Klumme
Læsetid: 5 min.

Lone er 60 timer bagud i ’Game of Thrones’. Men man skal jo starte et sted

Lav dragetolerance og generel skepsis over for fantasygenrens sorthvide fortællinger skal ikke holde Lone Nikolajsen fra at deltage i et godt massehysteri. Tre dage tog det hende at få øjnene op for ’Game of Thrones’
Moderne Tider
22. juli 2017
I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

Thomas Iburg/iBureauet

Jeg har indtil videre undskyldt mig med, at jeg har lav dragetolerance, når samtalen er faldet på verdens største tv-serie Game of Thrones. Jeg kan ikke med drager og med fantasygenren i det hele taget, det er alle de ringbrynjer og karakterer, der træder et skridt frem og med alvorsfuld stemmeføring og retorisk overskud fremfører en kortere eller længere monolog, når de møder hinanden. Det er da en mærkelig omgangsform.

Jeg er ikke modstander af overnaturlige elementer generelt. Fantastisk litteratur læser jeg med fornøjelse, men den finder også typisk sted på denne evigt interessante planet og på et eller andet punkt i den almindelige menneskeheds historie.

Når forfattere opfinder komplette fiktive verdener med dresserede fabeldyr og magiske genoplivningsevner, er det feje hold, for så kan alt jo ske.

Sådan er mit syn på den sag. Men hvis det syn forhindrer mig i at deltage i et godt massehysteri, som det, der er under opsejling, nu hvor syvende og næstsidste sæson af verdens mest sete tv-serie er i gang, er jeg villig til at tage det op til revision. Jeg skulle nødig gå glip af noget, de andre har det sjovt med.

Heller ikke selv om jeg kedede mig gennem alle tre bind af Ringenes herre og kun kom igennem dem, fordi der stod en skolebibliotekar, der hed Orla, med store forventningsfulde øjne og ville høre, hvor langt jeg var nået, og om ikke det var helt fantastisk.

Orla var født klar til at dele sin begejstring for Tolkien og hans mildest talt grundige måde at etablere fiktive universer med geografi, flora, fauna, mytologi, sprog og politik.

Tolkien fængede ikke. Det var som at have samfundsfag på højniveau i et fiktivt trylleland, hvor de gode er lige så entydigt gode, som de onde er entydigt onde.

Alle kan dø

Da første afsnit af den nye Game of Thrones-sæson lå klar mandag morgen, var jeg 60 timer bagud. Eller 59 en halv, hvis man tæller det første afsnit af serien med, som er blevet vist et par gange i stuer, jeg har befundet mig i. At nå og se de foregående sæsoner virkede mere urealistisk end drager, så jeg ledte efter genveje på YouTube og andre nyttige onlineressourcer.

Samuel L. Jackson har lagt stemme til en Beginner’s guide til serien, som er moderat mindre forvirrende end de sammenklippede recaps, der ellers ligger der. Den længste af disse, Game of Thrones The Story So Far, varer en time, fem minutter og to sekunder, men så er der også begejstrede fans, der slår ud med armene og i korte lydbidder forklarer, hvad det er med den her serie, som er så særligt.

»Det handler om magt og grådighed,« bliver der sagt.

Den er jeg med på.

»Jon Snow er alles helt,« siger en anden fan.

Jon Snow er den mest nutidslækre. Med sit skulderlange hår og følsomme blik ligner han en nyuddannet kaospilot på middelaldermesse, men han er altså uægte søn af adelsmanden Ned Stark, der blev henrettet af den rivaliserende adelsfamilie Lannister, som sidder på Jerntronen og hersker over Westeros.

Hvem, der skal have lov at sidde der, er det, det hele handler om. Undtagen for Jon Snow, der har gjort tjeneste ved et vagtkorps ved en stor mur nordpå og ved, at de sagnomspundne zombier, der kaldes hvide vandrere, faktisk findes og er et mere presserende problem at få løst.

»Alle kan dø,« siger en tredje fan, og det er også, hvad jeg har hørt ude i byen.

Hovedpersoner plejer ellers at være fredet i fiktioner, i hvert fald indtil slutningen, men George R.R. Martin, der har skrevet romanserien bag tv-serien, En sang om is og ild, er ikke bleg for at lade centrale karakterer dø.

Både Stark-familien og Lannister-familien er blevet grundigt amputeret, og hvis man søger på YouTube efter de bedste scener, handler en pæn del af dem om giftmord, knivmord, spektakulære henrettelser, eksplosioner med grønt slim og resolutte skub ud over afgrunde. Forud for mordene falder der gerne nogle velvalgte sandheder udtalt med intens, dæmpet stemme.

Præmien for både det mest klamme og på samme tid mest sofistikerede mord går til en Khal Drogo, som er høvding for et brutalt rytterfolk.

Hans svoger truer med at dræbe hans kone, Daenerys (der også er en helt: Hun har både drager og et projekt med at gøre forskellige folk frie), hvis ikke han får tildelt noget mere magt. Khal Drogo lover at sætte en krone, der vil få mænd til at skælve, på hans hoved, og hælder en grydefuld flydende guld ud over ham.

Sarkasmen ud af systemet

At sætte sig ind i Game of Thrones-plottet i en fart virker som lektier (fordi det er lektier) og yder selvfølgelig ikke serien retfærdighed. Man skulle være et skarn, hvis man var helt immun over for uforudsigelig handling og snedige strategiske spil. Det er for nemt at latterliggøre ting, bare fordi man ikke gider sætte sig ind i dem.

Selv om jeg synes, jeg har sat mig så nogenlunde ind i, hvem der dræbte hvem og hvorfor, mærker jeg stadig trangen til at fnise af al den alvor og viften med sværd.

For at få sarkasmen ud af systemet ser jeg den absolut anbefalelsesværdige honest trailer for Game of Thrones. Honest trailers er et satireformat på YouTube, der altid rammer præcist, når de fremhæver det fjollede ved film og tv-serier. Det letter mig usigeligt at høre, at den dybe basstemme bag voice over’en heller ikke ved, hvem alle i serien er.

Sæsonpremieren på Game of Thrones ser jeg i selskab med en ven, der guider mig igennem. Jeg spørger bare, hvis der er noget – vi sætter afsnittet på pause og får geografi og historik på plads. Karaktererne er også flinke til selv at forklare, hvad deres projekt er.

En adelsmand ved navn Walder Frey beder sine mænd drikke en skål for alle de medlemmer af Stark-familien, de har slået ihjel, men med ét skifter stemningen fra festlig til panisk: Vinen er forgiftet, alle dør, og Walder Frey viser sig i virkeligheden at være den purunge, hævngerrige overlevende fra Stark-familien ved navn Arya, som kan trylle sig om til andre menneskeskikkelser.

Hun tager det falske ansigt af som en gummimaske – ligesom butleren i min yndlingsjulekalender Juletestamentet (1995). Hende tror jeg, jeg vil holde med fremover.

’Game of Thrones’ kan ses på HBO Nordic.

Serie

Kedsomhed på prøve

Man kan ikke være lige interesseret i alt, men man kan godt give det et forsøg.

I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

Seneste artikler

  • Der er skønt på Facebook om sommeren

    5. august 2017
    Mange har prøvet at lade, som om man arbejder. Det har jeg i hvert fald hørt ude i selskabslivet. Enkelte utrolige særtilfælde magter at gøre det til en levevej uden at dø af kedsomhed. Hvad det kræver af et menneske, er mere fascinerende, end hvad det kræver at bestige et bjerg
  • Finn hvem? Finn selv ud af det

    29. juli 2017
    Jeg ønsker ikke, at nogen form for gæk og løjer skal være mig fremmed, men så alligevel: Ordspil. Hvad stiller man op med sig selv og sit latterløse ansigt, når en fiffig sprogbruger demonstrerer, at ord kan lyde ens og samtidig betyde noget forskelligt?
  • Det kan ikke blive uprætentiøst nok

    15. juli 2017
    Lone Nikolajsen ser på det, der keder hende, for at se, om det kunne være anderledes. I den anledning møder hun en gammel bekendt, der elsker uprætentiøs arkitektur
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

"...trangen til at fnise af al den alvor og viften med sværd."

Dette er en vigtig ingrediens i seriens underholdningsværdi. Hvis man lever sig ind i serien, kan man selvfølgelig tage tingene dybt alvorligt, men hvis man holder den lidt ud i strakt arm, vil man hurtigt se, at både skaberne og de medvirkende har haft det virkelig sjovt under optagelserne. De har fx gjort en stor dyd ud af at anvende det gamle trick "deus ex machina" så meget som muligt. Hver gang vi tror, at nu går det helt galt, kommer der pludselig en drage eller en hær eller en snigmorder eller en flåde eller en... til hjælp. Humor!!!

GOT er kitch på meget, meget højt plan. Serien bruger ikke verfremdung som dramatisk teknik, men som de oplyste mediebrugere, vi er, burde det jo heller ikke være nødvendigt.

Anders Sørensen

"Lav dragetolerance"!

Elsker det udtryk.