Læsetid: 2 min.

En forening i Danmark: ’Racedueforeningen er det halve af mit liv’

Der er problemer i racedue- og brevdueverdenen, fortæller Poul Erik Helweg, medlem af Danmarks Racedueforening og museumsleder for DRF’s Historiske Arkiv og Duemuseum. ’Ungerne dør som fluer. Det er en virus, der angriber dem,’ siger han
22. juli 2017

Danmarks Racedueforening

Poul Erik Helweg, medlem

Lige fra barnsben har jeg været interesseret i raceduer. Jeg fylder 70 i år, og jeg har haft duer, siden jeg var seks. Min bedstefar havde duer dengang, og jeg fik nogle af ham. Senere kom jeg i lære som snedker herude ved Grenå, og snedkersvenden havde også raceduer. Jeg har haft dem lige siden.

Danmarks Racedueforening er hovedforeningen. Rundt om i landet er der lokale underforeninger. Jeg kom med i Danmarks Racedueforening i 1965, så det er også en del år siden. Vi er i kontakt med hinanden på mail næsten dagligt.

Hver uge i hvert fald. Vi snakker om, hvordan det går med duerne, om der er nogle problemer. Lige nu er det helt tosset med problemer i racedue- og brevdueverdenen. Ungerne dør som fluer. Det er en virus, der angriber dem. Jeg ved ikke, hvad det er for en virus, men når duerne får den på sig, så sker der noget med kolibakterierne inde i dem, og så går det helt grassat. De dør i løbet af et døgn.

Jeg er kasserer for specialklubben for mæfikker, altså kortnæbbede duer. Der er mange forskellige slags raceduer, nogle der puster, nogle der ikke gør.

At puste vil sige, at de puster deres kro (udvidelse i spiserøret, som nogle fugle bruger til midlertidig opbevaring af mad, red.) op med luft – det gør hannerne f.eks., når de skal gøre sig til over for damerne. Der er også en specialklub for farveduer, og en for strukturduer.

Hvert år afholder Danmarks Racedueforening en Nationaludstilling af raceduer. Jeg har været med hvert år siden 1966. Det er højdepunktet på årets avl. Det er dér, vi får bedømt vores avlsarbejde. I 1985 var Nationaludstillingen i Herning Messecenter slået sammen med Europa-udstillingen.

Måden, man bedømmer duerne på, er ved at se på hver races nedskrevne standard. Det fuldendte er 100 point, men i hele Europa har vi vedtaget, at man ikke kan komme højere end 97. Du kan altid lave en bedre due.

Selv de duer, der får 97, der kan du finde småfejl. Selve standarden af duen er jo et tegnet billede, og med alle de proportioner, der skal opnås, vil der altid være enkelte detaljer, som ikke er efter bogen. Det kunne f.eks. være, at benene er lidt for korte i forhold til halslængden.

Foreninger betyder rigtig meget, især når folk bliver ældre og har mere fritid. Det er vigtigt, at man har noget at beskæftige sig med i fritiden, og der er foreningerne alle tiders. Jeg synes, det er sørgeligt, at vi går sådan tilbage – og det gælder både høns og duer og fugle.

I dag er vi omkring 500 medlemmer i DRF. Dengang jeg kom med i 1965, der var vi over 2.000. Vi får ikke mange nye medlemmer. Af de 500 medlemmer vil jeg skyde på, at de 300 nok er 65 år og så deropad.

Racedueforeningen er det halve af mit liv. Især nu hvor jeg er pensionist. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ikke skulle være med i foreningen.

Men det kan man jo ikke sige; det kunne jo være, man ikke kunne klare det på grund af et svigt i helbreddet. Det tør jeg slet ikke tænke på. Jeg går så meget op i det, altså.

Serie

En forening i Danmark

I Danmark er der omkring 70.000 foreninger. Der er foreninger for racekaniner, sejlsportsinteresserede, amatørarkæologer og for håndtrykkets fremme, for fodgængere og fodboldspillere. Mens mange traditionelle fællesskaber er under opløsning, klarer foreningerne sig ifølge undersøgelser godt. I denne serie fortæller en række danske frivillige, hvordan de holder Foreningsdanmark i gang

Seneste artikler

  • En forening i Danmark: ’I dag sker der ikke så meget herude i vores område’

    29. juli 2017
    Det bliver sværere at holde gang i de små foreninger i Danmark, mener Jens Peder Kristiansen, formand for Frøbjerg Gymnastikforening på Fyn. ’Førhen gik man til gymnastik, hvis det var det, der var i den lokale gymnastiksal. I dag kører forældre deres børn langt, så de kan gå til det, de gerne vil.’
  • ’Vi har staten som det helt overordnede, og mellem borgerne og staten har vi foreningerne’

    15. juli 2017
    I Danmark er der omkring 70.000 foreninger. Der er foreninger for racekaniner, sejlsportsinteresserede, amatørarkæologer og for håndtrykkets fremme, for fodgængere og fodboldspillere. Mens mange traditionelle fællesskaber er under opløsning, klarer foreningerne sig ifølge undersøgelser godt. I denne serie fortæller en række danske frivillige, hvordan de holder foreningsdanmark i gang
  • En forening i Danmark: Dansk Fodgænger Forbund

    8. juli 2017
    I Danmark er der omkring 70.000 foreninger. Der er foreninger for racekaniner, sejlsportsinteresserede, amatørarkæologer og for håndtrykkets fremme, fodgængere og fodboldspillere. Mens mange traditionelle fællesskaber er under opløsning, klarer foreningerne sig godt. I denne serie fortæller en række danske frivillige, hvordan de holder foreningsdanmark i gang
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu