En forening i Danmark: ’I dag sker der ikke så meget herude i vores område’

Frøbjerg Gymnastikforening på Fyn

Jens Peder Kristiansen, formand

»Foreningen er fra 1885. Det var vistnok en skolelærer, som i sin tid tog initiativ til at oprette den, og så har der været gymnastik lige siden. Senere kom der håndhold og fodbold. I gamle dage havde foreningen en gymnastiksal oppe på Frøbjerg Bavnehøj. Det var en af de første haller på fyn, og når der var håndbold deroppe, så kom de jo fra hele fyn. Der blev også holdt folkemøder og grundlovsfester. Foreningen har nok ikke den samme betydning i dag. Men vi arbejder på det.«

»Jeg har altid været aktiv. Siden min barndom har jeg boet lige ved siden af skolen og fodboldbanen, og vi kom der altid. Min mor var aktiv både til gymnastik og i bestyrelsen, og min far var med i støtteforeningen. Man er med i en forening, fordi man gerne vil gøre noget for det sted, man bor. Men jeg er også med, fordi jeg altid har boet så tæt på.«

»For 20 år siden blev vores håndboldhold slået sammen med to andre hold i kommunen, og jeg kan godt se det fornuftige i at slå nogle hold sammen, men man skal passe på de små foreninger. Det har været oppe at vende på et tidspunkt, om vi skulle lukke foreningen, men vi bliver ved. Hvis der er ti eller 15 børn, der gerne vil lave gymnastik hen over vinteren, så vil vi gerne hjælpe med at lave en forening og sidde i bestyrelsen.«

»Bestyrelsen holder omkring fire møder om året. Lige nu er vi ved at finde ud af, hvordan vi kan få medlemmerne til at betale kontingent med deres betalingskort i stedet for med girokort eller PBS, og vi er to i foreningen, der lige har været på kursus i noget, der hedder Klub Office, hvor medlemmerne går ind og registrerer sig med betalingskort. Det gør det lidt nemmere for kassereren, at han ikke skal sidde med alle de papirlapper.«

»I dag sker der ikke så meget herude i vores område. Kommuneskolen lukkede for snart 25 år siden, og så blev der startet en friskole op. Der er ikke nogen butikker, så man skal køre efter det hele. På et tidspunkt var vi nede på 20 eller 30 medlemmer, og problemet for en lille forening som vores er, at folk i dag gerne vil køre langt for at komme til et eller andet. Førhen gik man til gymnastik, hvis det var det, der var i den lokale gymnastiksal. I dag kører forældre deres børn langt, så de kan gå til det, de gerne vil. Man kan jo godt forstå det, men det er jo også det, der er udfordringen for de små foreninger.«

»Vi får aktivitetstilskud. Det er omkring 180 kroner per idrætsudøver om året, men derudover klarer vi det selv. Vi beder ikke om hjælp, og jeg ved heller ikke, hvor meget mere man kan gøre for at hjælpe foreningerne. Det handler egentlig mere om tid. Hvis vi spørger nogen, så er der jo ingen, der har tid til at hjælpe med at være træner. Og det er faktisk det, vi skal bruge lige nu.«