Læsetid 5 min.

Franklin D. Roosevelt spillede ikke på frygten. Han var Trumps modsætning

I Washington giver et monument over socialforkæmperen og antifascisten Franklin D. Roosevelt anledning til at tænke over, hvor forskellige præsidenter kan være – selv om de begge er rigmænd og kommer fra New York
Monumentets gengivelse af præsident Franklin Roosevelt i kejserlig pomp – med en kappe, der skjuler hans fysiske handicap. Og som menneskeliggørende element: Roosevelts elskede skotske terrier, Fala, som præsidenten humoristisk inddrog i en valgkamptale i 1944.

Monumentets gengivelse af præsident Franklin Roosevelt i kejserlig pomp – med en kappe, der skjuler hans fysiske handicap. Og som menneskeliggørende element: Roosevelts elskede skotske terrier, Fala, som præsidenten humoristisk inddrog i en valgkamptale i 1944.

Raymond Boyd/Getty Images

22. juli 2017

Overraskende grøn er den amerikanske hovedstad, Washington D.C. Fra Kongressens bygninger i øst til Lincoln-mindesmærket mod vest strækker sig et tre kilometer langt og halv kilometer bredt parkbælte, hvor Det Hvide Hus og dets have kobler sig på i nord.

Området er spækket med monumenter til minde om USA’s historie. Alle er seværdige, afdæmpet udført, uanset hvor bombastiske begivenheder de skal erindre om.

Et af dem har særligt draget, når min vej er gået gennem Washington D.C.: Det er mindesmærket for den 32. præsident, Franklin Delano Roosevelt, en skikkelse, der stadig kan tryllebinde.

Med valget af Donald Trump har Roosevelt fået en ny aktualitet – som kontrasten til det, Trump er og står for. Nok var også Roosevelt særdeles velhavende og fra New York. Men Roosevelt opfattede sine privilegier som en forpligtelse til at kæmpe for lighed og mod dumhed og undertrykkelse.

Roosevelt spillede ikke på frygten. Han opfordrede tværtimod sine landsmænd til at sætte sig ud over den: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv,« sagde Roosevelt mindeværdigt ved sin tiltrædelse i 1933.

Det år var der ellers meget at være bange for. Verdenskrisen havde gjort hver tredje amerikaner arbejdsløs, og kloden over havde krisen bragt diktatorer til magten. Med sin optimisme, sin varme humor og sit krav om social retfærdighed indgød Roosevelt et håb om, at krisen kunne overvindes.

Efter at USA blev inddraget i Anden Verdenskrig, fremkaldte de samme egenskaber hos Roosevelt et håb om, at også diktatorerne kunne overvindes. Den sejr kom Roosevelt kun til at forudse, men ikke opleve, for han døde i april 1945, slidt op.

Dryp og plask

Mindesmærket for Roosevelt ligger for sig selv i parkstrøget, mod syd, ved Potomac-flodens tidevandsbassin. Og netop vand er virkemiddel for mindesmærket: Det drypper, rinder, bobler og plasker.

Derved er fremhævet den rolle, som vand spillede for Roosevelt, der blev født i 1882. Allerede som dreng var han ivrig lystsejler; som ung var han 1912-20 viceminister for USA’s flåde, der i 1917-18 transporterede de tropper, der bragte vestmagterne sejren i Første Verdenskrig.

Efter Roosevelt i 1921 blev ramt af polio, søgte han resten af livet lindring ved vandterapi. I delstaten Georgia indrettede han nogle varme kilder til et behandlingscenter, hvor han inviterede andre poliopatienter.

Roosevelts lammelse i begge ben har givet anledning til kontrovers omkring mindesmærket. Dets arkitekt, Lawrence Halprin, ville ikke have en statue, der viste Roosevelts handicap.

»Han ønskede ikke, at folk skulle se ham i en rullestol. Det er ikke et mindesmærke for det at være handicappet,« sagde Halprin i et radiointerview i 1997 – det år, mindesmærket blev indviet.

I stedet anbragte Halprin en statue af præsidenten siddende i en stol og ombølget af en kappe – en af de iscenesættelser, som Roosevelt anvendte for at skjule sine bens tilstand.

Den beslutning blev kritiseret af historikere og handicaporganisationer. De henviste til, at overvindelsen af lammelsen var med til at forme præsidentens karakter. De kunne henvise til et citat fra Franklin Roosevelts hustru, Eleanor, der efter hans død forklarede:

»Franklins sygdom gav ham en styrke og et mod, han ikke havde haft før. Han var nødt til at gennemtænke livets grundvilkår og lære den største af alle lektioner – ubegrænset tålmodighed og aldrig ophørende vedholdenhed.«

Udgangen på kontroversen blev, at der ved indgangen til mindesmærket blev anbragt endnu en statue af Roosevelt – én, hvor han sidder i sin hjemmelavede kørestol med hovedet trodsigt kastet tilbage.

Kontrasten mellem de to statuer kan give beskueren anledning til at tænke over skæbnens slag, hvordan de bør modtages, og hvordan de bør genfortælles.

Efter indsigelser fra historikere og handicaporganisationer blev der ved indgangen til mindesmærket anbragt endnu en statue af Roosevelt, hvor han sidder i sin hjemmelavede kørestol med hovedet trodsigt kastet tilbage.

Universal Images Group/Getty Images

Fire sejre

Mure af kæmpe granitblokke opdeler mindesmærket for Franklin Roosevelt i fire åbne rum, ét for hver af hans embedsperioder. At han kunne blive valgt fire gange som USA’s præsident (1932, 1936, 1940 og 1944), er en bedrift, som ingen kommer til at gøre ham efter.

Det kan siges med sikkerhed, fordi Det Republikanske Parti efter Roosevelts død fik indført et længstemål på to valgperioder for præsidenter – af skræk for, at en ny demokratisk reformator med folkelig gennemslagskraft ville kunne få sit mandat bekræftet igen og igen og dermed få ændret den amerikanske samfundsorden i retninger, som republikanere anskuer med største misnøje.

I hvert af rummene er i granitten indgraveret markante ytringer, som Roosevelt kom med i den pågældende periode.

I januar 1935 sagde han: »Mennesket og naturen må arbejde hånd i hånd. Kaster man naturens ressourcer i ubalance, kaster man også menneskeliv i ubalance.«

Denne profetiske økologiske erklæring skal ses i sammenhæng med, at Roosevelt som led i sine store jobskabelsesordninger indførte Civilian Conservation Corps –Det Civile Fredningskorps – for unge mænd, der i korpset lavede naturgenopretning, landskabspleje og infrastruktur i naturparker. I alt tre millioner mænd kom fra 1933-42 i arbejde og var med til at plante tre milliarder træer.

I 1937 erklærede Roosevelt om sin økonomiske politik:

»Testen på vor fremgang er ikke, om de føjer mere til overfloden hos dem, der har for meget; den er, om vi skaffer nok til dem, der har for lidt.«

I Roosevelts tid blev lagt grunden til den velfærdsstat, som efterfølgende progressive amerikanske politikere har søgt at udvide, og som reaktionære politikere har søgt at nedbryde.

I februar 1943 sagde Roosevelt om Verdenskrigen mod fascismen:

»Vi har tiltro til, at kommende slægtled vil vide, at her, i midten af det tyvende århundrede, var der en tid, hvor mennesker af god vilje fandt en vej til at forenes, at producere og at kæmpe for at ødelægge de kræfter, der står for uvidenhed, intolerance, slaveri og krig.«

Gode viljers land

Jo, der var en tid, hvor Franklin Roosevelt gjorde USA til de gode viljers førende land. FN er navnlig Franklin Roosevelts opfindelse. Han havde efter Første Verdenskrig oplevet fiaskoen for Folkeforbundet. Han så den fremtidige verdensfred som afhængig af, at der blev skabt og fastholdt en stærk global organisation.

I forhandlingerne om efterkrigstidens indretning var Roosevelt så opsat på at få Sovjetunionen med i FN, at han på andre punkter var imødekommende over for Stalins ønsker, blandt andet om indflydelse i Østeuropa.

Det var naivt af Roosevelt, mener kritikere i dag. Andre mener, at Roosevelt ikke gav Stalin mere, end Stalins Røde Hær allerede havde sat sig på. Stalins gevinster viste sig ikke holdbare – men FN findes stadig. Nu med Trumps USA som den mest vrangvillige stormagt.

I april 1945 skrev Roosevelt i hånden en tale, han skulle holde på årsdagen for den amerikanske forfatningsfader Thomas Jeffersons fødsel. Roosevelt skrev blandt andet disse linjer, der har fundet vej til væggen i mindesmærkets fjerde rum: »Mere end en ende på krigen ønsker vi en ende på begyndelsen af alle krige … Den eneste begrænsning på vor virkeliggørelse af morgendagen er den tvivl, vi nærer i dag. Lad os bevæge os fremad med en stærk og aktiv tro.«

Roosevelt fik aldrig holdt talen. Han døde – af en hjerneblødning – dagen inden talen skulle være holdt.

Et besøg på Franklin Roosevelts vandombølgede mindesmærke i Washington er en bevægende oplevelse.

Mit yndlingsværk

Nogle kunstværker er alene en rejse værd. For nogle så dyrebare, at værkerne kan være det eneste formål med at besøge et kunstmuseum.
En række af Informations skribenter er blevet bedt om at udpege deres yndlingsværk på et dansk eller udenlandsk museum og skrive om deres fascination og historien om værket.

Seneste artikler

  • I skæringspunktet mellem to tider

    29. juli 2017
    Anna Anchers maleri ’I middagsstunden’ – plus mindet om en elsket far – trak forleden skribenten til Sorø. Her befinder han sig i kunstværkets mellemrum, en smal zone for fordybelsen og den opmærksomme ro
  • Kvinden i billedet

    8. juli 2017
    Verden bliver næppe mere afsindig, end den var i renæssancen – og alligevel malede Domenico Ghirlandaio sit underfuldt skønne portræt af Giovanna Tornabuoni, der døde 20 år gammel i 1488. I mange år hang hun i mit køkken. Nu har jeg hende som køleskabsmagnet
  • Pigen sidder fanget i et øjeblik, som måske er barndommens sidste

    1. juli 2017
    Jeg er kommet igen flere gange på Den Hirschsprungske Samling for at se Harald Slott-Møllers portræt ’Foråret’. Pigen på billedet venter trofast på mig derinde. Det er lidt som at besøge en indsat i et fængsel
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Torben Lindegaard
  • Jan Damskier
  • Oluf Husted
ingemaje lange, Torben Lindegaard, Jan Damskier og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@David Rehling

Franklin D. Roosevelt er en fascinerende historisk figur.
Som jeg husker det, anmeldte du Jean Edward Smith: FDR. Franklin D. Roosevelt i avisen dengang i 2010. I hvert fald købte og læste jeg bogen - og blev så meget klogere på FDR.

Hans bevidste politik mod nazismen aftvinger beundring - og kun Pokker kan svare på, om han havde fået USA med i 2. Verdenskrig, hvis ikke landet var blevet tvunget med af Pearl Harbour og Hitlers krigserklæring mod USA. Man må gyse ved tanken om et USA, der var forblevet isolationistisk.

Og alligevel kan man undre sig over hans ufølsomhed overfor nazisternes rædsler i kz-lejrene.

I "Shoa" optræder en repræsentant for den polske modstandsbevægelse, der var blevet sendt til USA under krigen, og havde opnået foretræde for den amerikanske præsident. Han tryglede om en allieret tilkendegivelse af, at man havde kendskab til Chelmno, Belzec, Sobibor, Auschwitz, Treblinka og Majdanek. Modstandsbevægelsen ønskede en bombning af disse udryddelseslejre - en markering af, at omverdenen vidste besked.

Roosevelt's svar var formalistisk afvisende; bombemål blev afgjort af militær nødvendighed, og eventuelle tyskere skyldige i forbrydelse mod menneskeheden ville blive retsforfulgt og straffet.

Uvidenhed er ikke en undskyldning - Vrba-Wetzler rapporten kom i 1944 - og de allierede bar blevet drypvis underrettet tidligere. Retfærdigvis må man dog indrømme, at det er svært forstå og acceptere sandheden af Holocaust.