Læsetid 5 min.

Populismen er ikke død. Her er fem ting du er nødt til at vide om den

De seneste sejre for europæiske midterpartier giver mulighed for at reflektere over populismen — og vigtige lektier at tage ved lære af for fremtiden
Donald Trump (USA), Kristian Thulesen Dahl (Danmark), Marine Le Pen (Frankrig), Viktor Orbán (Ungarn), Beppe Grillo (Italien), Frauke Petry (Tyskland), Nigel Farage (Storbritannien) og Geert Wilders (Holland).

Donald Trump (USA), Kristian Thulesen Dahl (Danmark), Marine Le Pen (Frankrig), Viktor Orbán (Ungarn), Beppe Grillo (Italien), Frauke Petry (Tyskland), Nigel Farage (Storbritannien) og Geert Wilders (Holland).

Polaris Images
Jens Dresling
Sylvaoin Lefevre
Szilard Koszticsak
Antonello Nusca
Martin Meissner
Molly Riley
Yves Herman
15. juli 2017

Valgsejrene for Emmanuel Macon i Frankring og Marj Rutte i Holland har ændret diskursen i europæisk politik betydeligt. Internationale medier er gået fra at skrive historier om, at »populismen er uovervindelig« til »populusmen er død«.

Det er åbenlyst, at intet af det er sandt. Faktisk går det i gennemsnit bedre for populistiske partier ved valg end nogensinde før i efterkrigstiden.

Flere europæiske lande har populistiske partier i regeringen, heriblandt Finland, Grækenland, Ungarn, Norge og Slovakiet, og verdens mest magtfulde land er underlagt en milliardærpræsident, som helhjertet har omfavnet populismen hos sine hovedrådgivere, især Steve Bannon og Stephen Miller.

Men i det mindste har Macrons fremgang givet os et pusterum til at reflektere over populismen som fænomen på en mindre alarmistisk og mere rationel måde. Uanset om vi kan lide det eller ej, er populismen blevet en indgroet del af indenrigspolitikken i mange vestlige demokratier, og der er ingen grund til at antage, at det kommer til at ændre sig på kort eller mellemlangt sigt.

Her er fem teser om populismen og de lektier, som liberale demokrater skal lære af dem.

Tese 1: Populismen er hverken til højre eller venstre, men populister kan være til højre eller venstre (og selv i midten)

Populismen er en ideologi, der betragter samfundet som ultimativt opdelt i to homogene og modstridende grupper: ’det rene folk’ og ’den korrupte elite’, og argumenterer for, at politik skal være et udtryk for folkets volonté générale (generele vilje).

Den populistiske ideologis grundlæggende træk er monisme og moralisme: ’Folket’ og ’eliten’ deler grundlæggende de samme interesser og værdier, den vigtigste forskel på dem er baseret på moral (’ren’ i modsætning til ’korrupt’).

Populisme er en ideologi. Det vil sige et verdenssyn, men den har ikke noget bredt program, og det betyder, at den kun håndterer en del af den politiske dagsorden. For eksempel har populismen ingen holdning til, hvad det bedste økonomiske eller politiske system er.

Derfor vil næsten alle politiske aktører kombinere populisme med en slags værtsideologi. Det er normalt en form for nationalisme på højrefløjen og en form for socialisme på venstrefløjen. Med andre ord er ikke alle populister fremmedfjendske, og fremmedfjendskhed er ikke populisme.

Lektie 1: Populisme kan ikke bekæmpes med en (blød) fremmedfjendsk diskurs eller ved at stramme integrationen. Det handler om en kamp inden for ’eget folk’ (hvordan det end defineres).

Tese 2: Populisme er imod systemet, men ikke antidemokratisk

Demokratiets grundlæggende særtræk er folkelig suverænitet og flertalsstyre. Men vestlige demokratier er ikke kun demokratier. De er først og fremmest repræsentative demokratier, hvor politiske eliter kæmper om at få opbakning fra flertallet af befolkningen til at regere.

For det andet er det ikke et flertalsstyre uden begrænsninger. Flertallet holdes under kontrol med et komplekst system af funktioner – som mindretallets rettigheder, retsstatsprincipper og magtens tredeling – det er det, der korrekt kaldes liberalt demokrati.

Mens populismen bakker op om demokratiet, fordi den ønsker, at politik skal baseres på folkets ’generelle vilje’, så modsætter den sig mange af særtrækkene i vores liberale demokrati, fordi populismen tror, at den ultimative magt ligger hos ’folket’.

Lektie 2: Populisme kan kun overvindes med et tydeligt og udførligt forsvar for det liberale demokrati, der forklarer, at vores politiske system er mere end bare folkelig suverænitet og flertalsstyre, og forklarer, at de liberale aspekter af systemet gavner alle borgere – fordi enhver kan blive en del af et mindretal en dag.

Tese 3: Populisme er en illiberal demokratisk reaktion på udemokratisk liberalisme

På nogle måder signalerer populismen afslutningen på det liberale hegemoni, hvor nationalregeringer har ansvaret for en hidtil uset afståelse af magt. Neoliberalismen har ført til privatisering af mange nationale industrier, mens europæiseringen har rykket mange politiske områder opad til et overnationalt niveau, hvor de bevares i teknokratiske institutioner (som Den Europæiske Centralbank).

Derudover har en mere progressiv liberalisering påvirket mange socioøkonomiske politikker (fra abort til homoægteskaber). Mange af disse beslutninger blev taget af demokratisk valgte regeringer, selv om det ikke altid skete med megen offentlig debat. Når først disse politikker er blevet implementeret, er de desuden blevet afpolitiseret, fordi nationale politikere ikke længere afgør dem.

Enhver kritik er blevet mødt af ’TINA-argumenter’, There Is No Alternative (Der er ikke noget alternativ, red.). »Vi kan ikke have dødsstraf, fordi vi er medlem af EU.« Populister udfordrer ikke kun den specifikke politik, men også afpolitiseringen af problemstillingen. De argumenterer ofte korrekt, at det, der engang var politisk, kan blive politisk igen, hvis et flertal af befolkningen ønsker, at det skal være det.

Lektie 3: Liberale demokrater skal bevæge sig væk fra Tina-argumenter og rene antipopulismekampagner og vende tilbage til ideologisk politik. Selv afpolitiserede emner skal forklares politisk, for eksempel ved at argumentere for, hvorfor det er bedst, at de er afpolitiseret.

Tese 4: Populister stiller ofte de rigtige spørgsmål, men giver de forkerte svar

Populistiske partier er ikke årsagen til det meste af den politiske utilfredshed i vestlige demokratier. De er konsekvensen af den. Og en stor del af den utilfredshed skyldes, at en del af befolkningen føler, at de etablerede partier ikke (i tilstrækkelig grad) gør noget ved vigtige politiske spørgsmål. Og de er ikke altid forkert på den.

I mange lande har de traditionelle partier i de sidste to årtier af det 20. århundrede i høj grad ignoreret spørgsmål som immigration og europæisk integration – de har dog siden mere end gjort  for det. Populistiske radikale højrefløjspartier har tvunget disse spørgsmål på dagsordenen og dermed givet stemme til en overset del af befolkningen.

På samme måde har populistiske venstrefløjspartier i Sydeuropa sat spørgsmålstegn ved sparepolitikker i det sidste årti og afvist de etablerede partiers ’Tina-argumenter’. I mange tilfælde er svarene til populisterne mangelfulde og baseret på en illusion om, at der findes en politik, der er (lige) god for hele ’folket’.

Lektie 4: Populismen kan hverken overvindes ved at ignorere populisterne eller ved at overtage deres emner eller vinkler, og det kan slet ikke styrke det liberale demokrati. Liberale demokrater skal med afsæt i deres egen ideologi sætte deres egen dagsorden og adressere alle spørgsmål – også dem, der er rejst af populister.

Tese 5: Populismens magt afhænger især af liberale demokraters handlinger

I de seneste år har populistiske partier bestridt nationale og europæiske valg i de fleste EU-lande. Populister har i gennemsnit tiltrukket omkring 20 procent af stemmerne, ofte opdelt mellem mindst to populistiske partier, hvoraf det største populistiske parti er det tredjestørste i det nationale partisystem. Det er ikke set før i efterkrigstiden – men populisterne udgør ikke et flertal.

Alligevel har mange medier præsenteret populisterne (især det radikale højre) som ’folkets sande stemme’, og de traditionelle partier har købt denne vinkel, der især blev fremherskende efter Brexit-afstemningen og Trumps sejr. Fordi liberale demokrater redefinerede ’folket’ ud fra den populistiske (radikale højre-)vælger, følte de sig tvunget til at implementere en blødere version af deres agendaer.

Lektie 5: Liberale demokrater skal begynde at behandle populister som andre politiske aktører. Det vil sige som en politisk stemme for et (nogle gang substantielt) mindretal i befolkningen. Deres indflydelse skal ikke være ude af proportioner med deres folkelige opbakning, især ikke når de er i opposition.

© The Guardian og Information. Oversat af Laura Dombernowsky.

Cas Mudde er en hollandsk politolog, der fokuserer på ekstremisme og populisme i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu