Læsetid: 3 min.

Friturestegte edderkopper bliver for meget cirkus og for lidt gastronomi

Kriblekrablekorrespondenten finder inspiration på nettet. Var det noget med et måltid på orm i flaske, maste fluer på panden og cambodjanske taranteller på størrelse med en voksen mands hånd?
Kriblekrablekorrespondenten finder inspiration på nettet. Var det noget med et måltid på orm i flaske, maste fluer på panden og cambodjanske taranteller på størrelse med en voksen mands hånd?

iBureauet/Mia Mottelson

22. juli 2017

Et klassisk argument for at inddrage insekter i diæten er, at de i store dele af verden er en helt ukontroversiel og traditionel fødekilde.

WHO anslår, at mere end to milliarder mennesker jævnligt spiser insekter. Det foregår i mere end 80 procent af alle lande – men hvordan er dog meget forskelligt. Jeg har inviteret gæster på insektmiddag og for at finde inspiration, er jeg gået ombord i en verden af insektspiseri på YouTube.

Det er klart, at der er visse dyr og metoder, jeg ikke kan anvende. I mange tropiske egne spiser landbefolkningen insekterne levende og friskfanget. Da jeg ikke har Nomas ressourcer til at servere halvbedøvede citronmyrer, vælger jeg at se bort fra dette.

Derudover er flere arter truet af overfangst, eller deres habitater er udsat, og selv om denne serie netop handler om den gode smag og ikke den gode samvittighed, så vil jeg også se bort fra disse.

Jeg har fundet et klip fra madprogrammet Bizarre Foods, hvor værten, Andrew Zimmern, løber rundt i den cambodjanske jungle med femårige børn og fanger taranteller på størrelse med en voksen mands hånd, som de frituresteger og spiser hele.

Om føje år, måske, men det bliver mindre gastronomi og mere cirkus, så edderkopper er også ude.

Men i Sydøstasien spises især fårekyllinger og græshopper med velbehag, primært som snacks direkte fra hånden. Jeg er sikker på, at jeg kan produktudvikle dette med respekt for regional tradition.

Her har man en lang tradition for at blande flere kødtyper; præsenteret som en rulle eller en vietnamesisk banh-mi-sandwich vil det helt sikkert være lækkert med græshopper. Serveret med en pomelosalat med habanero, palmesukker og fårekyllinger og et frugtigt glas chablis. Jeg skribler livligt på idéblokken imens.

Jeg mangler stadig hovedretten, og den største udfordring: en efterret, hvis da ikke en regulær dessert. Jeg har fundet en specialitet fra Lake Victoria i Tanzania og Uganda, som nok desværre er urealistisk: Små lokale svirrefluer, der ved aftentide samles i kolossale sværme og indsamles med store net, man svinger i luften.

Disse mases sammen til en pasta, formes til en kulsort hakkebøf og steges i olie. Det kunne være næste skridt på udviklingsstigen for insektburgeren, jeg spiste i sidste uge, men der er vist lidt vej igen.

Jeg kigger i stedet mod Mellemamerika; larver vil sikkert være en god smagsbase for en kraftig mole med cacao og chili, og mon ikke det passer glimrende til ristede fårekyllinger sammen med små stykker grillet flæsk i en honduransk baleada med mantequilla? Jeg har i hvert fald brug for noget med smag og kraft, som man kan drikke god rødvin til.

En god sommermiddag bør begynde med en cocktail. Og på dette område har insekter måske fundet sin største moderne udbredelse. Jeg behøver ikke lede på mange blogs, før jeg har adskillige forslag. Et sted er bartenderne dog enige: Mindst fire ud af fem opskrifter er baseret på mexicansk agavespiritus; mezcal eller tequila, og mon ikke det skyldes myten om tequilaormen.

Enkelte producenter begyndte i 1960’erne at lægge en sommerfuglelarve, gusano de maguey, i deres flasker. Den er en traditionel delikatesse i Oaxaca-provinsen, ofte serveret ristet som snack.

Desværre er det ret svært at købe disse larver udenfor USA og Mexico, så jeg nøjes med agavespritten, og fokuserer i stedet på at få inddraget fårekyllingeshottet fra sidste klumme så meget som muligt. Og mon ikke både køle- og barskabet også byder på et par pift, der kan balancere den gennemtrængende ingefærsmag en smule?

Jeg får i hvert fald travlt i køkkenet den næste uges tid.

Serie

Espen spiser insekter

Mange eksperter er enige om, at fremtidens fødevare er insekter, en overdådig kilde til næring og kulinariske oplevelser.

Informations Espen Fyhrie vil henover sommeren udforske en gastronomisk niche, der er fjern for de fleste på vore breddegrader, men som har årtusindlange traditioner i andre egne af kloden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu