Læsetid: 4 min.

Det kan ikke blive uprætentiøst nok

Lone Nikolajsen ser på det, der keder hende, for at se, om det kunne være anderledes. I den anledning møder hun en gammel bekendt, der elsker uprætentiøs arkitektur
Lone Nikolajsen ser på det, der keder hende, for at se, om det kunne være anderledes. I den anledning møder hun en gammel bekendt, der elsker uprætentiøs arkitektur

Thomas Iburg/iBureauet

15. juli 2017

Det mest kedelige er nogle gange det mest velkendte.

For mig er det mest velkendte 70’ernes og start-80’ernes ensartede parcelhuse, grønne hække, gule og røde boligblokke og bastante offentlige institutioner med borgtykke murstensvægge, betonelementer og enorme dørhåndtag. Sådan ser der ud i Grenå, den jyske provinsby, jeg er vokset op i.

Den slags arkitektur får mig mildest talt ikke op at køre. Jeg kan lide bygninger med tårne, balkoner og karnapper eller med stråtag og skæve vinduer og andet. Modernistiske monstrummer er også en fryd for øjet, især hvis de ligner noget fra en gammel sciencefiction-film.

Allerhelst ville jeg bo i et lille hus på prærien. Det må gerne være lidt specielt, og det er jo – at dømme ud fra hvilke typer arkitektur, man finder i coffee table-bøger – ikke nogen særlig original præference. Sagt i ejendomsmæglerjargon foretrækker jeg bygninger, der har en historie – det skal bare være en anden historie end den nære velfærdshistorie, jeg er vokset op i.

Det mest prunkløse

Sådan behøver man ikke have det. Rasmus Nielsen er en gammel bekendt fra Grenå af, som har det helt anderledes. Han hylder eksempler på det, han kalder jysk velfærdsbrutalisme: bastante offentlige institutioner fra 70’erne i mursten og beton. På sin facebookprofil har han de seneste år delt sin begejstring for uprætentiøse boliger fra 1975-1982 og robuste offentlige institutioner fra cirka samme periode.

Rasmus Nielsen lægger billeder op af murstensgavle, betondetaljer, bøgetræsparket, gamle vandhaner og skitser til et parcelhus, han selv tegner på. En billedserie hedder »Det mest prunkløse tagdækningsmateriale« og viser stakke af ubehandlede bølgeplader i fibercement.

I mine øjne er det kedeligt. I hans er det flot. Vi mødes et sted på Østerbro for at tale om, hvad hans begejstring for uprætentiøs arkitektur handler om. Rasmus Nielsen udpeger nogle nye hvide vinduer i det almene murstensbyggeri, vi har udsigt til. De bryder med stilen, det er irriterende.

Det irriterede også Rasmus Nielsen at se parcelhuse blive ødelagt af vinduer med mange fag og sprosser, landkøkkener og sorte tegl, da han boede i Aalborg i 00’erne. Folk prøvede at få deres huse til at se ældre ud og ligne bedre byggeskikhuse fra 1920’erne eller patriciervillaer, fordi det var det, de hellere ville have haft. Irritationen over det kunstigt gamle fik ham til at dyrke den ægte vare.

»De danske parcelhuse er meget ærlige og uprætentiøse, og det kan jeg godt lide. De praler ikke, prøver ikke at være noget andet, end de er.«

Rasmus Nielsen kan godt se det puritanske i sin modstand mod pyntesyge. Det er ikke, fordi pynt er det samme som dekadence, siger han, »men hvis man bruger for mange penge på pynteri, kan man ikke se bygningens konstruktion og materialernes stoflighed, som er smuk i sig selv.«

Parcelhusene har aldrig været gennemmoderne, men man har taget en masse moderne elementer ind, såsom flade tage og mere opløste rum. Rasmus Nielsen ser det som et godt eksempel på dansk kompromissøgning: 

»Man tager moderniteten til sig og fladgør den. Måske småborgerliggør man den også. Men man gør den til sin egen, samtidig med at man fastholder kvaliteten.«

Parcelhusarkitekturen var i Rasmus Nielsens øjne flottest fra midt-70’erne og knap et årti frem. Tiden var domineret af jordfarver og brutalistiske detaljer som betonelementer over og under vinduerne.

Da kartoffelkuren i 1986 fik efterspørgslen på parcelhuse til at styrtdykke i Danmark, vendte entreprenørerne sig mod det tyske marked. Den byggestil, de vendte tilbage med, er for voluminøs til Rasmus Nielsens smag. Ikke Taj Mahal-voluminøst, men alligevel. Der indføres detaljer, der skal få husene til at virke større og ældre, end de er. Det er ikke den samme ærlighed.

Slotte er flotte

Jeg kan godt se det fornuftige i at bygge holdbare huse, som arbejder- og middelklassen har råd til. Fra det fornuftige til det flotte er der dog et stykke vej. Rasmus Nielsen forklarer sin præference for tunge, robuste 70’er-slotte og almene boliger som en kombination af en arkitektonisk socialdemokratisme, en ingeniøragtig tilgang til byggeri og en sentimental forkærlighed for sin barndoms byggeri.

»Hvis det bare var ingeniørtilgangen, ville jeg gå ind for hvide vinduer alle vegne,« forklarer Rasmus Nielsen. »Men jeg kan godt lide de varme farver. De minder mig om 80’ernes velfærdssamfund. Mange menneskers interesse er bare udtryk for sentimentalitet, og det er det nok også for mit vedkommende, for egentlig handler det bare om det Grenå, jeg husker fra min barndom.«

Her har vi noget, jeg kan forstå. Når jeg falder i svime over smukke syn, har det ikke så lidt med sentimentalitet at gøre. Jeg fetisherer corny bjælkehytter med træudskæringer og røde blomster i blomsterkasserne, fordi de er gode for min forestilling om et simpelt liv i bjergene. Det er måske et ekstremt eksempel på, hvordan smag hviler på et solidt leje af sentimentalitet, men al den arkitektur, jeg nyder synet af, taler til følelser og forestillinger, jeg gerne vil dyrke.  

70’er-rusticiteten og den afslappede modernitet kendetegner også Rasmus Nielsens mors sommerhus på Mols, fortæller han. Huset er fra 1977 og har egefinerede døre, fyrrebeklædning overalt indenfor og grønne plasticdørhåndtag. Det er et hus, hun som enlig 27-årig revisorassistent havde råd til at bygge, og som folk stadig bliver overraskede over, at hun har råd til at have.

»Det er også det, der er så fedt: At man får noget godt ud af de kompromiser, den brede befolkning har råd til. Det er den stil, jeg har taget til mig.« 

Jeg kommer næppe til at aflægge mig mine prætentiøse præferencer i dette liv. Slotte er flotte, stråtækte huse er hyggelige. Jeg kan godt lide huse, der minder om uddaterede måder at leve på. Jeg forestiller mig, hvordan folk vil tale om parcelhuse og 70’ernes institutionsbyggeri i 2117. De kommer nok til at dele Rasmus Nielsens begejstring.

Serie

Kedsomhed på prøve

Man kan ikke være lige interesseret i alt, men man kan godt give det et forsøg.

I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

Seneste artikler

  • Der er skønt på Facebook om sommeren

    5. august 2017
    Mange har prøvet at lade, som om man arbejder. Det har jeg i hvert fald hørt ude i selskabslivet. Enkelte utrolige særtilfælde magter at gøre det til en levevej uden at dø af kedsomhed. Hvad det kræver af et menneske, er mere fascinerende, end hvad det kræver at bestige et bjerg
  • Finn hvem? Finn selv ud af det

    29. juli 2017
    Jeg ønsker ikke, at nogen form for gæk og løjer skal være mig fremmed, men så alligevel: Ordspil. Hvad stiller man op med sig selv og sit latterløse ansigt, når en fiffig sprogbruger demonstrerer, at ord kan lyde ens og samtidig betyde noget forskelligt?
  • Lone er 60 timer bagud i ’Game of Thrones’. Men man skal jo starte et sted

    22. juli 2017
    Lav dragetolerance og generel skepsis over for fantasygenrens sorthvide fortællinger skal ikke holde Lone Nikolajsen fra at deltage i et godt massehysteri. Tre dage tog det hende at få øjnene op for ’Game of Thrones’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu