Læsetid: 6 min.

Hjælperytterne er de smukke tabere

I sport husker vi vinderne. Men i cykling er der også tradition for at hylde de ryttere, der stred hårdt for andre eller forgæves for sig selv. Michal Kwiatkowski har vist sig at være i en klasse for sig inden for denne disciplin
En luksushjælperytter, bliver polske Michal Kwiatkowski kaldt. Han kører i dag for Team Sky som hjælper for Chris Froome i Tour de France, men har selv vundet Amstel Gold Race i 2015 som Quick-Step-rytter. 

En luksushjælperytter, bliver polske Michal Kwiatkowski kaldt. Han kører i dag for Team Sky som hjælper for Chris Froome i Tour de France, men har selv vundet Amstel Gold Race i 2015 som Quick-Step-rytter. 

Harry Engels

22. juli 2017

Cykelsporten lever af gode historier, og en af de bedste handler om franske Gilbert Duclos-Lassalle. Han tilhører generationen med landsmændene Bernard Hinualt og Laurent Fignon, som han i sagens natur stod i skyggen af. Duclos-Lassalles force var klassikerne og de mindre etapeløb, ikke Tour de France, som Hinault og Fignon groft sagt dominerede i 1980’erne.

Desuden vandt Duclos-Lassalle ikke så meget, hvilket netop er pointen ved historien.

Paris-Roubaix var Duclos-Lassalles helt store ambition. Han debuterede i løbet som 24-årig i 1978, blev nummer to i 1980 og 1983, nummer fire i 1984 og endte andre år altid blandt de ti eller tyve bedste.

»Jeg er skabt til det her løb. Men vil hun have mig?« spurgte Duclos-Lassalle efter et af sine mange nederlag.

Svaret kom i 1992. Gibus, som han også blev kaldt, var 37 år gammel, og ingen regnede med, at han kunne holde hjem i et soloudbrud 30 kilometer før mål. Det kunne han imidlertid, og Duclos-Lassalle er stadig den ældste vinder af den franske forårsklassiker.

Men det er i høj grad de foregående års nederlag, der kalder på respekt. Femten år er lang tid at tabe. I de fleste andre sportsgrene giver selv de bedst betalte op længe inden da, skifter fodboldklub måske eller udser sig et nyt og mere realistisk mål.

Cykling er anderledes. Her er det ikke kun sejren, der tæller, og ikke kun vinderne, der hyldes og huskes. Tværtimod. Duclos-Lassalle er blot et eksempel. Raymond Poulidor et andet.

Denne evige to’er var mindst lige så populær som sin sejrende rival Jacques Anquetil, ligesom Fignons nederlag på blot otte sekunder til Greg LeMond i Tour de France i 1989 nærmest overskygger hans sejre i 1983 og 1984. Det er heller ikke tilfældigt, at Museo dei campionissimi i den italianske by Novi Ligure er dedikeret til ikke blot Fausto Coppi, men også hans trofaste hjælperytter, Costanta Girardengo.

Cykelhistorien elsker for så vidt de smukke tabere og de evige to’ere, og flere af sportens mest heroiske bedrifter er netop udført af ryttere, der stred forgæves for sig selv eller hårdt for andre.

Froomes fornemme vandbærer

Jeg tænkte på historien om Duclos-Lassalle, da jeg forleden så 13. etape af Tour de France. På dagens første stigning, Col de Latrape, stak Alberto Contador afsted i et udbrud, der hurtigt fik slået hul til løbets favorit, Team Skys Chris Froome.

I kølvandet på Contadors ridt dukkede mange spørgsmål op, men de fleste fortonede sig, da Froomes hjælperytter Michal Kwiatkowski med 30 kilometer tilbage lod sig falde ned til Froome og førte an i den vellykkede jagt på konkurrenten.

To dage efter cementerede polske Kwiatkowski sin loyalitet over for Froome. Atter var han på rette sted på det rette tidspunkt, da Froome fik en defekt 37 kilometer fra mål i Le-Puy-en-Velay. Et større tidstab kunne have kostet briten den gule trøje.

Men lynhurtig ofrede Kwiatkowski sit eget hjul til Froome og sendte kaptajnen videre gennem det bjergrige Massif Central.

Polakkens instinktive handling og effektive hjulskift »markerede begyndelsen på det comeback, der reddede Froomes gule trøje«, skrev tidsskriftet Roleur, der kalder Kwiatkowski en domestiques de luxes, en luksushjælperytter.

Den colombianske superstjerne Quintana kæmper sig over målstregen på Tourens første bjergetape i onsdags.
Læs også

Sky-holdet, der er bygget op omkring Chris Froome, er netop kendtegnet ved, at alle de ryttere, man traditionelt kalder vandbærere, i princippet er stjerner. Og som Roleur også pointerer, er Kwiatkowski måske den største af dem alle.

Tidligere på året vandt den 27-årige rytter Milan-Sanremo, og han har tillige sejret i både Amstel Gold Race, E3 Haralbeke og Strade Biance. I 2015 blev han verdensmester på landevej, og da han debuterede i Tour de France i 2013, endte han på en sammenlagt 11. plads.

For langt de fleste ville et sådant palmarés være nok til at satse på Tourens klassement. Michal Kwiatkowsky har imidlertid valgt at ofre sig for Froome, og heri ligger naturligvis fascinationen.

Det handler ikke om at vinde

De færreste unge ryttere drømmer vel om at blive hjælperyttere. Alle vil være stjerner. Men på et tidspunkt går virkeligheden op for dem.

Kun én mand kan vinde et cykelløb, og i betragtning af, hvor stort et cykelfelt ofte er, er det derfor ganske mange, der uge efter uge, løb efter løb, lider nederlag. Af samme grund har cykelsporten – fans, ryttere og journalister – for længst forstået at vurdere en rytters kvalitet på andet end sejre.

Ikke mindst evnen til at bide smerten i sig og ofre sig for andre er, hvad en rytter ofte bliver målt på. Det giver mening. Cykling har traditionelt været en arbejdersport, og den blev udtænkt med det ene formål at teste en mands karakter. Hvad kan du holde til? Hvor meget vil du finde dig i? Hvornår begynder du at skære grimasse?

Den gennemsnitlige etapes længde i det første Tour de France, der blev afholdt i 1903, var på 405 kilometer, og for hovedparten af deltagerne på de ståltunge cykler handlede det ikke om at vinde, men om at gennemføre uden at bryde sammen.

Meget har ændret sig i cykling siden da, den gennemsnitlige Tour-etape er eksempelvis på 160 kilometer i dag, men ingen anden sport værner så stædigt om sine traditioner, som cykelsporten gør. De ryttere, vi holder mest af, er stadig dem, der sidder flottest på cyklen, når det gør ondt. Hvad enten de så vinder eller ej.

Udfordringen for et ungt talent er naturligvis at vænne sig til rollen som hjælperytter. Det har Kwiatkowski tilsyneladende gjort:

»Det er rart at vinde store løb, men det føles også godt at hjælpe en anden til en afveksling. Da jeg skrev kontrakt med Team Sky, var mit mål at komme på Tour-holdet og støtte Froome. Så kunne jeg måske bruge det til egen fordel i fremtiden,« sagde polakken efter 13. etape af årets Tour de France.

Cykelrytteren Gino Bartalis (på billedet) største rival var Fausto Coppi. De to cykelryttere kæmpede ikke kun om at komme først over målstregen, men stridedes også i deres syn på Italien.
Læs også

Hans udtalelser matcher Chris Juul Jensens. I et interview fra sidste år med forfatteren Daniel Dencik – som også kan læses i sidstnævntes fine bog Sportshjerte (2017) – gav den danske rytter, der blandt andet hjalp Jacob Fuglsang til OL-sølv i Rio, udtryk for, at han hurtigt lærte at acceptere sin rolle og i dag ligefrem sætter pris på at være vandbærer.

»Det, at jeg så tydeligt har taget hjælperollen på mig, gør også, at jeg bliver udtaget til langt flere løb end den, der kun vil vinde. Hvis Danmark får tre pladser til et mesterskab, er jeg i princippet garanteret den ene af dem, så længe jeg gider. Og hvem ville ikke synes om den position?« fortæller Chris Juul Jensen, der efter fem år som professionel endnu aldrig havde – eller i dag har – kørt først over en målstreg:

»Jeg vandt etapeløbet Post Danmark Rundt i 2015, men jeg vandt aldrig en eneste etape. Jeg er født uden killer instinct, men jeg går hele tiden og leder efter det. Jeg håber, jeg en dag kan finde det.«

I kø til badet

I 1992 vandt Duclos-Lassalle endelig Paris-Roubaix. Tilmed gentog han bedriften året efter, da han slog Franco Ballerini på stregen. De fleste andre ville derefter have stoppet karrieren. Men Duclos-Lassalle fortsatte. Han kørte sit sidste Paris-Roubaix som 41-årig, hvor han endte som nummer nitten.

»Det er måske noget nostalgisk vrøvl, men at slutte på den måde er vel nok mere hæderfuldt end at stoppe karrieren oven på en sejr,« som det udtrykkes i bogen The Hardmen: Legends of the Cycling Gods (2017), hvori blandt andet historien om Duclos-Lassalles karriere fortælles.

På det tidspunkt, da Gibus kørte i mål, var de legendariske brusebade på velodromen i Roubaix optaget. I hvert fald var der næppe mere varmt vand tilbage. På dagen bemærker de færreste, hvem der kører i mål som nummer nitten, og vil du have et bad i Roubaix, må du stå i kø.

Det gjorde Gilbert Duclos-Lassalle naturligvis uden at brokke sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu