.

Efter pædagogens svigt følte hun sig, som hun skriver i kronikken, som »offer for en flugtbilist, der er smadret ind i mig for at efterlade mig blødende i vejkanten uden at se sig tilbage«. Men det gik først op for hende længe efter:

»Da hun afbrød kontakten med mig, havde jeg stadig rigtig mange kampe med kommunen og bostedet, og der var slet ikke plads til at være kritisk over for hende. Det gjorde det værre, at jeg skulle bruge lang tid på at forstå, at hun havde svigtet mig, og give mig selv lov til at være ked af det.«

En ny veninde

Forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen har selv en fortid som anbragt. Om eksemplet med Clara Amanda Skovs kontaktperson siger hun:

»Det er jo helt, helt skævt, at man ikke kan styre sig og ikke forstår, at man som voksen bliver nødt til at spørge sig selv: ’Er det godt for barnets udvikling, eller har jeg bare fundet en ny veninde?’« siger hun og fortsætter:

»Jeg har mødt fagfolk, der blander deres eget shit sammen med de unge og børnenes. Og som måske henter en masse identitet i at være den vigtigste for barnet og den unge. Og det er problematisk. Man kan selvfølgelig aldrig gardere sig imod, at den vigtige voksne får et sammenbrud. Men der er forskel på det og på at involvere den unge i det,« siger Lisbeth Zornig.

Når det er sagt, har hun selv i sin opvækst som udsat og anbragt oplevet, hvordan pædagogen Karen Gjesing tog hende med sig hjem og ind i sit liv. Karens datter og Lisbeth Zornig blev veninder, relationen blev livslang og gjorde en stor forskel i Lisbeth Zornigs liv.

»På det behandlingshjem, hvor jeg boede, havde lederen en forventning om, at hvis et barn ikke kunne komme hjem på weekend eller jul hos de biologiske forældre, så kom de med pædagogerne eller lederen hjem. Det var en selvfølge. Når jeg er ude at holde foredrag for lærere og pædagoger og fortæller om det, så sidder folk med åbne mund og siger: ’Det ville ikke kunne lade sig gøre i dag.’«

– Hvorfor ikke?

»Det er bare slet ikke sådan, man typisk gør det. Og der er også langt flere retningslinjer og regler for den slags i dag. De fleste institutioner og nogle kommuner er faktisk meget strikse med det. Ud fra en holdning om, at det kan skade ­– både barnet og den voksne,« siger Lisbeth Zornig.

Da plejebørn døde i marken

Men hvor stammer opdelingen i den private tilgang og den professionelle indenfor omsorgen for børn egentlig fra? Ifølge forskningsleder og souschef i Rockwoolfonden, Signe Hald Andersen, er det langtfra nyt.

»Det er en klassisk skelnen, som vi finder helt tilbage til børneforsorgens oprindelse for over 100 år siden,« siger hun.

I flere hundrede år var familiepleje det eneste alternativ for børn, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. Børnene blev ofte anbragt hos bondefamilier, hvor mange døde af det hårde arbejde. Børnedødeligheden lige efter århundredskiftet var tre gange så høj hos plejebørn som hos andre børn.

I slutningen af 1800-tallet opstod de første børnehjem som en modvægt til plejefamiliesystemet. Inspireret af oplysningstidens børnesyn oprettede man institutionerne ud fra et ideal om, at man med den rette professionelle håndtering kunne udvikle børnene til en bedre tilværelse.

Og dermed var grunden lagt til to forskellige spor: det private mod det professionelle. Dengang som nu var der tilbagevendende diskussioner om fordele og ulemper.

»Og det er det samme tema, vi diskuterer i dag: Hvad er bedst? Den professionelle faglighed modsat den kærlige private indsats,« siger Signe Hald Andersen.

Professionel, personlig og privat

Indenfor pædagogisk arbejde taler man ofte om ’de 3 P’er’, som står for ’Professionel’, ’Personlig’ og ’Privat’. Det er en model, som pædagogstuderende og andre, der arbejder i det sociale felt, ofte bliver præsenteret for, når de skal lære at navigere i feltet mellem faglighed og personlig involvering.

Opdelingen er beskrevet i Håndbogen for pædagogstuderende, udkommet i ni udgaver siden 1992 og skrevet af socialfaglig konsulent Erik Jappe. Han stødte på en udgave af modellen i 1980’erne og har siden udviklet den. Han forklarer:

»Som professionel er man først og fremmest båret af faglighed. Det er en god tilgang, men hvis man som læge, pædagog eller socialrådgiver kun agerer professionelt, vil mange borgere opleve at blive behandlet upersonligt og med afstand.«

Det næste P dækker den personlige tilgang, hvilket betragtes som en vigtig del af relationsarbejdet på det sociale område. Her trækker man på sig selv som menneske, involverer sig og giver noget af sig selv. Men uden at give slip på det professionelle. Og så er der det tredje P – det private – og her går en vigtig grænse, siger Erik Jappe:

»Faren ligger i de tilfælde, hvor man ikke er i stand til at skelne den personlige tilgang fra den private.«

Og det kan være svært, for grænsen er glidende:

»Det er særligt svært, hvis man populært sagt har lig i lasten og ikke kan styre presset fra den private del. Både i sine normer, sin etik og moral,« siger Erik Jappe

Jo oftere man inviterer klienter med ind i det private, des større er risikoen for, at man ikke længere kan opretholde sin professionalisme.

»Jeg synes, det er i orden, at man viser, hvem man er som person. Og man kan da også godt tage en ung med hjem og vise, hvor man bor. Men hvis det bliver en gentagelse, begynder det at ligne en privat relation for meget, og det skal man sige fra overfor,« mener Erik Jappe.

Han har flere gange set behandlere i det sociale system, som brugte den private relation til at binde barnet eller den unge til sig for selv at opnå noget:

»Så bliver de jo ofte mere populære og oplever, at barnet eller borgere efterspørger dem. Der kan nærmest være konkurrence på institutioner, hvor man gerne vil være den, de unge har det bedst med. Problemer er, at behandleren måske ikke kan rumme det efter noget tid, fordi det kommer for tæt på. Så siger hun fra, og så kan barnet føle sig voldsomt skuffet og få et nyt nederlag. Så man skal være meget, meget varsom med det.«

Han mener også, at det ekstraordinære engagement indebærer en risiko for at slide sig selv ned:

»Det er typisk dem, der bruger sig selv 200 procent som privat, personlig professionel, der brænder ud. De sætter hele deres person i spil, og min erfaring er også, at de oftere løber ind i konflikter,« siger han.

Den betydningsfulde voksne

Lisbeth Zornig mener dog ikke, at frygten for de få tilfælde, hvor det går galt, generelt bør afholde fagfolk fra at skabe en tilknytning, der rækker ud over deres jobbeskrivelse.

»Jeg bliver aldrig tilhænger af, at vi lader være med at knytte os, af frygt for at vi forsvinder eller ikke magter det mere. Hvis du lavede en rundspørge blandt tidligere anbragte og spurgte dem, om det var godt eller skidt, at personale havde overskredet deres professionalisme og eksempelvis inviteret dem med hjem for at lære deres familie at kende, så ville 90 procent svare, at det var fedt. Det giver en følelse af, at man er noget særligt, som kan være afgørende for de her børn og unge,« siger Lisbeth Zornig.

Det er også oplevelsen på opholdsstedet Åstedet, hvor man det seneste halvandet år har forsøgt at arbejde med relationerne mellem stedets unge anbragte og de voksne på en ny måde. Opholdsstedet har plads til seks unge, som er anbragt på grund af omsorgssvigt, overgreb og psykiske problemer.

For halvandet år siden blev stedet en del af projektet ’Styrket indsats’ sammen med 13 andre døgntilbud, som skulle udfordre deres praksis med henblik på at få flere anbragte gennem en uddannelse.

I interview med unge, lærere og forældre fik de øje på, at det var særligt virkningsfuldt, når pædagogerne ydede noget ekstra for den anbragte. Det gav dem ideen om ’den betydningsfulde voksne’ – muligheden for, at en ansat involverer sig ekstra i en ung. Nogle inviterer hjem i privaten og ser fodbold i sofaen, andre tager på en sejl- eller vandretur sammen.

Ingen medarbejdere fra Åstedet får besked på at engagere sig dybere i en ung. Den voksne tager initiativet, fordi vedkommende har lyst til at indgå i et tættere forhold til den unge, fortæller leder Gitte Bak:

»Men når man gør noget særligt sammen, får de en oplevelse af at blive valgt til. Og det er ikke en selvfølge for vores unge,« siger hun.

Metoden deler vandene

Hun oplever, at man i det pædagogiske miljø i mange år har lagt vægt på at holde den professionelle distance ud fra en bekymring for at komme til at gøre mere skade end gavn. Og når Åstedets medarbejdere fortæller om projektet til andre pædagoger eller faggrupper, oplever de nysgerrighed, men også stor skepsis. Ofte er den største bekymring, hvordan man gør arbejdet op i timer.

»Det er virkelig noget, der deler vandene. Nogle spørger: Er I ikke bange for, at det går galt? Andre synes derimod, det lyder enormt spændende,« siger stedfortræder på Åstedet, Tine Larsen.

Og naturligvis er der faldgruber, siger de begge.

»Skræmmescenariet er, at man bliver så personligt engageret, at man ikke kan adskille, om det er noget, man gør for barnets udviklings skyld eller for sin egen,« siger Tine Larsen.

Men grænsen er ikke let at sætte, medgiver Gitte Bak:

»Det er vigtigt, at man ikke glemmer det pædagogiske mål med anbringelsen for den unge. Vi tillader, at det bliver personligt, men aldrig dybt privat. For vi skal naturligvis ikke risikere, at en af vores medarbejdere kommer til at krænke eller svigte den unge. Omvendt må vi ikke lade dårlige historier være styrende, så vi slet ikke tør røre ved det.«

Nathalie Rasmussen læser i dag samfundsfag på universitetet. Og hun ville aldrig være kommet dertil uden Anders, mener hun:

»Jeg er nået rigtig langt i mit liv, fordi han lærte mig at få tillid til andre mennesker igen. Det er hans fortjeneste. Hvis han ikke havde været så stædig og nægtet at give op på mig, tør jeg ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag.«

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

Faglighed kan aldrig erstatte forældre eller andet nærtstående familie. Mennesker, særligt børn, er jo ikke robotter.

Anne Eriksen

Faglighed er heller ikke lig med manglende medfølelse eller kærlig behandling, det betyder bare at man ikke blander sine egne "problemer" ind i sagen. Stillet på spidsen, så kan man være et godt forbillede - intet er bedre.
Mange af os har mødt en lærer eller anden, som man husker rigtigt godt.