Læsetid 12 min.

På refugium slipper stressramte for at træffe valg

Hver 7. dansker føler sig stresset. Nogle af dem forsøger at finde roen på et refugium i Ribe. Her overgiver stressramte sig betingelsesløst til stedets personale, som putter, plejer og træffer alle valg for dem
Mia Sung Kjærgaard underviser en stressramt i yoga. Der er altid kun en enkelt til stede ad gangen, bortset fra til den frivillige morgenyoga.

Mia Sung Kjærgaard underviser en stressramt i yoga. Der er altid kun en enkelt til stede ad gangen, bortset fra til den frivillige morgenyoga.

Sille Veilmark
15. juli 2017

12:03

Ved indgangen til refugiet Den Gamle Avlsgård hænger et skilt. ’Rygning og skænderier foregår udenfor – i respekt for alts velbefindende.’

Idet jeg åbner døren, kommer en border collie luntende og hilser. Jeg genkender ham straks fra refugiets hjemmeside. Det er terapihunden Skip. Ud over ham er her ingen. Beroligende musik spiller i lokalet, rundt om står friske blomster i små glasvaser på rustikke træstubbe, og der hænger hvide lammeskind henover alle sofaer og stole. Der ligger en stak pjecer for refugiet på et bord. »Intensivt forløb for stress- og kriseramte,« står der.

»Et unikt og gennemtestet koncept, hvor den røde tråd er at skynde sig langsomt,« læser jeg.

En blid kvindestemme bryder stilheden.

»Hej, det er mig, der er Mia. Jeg har glædet mig sådan til at møde dig«.

Mia Sung Kjærgaard er antropolog og yogalærer på refugiet. Jeg har snakket i telefon med hende flere gange forud for mit besøg, og hendes bløde, nærmest hviskende stemme, har hver gang fået mig til føle mig klodset og højrøstet.

En ung mand, der er kommet akut ind her til morgen, går forbi. Han ser træt ud, men smiler til mig.

I sin egen selvforståelse befinder Den Gamle Avlsgård sig et sted mellem sundhedsvæsnet og den alternative behandling. Stedets 19 medarbejderne tæller derfor både en psykoterapeut, en healingsterepeut, en biodynamisk kraniosakralterapeut og en psykiater.

12.30

Første punkt på mit program er en gåtur med Mia Sung Kjærgaard og Skip. Sådan begynder hver dag for refugiets brugere.

»Turene er meget forskellige. Nogle mennesker er meget oppe i deres eget hoved og snakker helt vildt. Andre tonser af sted en meter foran mig uden at ænse, at jeg ikke er med, men efter et par uger er de bogstaveligt talt kommet ned i tempo, og så kan vi gå og snakke sammen,« fortæller Mia Sung Kjærgaard, mens vi går forbi den ene mark efter den anden.

En undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter i 2014 viste, at 15 procent af danskerne ofte eller hele tiden føler sig stresset. For 51 procents vedkommende er kilden til stress udelukkende arbejde, mens 43 procent angiver, at det er en kombination af arbejde og private forhold.

Ligesom for alle andre, der tjekker ind på refugiet, har de ansatte lagt planen for mit ophold. Størstedelen af dem, der kommer på refugiet, lider af stress, og stedets filosofi er at »tage ansvaret på os for en stund, for at den enkelte kan rejse sig«, som Mia Sung Kjærgaard siger. Konkret betyder det, at de mennesker, der kommer på refugiet, aldrig bliver stillet over for valg – end ikke om, hvad de har lyst til at drikke.

Af samme årsag foregår behandlinger på stedet individuelt, fordi stressramte har svært ved at forholde sig til andre, får jeg at vide.

Flere gange går vi tavshed. Det føles lidt akavet for mig, men Mia Sung Kjærgaard er tydeligvis vant til det.

Jens Vesterholm var Tønders mest sælgende ejendomsmægler. Han havde aldrig troet, han skulle få stress, men det ramte ham ’som en hammer’.

Sille Veilmark
13:27

Da vi kommer tilbage, sidder en mand i en nystrøget blå skjorte og drikker urtete i receptionen. Over ham hænger en tavle, hvorpå der står:

»Nogle gange skal man turde give et andet menneske mere end man får. Ubetinget« – Steffen Brandt

Manden introducerer sig som Jens Vesterholm. Tønders mest sælgende ejendomsmægler. I 2008 havde han seks butikker rundt om i hele Sønderjylland, men så kom den »forbistrede finanskrise«. Jens Vesterholm gik fra at sælge flere end 30 huse om måneden til højest syv. De følgende år gik med at lukke butikker og afskedige medarbejdere. I 2016 lavede han langt om længe et »kanonregnskab«, og det hele så lyst ud. Men i marts skete der noget uventet.

»Jeg stod op en tirsdag morgen og gik i bad, strøg mine bukser og min skjorte, som jeg plejer at gøre, og spiste morgenmad. Men da jeg gik ud af døren, gik klappen ned. Jeg faldt bare grædende sammen.«

Efter forgæves selv at have forsøgt at komme til hægterne, ringede han til refugiet. Han havde hørt om stedet gennem sin ekskæreste og en god ven, der begge havde været i kontakt med stedet.

»Men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle herop på noget tidspunkt. Det ramte mig som en hammer,« siger Jens Vesterholm.

Han blev sygemeldt og indledte en måneds intensivt forløb. Selv om han ikke havde nogen erfaring med alternative behandlingsformer, var han »villig til at prøve alt – undtagen yoga«, så de næste fire uger gik han til terapi, massage og body sds. Han fik blandt andet at vide, at han skulle være bedre til at give udtryk for sine følelser og lære at prioriterer de ting, der gav ham positiv energi. En af de største udfordringer lå dog i hans lomme.

»Jeg var ikke særlig god til at lade min telefon ligge før i tiden. Når jeg sad med min kæreste og spiste, så lå den bare og sagde bing, bing, bing – sms’er, Facebook og emails tikkede ind konstant. Jeg var jo hamrende fraværende.«

I dag arbejder han igen fuldtid, men har forsøgt at lave nogle ændringer i sit liv. Nu holder han for eksempel en lang frokostpause, hvor han går tur med sin hund ved Vadehavet, og han arbejder også hen imod at få en telefonsvarer, som meddeler, at arbejdsrelaterede opkald efter 17.00 først bliver besvaret næste morgen.

»Som ejendomsmægler har man sådan en forestilling om, at hvis den ringer kl. 19.30, så er det noget vigtigt, og at man måske lige kan lukke en handel. Men det er ikke vigtigt. Privatliv og familie er vigtigere.«

Jens Vesterholm kommer stadig på refugiet. I dag er han her for at tale med Laila Bro, stedets leder og grundlægger, som han betragter som »sin personlige coach«.

14.00

Jeg får at vide, at det er tid til min behandling. Jeg bliver ført ind i et rum, hvor der står en briks med et rosa sengetæppe, og på bordet ved siden af står nogle messingskåle. Anny Uldall Eriksen er husets klangterapeut, og hun fortæller mig pædagogisk, at det er tibetanske syngeskåle, som hun bruger til at give klangmassage.

»Ofte er folk med stress ikke i kontakt med deres krop, og her kan vibrationerne fra syngeskålene hjælpe dem med at komme i kontakt med deres nervesystem,« siger hun.

Først skal jeg stå i en stor skål med lukkede øjne, mens hun slår på den, med hvad der ligner en meget stor trommestik. Det ryster hele vejen fra mine fødder op til min næse. Bagefter skal jeg ligge på briksen. Anny Uldall Eriksen nynner, mens hun rører beroligende ved mig. Efter lidt tid, placerer hun en skål på min mave og slår på den.

15:00

Da det er overstået, siger hun, at nu skal jeg »ind og slappe af«. Det er en ordre, fornemmer jeg. Jeg bliver ført ind i et nyt rum og sat i en lænestol. Her får jeg et tæppe om skuldrene og en kop urtete. Jeg føler mig som et lille barn, og denne faste del af enhver behandling bliver da også kaldt ’putning’, finder jeg senere ud af. Jeg får ikke at vide, hvor længe jeg skal sidde her, og hurtigt begynder jeg at blive rastløs.

15:02

Jeg finder min telefon frem og føler mig meget syndig. Jeg tjekker min arbejdsmail, Snapchat, Messenger og privatmail. Bagefter begynder jeg at bladre i den eneste bog, der befinder sig i lokalet. Jeg slår op på en tilfældig side. Ved siden af et billede af en sommerfugl står der: »Vær der, hvor du er. Ikke der, hvor du synes, du burde være.« Jeg lægger den fra mig. Efter yderligere et kvarter bliver jeg hentet.

15:38

»Første gang jeg blev sat ind i det rum, tænkte jeg: ’Hold da op, hvad skal jeg lave herinde’. Men der var jo et formål med det. Ens krop har jo oplevet et eller andet. Det var sgu sådan set godt nok,« siger Brian Hansen.

Vi sidder sammen i refugiets have og udveksler erfaringer. Brian Hansen er butiksbestyrer i et discountsupermarked. For et års tid siden begyndte han at få ondt i sit øre, og smerten bredte sig til tænderne. Hans læge sendte ham til undersøgelse på sygehuset, hvor de scannede ham fra top til tå. Uden dog at finde ud af, hvad han fejlede.

»Så begyndte de at proppe mig med medicin og smertestillende. Til sidst var jeg oppe på 16 smertestillende om dagen. Jeg var bleg som et spøgelse.«

Men da han også begyndte at få hjertebanken, overtalte hans chef ham til at kontakte refugiet.

»Jeg kan huske, det var en torsdag, jeg kom herop, og Laila kunne straks se, at den var rivravruskende gal. Hun sagde, at jeg havde stress, og så bad hun mig faktisk om at flytte herop allerede om mandagen.«

Refugiet har endnu ikke plads til at have folk boende på gården, så når man er i intensivt forløb, bor man i en hytte på den nærliggende campingplads.

»Du er i en helt anden verden, når du kommer hen på campingpladsen om aftenen. Der er man godt nok Palle alene i verden. Men det var nok det, jeg havde behov for. At få ro på.«

I en måned kom Brian Hansen til behandlinger på gården tre dage om ugen. Han fik smag for alt fra yoga til samtaleterapi – det eneste, han ikke kunne lide, var healing. Det syntes han var uhyggeligt. Brian Hansen har ikke selv betalt noget for forløbet, det gjorde hans chef. Ligesom han har betalt for flere af Brian Hansens kollegaer, der også været en tur forbi gården.

I dag er Brian Hansen tilbage 60-80 timer om ugen på sit arbejde, som han elsker. Han har ikke spist medicin og smertestillende siden første dag på refugiet, hvor Laila Bro bad ham lægge alle piller på hylden.

»Var jeg ikke kommet herop, tror jeg ikke, jeg havde været i live i dag. For min krop kunne ikke blive ved med at klare alle de piller. Jeg havde allerede fået sådan en mursten for brystet, fordi jeg var så forgiftet.«

Han får dog stadig et jag i øret fra tid til anden, men nu stopper han op og mærker efter, fortæller han.

»Jeg har altid været den der hårde type og sagt, at stress er noget pjat. Men jeg må nok sige, at jeg har fået et andet syn på den sag.« 

17:21

Laila Bro og Mia Sung Kjærgaard sidder stadig på kontoret og arbejder.

»Vi har fået fem akutte henvendelser siden i går,« fortæller Laila. »Jeg synes, der bliver flere og flere. Hver gang jeg kommer ind til mit skrivebord, ligger der en seddel, hvor der står: Ring tilbage til den og den, det er akut«.

På væggen bag hende hænger planerne for alle dem, der for øjeblikker er i et forløb på refugiet. De kan maksimalt have 15 mennesker i et intensivt forløb af gangen, hvoraf seks kan bo henne på campingpladsen af gangen. Et forløb varer som hovedregel fire uger.

Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed er der i løbet af de sidste 20 år sket en stigning på 50 procent i andelen af danskere, der ofte føler sig stressede. Allerede i 2006 anslog de, at psykisk arbejdsbelastning årligt fører til 30.000 hospitalsindlæggelser og en million sygefraværsdage.

Jeg spørger, hvad det er meningen, man skal lave, når refugiet er lukket.

»Slukke telefonen og gå nogle ture. Jeg anbefaler, at man aftaler med sin familie, at man har telefonen tændt en time om dagen. Det er en kæmpe udfordring for mange, men det er også det, som folk melder tilbage, har været den største lettelse,« siger Laila Bro.

20.16

På min gåtur passerer jeg bommen ind til Ribe Camping. Her bor de, som er i intensive forløb på refugiet. Jeg finder den hytte, som er allermest afsides. Det var her Brian Hansen boede, da han blev anbefalet at tjekke sig selv akut ind på refugiet. Jeg forestiller mig, hvordan han og mange andre har siddet her og kigget aften efter aften. Jeg tænker umiddelbart, at det må være kedeligt. Men det er selvfølgelig også pointen.

22.45

Tilbage på mit værelse på gården, som jeg venligst har fået stillet til rådighed, stikker jeg hovedet ud og kigger hen over gårdspladsen. Total stilhed. Ud over duften af nyfalden regn er der absolut intet at bemærke. Jeg går i seng og falder i en komalignende søvn.

’Du er i en helt anden verden, når du kommer hen på campingpladsen om aftenen. Der er du godt nok Palle alene i verden. Men det var nok det, jeg havde behov for. At få ro på,’ siger Brian Hansen.

Sille Veilmark

08:09

Det regner og tordner, så jeg bryder stedets ingen-løb-politik, da jeg styrter over gårdspladsen ind i restauranten. Her møder jeg refugiets kok, Thomas Walbom, der engang har arbejdet på en Michelin-restaurant sammen med den britiske stjernekok Jamie Oliver.

»De friskbagte boller er bagt på biodynamisk mel her fra egnen. Og så er der en grød og et udvalg af økologiske oste. Normalt serverer vi ikke ko og gris, men der er pølse i dag, fordi den er lavet af en lokal landmand.«

Mens han står og taler, kommer en kvinde hen og peger spørgende på den ene af de to termokander, der står på bordet.

»Det er husets urtete,« siger Thomas.

Hun peger på den anden. »Også urtete.«

Hun ser skuffet ud. »Så ingen kaffe?«

Thomas ryster på hovedet. Kaffe og cola er bandlyst på refugiet.

Vi er 10 mennesker til morgenmad i det store lokale, der engang var en lade. Her er både en ung pige, som skal til yoga hos Mia Sung Kjærgaard, og en kvinde i 40’erne, som lige er kommet tilbage fra en gåtur i regnen med Laila Bro og Skip. Alle sidder alene ved hver deres bord og indtager maden i stilhed. Enmandsborderne er et udtryk for filosofien om, at den stressramte skal forholde sig til så lidt – og så få – som muligt. 

10:25

Laila Bro har en hvid flagrende skjorte på og skulderlangt gråt hår. Hun taler langsomt og roligt, men med stor myndighed. Alle, jeg har talt med, har snakket om hende som en slags frelsende engel. Tidligere har hun blandt andet arbejdet i psykiatrien, og hendes vision med Den Gamle Avlsgård var at skabe et sted med fokus på både krop og sjæl.

»Det var min mand, som fandt på at kalde det et moderne refugium. Han har sådan et reklame- og designfirma. ’Refugium’ betyder er sted, hvor man kan trække sig tilbage og finde ro, hvile og restitution. Og det er kongstanken her.«

Prisen for et intentisivt stressforløb på fire uger er 29.000 kroner eksklusiv moms. Men langt størstedelen af dem, der kommer på refugiet, betaler ikke selv.

»Der er rigtig mange virksomheder, som betaler for deres medarbejders forløb, for at få dem tilbage på arbejde. Selv hvis det viser sig, at deres stress skyldes noget helt privat, er det stadig i virksomhedens interesse, at de kommer tilbage.«

På den pjece, jeg fandt i receptionen, fortæller en række virksomhedsledere, heriblandt den administrerende direktør for Ribe Jernindustri og distriktslederen i Tønder Kommune, om fordelene ved at sende medarbejdere i et forløb på Den Gamle Avlsgård. Som for eksempel den kortere sygemeldingsperiode.

Det virker som en ret gunstig ordning for virksomhederne, siger jeg.

»Det er en god investering i mennesket, virksomheden og samfundet. Jo længere man går, jo mere belastende bliver det for alle.«

Inden jeg smutter, spørger jeg Laila Bro, om den nærmest fanatiske ro, der hersker her på stedet, skal ses som en indirekte kritik af den støj, der findes i verden uden for refugiet.

Men hun siger, at det mere handler om den indre støj.

»Det larmer jo så meget inden i de mennesker, der kommer her. I begyndelsen kan de næsten ikke holde roen her på stedet ud, fordi det virkelig minder dem om, hvor meget støj der er derinde.«

Der er dog en snert af kritik.

»Vi arbejder på, at det er mennesket, der styrer, hvor meget man lader sig forstyrre af for eksempel mobiltelefonen, mere end at det er telefonen, der får lov til at styre og forstyrre mennesket.«

I receptionen hænger et avisudklip, hvor der står, at vi i gennemsnit tjekker vores telefon mellem 46-76 gange om dagen.

10:59

Jeg møder Mia Sung Kjærgaard, som lige har været ude og putte den unge mand, som i går kom akut ind. Nu ligger han og sover ude i orangeriet, hvor der er tændt op i brændeovnen. Ikke langt fra hvor han ligger, sidder en dame og tjekker sin mobil.

11:31

For første gang i 24 timer hører jeg høje lyde på refugiet. De kommer fra restauranten, hvor en kvinde sidder bag et klaver i hjørnet af lokalet og spiller. Det lyder smukt. Folk sidder spredt ved de små borde og lytter intenst. Kvinden er i et forløb, får jeg at vide, og mellem sine behandlinger holder hun af at spille.

Da hun stopper, virker stilheden øredøvende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Uh, hvor lyder det dejligt med en smuttur tilbage til barnevognens trygge rum .... bare for en stund. Hvile og rekreation er vigtigt for at genoplade batterierne og kan ikke ignoreres. Men vi lever i et samfund, som i stedet for at samarbejde konkurrerer om overlevelsesressourcer. Klart, at det giver stress. I en grad så nogen må tilbage til den helt omfattende omsorg, som gives det lille barn, for at kunne tage sin voksenidentitet på sig - forhåbentlig med fornyet energi til at ændre på den livssituation, som var stressgivende.

Nyere forskning viser, at terapeutisk psilocybin har samme bevidsthedsudvidende effekt.

Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
Bo Stefan Nielsen

Ja fred er en luksus i et samfund, der prædiker konkurrence.

Jeg kom til at tænke på visse ashrams, hvor man ved at trække sig fra det omgivende samfund for kortere eller længere perioder giver sig selv lov til at restituere og opbygge fysisk og psykisk styrke og energi gennem yoga og meditation. Dermed giver man sig selv noget af den samme omsorg, som på det her stress-refugium er noget man - grundet den overvældende livssituation, det nu engang er at gå ned med stress - ikke magter på egen hånd. Indre stilhed kan læres, har yogierne fortalt i årtusinder. Nogle oplever ligefrem at den indeholder en transformerende kraft, når vi tillader os være åbne for erkendelser, der kan komme til os under denne her bevidste pause fra tankemylder og fra bombardementet af ydre påvirkninger.

Hvad nu hvis sådan en pause kunne blive en fast del af hverdagen og gennem livet? Hvad ville det betyde for den fysiske og mentale folkesundhed og for sådan nogle skæve størrelser som medmenneskelighed, kreativitet og (ahem!) lykke?

Det rimer måske ikke så godt på lækre profitrater og på det for vores civilisations så religiøse vækstparadigme - men hey, det gør en fremtid for vores planets biodiversitet og et menneskevenligt klima jo sådan set heller ikke.

Tak for en tankevækkende artikel.

ingemaje lange, Anne Eriksen, Anne Schøtt, Hanne Ribens, Jens Thaarup Nyberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Efter 'guds død' er det indre liv frisat til egen undersøgelse, som nemt overtages af omgivelsernes pres og forventninger. Men når et menneske ønsker at blive oplyst, at blive bevidst, er det muligt, og transformationen kan tage sin begyndelse.

Anne Eriksen, Flemming Berger, Jørn Andersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Schøtt
Anne Schøtt

Det er da fint, at der er opstået en omfattende healing branche - for de mange stressramte og andre krise- og sygdomsramte. Aldrig synes svenske skovsøer at have været så hyppigt afbilledet. Det ville være skønt, hvis "vi" (politikerne) lyttede til dem, der ved noget om, hvordan man healer et menneske og blev bedre til at forebygge i vores indretning af samfundet istedet for, at man skal på kur for at kunne klare samfundets tiltider urimelige krav.

ingemaje lange, Bo Stefan Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Randi Christiansen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Andersen
Jørn Andersen

Læs om den genoptagne forskning i psykedeliske stoffers gavnlige virkninger hos william a richards : sacred knowledge

Brugerbillede for Steen Obel

En meget trendy artikel om, hvordan vi tilbydes individuelle, private løsninger på kollektive problemer. Behandlerbranchen har kronede dage, og Arbejdstilsynet - som er samfundets bud på en forebyggende indsats imod bl.a. stressfremkaldende arbejdsbetingelser - får reduceret deres ressourcer. Jeg kunne ønske mig, at Information bidrog mere til at gå imod denne trend.

Klavs Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Anne Schøtt, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Bo Stefan Nielsen, Randi Christiansen, Helene Kristensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen
Frank Hansen

Jeg er ved at få stress af at modtage op mod 100 emails om dagen, hvoraf de fleste vil sælge mig viagra, tvivlsomme investeringer eller skabe kontakt til villige kvinder. De få vigtige emails bliver nogle gange væk i al den støj. Jeg kan sætte mig ind i at det især er kvinder, som har behov for at få genopladet batterierne. Mænd ønsker bare at være i fred.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Hvis du vil slippe for at træffe valg - eller gøre det lettere - så læs kultbogen The Diceman af Luke Rheinhart, men det er på eget ansvar - hvilket i øvrigt også står på omslaget. Jeg bruger bogens filosofi i modificeret form og har skiftet terningen ud med en mønt. De mest eksistensielle valg er jeg dog ikke parat til at spille plat og krone om. Måske desværre, for man kommer let til at føle sig lidt pjokket når først man har fået konceptet ind under huden.

Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
Bo Stefan Nielsen

Noget af en lovende titel på den video, må man sige, Randi Christensen. ;)

Det er bestemt interessant med de her psykedeliske stoffer som muligt middel til mental sundhed (eller: "a backdoor to zen"). Men det er nok også værd at bide mærke i, at der så vidt vides endnu ikke er nogen, der har opnået en konstant befriet tilstand (eller: 'oplysthed') efter at have taget psykedeliske stoffer. Til gengæld er der mange gode erfaringer med disse som *en komponent* i arbejdet med helbredelse. (Se fx dokumentaren 'D.M.T. - The Spiritual Molecule' på Netflix).

Men ja, lad os da få gang i noget "fordomsfri debat" (som politikere plejer at sige, når der skal hetzes muslimer eller når velfærden endnu engang skal skæres ned). Få gang i forskningen og stop med at behandle shamaner som narkohandlere osv.

Et nyt frit samfundsmæssigt syn på psykedelica bør omvendt heller ikke være ukritisk og underlagt markedet. Antallet af recepter på lykkepiller taler for sig selv. Og hvad der er ligeså vigtigt angående psykedeliske stoffer, som anekdoterne og legenderne om de fantastiske trips, er jo at virkningen altid vil være et spejl af vort indre. Dvs at de dårlige trips, hvor du ryger på en timer lang rutschetur ned i Helvede, er hjernens måde under påvirkningen at behandle hvad, der i forvejen befinder sig i dit sind. Dét må være argumentet for at adgangen til disse stoffer dels bør reguleres og dels bruges under vejledning af uddannede/anerkendte terapeuter eller shamaner.

På den indre frigørelses opdagelsesrejse kan man jo fx lægge mærke til hvad en fyr som Eckhart Tolle har erfaret:
“What I experienced was the amplification – everything was vibrating – there was an intensity of smell, hearing, the visual, tasting – everything was amplified. Nothing special that I can say otherwise, but some people say “Woah, the world can be so alive” – It always is! You just don’t know it because of the screen of your thinking.”

Og alligevel er det ikke psykedeliske stoffer, men hjemmearbejde med det der evigt snakkende sind, Tolle anbefaler. Og vejene til at få det til at holde kæft og nå dybere tilstande siges at være mange. Så hvorfor i grunden have travlt med at finde kemiske eller entheogene smutveje, kunne man måske indvende? :)

Endelig er det jo helt centralt at understrege, at roden til stress, angst, sindslidelser er det vigtigste at tage fat om først på samfundsplan. Uden en væsentlig styrkelse af vores kollektive beskyttelse på arbejdspladsen samt en samfundsmæssig udvikling mod mindre arbejde (i en grøn omlægning eller revolution), vil vi gå en verden i møde, hvor de færre og færre priviligerede kan komme på refugium, og de andre på nervemedicin og den umenneskelige vej gennem et stadig mere nedskåret psykiatrisk behandlingssystem altimens klimaet går amok med de menneskelige og sociale konsekvenser, der følger heraf. De materielle udfordringer, verden står med, er jo ikke af mystisk karakter, og enhver kan forstå det. Det er et spørgsmål om at ville. Dem der sidder på flæsket vil ikke.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Bo stefan, kan ikke være mere enig. Jeg er også meget inspireret af eckhart tolle, og som en ayuascarejsende har sagt det, så skal du selv gøre helbredelsesarbejdet, dmt viser vejen. Du kender måske også den danske professor erritsøes forskningsresultater med psilocybins terapeutiske effekt.

I videoen, jeg linker til, præsenterer en kvindelig journalist sine erfaringer, og som hun ganske rigtigt pointerer, er naturens helbredende vækster at foretrække fremfor medicinalindustriens produkter, som er udviklet med henblik på profit og med alt for ringe oplysning og viden om bivirkninger.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det er sgu da stoffer, Randi.
Som oven i købet kan kurere vores kollektive sindssyge, skriver du.
Bo Stefan Nielsen kaldte dem også 'psykedeliske stoffer', uden ophævelser fra din side.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Hvad er så medicinalindustriens lovlige, psykoaktive stoffer udtænkt af menneskers begrænsede hjerner? Medicin? Som gør mennesker syge og afhængige ofte pga industriens manglende information om bivirkninger. Senest så vi på tv, hvordan mennesker bliver narkomaner af smertestillende medicin, der lanceres som ikke vanedannende.

Og det er påfaldende, at de farligste og mest vanedannende stoffer som alkohol, cigaretter smækfyldte med giftige tilsætningsstoffer, hvidt sukker, digitalt udstyr med det meget giftige stof bromerede flammehæmmere, som findes i modermælk og blodet hos digitale arbejdere og i øvrigt en lang liste af giftige stoffer er tilladte. Men naturens stoffer, som hjælper mennesker til at være fysisk og psykisk sunde i stedet for at være stressede zombier i hamsterhjulet, som kan kontrolleres og tyranniseres, forbydes og fortælles der løgne om.

De, som profiterer på at kontrollere medicinalindustrien, er lykkedes med at undertrykke viden om naturens helbredende psykoaktive stoffer, som tilhører alle.

Så hvad mener du egl med 'stoffer' mikael? Og har du set videoen?

Brugerbillede for Klavs Hansen
Klavs Hansen

'psykoaktive stoffer udtænkt af menneskers begrænsede hjerner?'
Randi, hvem skulle de ellers väre udtänkte af? Deep Blue?

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

At psykoaktive stoffer er udtænkt af menneskers begrænsede hjerner, bør vække til eftertanke. Der er talrige eksempler på, at det kan være katastrofalt at have tillid til disse midler, hvor der altid er en lang indlægsseddel med advarsler om mulige bivirkninger.

Men naturens årtusindgamle gennemprøvede psykoaktive stoffer, som ved professionel assistance gør mennesker sunde på krop og sjæl, forbydes. Hvorfor mon? Sunde mennesker er sværere at kontrollere, de finder sig ikke i fysiske og psykiske overgreb.

Samtidig er det vanskeligere at privatisere, patentere og monopolisere fællesejet, selvom moderne politikere ikke holder sig tilbage i øvelsen at fodre den tyvagtigtige ene procent. Er de dumme og eller korrupte? Tja, nogen steder er korruptionen tydeligere end andre, men danske politikere, som fx esben lunde larsen med hans kvotekongefar og andre privatiseringskumpaner, er blevet stadig mere tydelige i deres uanstændige, kleptokratiske disrespekt for fællesejet.