Læsetid: 8 min.

Lær at leve af Thøger Larsen

Thøger Larsen ser skæbnen lige i øjnene, og han er i stand til at sanse storheden uanset omkostningerne
15. juli 2017

Egentlig en umulig opgave: at vælge en enkelt forfatter til besvarelse af spørgsmålet: Hvad kan man lære af at læse?

Mit hoved er en rummelig bolig for myriader af citater, der melder sig i forskellige situationer, men de stammer fra mange forskellige forfattere, og sentenserne behøver ikke engang at være gode!

Er jeg ude i lidt stormvejr, så lyder det indeni: »Foruden Kampe og Nederlag,/ skal ingen vinde sin Sejers Dag«, – og hvem har så skrevet det? Kaj Munk til sin gravide kone. Fortsættelsen lyder: »Oh, du Krigerinde for Livets sag,/ usigeligt jeg dig ærer.« – et skrækkeligt digt! Så hellere Den blå anemone. Men jeg slipper aldrig af med det, det er ligesom at have fået en melodi på hjernen.

Så er jeg i bedre selskab i det danske sommerland. Her dukker Aakjærs Der dukker af disen min fædrene jord op af disen. Dér er der en kornmark, og Johannes V. Jensen synger: »Den danske mark i en bølgen går,/ som åndedræt af en venlig kvinde./ Sødt gynger byggen sit silkehår,/ og rugen ånder med sol i sinde

Maj måned udløser usvigeligt sikkert sidste strofe af hans En sømand har sin enegang: »Men når den gule løvetand,/ ved Sjællands grøfter gror,/ og fra det lave grønne land/ man hører frøers kor«; (så kommer der er par linjer, som ikke er så vigtige, nynnenynne, men så kommer den næstsidste): »og alle fugle vender hjem.« Dén er vigtig.

Om jeg har lært noget af denne citatcentrifuge?

Jeg har vel lært, at ordene danner en forbindelse til omgivelserne og naturen, som havde været anderledes uden dem, så måske kan jeg tilslutte mig Karen Blixens betragtning om, at hun aldrig var i stand til at se et landskab, uden at en stor kunstner først havde fortolket det for hende. Det siger noget om kunstens rolle, og jeg er sikker på, at den er uhyre vigtig, men hvad den nøjere består i, unddrager sig i det store og hele sproget. Forbindelsen slår sin egen tone an, og så er man dén rigere.

Sådan har jeg det også med Thøger Larsen. Intet sommerlortevejr uden Du danske sommer. Ingen juniaften-spadseretur uden Danmark nu blunder den lyse nat. Men Larsens naturforhold er særligt, fordi det er så gennemsyret af hans viden om, at naturen ikke bare er, som den ser ud. Hos ham er naturlovene altid nærværende.

Lære om kosmos

Solsangen stammer fra digtsamlingen Jord (1904), og den har sin plads i hjernecentrifugen med første strofe: »Nu hælder Europa mod Sol igen,/ og Syden blæser på Norden./ Fugletræk over Landene gaa/ Mulden lugter saa mæt og raa/ det kribler i Ryggen af Jorden.«

Her har vi en digter, der aldrig ville drømme om at skrive, at solen ’står op’ eller ’går ned’. Hos ham er det dybt forankret, at det er Jorden, der roterer omkring solen, og helt selvfølgeligt er det hele kloden, han har for øje, når foråret melder sig.

Han ved, at Jorden ’hælder’, at aksen ligger skråt i forhold til solen, og at det er derfor, Europa har de årstider, vi har. Så kan han på fem linjer panorere fra et kosmisk perspektiv, klodens rotation i rummet, via trækfuglene i luften helt ned under det øverste muldlag, hvor planterne kribler og kilder mulden nedefra.

Jeg kender ingen digter, der som Thøger Larsen anskuer hele den sanselige verden som en stor, ubrydelig årsagssammenhæng. Man tager en dyb indånding og indsnuser luftens mætte, rå lugt.

Lære om døden

Døden er aldrig langt væk hos Thøger Larsen. Sidste strofe i Solsangen lyder: »Det bløder af Glæde i mit Sind:/ O, Rigdom, hvori jeg svømmer,/ Sol Søvn, hvori jeg drømmer!/ Der kommer en Tid, en underfuld,/ da Græsset er grønt, og jeg er Muld.«

Her går bevægelsen fra den intense følelse, ’glæde’, ud mod den rigdom, solen kalder frem, til fremtiden og – døden. Med Thøger Larsens livssyn, der vil favne hele det ’underfulde’ kosmos, indtager døden jo naturligt sin plads i helheden, men alligevel er det påfaldende, så tit han tager livtag med den. Han forsøger så at sige at ræsonnere fornuftigt, ’videnskabeligt’ med dødsangsten.

»Ja, om du vaagned op i fjerne Aar,/ du vilde være inderlig alene,/ du havde lange Veje til i Gaar,/ du hørte hjemme mellem Ler og Stene.« (Tidernes Sang fra Det Fjerne 1907).

Alt har sin tid, og det er godt, for alt har sin plads i helheden, og det er selve meningen: »Alt, hvad der sank med standset Blod og Saft,/ hver Livsens Sjæl, der haabet har og gruet,/ har ofret alt sit Væsens Klodekraft/ paa dette ene Værk: at skabe Nuet.«

Nuet bliver Thøger Larsens evighed, og så banal, konstateringen kan lyde, er han i stand til at give udtryk for sin nufølelse, så man husker det: »... vi er de samme Kræfters Atterkomster,/ vi vaagned op af alt, som er forbi./ Paa Dødens Træ vi gror som Nuets Blomster.«

Men det er en tilkæmpet erkendelse.

Lære om mod

Thøger Larsen led af sukkersyge, en sygdom, der dengang kun fandtes én kur for: at være så mager som muligt. Han døde også tidligt, 53 år gammel, hvilket antyder, at hans livssyn var tilkæmpet med et vist mod: Døden var ikke en fjern, ubestemt afslutning, men noget, han måtte imødese med den viden, at han ikke ville blive særligt gammel. Han fornægter ikke rædslen. Man fornemmer det eksempelvis i digtet Sagn (Jord 1904).

»Det Barn, der dør inden Daaben,/ kan ikke faa Himmelen aaben.«// »Det sidder nøgent i Nattens Vind/ og hulker for at komme derind.«//(...) »Mand! Jeg har ikke Hjem og Sted,/ vilde saa nødig i Helvede ned,/ Djævelen er saa ond ved Børn.«

Her er døden uden de formildende omstændigheder, troen leverer, og som Larsen faktisk var vokset op med. Han kalder ganske vist digtet for Sagn, altså en form for overtro, men det er næppe en overtro, han er upåvirket af.

Han kom fra en indremissionsk familie, han var opflasket med al den tro og overtro, som hørte til sådan en opvækst, og noget af det, der betager mig ved ham, er netop hans mod til at vedkende sig sin baggrund og se sin angst og gru i øjnene uden at blive en flad, naturvidenskabelig ateist i protest.

Han bliver ateist, men han bliver ikke sådan en, der mener, at alt, hvad der ikke kan ’bevises’, er overtro. Thøger Larsen ved, at også overtroen kan vække stærke billeder. Og at både gruen for døden og lykken ved livsprocesserne ikke er et spørgsmål om tro eller overtro.

Fryden ved at »Hyldene dufter i Stuen ind/ ude fra Danmarks Haver« unddrager sig videnskabelige forklaringer. Alligevel er hans livssyn naturvidenskabeligt, han er ikke en sen dyrker af ’Alnaturen’ i Romantikkens forstand, han oplever det kosmos, som i hans tid blev stadig større.

Nærmest symbolsk var han både landmåler og amatørastronom. Han opmålte mulden, og han byggede stjernekikkerter. Men barndommens indpodede fromhed fornægtes eller fortrænges ikke. Den transformeres til en storladen euforisk besyngelse af alting, som det er. Dét er det guddommelige:

»I Universets evige Blaa,/ hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa« (...) »jeg aner en Gud, et evigt Jeg,/ der har Nerver i Klodernes Indre/ og i Slægternes Marv,/ og hvis Evner fra Solene tindre,/og hvis Væsen er Væsnernes Tarv.«

Han hylder »Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,« hvor døden ses som en naturlig og uundværlig del af den store kosmiske helhed. »Ormene de er hellige Dyr,/ De stopper sig hulningen fuld./Ved deres hungrige Stræben/dannes den gode Muld.«

Thøger Larsen vender altid tilbage til mulden. Også på vores vegne.

Det uoprettelige

Citatet om ormene og den gode muld er fra Jens Højby, et af hans mere berømte digte. Det stammer fra samlingen Dagene (1907) og handler om bonden, der ligger i sin seng og venter på døden. »Mager det var han saalænge,« men »Han dør just ikke af Alder/ er kun halvhundrede Aar«, hedder det, en skæbne, der spejler Thøger Larsens egen, hvad han som 32-årig må have vidst.

Her gennemspilles alle de små glæder, svigt og misforståelser, hverdagslivet består af. Men som engang bliver uoprettelige. »Hvert et skær over Himlen/ vækker bestemte Minder./ Levende Timers Baggrundslys/ inde i Hovedet skinner.«

Så kommer Jens Højbys kone ind, og han udbryder:

»Aaja. Nu tænker jeg Karen/ du snart skal blive mig kvit./ Du kan, naar du skynder dig lidt,/ nok lokke en anden i Snaren.«

Karen svarer »Igen dette Vrøvl« og går sin vej og:

»Saa angrer Jens Højby. Hun var/ dog den af Menneskeskaren,/ der flest af hans Byrder bar./ Han stønner: Karen, Aa Karen!«

»Men nu er hun gaaet sin Vej./ Der er kun den tætte Dør./ Den hører og svarer ej./ Han skulde betænkt sig før.«

Thøger Larsen kender smerten ved at have gjort det helt forkerte og kan give udtryk for den i den upåfaldende situation, hvor det i virkeligheden gør allermest ondt, fordi den dér er allermest uoprettelig.

Ensomheden

Og bagved er kun ensomheden, den ubodelige. Men også den finder han et stort udtryk for. Han vælger Jørgen Brønlunds skæbne, grønlænderen Brønlund, der døde ved 79 Fjorden på Danmarks-ekspeditionen 1906-1908 efter at have set sine to fæller Mylius-Erichsen og Høeg Hagen dø og bragt kort og notater i sikkerhed. Brønlunds eget berømte sidste notat lyder:

»Omkom 79 Fjorden efter Forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin og kunde ikke videre af Forfrosninger i Fødderne og af Mørket. Andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omkring 2½ Mil). Hagen døde 15 November og Mylius omtrent 10 dage efter.«

Thøger Larsen skriver:

»Mer ene var aldrig/ en Sjæl paa en Stjerne/ end du foran døden/ i Isnattens fjerne.« (...) »Saa smertelig nær/ har du bragt os det fjerne/ hvor stanset du laa/ mod din stenhaarde Stjerne.«

Selv den isnende ensomhed rummer Thøger Larsens centrale tanke: At nær og fjern hænger uløseligt sammen, at universets nådesløse ubarmhjertighed også er en del af storheden. Brønlund dør en kosmisk død, Jorden med isen og sneens lynglimt ophøjes her – ganske uvidenskabeligt! – til Brønlunds stjerne.

Sanddruhed

Det hele, både glæden, beruselsen, besyngelsen og gruen ved i liv og død at være i så vældige kræfters vold, kan samles i ét ord: sanddruhed. Thøger Larsen ser skæbnen lige i øjnene, og han er i stand til at sanse storheden uanset omkostningerne. For stærkest er hans forhold til naturen. Derfor vælger jeg Thøger Larsen.

Serie

Lær at leve med en forfatter

Hvilke leveregler og almene læresætninger kan man udlede af et enkelt forfatterskab?

Vi har bedt en række af vores skribenter om at udvælge et forfatterskab, der betyder særlig meget for dem, og heraf udlede de vigtigste livsvisdomme.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Claus Kristoffersen
Ejvind Larsen og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu