Læsetid 5 min.

Kvinden i billedet

Verden bliver næppe mere afsindig, end den var i renæssancen – og alligevel malede Domenico Ghirlandaio sit underfuldt skønne portræt af Giovanna Tornabuoni, der døde 20 år gammel i 1488. I mange år hang hun i mit køkken. Nu har jeg hende som køleskabsmagnet
8. juli 2017

Domenico di Tommaso Bigordi kaldte sig Ghirlandaio, ’rankemaleren’. Han nedstammede fra en familie af fremtrædende florentinske kunstnere og håndværkere. For mig er han en af de største. Som sin næsten-samtidige, Rafael (1483-1520), maler han mennesker, så man føler, man kender dem.

Selv blev Ghirlandaio kun 45 år (1449-1494). Den kvinde, han portrætterer på mit yndlingsværk, blev kun 20 år. Årstallene antyder, at selv velstillede mennesker i renæssancens Italien ikke kunne se frem til en høj levealder. Mange af dem huskede sikkert også, at en tredjedel af Europas befolkning døde under Den sorte Død 1346–1353.

Alligevel skabte renæssancens kunstnere harmoni og skønhed af det kaos, der omgav dem. Ikke fordi de flygtede fra virkeligheden, men snarere fordi de alt for godt vidste, hvordan virkeligheden kunne finde på at opføre sig.

Midt i al forgængeligheden gav kunsten mulighed for at fastholde øjeblikket. Som Inger Christensen skriver i Alfabet (1981): »Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes.«

Skønhed findes. Den giver hjernen ro. Det har vi brug for.

Oprør mod forgængeligheden

Roen i Ghirlandaios maleri er et oprør mod forgængeligheden. Det forestiller en ung kvinde, der allerede er død, da han afslutter maleriet i 1489-90. Måske nåede hun at sidde model for ham, men selv det er ikke sikkert.

Domenico Ghirlandaios ’Retrato di Giovanna Tornabuoni’. 

Wikimedia Commons

Kvinden hed Giovanna Tornabuoni, og jeg mødte hende første gang i 1998 på det vidunderlige museum i Madrid, Thyssen-Bornemisza. Museet er en privatsamling, doneret til offentligheden. Send en kærlig tanke til kunsten, hver gang du går ind på en rulletrappe, mrk. Thyssen.

Samlere køber det, de kan lide. Og jeg kunne lide Giovanna. For mig rummer billedet fred og skønhed. Kvinden er meditativ, ikke appellerende. Hun er ung, smuk, i profil, ser mod venstre, der i kristen middelalderlig topik rummer himlen. Hun har sin egen verden, og er allerede ikke mere af denne verden.

Hendes tizianrøde hår følger datidens mode, en attraktiv rødblond, som mørkhårede italienske kvinder vistnok opnåede med blegemidler som citronsaft og sol. Ansigtet er frisk og roligt, næsen lige, halsen lang og prydet af en tynd halskæde. I halskæden – en silkesnor – hænger enkle smykker.

Smykkerne viser hendes rige baggrund, rosenkransen og bønnebogen på hylden hendes fromme sind. Den mørke æskeagtige baggrund lader måske ane omridset af hendes kiste.

Hendes tøj har en kongelig pragt, som jeg kender fra Shakespeare og fra renæssancens malerier. Det broderede røde ærme har en opulent pragt, kjolens orange er som solen selv, som aftenlyset i Toscana og husenes bløde okkerfarver.

På cartellino’et, det lille stykke ’papir’ i maleriet, står teksten: Ars utinam mores animum que effingere posses, Pulchrior in terris nulla tabella foret. I oversættelse: »Hvis du, Kunst, kunne afbilde hendes karakter og ånd, ville der ikke findes smukkere maleri i verden.«

Nederst ses Giovannas dødsår i romertal: 1488.

Gravid

Da jeg så maleriet på Thyssen-museet, var jeg selv gravid med mit tredje barn. Måske anede jeg et slægtskab? Hvælver Giovannas mave sig mon lidt på maleriet? Jeg købte plakaten, fik den indrammet og hængte den op i hjemme i køkkenet, husets travleste rum, som Ghirlandaios maleri lånte sin ro.

13 år senere mødte jeg hende igen. Med familien var jeg i Firenze, Italien. Vi gik ind i kirken Santa Maria Novella, hvor hovedattraktionen er Tornabuoni-kapellet. Maleren er Ghirlandaio, en mester, fuld af humor, nærvær og omsorg for sine personer. Jeg blev overvældet af de fantastiske fresker med et mylder af personer.

Bad kunstnerne mon deres venner stille op? »Jeg har travlt, jeg skal male en folkemængde, kan du komme straks?«

Sandsynligvis havde Ghirlandaio dog sine skitser klar. Fresker laves i first take og kræver en topprofessionel hånd. Man maler i kalken, mens den endnu er våd. Tidsmæssigt giver det et vindue på 7-9 timer at arbejde i – et dagsværk, ’giornata’. Næste dag kan man ikke pudse detaljerne, men må hakke den stive kalk væk og begynde forfra.

Så pludselig var hun der, samme profil, samme tøj, nu bare i hel figur.

»Se, det er hende, der hænger hjemme i køkkenet!« udbrød jeg.

Portrættets sorg

Giovannas far, Giovanni degli Abizzi, var Ghirlandaios mæcen og beskytter. I 1486 blev hun gift med en anden fornem florentiner, Lorenzo Tornabuoni.

Da hun kun to år senere døde under fødslen af parrets søn nummer to, lod enkemanden svigerfamiliens hus-kunstner udtrykke familiens sorg i portrættet, der fik sin faste plads i Lorenzos private lejlighed i Tornabuoni-paladset. Måske har Lorenzo også selv dikteret den smukke mindetekst, der viser, at Giovanna ikke kun blev værdsat for sin skønhed, men også for sin »karakter og ånd«.

Ghirlandaio var 19 år, da Giovanna blev født, og må have kendt hende, fra hun var lille. Hans placering af hende i Tornabuoni-kapellet åbner en dør til hans omsorg for den skæbne, hun delte med tusinder af andre kvinder, der døde under fødslen af deres barn.

I kapellet er hun tilskuer til ’Visitationsscenen’, der viser Jomfru Marias besøg hos Elisabeth, mens begge kvinder er gravide.

Men modsat Giovanna overlevede både de og deres børn, Jesus og Johannes Døberen.

Kunstens kvindelige ansigt

Kvindeportrættet er en central del af vestlig kulturhistorie. Man kan ikke tænke sig maleri og skulptur uden Madonna med barnet, Botticellis Foråret, Venus og mange andre.

Kvinden er især motiv for mandlige billedkunstnere, javist. Men de intelligente kvindeøjne røber livet i dem.

Reelt var mange kvinder skabende mennesker, og i disse år, hvor nye forfattere og historikere får fingre i kilderne, dukker oversete kvinder frem af støv og glemsel.

Vi ved nu, at videnskabsmænd tit arbejdede sammen med søstre og hustruer. Kvinder ejede og forvaltede ejendom, skrev musik og litteratur. Ofte lod de – mere eller mindre tvungent – en ægtemand, bror eller far officielt stå bag. De tidlige store engelske romanforfattere skrev under (mandligt) pseudonym. Sådan var det.

Men i billedkunsten er de til stede, kvinderne. Det er jeg glad for.

Det, vi elsker, forsvinder

Rejsen til Italien i 2011 blev vores sidste sammen som familie. Året efter var min mand flyttet, min mor død, huset solgt, sygdom og bekymringer kom oveni.

Som Tove Ditlevsen engang skrev, rører verdens katastrofer os gennem de enkelte skæbner.

Giovanna, død 1488, er en del af min historie og af kulturens fælles historie om kærlighed og tab. Det, vi elsker, forsvinder for os.

Da vi blev skilt, overtog børnenes far hendes portræt. Min ældste datter ved, hvor jeg elsker billedet, og efter et nyligt besøg i Madrid forærede hun mig det som køleskabsmagnet. Sådan hænger det stadig i mit køkken.

Nogle af os har brug for øer af fred, skønhed og lykke. Ghirlandaios smukke portræt minder mig om, at det dejlige, der var, ikke bare er væk, men får sit eget liv.

Domenico Ghirlandaio: ’Retrato di Giovanna Tornabuoni’, 1488. Thyssen-Bornemisza. Tornabuoni Kapellet i Santa Maria Novella, Firenze

Mit yndlingsværk

Nogle kunstværker er alene en rejse værd. For nogle så dyrebare, at værkerne kan være det eneste formål med at besøge et kunstmuseum.
En række af Informations skribenter er blevet bedt om at udpege deres yndlingsværk på et dansk eller udenlandsk museum og skrive om deres fascination og historien om værket.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
Chr. Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Chr. Mondrup
Chr. Mondrup

Fremragende beskrevet billedanalyse og -oplevelse. Jeg genkender den associative oplevelse af kunstværker. Marie Louise Kjølbyes billedlæsning vil påvirke min fremtidige oplevelse af dette og tilsvarende værker - vi bader ikke i den samme flod to gange. Den tyske musikhistoriker Georg Knepler (1906-2003) benyttede også associationer som en vigtig parameter i analysen af 1800-tallets musik. Ved at italesætte (musik)værkets relationer udvikler vi oplevelsen af det.