Læsetid: 6 min.

Fodbold er en heteronormativ kultur. Der er mænd. Og så er der alle de andre lavere væsener

Der bliver investeret i kvinder, der spiller fodbold, mere end nogensinde før. Men vil mændene give afkald på eneretten til den populære sport? Ifølge to norske sociologer er fodbold gennemsyret af heteroseksuelle normer: Det hele handler om biologi og kønskultur, og mændene er bare ’meget bedre til at spille fodbold’
Der bliver investeret i kvinder, der spiller fodbold, mere end nogensinde før. Men vil mændene give afkald på eneretten til den populære sport? Ifølge to norske sociologer er fodbold gennemsyret af heteroseksuelle normer: Det hele handler om biologi og kønskultur, og mændene er bare ’meget bedre til at spille fodbold’

Hollandse Hoogte

29. juli 2017

Det går godt nede i Holland, hvor EM ruller. Det danske fodboldlandshold – kvinderne altså – slog Norge 1-0 i mandags og kvalificerede sig dermed til kvartfinalen mod Tyskland lørdag.

Danmark blev to’er i gruppe A, tre point efter Holland, og er ikke blandt de absolutte favoritter. Her skal man holde øje med lande som Tyskland, der har vundet de seneste seks EM-titler i streg, og Frankrig og Holland.

Men Danmark har altid bidt fra sig. Især i den ’uofficielle’ periode, hvor kvindefodbold endnu ikke var repræsenteret i de rigtige organisationer og ligaer. I 1970 vandt Danmark guld ved VM i Italien. Det var godt nok ikke et certificeret verdensmesterskab, og vores landshold var identisk med en klub ved navn BK Femina. Men året efter blev VM genvundet i Mexico, og denne gang var der spillere med fra andre klubber.

’Fodbolddanmark har været længe om at give kvinderne den respekt, de fortjener. Derfor er den store interesse glædelig, og den primære årsag er, at kvinderne leverer seværdigt spil. Vores individualister var måske nok stærkere i 2014, men jeg synes, vi har det stærkeste fodboldhold nogensinde ved denne slutrunde,’ siger Lennart Weber, der har skrevet en bog om kvindefodbold, om europamesterskaberne i Holland, hvor de danske kvinder i aften går på banen.
Læs også

Vi blev uofficielle europamestre i 1979, og i 1984, da turneringerne endelig blev blåstemplet, måtte vi se os slået af England i semifinalen. Siden da har de danske kvinder fået to EM-bronzemedaljer, i 1991 og 1993, og ved VM er det blevet til to kvartfinalepladser, i 1991 og 1995.

Uoplyst sexisme

I dag er seertallene til EURO 2017 eksplosivt stigende, publikum tropper op på de hollandske stadioner, og i de senere år er økonomien med FIFA og UEFA i spidsen generelt blevet mere seriøs. Men der er plads til forbedringer, og på trods af de sunde prognoser er den uoplyste sexisme allestedsnærværende.

Som man siger i kønsforskningen: Fodbold er en heteronormativ kultur. Der er mænd. Og så er der alle de andre lavere væsener. Fodbold er en sport, der defineres ud fra en maskulin målestok. Mænd, siger man, er simpelthen bedre end kvinder til at spille og tænke fodbold. Mænd kan eksplodere på få meter, de kan drible, lave hårde tacklinger og operere i avancerede talformationer. Det kan kvinder ikke. Og hvis de oven i købet drister sig til at se kønne ud, vil de fleste mænd instinktivt mene, at de burde spille beachvolley i bikini i stedet.

The Guardian bemærkede for nylig, at kvindernes turnering er blevet langt mere konkurrencepræget. På tværs af UEFA-landene blev der investeret omkring en milliard kroner i fodbold for kvinder i sæsonen 2016/17. Det er en fordobling siden EM i 2013.

Især Tyskland, Sverige og Holland er langt fremme. De tre lande har det højeste antal registrerede spillere på junior- og seniorniveau. Således har Holland nu 153.000 kvindelige fodboldspillere, og i løbet af de sidste fem år har et debuterende land som Portugal opnået en stigning på over 300 procent i fodboldspillende piger og kvinder.

Spørgsmålet er, om mændene vil give afkald på eneretten til den populære sport.

»Fodbold og kvinder er en død sild,« bemærkede en norsk kommentator på nettet for nogle år siden. Den kække herre foreslog endvidere, at kvindefodbold i jagten på penge skulle søge midler fra handikaporganisationer.

Nadia Nadim under kampen mod Belgien som endte 1-0 til Danmark.
Læs også

»Kvindefodbold er ligesom sport for handicappede,« konkluderede han.

Normalt afhænger en sports popularitet af resultaterne. Sådan er det bare ikke med kvindefodbold. Det norske landshold har både vundet EM, VM og OL. Deres norske brødre har stort set intet vundet. Man kan sige det samme om Danmark, selv om vi lige nu er bedre end Norge på begge fronter. Hvornår har de rød-hvide herrer sidst været i en kvartfinale?

Pernille Harder har spillet med drengene i FC Midtjylland, stået på scenen med Zlatan Ibrahimovic og er havnet i en europæisk topklub. I øjeblikket kæmper hun for Danmark til EM i Holland.

Tom Bode

De to norske sociologer Jorid Hovden og Arve Hjelseth har lavet undersøgelser over kulturen omkring fodbold og køn.

»Vi taler om en slags biologisk determinisme, hvor kvinden og den kvindelige krop ikke betragtes som generel og universel,« forklarer Hovden til det norske magasin Kilden.

Kvinderne har meget at tabe og kun lidt at vinde ved at bevæge sig ind på mændenes territorium. Fodbold er nemlig gennemsyret af heteroseksuelle normer:

»Det er en tab-tab-situation for kvinder. Hvis du spiller fodbold som en mand, bliver du beskrevet som lesbisk eller et tredje køn. Hvis du er feminin, ser du automatisk godt ud i det mandlige blik, men er til gengæld uegnet til sporten.«

Hvis Hovden og Hjelseth har ret, ser det skidt ud for kvindefodbold. Ikke engang de bedste resultater kan bruges til noget. Det hele handler om biologi og kønskultur:

»Eftersom fansene bruger biologi og køn som noget helt essentielt i deres argumenter, er det naturligt for dem at hævde, at mændene er meget bedre til at spille fodbold. Mænd er fysisk og psykisk stærkere end kvinder. Med de argumenter holder mændene krampagtigt fast i den sociale uretfærdighed,« siger Hovden.

Afmaskulinisering

De norske sociologer spekulerer i, at de mandlige fodboldfans er bange for en regulær afmaskulinisering. Tager man fodbolden fra mændene, fjerner man også deres identitet. Der er en stor angst forbundet med, at kvinderne kommer ind på scenen, kræver deres ret – og måske ender med at overtage hele butikken.

»Mænd vil have fodbold for sig selv. De er bange for, at de ikke længere er de eneste, som definerer hvad fodbold er,« siger Jorid Hovden.

Kritikere af den benhårde kønskamp vil hævde, at enkelte mandlige fodboldspillere har rykket grænserne for det maskuline. David Beckham er nok det bedste eksempel. Hans trendsættende metroseksualitet og betoning af ’det feminine’ har for længst vist sig både identifikationsskabende og en lukrativ forretning.

Men det truer ikke for alvor selve den maskuline identitet, mener Jordi Hovden:

»Det er kun de allerbedste, som kan tjene penge på det hér. Du skal være en topatlet, og så kan du forskønne dig selv. Heteroseksuelle Beckham, som er gift og har børn og engang var en af klodens fremmeste fodboldspillere, kan måske gøre, som han vil. Han tjener et bjerg af penge ved at fremvise sine feminine sider uden at miste sin status.«

’Rigtige kvinder’

Danske Miriam Brems, medlem af SF Ungdom og tidligere fodboldspiller i Stautrup IF, er glad for de ekstra kontanter, som tilfalder kvindefodbold i disse år. Men hun mener også, at pigerne bliver stoppet af fordomme, allerede før de når ned til klubhuset.

I en kommentar i Politiken, 20. februar 2017, skriver Brems, at kvindefodbold bakser med et paradoks. På den ene side opleves fodboldklubben som et sted, kvinder aldrig kan blive fuldgyldigt medlem af.

»Uanset hvor hårdt vi træner, eller hvor godt vi følger med i den professionelle sport, bliver vores holdning til, hvem der kan hive trofæet hjem i La Liga, eller om Pogba er sine transferpenge værd, aldrig regnet for noget,« skriver Brems.

På den anden side sker der det, at når kvinder aktivt forsøger at melde sig ind i fællesskabet, melder de sig samtidig definitivt ud af det folkefærd, der hedder ’rigtige kvinder’.

Piger stemples som drengepiger og betonlebber, og, som Brems formulerer det, »hvis du spiller fodbold i fritiden, bliver du bænkevarmer i bylivet«.

Hvad ville drenge sige til det? Hvis deres identitet blev pillet fra dem, det øjeblik de skulle til at bygge den op?

Kvinder svæver i en underlig mellemposition mellem fodboldkamp og feminitet. DBU gør det ikke bedre. Miram Brems citerer en af DBU’s regionale Facebooksider som opvarmning til ugens Champions League-brag:

»Kvinde, servér en øl, pop nogle popcorn og ti stille fra kl. 20.45 til 23.00.«

Længe før Champions League og fladskærme var der ugebladet Femina. Driftige sjæle på redaktionen med journalist Alf Mørkeberg i spidsen ville gerne lave den første, danske pokalturnering i kvindefodbold. Foråret 1960 deltog 29 hold, og ét af de bedste var Valby-klubben BK Femina.

Prins Henrik hilser på målscorerne, Helene Østergård Hansen og Maria Sevcikova, efter kvindelandsholdets sejr på 2-0 over Italien i VM-finalen i 1970.
Læs også

Hanne Halmø-Nielsen var på rundvisning på Femina den 18. september 1959. Hun spillede håndbold i KKG, Københavns Kvindelige Gymnastikforening. Kunne hun ikke tænke sig at spille fodbold i stedet, spurgte Mørkeberg hende.

»Damefodbold,« sagde Hanne Halmø-Nielsen, »er det ikke lidt skørt?«

»Absolut ikke,« svarede Alf Mørkeberg, der gik under øgenavnet Dunkeldyret.

»Engang syntes man også, det var tosset, at kvinder spillede håndbold, og det er ganske selvfølgeligt nu.«

Det er dem, vi i dag kalder håndboldpigerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Karlsen
Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Al respekt for kvindefodbold, men i modsætning til tennis, badminton, atletik, håndbold og svømning fx så er kvindefodbold i alle tilfælde nu, ikke på nogen måde i hurtighed, teknik eller spænding i nærheden af mandefodbold. Det er altid sjovt at se ens favoritter fra hjembyen mod de andre, men det gør jo ikke en serie 1- kamp til verdensklasse. Det er kvindefodbold endnu ikke, men...

Morten Clausen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Fodbolds kulturen er, ligesom mange andre mandekulturer, merit baseret. Fodbolds fans vil se de bedste, de vil beundre godt spil.

Er det kønsdiskriminerende? Kun hvis vi lægger til grund at kvinder er dårligere end mænd. Hvis mænd og kvinder er lige, så kan kvinder bare bevise deres værd på samme måde som mænd hver dag må vise deres.

D.v.s. i dette tilfælde: at kvindefodboldsholdet slår mandefoldboldsholdet. For når de har gjort det, er diskussionen forbi. Og omvendt, hvis de ikke kan det, kan man jo ikke påstå at "kvindefodbold er lige så godt" og det hele er et spørgsmål om "mænds forkerte holdninger."

Jens Winther, ulrik mortensen og Morten Clausen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Fysikken kan vi jo som mennesker ikke ændre på, men hvis vi vælger at se spillet uanset hvad det er for en idræt,som det det er under de fysiske betingelser, så ser jeg lige nu det danske kvindelandshold som langt kvikkere og sjovere end det danske herrelandshold. De er i mine øjne intet set ud fra "glæden ved idrætten" perspektiv.

Christina Hauer Jerløw, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Jeg vil selvfølgelig se semifinalen i dag. Kvinder har måske ikke samme fysik som mænd, men når det kommer til teknik, har vi nogen rigtig gode spillere.
Det er ikke længe siden, at den samme kritik ramte vores kvindelige håndboldspillere, men viste de ikke at kvindesport kan være meget seværdigt.

Henrik Brøndum

Til alles overraskelses har jeg nogle betænkeligheder i denne sag, men skal vi ikke bare nyde Damelandsholdets succes medens EM er i gang - og så gemme de mere eller mindre dybsindige analyser til efterfesten?

Peter Jensen

Det er en besynderlighed, som vi har set det her i forbindelse med EM for kvinder, at kvindefodbolden åbenbart især skal føres frem ved at rakke på mændene. Hvad enten det er mændenes angivelige manglende interesse, eller manglende respekt, for kvindefodbold. Fodbold er udviklet som en sag mellem mænd. Mænd der spiler og mænd der interesserer sig for dette spil. Kvinderne har traditionelt ikke bidraget med meget i denne sammenhæng, så det er vel ikke så mærkeligt, at en form for mandsdominans er udgangspunktet.

Hvis kvindefodbold skal have en lignende succes, må det vel på tilsvarende vis forventes at ske på baggrund af et kvindeligt engagement. Altså ikke bare med kvindelige spillere, men vel at mærke også med en stor publikumsinteresse fra kvindernes side.

Ikke desto mindre kan man i dag i Politiken læse, at to ud af tre af de seere der følger kvindernes kampe ved EM er mænd! Man skulle altså nærmere anerkende, at mændene tilsyneladende støtter kvindefodbolden mere end kvinderne selv gør.

Jens Winther, Mads Jakobsen og Morten Clausen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jens peter Hansen har jo ret: Der er masser af kvindesportsgrene, der er seværdige, selv når sammenlignet med de mandlige udøvere af samme disciplin. Det gælder dog simpelthen ikke for fodbold.

Jeg ved ikke hvorfor. Er banen for stor til kvindernes i forhold til mændene ringe fysik? Er fodbold historisk mere mandsdomineret med deraffølgende større talentmasse blandt mænd end f.eks. håndbold? Af og til synes det mig, at en håndboldbane ligefrem er for lille til mænd, men passende for kvinder.

ulrik mortensen

Pernille Blume, Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen osv osv er svømmepiger vi alle kender og som høster mange medaljer og får stor opmærksomhed i medierne. Mandlige svømmere (hvem kan nævne nogle uden at google?) vinder ikke så meget og får næsten ingen opmærksomhed . Tænk hvis mandlige svømmere og supportere begyndte at råbe op om manglende ligestilling og diskriminering fordi kvinderne løber med al opmærksomheden og sponsorkronerne. Hvem ville tage det alvorligt...

Karsten Aaen, Mikkel Kristensen, Jens Winther, Grethe Preisler og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Tja og for snart 70 år siden, Ragnhild Hveger, Greta Andersen, Fritze Nathansen, Karen Margrethe Harup. Ak ja.

Grethe Preisler

@ulrik mortensen:
"Mandlige svømmere (hvem kan nævne nogle uden at google)"

Hvad med den olympiske guldmedaljerekordindehaver Johnny Weismüller - måske bedre kendt for replikken "Me Tarzan you Jane" i en endeløs række af Hollywood-film i technicolor fra nittenhundredefyrrerne og -halvtredserne? Mindst lige så elsket, kendt og dyrket af børn og barnlige sjæle i danske provinsbiografer anno dazumal som svømmepigen Esther Williams.

Og hvad med østrigeren Hansi Hinterseer - er der måske nogen kvindelig guldmedaljevinder i skisport, der kan kan give Hansi kamp til stegen som jodlende trækplaster for utallige fans på den fælleseuropæiske pop-scene anno 2017?

Anders Sørensen

@Grethe Preisler, jeg er ret sikker på, at Ulrik Mortensen mener mandlige, danske svømmere.

I modsat fald vil de fleste vel være bekendt med Michael Phelps. Medmindre de er decideret mindrebemidlede, hvad angår sport- og samfund generelt.

Grethe Preisler

P.S. ulrik mortensen,
du som er så god til at google dig frem til relevante sites på nettet. Kan du ikke finde ud af, i hvilket dansksproget tegneseriemagasin figuren 'Lucille Sweeney' slog sine folder som centerhalf i american football på et drengehold, hvis øvrige spillere altid glemte at invitere hende med, når sejren skulle fejres med bal bagefter, så stakkels rustikke Lucille måtte trøste sig med at spille vemodige sange på sit vandorgel hjemme på farmen, mens holdkammeraterne svang sig i dansen med skolens juhuu-piger?

Bjarne Bisgaard Jensen

Helt skåret ind til benet handler det vel om med krybdyrhjernen i højeste gear, at forsvare territorier fra mændenes side.
"kan vi da for helvede ikke have vore privilegier og vore præferencer i fred."
For mig er det meget ligetil - jeg kan lide en velspillet og spændende fodboldkamp uanset de medvirkende

Nike Forsander Lorentsen, Christina Hauer Jerløw, Alvin Jensen, Hanne Ribens, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Bjarne Bisgaard Jensen, nej, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at kvinder ikke kan spille fodbold særlig godt, men godt kan spille tennis eller håndbold særlig godt. Det har intet med dette modeord, "krybdyrhjerne", at gøre.

Bjarne Bisgaard Jensen

@anders sørensen. Nu tror jeg ikke at jeg er parat til at overlade til dig, at fastslå hvad jeg synes det handler om

Christina Hauer Jerløw, Alvin Jensen, Hanne Ribens, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Bjarne Bisgaard Jensen, nu er det jo ikke mænd der har eller kræver særlige privilegier her. En mandlig spiller på junior holdet der er lige så god som kvinder på førsteholdet kan jo ikke kræve kontrakter og omtale på førsteholds niveau.

Men det kan kvinder og deres medhjælpere. De kan kræve særlige rettigheder, og hvis de ikke straks får det, har de lov til at omtale mænd på måder som mænd ikke må omtale kvinder på. Krybdyrhjerner. "Tror andre er laverestående væsner." Bange. Vrede. Usle.

Det er som om vi har at gøre med to kaster. Eller, for at bruge romerrettens terminologi, en gruppe med privileger og en uden.

Anne Eriksen

Lige her og nu, så skal kvinder være på linje med mændene, som har dyrket den siden? (aner det ikke)
Der må være større problemer?

Morten Clausen

Mens Danmark fester med det danske kvindelandshold, er det eneste Information formår fesne meta-artikler, skrevet af mænd, designet til at trolle mænd. Kom nu ind i kampen, eller indrøm at I ligesom resten af os ikke ved så meget, men er villige til at lære.

Viggo Okholm

Hvis man kan holde ud at se fodbold og evt. kan se hvad spilleglæde er, så må kvindelandsholdet i fodbold kunne lære os mænd det. Jeg så det meste af kampen i dag og helt ærligt, hvem kan ønske sig mere?
Det mandlige ditto hold er for at sige det r.. kedelig ved siden af.

olivier goulin

@Danny

Du har måske aldrig bemærket, at Information har et grundlæggende problem ift. sport.
Man kan kun skrive om emnet i armslængde, med ironisk distance og filosofiske meta-anskuelser.
Sådan har det været så længde, jeg kan huske.

Det er sådan en slags finkulturel angst for at blive for folkelig - vil jeg tro

/O

Morten Pedersen, René Arestrup, Henrik Brøndum, Anders Reinholdt, Morten Clausen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

En lille krukket dille?

"Der vil altid være en dille
et lille modedyr
som lever af at spise dine penge.
Hvis de fik det som de ville
dem der sidder og syr
så skulle vi gå med tusindlapper på."
(shu-bi-dua - Askepot)

Michael Kongstad Nielsen

Min kommentar om, hvorfor kvinderne ikke må spille i korte skørter, er blevet slettet.
Det kan jeg godt forstå.
Man må ikke gøre kønnene forskellige i Information.

Søren Kristensen, Peter Frost og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Skal vores køn dog hele tiden debatteres og plattes ud i ligegyldheder., hvorfor er der ingen der undre sig over at der er flest homoseksuelle mandelige modedesignere. Nu vi er i gang..,

Det passer ikke helt det der med at fodbold er gennemsyret af heteroseksuelle normer. Måske i Mande-afdelingen, men jeg mener at vide at også kvinder kan være homoseksuelle, og men den viden jeg har om både fodbold og håndbold, så er der relativt mange lesbiske kvinder iblandt.
blot et indspark til en unuanceret gang ævl. Mit er også ævl, men det er ikke desto mindre rigtigt at der er mange lesbiske eliteudøvere iblandt fodbold- og håndboldkvinder.

Jens Thaarup Nyberg

Det må være en diskussion for fodboldnørder.
Nu er de på vej mod EM og har slået Tyskerne ud af konkurrencen :-)

twan manders

Handler det ikke mere om Danmark som nationalstat og den begejstring der følger med når Danmark vinder end om fodbold som mande vs kvindesport. Havde Dk en dart spiller i top 3 så var det også en nationalsport pludselig ..

Jens Thaarup Nyberg

@twan manders
Det handler om sporten, og hvordan og af hvem den udøves - og så selvfølgelig, at Tyskerne har været ubesejrede europamestre i mange år.

Nike Forsander Lorentsen

Ok, nu smider jeg ind Sarah Sjöström 3 guld 1 silver 4 verdens rekorder VM 2017. Og de danske svømme kvinder skitbra alle sammen.
Fodbold kvinderne er susende gode og jeg håber de vinder her i aften. Måske ender det i at kvinde fodbold bliver større end mændenes..jeps.

Kære alle

Er stort set ikke alle sportsgrene udviklet af mænd for mænd? Jo, de er. Også svømning. I DK var, og er vi så heldige, (eller hvad vi nu skal kalde det) at kvinder begyndte at svømme for mere end 100 år siden. Og så vidt jeg har læst i både nye og gamle interviews med Ragnhvild Hveger - og Lille Henrivende Inge - var deres fædre stærkt imod, at de skulle svømme - andre mænd, altså teenage-drenge mm. og mv. kunne jo komme til at se dem i deres badedragter og få upassende tanker om dem! Så dengang for 90-100 år siden var det altså også en del af kvindekampen dengang at kvinder måtte få lov til at svømme - i konkurrencer - også - for deres fædre - og måske også for deres mænd.

Og så er der nogen der har glemt, at håndbold blev opfundet i DK, af to mænd. For mænd! Og der er vist også nogen her, i den tråd - og adskillige Facebook-sider, som har glemt, at det danske kvindelandshold i håndbold omkring 1990 var truet af lukning, fordi resultaterne ganske enkelt ikke var de forventede - indtil Dansk Metal gik ind og sponserede, altså gav penge, mange penge, til netop det her landshold. Og så kom resultaterne også - adskillige EM-titler, adskillige VM-titler, 2 eller 3 gange olympisk mester mm. og mv. Kort sagt: For 27 år siden stod kvindehåndbold i præcis den samme situation som kvindefodbold gør nu - her i 2017. Mændene drillede, mobbede og chikanerede kvinder, der spillede håndbold og sagde ting som "livet er for kort til kvindehåndbold". Men det synes vi at have glemt nu - her efter 27 år - hvor kvindelandsholdet i håndbold har fejret så mange triumfer som de har.

ps:
Lad os heller ikke glemme, at sure gamle mænd helt op til 1970erne og 1980erne hævdede, at kvinders fysik var så svagelig og skrøbelig, at de slet slet ikke kunne løbe 3.000 m forhindringsløb, 5.000 m løb eller 10.000 m løb - eller deltage i et maraton-løb - på olympisk niveau....