Læsetid: 7 min.

De mange kriser har rystet europæerne tættere sammen

Flygtninge, gæld, populisme, terror, Brexit. De mange kriser i Europa har ikke kun været et onde – det har også rystet europæerne sammen. Opbakningen til EU vokser, og en fælles europæisk offentlighed spirer frem. Og hvem ved, måske er den gamle Union ligefrem ved at blive cool
EU er ikke kun papirnusseri og pamperi. Over hele Europa stiger opbakningen til Unionen, og særligt de unge bakker op. I Berlin har et tøjmærke netop lanceret en hættetrøje, der kalder de unge til kamp for EU.

EU er ikke kun papirnusseri og pamperi. Over hele Europa stiger opbakningen til Unionen, og særligt de unge bakker op. I Berlin har et tøjmærke netop lanceret en hættetrøje, der kalder de unge til kamp for EU.

Gina Fischer

8. juli 2017

Niels Lundsager fra Ærø har altid været EU-modstander. Der er for megen bureaukrati i Bruxelles og for lidt plads til nationalstaterne – det har den 77-årige pensionerede skolelærer altid ment. Han er venstreorienteret og vant til at kalde EU »et konservativt overklasse-organ«.

Men for et år siden skete der noget.

»Trump er en frygtelig klovn, og Putin er uforudsigelig,« siger Niels Lundsager på en telefon fra sit hus i Marstal. »Og så er der flygtningesituationen. Jeg synes, Europa står i en meget svær situation, og den bliver mere usikker, hvis de enkelte lande kun tænker på sig selv. Så i stedet for at skælde ud på alt, der har noget med EU at gøre, vil jeg hellere have, at Danmark tager et medansvar.«

Den gamle nejvælger har ændret holdning. Nu støtter han Unionen.

»Jeg er begyndt at tænke: ’EU, det er også mig’.«

Og han er langtfra den eneste, der tænker sådan lige nu.

I dag vil kun 23 procent af danskerne ud af EU – før Brexit-afstemningen var det 31 procent. Det viste en undersøgelse i Altinget i sidste uge. Og i april svarede et overvældende flertal, at Trump, Putin og Brexit skaber et større behov for EU.

»Til folkeafstemninger har der altid været en følelse af, at nejet var det sikre valg,« siger analysechef i Tænketanken Europa, Catharina Sørensen. »Men nu er folk begyndt at tænke omvendt: at EU er det sikre valg.«

De seneste år har kriserne nærmest stået i kø i Europa. Men måske har de ikke kun været et onde – meget tyder på, at de også har rystet europæerne tættere sammen.

Opbakningen til EU er steget stejlt i alle større EU-lande (bortset fra Italien), efter at briterne besluttede at melde sig ud. Det viste en undersøgelse fra Pew Research Center forleden. Kun 18 procent af europæerne vil ud af Unionen.

I en usikker verden er EU blevet en sikker havn.

Den cool union

Og måske er EU ligefrem blevet cool. Den 14. juni lagde den danske topmodel og trendsetter Emma Leth et foto ud til sine 26.000 følgere på Instagram, hvor hun sidder på en seng i en blå EU-hættetrøje – uden bukser på. Under billedet havde hun lavet to emojier: en gul stjerne og et blåt hjerte.

Emma Leth havde fået hættetrøjen af 24-årige Filip Samuel Berg, der arbejder som art director hos det tyske modekollektiv König Souvenir. Det er dem, der har lavet trøjen.

»Ideen kom efter Brexit,« fortæller han fra Berlin, hvor han bor. »Det skal være et omvandrende banner for Europa; et symbol på, at EU kan falde fra hinanden, hvis vi ikke gør noget. Og så er hoodien jo også et gammelt riot-symbol. Man må kæmpe for Europa.«

I Polen og Ungarn har det blågule flag længe symboliseret de progressive byboeres kamp mod nationalister, til Emmanuel Macrons valgfest i Paris var der lige så mange EU-flag som tricolorer, og under Brexit-valgkampen i Storbritannien kæmpede unge stjerner som Lily Allen, Alexa Chung og Rita Ora for remain. Herhjemme har Landsforeningen Europæisk Ungdom oplevet en stigning i antallet af medlemmer siden Brexit-afstemningen.

For mange unge europæere symboliserer EU ikke papirnusseri og pamperi, men liberale værdier og internationalt udsyn. Krisestemningen har fået dem til at slå ring om Unionen.

Ikke kun krumme agurker

De mange kriser har også medført noget andet: Pludselig taler hele Europa om det samme.

»Kriserne har bundet Europa sammen i et skæbnefællesskab,« siger Jan Ifversen, der er lektor på afdelingen for Europastudier ved Aarhus Universitet. »Ja, det har landene jo altid været, men nu er vi pludselig blevet bevidste om det.«

Journalister fra hele Europa rapporterer om terror, gældskrise og flygtninge fra de italienske kyster, græske parker og belgiske underklassekvarterer. Det gælder også Information. I marts fløj vi en journalist til Amsterdam, for at dække den hollandske valgkamp. Det har vi – så vidt avisens to mest erfarne medarbejdere kan huske – ikke gjort før. Og til præsidentvalget i Østrig bragte vi en stor reportage fra Wien. Endda på forsiden.

»Mediernes dækning af Europa er langt mere intens og prioriteret, end den var for 10 eller 20 år siden,« siger Lasse Jensen, der har været chef for TV-avisen og i 13 år vært på P1-programmet Mennesker og medier. »Det begyndte for alvor, da flygtninge gik på motorvejen. Pludselig blev Europa noget, der angik os direkte. Det var ikke længere bare krumme agurker.«

Der er sket en »europæisering af de nationale offentligheder,« som medieforsker på Roskilde Universitet, Mark Ørsten, formulerer det.

Eller som Uffe Østergaard, professor emeritus i historie ved CBS, siger:

»Europa er kommet på samme fællesnævner.«

Sex med Europa

Den italienske forfatter Umberto Eco har engang sagt, at EU’s uddannelsesprogram, Erasmus – som i år fejrer 30 års fødselsdag – kan blive en »seksuel revolution«.

»En ung mand fra Catalonien møder en flamsk pige. De forelsker sig, gifter sig og bliver europæere – og det gør deres børn også,« sagde Eco til The Guardian for et par år siden.

Og måske har revolutionen allerede fundet sted, uden at vi har bemærket det.

I år rundede antallet af unge, der har studeret i et andet EU-land, ni millioner. Og Europa-Kommissionen har regnet ud, at én million Europa-babyer er kommet til verden på grund af Erasmus-programmet.

»Man har tidligere lavet alle mulige forsøg med symboler og flag og sokker og en hymne, der skulle skabe en europæisk identitet, men det led nederlag i befolkningerne, for det havde nationalstaten jo i forvejen,« siger Uffe Østergaard. »Men måske er det kommet nu. Måske er det kommet via det indre marked for uddannelserne: Erasmus-generationen.«

EU’s egne meningsmålinger viser, at unge europæere generelt støtter Unionen mere end ældre: 60 procent af Europas 15-24-årige mener, at EU er en god ting – for borgere over 55 år er tallet 49 procent. Det blev ekstra tydeligt ved Brexit-afstemnignen, hvor 73 procent af de 18-24-årige stemte remain.

Søren Drastrup

Er EU blevet et folkeligt projekt?

Men er ni millioner Erasmus-studerende på 30 år mange eller få? Eurobarometer har regnet ud, at 88 procent af Europas 16-30-årige ikke har studeret eller arbejdet i et andet EU-land, så man kan godt sidde med en mistanke om, at det kun er toppen af den europæiske kransekage, der for alvor nyder godt af de grænseoverskridende privilegier.

Som Jens-Peter Bonde, der har været medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF, siger: »Der er sket en harmonisering af det europæiske rum, men den europæiske offentlighed er for meget få mennesker. Det er Informations læserkreds – ikke manden på gaden.«

Den britiske tænketank Chatham House har undersøgt sagen. Sidste måned udgav de en stor undersøgelse, der sammenligner et repræsentativt udsnit af befolkningen i 10 EU-lande med ’eliten’ i de samme lande (eliten defineres i rapporten som »indflydelsesrige personer fra politik, medier, erhvervsliv og civilsamfund«).

Konklusionen er ikke så overraskende: 34 procent af ’befolkningen’ svarer, at de personligt har fået noget ud af EU – i ’eliten’ er tallet 71 procent.

Den historie kender vi efterhånden godt.

Men dykker man dybere ned i undersøgelsen, bliver billedet mere mudret, for eliten er rigtignok mest EU-begejstret, men 56 procent af befolkningerne svarer trods alt, at de er »meget« eller »ret« stolte af at være europæere (mod 68 procent af eliten). Det er slet ikke noget lille tal. Og opbakningen er stigende.

Så hvad skal man konkludere? Er EU et folkeligt projekt eller en lukket klub?

»EU er nok stadig elitens projekt, men der er også vokset en generation af unge op, som ikke bare taler om Europa – de lever i Europa,« siger Morten Løkkegaard, der sidder i Europa-Parlamentet for Venstre.

»Jeg var på Folkemødet på Bornholm for syvende år i træk, og man kan mærke, at folk lytter på en helt, helt anden måde i dag. Hvad er der sket? Brexit og Trump. Selv ikke-EU-interesserede kan se, at verden har forandret sig. Der har sneget sig en ny alvor ind, ikke fordi folk er begejstrede, men fordi de er bange. Man plejer at sige, at der findes 1.000 nejer – alle har deres egen grund til at være imod. Men Brexit har tvunget folk til at tage stilling til det fundamentale. Til kernen.«

Den mindst ringe løsning

Sådan lyder det også i telefonen fra Ærø, hvor den pensionerede lærer Niels Lundsager har sat sig i en stol.

»Jeg er ikke særlig optimistisk, hvad menneskehedens fremtid angår,« siger han. »Trump kan lave alle mulige ulykker. Og tænk, hvad der sker, hvis Golfstrømmen vender.«

– Og det har fået dig til at se mere positivt på EU …?

»Jeg har gjort mig mere klart, at der er ting, som EU potentielt kunne løse,« siger Niels Lundsager.

Han stemte nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015, men hvis afstemningen var i dag, ville han stemme ja.

»Det betyder ikke, at jeg er tilfreds med EU. EU har jo ikke kunnet gøre noget ved flygtningestrømmen, og Grækenland har ikke fået den solidaritet, de havde fortjent.«

Han holder en lille pause.

»Men lige nu kan jeg bare ikke se andre løsninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Jesper Eskelund
  • Carsten Munk
  • ingemaje lange
Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Jesper Eskelund, Carsten Munk og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Som jubel EU-tilhænger - der bruges også andre betegnelser - glæder det mig naturligvis, at ungdommen synes bedre om projektet. Det bliver op til dem at udforme det EU, som de gerne vil leve i - alternativt melde os ud.

Jeg er straks mere betuttet over, at en gammel venstreorienteret knark som Niels Lundsager, pludselig går hen og bliver venlig stemt overfor EU - det lyder ikke godt.

Eva Schwanenflügel

Hvis vi nu skal til at 'kærlighedsmåle' EU, så måtte man jo mene at alle disse inter-europæiske ægteskaber var gode. Men Danmark har vedtaget så restriktive regler for familiesammenføring, at selv dets egne borgere bliver sat på den famøse integrationsydelse, bare de har været ude af Danmark i 7 ud af 8 år. Og det gælder altså vel at mærke danskere som har betalt skat til DK imens de har boet i et nordisk land, fx.

jens peter hansen

Integrationsydelse
Her kan læse om reglerne for, hvem der kan få integrationsydelse og godtgørelse for skoleundervisning, og hvordan du kan søge om disse.
Integrationsydelsen er for dig som:

ikke har haft ophold i Danmark, Færøerne eller Grønland i 7 år ud af de sidste 8 år.
Undtaget fra opholdskravet er flg. personer:

selvstændig erhvervsdrivende i henhold til EU-rettten
vandrende arbejdstagere i henhold til EU-retten
danske og nordiske statsborgere, der har haft ophold i et EU/EØS-land, og som vurderes at have tilstrækkelig stærk samlet tilknytning til Danmark

Gustav Alexander

Det er måske nogle lige lovligt EU-positive konklusioner, som der drages på baggrund af meningsmålingerne.

Det er interessant at se den umiddelbart paradoksale politiske udvikling hos ungdommen, som på den ene side er mere venstreorienteret men også mere EU-positiv end tidligere generationer. Medierne kunne ikke under det engelske eller franske valg skræmme folk fra Corbyn eller Melenchon med den vante neo-McCarthyisme, som ellers har virket fortrineligt på de ældre generationer i mange årtier.

Omvendt virker ungddommen - som jeg selv tilhører - til at se et réelt internationalistisk projekt i EU. Det virker dog nærmere foranlediget af en frygt for højrepopulismen end en accept af EU som en positiv social impuls. Uanset meningsmålingerne om EU, så stod Melenchon og Le Pen næsten side om side med systemets mand i meningsmålingerne. Corbyn, hvis holdning til EU er meget tvetydig, formåede ligeledes at indkassere enorm støtte fra ungdommen på sin sociale politik. Én ting er folks erklærede holdninger mellem nationale valg, men når "push comes to shove", lader EU positivismen til at have sine grænser; ikke en gang ungdommen tåler eksempelvis de konservatives eller liberales version af EU og det er desværre den, som vinder frem blandt eliten. Disse to projekter skal nok støde sammen på et tidspunkt.

Det er i øvrigt en djævelsk logik, der accepterer EUs morderiske (ja, folk dør) økonomiske spændetrøje overfor Grækenland, blot fordi en mand med lidt retoriske overraskelser har vundet præsident embedet i USA. Det er hér man kan adskille socialisterne fra skabsliberalisterne, der i virkeligheden blot ønsker et frit marked, som er sminket lidt pænere op.

Trump vandt ikke valget på trods af medierne, ej heller gjorde Corbyn. De vandt på grund af karaktermordene, som alle etablerede medier udsatte dem for; folk er blevet trætte af løgneriske og status qvo opretholdende medier. BBC, NY Times og DR kunne en gang forme offentlig opinion og eksempelvis skabe støtte til invasionerne af Afghanistan og Iraq - eller bombningen af Libyen. Der er nu blevet råbt "Ulven kommer!" så mange gange, at deres appeller har den modsatte effekt. Synes BBC at Corbyn er "unelectable"? Jamen så stemmer folk på ham! Er Trump en formørket racist og kvindehader? Fanden tage de politisk korrekte medier, så stemmer man i stedet på USAs første orange præsidentkandidat.

Vi må se (højre)populismen som en legitim men misforstået reaktion på objektive problemer i den liberale verdensorden; Macron og hans lakejer ævler - som vores egne centrum liberalister - om "fremskridt", "innovation" og "kreativitet" samt andre ligegyldige abstraktheder, mens jobs forsvinder til udlandet, det sociale sikkerhedsnet skæres og migrant strømme skaber enorme sociale spændinger i Frankrigs - og Europas - samfund.

Det lugter mest af desperation, når vores medier har så travlt med at udråbe først Macron også Merkel til den "frie verdens leder". Mon ikke disse luftkasteller synker i jorden igen, når hverken Merkel eller Macron formår at addressere EUs enorme sociale problemer? Så kan Marlene Wind og resten af eliten hylde den "frie" verden nok så meget - det kommer ikke til at betyde noget i virkeligheden.

Anders Graae, Charlotte Svensgaard, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Bjørn Pedersen, Philip B. Johnsen, Ole Arne Sejersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Dennis - du har så urimeligt ret - når realiteterne melder sig for klakørerne vil de stå tilbage som nogle naive idioter.

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

EU panik før lukketid!

"European states have progressively turned their backs on a search and rescue strategy that was reducing mortality at sea in favour of one that has seen thousands drown.

Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."

John Dalhuisen, Amnesty International

Link: https://www.amnesty.org/en/latest/news/2017/07/central-mediterranean-dea...

Menneskesmugling er kun en forretning, fordi der 'ikke' er tiltro til EU og nationale folkevalgte regeringer, vil løse klimaproblematikkerne og derved skabe tilllid, til en fremtid i Afrika mf.

Historien er ved at gentage sig, massemord er ved at blive dagligdag og fjenden er skabt politisk.

Fakta drukner altid i det sædvanlige politisk sludder og vrøvl.
UN/FN estimerede snarligt kommende, virkelig store klimaflygtninge strømme vil møder EU’s ydre grænser, 250 millioner klimaflygtninge i verden forventes de kommende få årtier og muligvis flere.

Som sagt bør situationen ikke misforstås og druknes i den almindelige politiske udenomssnak, for politikerne kender naturligvis til klimaudviklingen i Afrika, hvor det i store dele af denne verdensdel, i årevis har regnet for meget, regnet for lidt og ikke regnet som det plejer med årstiderne, et mere ustadigt og ustabilt klima, er forlængst blevet det nye normale, med mellemliggende lange, lige så uforudsigelige tørkeperioder.

Politikerne kender naturligvis til alt dette samt, at problemerne er endt i uro, vold og krig om resurserne og ’derfor’ flygte de stærkeste nu, en flugt der accelerere i takt med udviklingen i de menneskeskabte klimaforandringer forstærkes.

Ingen behøver at skrive til de såkalte folkevalgte politikere, for de ved det udemærket godt, de passer bare ikke deres arbejde, de finder ingen holdbare løsninger, men arbejder alene for kapitalisme og kapitalakkumulation, de kortsigtede økonomiske interesser, men for en god orden skyld, så skal fakta ikke udelades af debatten her på Information.

Det er forkasteligt, at løgnen 'Kapitalisme og liberalisering får mennesker ud af fattigdom', b.la. Donald Trump's udlægning af kapitalisme, ikke er blevet manet i jorden af pressen, det er denne løgn, ellers blevet for længe siden af videnskaben.

100 års advarsler og EU synger på sidste vers.
Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst, har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

Der har været gjort flere forsøg på regulering af den kapitalistiske vildfarelses, først en CO2 afgift regulering af økonomisk forbrugsdrevet vækst i 1920’erne, en afgift lagt på den enkelte vare for afbrænding af kul, olie og gas, men det blev opgivet.
Alle senere forsøg på effektiv regulering af kapitalisme, er ligeledes blevet opgivet, nu senest i rækken FNs klimamål i Paris-aftalen.

Der er derfor tilsyneladende stadig, den dag i dag, kun en vej ud af overklassens og politikernes undertrygelse og løgne, en trist nedtælling med indbygget udløbsdato i form af menneskeskabte klimaforandringer.

"First proposed by Arthur Pigou Arthur Pigou in 1920 is for the product in this case, CO2 emissions to be charged at a price equal to the monetary value of the damage caused by the emissions."
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Carbon_price

Fakta kort og simpelt, som de såkalte folkevalgte ikke ønsker, at forhold sig til:
Sålænge de menneskeskabte klimaforandringer, forårsaget af først og fremmest, af afbrænding af olie, gas og kul, fratager mennesker deres eksistensgrundlag, vil vi se de stærkeste, de der ikke sulter og tørster ihjel flygte.

CO2 mine damer og herrer drivhuseffekten, er et EU opløsningsmiddel, der får drømmen om økonomisk frihed til, at blive tom snak og et luftkastel.

"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."
Den nu afgåede FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon 2011

For mere politisk vold og politisk misbrug generelt.
Se link: https://www.information.dk/indland/2017/07/ord-klimaet-danmarks-strategi...

Philip B. Johnsen

PS.
Bemærk at ingen af de store private medier vil berøre de vigtigste emner efter G20 mødet.

F.eks. klimaaftalen fra Paris er død, nu foruden USA vil Tyrkiet formodentlig træde ud og Danmark har i handling trukket sig ud.

De unge på billedet ligner - på nær de gule stjerner og minus de røde tørklæde - næsten FDJ'er i DDR-tiden :-)

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Problemet med EU-modstanden, undtagen måske med den som er baseret på erklæret nationalisme, er at den afskyr at tale om det der skal følge efter. Er EU styret af kapitalen? Det er vel svært helt at nægte. Men er Schweiz da løsningen? Eller de andre europæiske ikke-medlemslande? Mon ikke en del modstandere her allerede afviser debatten?

Philip B. Johnsen

Befolkningstilvækst i verden demokrati og kapitalisme.

"The World has reached Peak Number of Children!

World population continues to grow, but the number of children in the world has now reached its peak.
In 1960 we were 1 billion children below 15 years of age and we were 35% of the world population.
Now there are 1,9 billion children in the world, but they are but 27% of world population.
In 2050 there will still be an estimated 1.9 billion kids, but they will be only 20% of world population.
The reason, 40% of world population has less than 2 children per women and thus compensationg for the 18% that get more than 3 children per women."

Link:
http://esa.un.org/unpd/wpp/publications/files/key_findings_wpp_2015.pdf
http://esa.un.org/unpd/wpp/unpp/p2k0data.asp

Den manglende bæredygtig energi til opretholdelse af den vundne levestandard i verden i dag og tilstødende klima og tilstødende konflikt relaterede folkevandring i acceleration, er ikke indregnet i data, hvilket gør dem ubrugelige, det er resultatet af løgnen om demokrati og kapitalisme i den kendte form, har skabt fremgang, fremgangen i bedre levestandard for mange, er kun sket på lånt tid og tiden er ved at rende ud.

Bjørn Pedersen

Jeg har efterhånden svært at forstå hvorfor medierne stadig sætter EU debatten op som et snævert "for eller imod" spørgsmål. Er EU lig med et føderalt Europas Forenede Stater? Er det den eneste vej, Målet med stort M, for det europæiske projekt? Kan der kun være fred i Europa hvis vi alle føler os som "europæere", som en slags ersatz-nationalisme? Eller kan vi skabe et konføderalt EU, hvor vi dyrker freden med udgangspunkt i at vi som europæere er forskellige?

At mange unge med høj uddannelse gerne vil være del af noget størrere har vel altid været sandt. Dengang nationalismen var det store, nye glorværdige projekt blev det jo også varmt modtaget af de unge og bedre stillede. At unge og velstillede nu i stedet omfavner pan-national idealisme er ikke et brud, men en (trist) historisk kontinuitet i mine øjne.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

"Mindre EU" er for mig intet reelt svar på hvad der ønskes. Ønsker man at opløse det hele, til fordel for national suverænitet har man i det mindste tilkendegivet noget af det man vil. Så kan man diskutere de positive så vel som evt. negative aspekter derved. Herunder også hvordan man virkeligt vil stå overfor f.eks. USA - eller Rusland og om der uanset den rent formelle nationale suverænitet vil være mere afhængighedden for den ene part (f.eks. Danmark) end den anden.

Michael Kongstad Nielsen

jan henrik wegener
09. juli, 2017 - 18:13

'Mindre EU' er en metafor, et billede, på et EU, der rulles tilbage til dengang, frihandel var det eneste, det handlede om, dvs. før unionsopbygningen med euro, fælles hær, fælles udenrigspolitik, fælles politi etc.

Mindre union, som ikke er en opløsning af det hele, men en indskrænkning af unionens vidtstrakte herredømme.

I øvrigt tror jeg ikke på historien med de unge, som et tøjfirma prøver at gejle op til begejstring.
Mange af dem er arbejdsløse, bor hjemme (Spanien, Italien), kan ikke få livet igang, Hvordan skulle den situation vække begejstring for EU?

Michael Mansdotter

EU er det eneste projekt vi har i kampen mod nationalisme og egocentrisme. Det betyder langt fra at EU er ufejlbarligt og det er et faktum at EU lider af stort demokratisk underskud i forhold til beslutninger tæt på borgerne. Redskabet til at ændre dette er mere debat og mere demokrati og flere muligheder for at definere os som både europæere og som nationalstatsborgere. Det er ikke et spørgsmål om enten eller, men både og!

Michael Kongstad Nielsen

Vi skal ikke have mere EU, derfor heller ikke mere demokrati i EU.
Romtraktatens lovning om en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk er fatal.
Den ønskede Cameron UK frigjort fra under sine forhandlinger med EU, og fik lov, lige lidt hjalp det dog, Brexit blev en kendsgerning. Camerons exit ligeså

.

Helene Kristensen

En del af EU-begejstringen eller måske nærmere nølende accept, blandt os ældre EU-modstandere er måske, at EU lader til at være den eneste hæmsko i forhold til den siddende regering og Socialdemokraternes voldtægt af natur og miljø.

Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Tråden vidner om den sædvanlige 'find fem fejl' tilgang. Men det er yderst sjældent - og slet ikke i denne tråd - at der bliver peget på et reelt alternativ til EU, med afsæt i de udfordringer Europa og europæerne står over for. Der er i bedste fald tale om nogle tågede, nationale sværmerier, tilsat et ordentligt skvæt ideologiske idiosynkrasier.

Mihail Larsen, Karsten Aaen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Arestrup,

Du har ret i at kritikken ofte kan mangle bud på alternativer. Alt for ofte tror jeg desværre også EU-støtterne antager en overstatslig organisation som nødvendig. De færreste kan - af den ene eller anden grund - forestille sig en verden hvor nationalstaters agens og handleevner ikke reguleres af internationale aftaler; hvad end det så er frihandelsaftaler, TTIP eller menneskerettigheder.

Derfor får mange EU-skeptikere skudt i skoene at mangle "alternativer", når man ikke står klart med en identitsk organisation, som man så kan erstatte EU med. Pointen - fra skeptikernes side - er vel netop at sønderrive institutionen, så de enkelte lande kan orientere sig mod deres egne demokratiske flertal på ny. Eller er det et "tåget, nationalt sværmeri"?

Problemet med EU er at det er en komplet udemokratisk, højredrejet institution hvor lobbyister, industri og IMF har mere at skulle have sagt end den 'europæiske' borger. Det er dernæst et karriere springbræt til den 'moderne, europæiske' ungdom, som læser på diverse universiteter og boltrer sig i idéen om en 'større verden' dog uden den politisk-teoretiske ballast til at genkende bæstet for hvad det er.

Jeg synes faktisk det er EU-støtterne, der behøver at svare os på, hvorledes EU - som den udemokratiske institution det er - skal have lov til at stavnsbinde parlamentariske demokratiers politik med undergravende idéer som fri bevægelighed, lige ansættelsesvilkår for udlændinge og nationale statsborgere, en kontraktiv finanspolitik, hvis eneste subsidierende effekter sendes ud i den private sektor etc.

Hele EU-støtten lyder oftest til at forlade sig på retoriske ukonkretheder, som når centrum-idealister såsom Jens Rohde snakker om en 'fri verden' med 'medmenneskelighed' hvor alle asylansøgere kan få deres sager behandlet uden at risikere deres liv .. Det er da også denne form for misforstået - eller i hvert fald højreorienteret - internationalisme, som drager de mindre politisk bevidste segmenter af ungdommen.

Når centrum-liberalisterne snakker om frihed og en fri verden må vi, som Lenin, spørge: Frihed for hvem? og til hvad? Vi får desværre de deprimerende svar i EUs relle politik: Frihandelsaftaler, austerity og fri bevægelighed.

Det er frihed for finanskapitalen til at spille arbejdskraften ud mod sig selv på et hidtil uset internationalt niveau. En køn internationalisme.

Philip B. Johnsen

@René Arestrup
idiosynkrasi definition
Idiosynkrasi (gr. ιδιοσυγκρασία idiosynkrasia: idio, egen + syn, sammen + krasia, blanding) er et fremmedord der betyder "noget som er særegent for en enkelt person eller gruppe og som forhindrer denne person eller gruppe i at blive beskrevet gennem en regel eller ved hjælp af en kategori".

Eksempel på 'idiosynkrasi':
"USA går ind for brug af fossile brændstoffer, for at beskytte amerikanske borgeres interesser."
Donald Trump.

Hvad får så mange kristne republikanere til at tilslutte sig Donald Trump?

Gud har givet mennesket jorden og alt på jorden, til mennesket 'Gud skabte mennesket skabt i sit billed'
Første Mosebog 26-27-28
Det er denne tilgang til verden, der gør det umuligt, at føre en intelligent dialog med store dele af republikanerne, som altid med Gud's ord i hånden, vil benægte meneskeskabte klimaforandringer, det er ikke mulige, det står i biblen, at det er USA's Gud's givende ret, at regere verden, Gud's ord i Første Mosebog 26-27-28, danner det kristne fundamentalistiske grundlag, for den liberale tilgang til kapitalisme.

In God We Trust (Vi stoler på Gud), der er USA's nationale motto, det blev ved lov vedtaget af Kongressen i 1956.

EU tror ikke på Gud men på markedet og handler dybest set på samme måde og denne idiosynkrasi vil, ledet af USA og EU, føre til ikke håndterbare menneskeskabte klimaforandringer.

Folketinget høre under samme kategori som EU naturligvis.

Bjørn Pedersen

@René Arestrup
"Men det er yderst sjældent - og slet ikke i denne tråd - at der bliver peget på et reelt alternativ til EU, med afsæt i de udfordringer Europa og europæerne står over for."

Et "alternativ" til EU? Du er vist lidt forvirret hvad angår hvad angår visse, hvis ikke mange, personers utilfredshed med EU. Når du hører familie, venner og kollegaer i Danmark kritiserer visse aspekter af dansk politik eller ideologiske strømninger her i landet, ville du i så tilfælde betragte: "Ok, men hvad er så jeres alternativ til Danmark", som et rationalt svar til deres kritik? Eller hvis nogen kritiserer korruption i FN, ville det eneste svar du kunne tænke på så også være: "Jamen, hvad er da dit alternativ til FN"?

At diskutere spørgsmål såsom: Kan fred og stabilitet i Europa kun styrkes og sikres ved at alle EU medlemslande bliver én superstat? Kan europæere kun relatere til hinanden ved at man konstruerer en pan-national europæisk fællesidentitet eller bør vi i stedet arbejde på oprigtigt at acceptere hinandens forskelle? Med andre ord, det er ikke et spørgsmål om der skal være et EU, det er et spørgsmål om hvilket EU europæerne ønsker at være en del af, og med hvilke midler fred og fremgang indenfor og udenfor EU skal sikres.

jan henrik wegener

Det er i grunden tankevækkende at EU-diskussioner næsten aldrig gør meget ud af hvad EU-lande, henholdsvis ikke-EU lande gør fordi de enten er med eller ikke med. De der går imod for eksempel forsvarsamarbejde giver gerne den grund at der da er stor fare for en militarisering. Det giver det indtryk at enkelte lande, som fredelige lille Danmark og fredelige Storbritannien, på grund af samarbejdet kunne risikere at blive tvunget ud i militære engagementer imod deres vilje!
Schweiz og Liechtenstein er vel også imod for ikke at finanskapitalen skal få for stor indflydelse?

René Arestrup

@Bjørn Pedersen
For mig at se består det problematiske i at forkaste hele projektet med henvisning til alle de fejl EU - indrømmet - er behæftet med. I mit univers forekommer det ikke særlig fremkommeligt, at stirre sig blind på fejl og mangler, når fokus snarere skulle være på de udfordringer, vi står over for. Og de er temmelig mange. Eller du er måske af en anden opfattelse?

Bjørn Pedersen

@René Arestrup
Nej, jeg er såmend ganske enig i at det er problematisk, på nuværende tidspunkt, at forkaste hele det europæiske samarbejde. Naturligvis er jeg dog heller ikke tilhænger af et EU under alle omstændigheder.