Læsetid 6 min.

I skæringspunktet mellem to tider

Anna Anchers maleri ’I middagsstunden’ – plus mindet om en elsket far – trak forleden skribenten til Sorø. Her befinder han sig i kunstværkets mellemrum, en smal zone for fordybelsen og den opmærksomme ro
Anna Ancher: I middagsstunden, Olie på lærred ca 1914, 61,2 x 50,4 cm, Sorø Kunstmuseum. 

Anna Ancher: I middagsstunden, Olie på lærred ca 1914, 61,2 x 50,4 cm, Sorø Kunstmuseum. 

Anders Sune Berg

29. juli 2017

Det er sommer, midt på dagen, i et hjørne mellem danske malerier. Jeg er tilbage i Sorø, få hundrede meter fra Akademiet, på byens kunstmuseum, stiftet 1943 og siden 1963 beliggende i Storgade 9, fra 2011 udvidet til mere end dobbelt areal.

Her foran mig hænger Anna Anchers I middagsstunden (1914), som forestiller en døråbning og fremstiller et møde mellem to rum og mellem skyggen og lyset. Nærmest inden for døren er der blåt, lyserødt, grønt og brunt. Udenfor er der også blåt, en sart, grålignende blå, men fremfor alt lysende gult. Det er sommer og midt på dagen.

Middagsstundens kraftige lys er ligesom fanget ind med en hånd, grebet med taktil fornemmelse, det føles, som om kunstneren holder strålerne med sine fingre. Hun er ude iblandt tingene, helt henne ved dem.

Anna Ancher: I middagsstunden, Olie på lærred ca 1914, 61,2 x 50,4 cm, Sorø Kunstmuseum. 

Anders Sune Berg

Hun møder, hvad der er, hvad der foreligger, hvad der findes i stedet for at konstruere motivet; fremfor som de andre, f.eks. sin mand, på forhånd at stille sit billede op.

Fordi hun har valgt normalperspektiv, får jeg en fornemmelse af at være til stede i rummet.

Jeg er med inde i billedet, som høfligt, men bestemt anmoder mig om at indfinde mig midt i det nære og fortrolige, det, der for de fleste det meste af tiden – også for mig, virker upåfaldende og trivielt, men som for hende har været mere end meget.

Dette kæmpemæssige livsoverskud side om side med finesse og diskretion tror jeg er lidt af forklaringen på, hvorfor jeg aldrig er gået forgæves til Anna Ancher (1859-1935).

»Billedet emmer af nærvær, intimitet og fordybelse,« står der i katalogteksten. Ja! Det er i dybeste forstand virkeligheds- og sansetro. Som en kvindelig Hammershøi, men med en egen råhed, som er Anna Ancher på sit ypperste, på sit dristigste. Fælles for de to gælder det, at lyset bliver et motiv i sig selv fremfor et instrument for maleriets stoflige genstand.

En blundende stund

’I middagsstunden’ fremstiller, skrev jeg, et møde mellem to rum. Men det rummer også et møde mellem to tider. Timen midt på dagen udgør dets korte tid, hvor træskoene er sat i venteposition. Men skoene selv bærer mærker af den lange tid, den, hvor de slides, og hvor tærsklen og husets øvrige dørtrin efterhånden trædes dybere og bliver stadigt lavere.

I skæringspunktet mellem den korte tid og den lange formulerer maleriet en pause. Livet er sat midlertidigt i stå. Nogen har stillet træskoene, som vi i anden sammenhæng siger, men om lidt kommer de tilbage for at tage skoene på og genoptage deres arbejde. I mellemtiden har kunstneren indtaget deres to rum.

Hvad sker der, mens hun maler, mens billedet foregår? Jeg forestiller mig, at manden med de store træsko og kvinden med de små lige for øjeblikket ligger og blunder. Jeg tænker mig, at der nu er plads til kærtegn. Måske bliver der ytret et ømt, et omsorgsfuldt ord.

Livet er det, der sker, mens vi er i gang med noget andet. Sådan siger man i hvert fald. Men billedkunst kan vende forholdet om og fokusere på stunden, hvori ingenting sker. Kunsten kan spatiere mellemrummene – som i øvrigt også Chopins nocturner og Helle Helles prosa.

Maleren og håndværket

Når man ser Anna Anchers billede i fotografisk gengivelse, fremtræder det overvejende som et sæt rene, klare og stillestående flader, konkret som væggen, døren, muren og stenpikningen ude i gården. Men beskuer man maleriet tæt på, opdager man en masse grums i penselføringen, en sitrende uro i det små. Dørstolpen til højre er således spækket med store, skarpe strøg, der virker, som om de er hugget på, og i tapetet eller vægbemalingen ved siden af, til højre, opleves det, som om blomsterne kommer vadende ud i hovedet på én, fordi der, som det viser sig, er brugt flere forskellige grønne nuancer.

Lidt af den samme uro rummer for øvrigt døren og døråbningen ude i gården, hvor jeg tror, at misforholdet og skævheden mellem de to skyldes, at den sart lyseblå dør er taget af hængslerne, fordi den skal males op. Er det ligefrem sådan, at den ene form for malearbejde, håndværkets, springer over i den anden, kunstens?

Katalogteksten anfører, at tærsklen som malermotiv uden direkte at vise tilbage til guldalderen har rødder i biedermeierkulturen med dens interesse for især vinduet som overgang mellem det hjemligt intime og det udenfor liggende fremmede. Men Anna Anchers sommerlyse gård, hvor mandens træsko står, danner ikke en modsætning til rummet i forgrunden med kvindens heri vinkelret placerede fodtøj. Ude og inde er langt snarere i balance. Det er altså næppe for meget sagt, at Anna Ancher i motivvalg og udførelse fremstiller en kvindelig holdning. I hvert fald virker det, som om der herfra er langt til ægtemandens billeder af garvede, vejrbidte Skagensfiskere.

Fra Siena til Sorø

Kulturredaktionen sagde, at vi selv måtte vælge museet og maleriet. Umiddelbart kom jeg så til at tænke på Ribe Kunstmuseum med herlige billeder af bl.a. Eckersberg og Michael Ancher (datteren Helgas dåb). Museet er indrettet smukt og smagfuldt i en rædsel af en pagodeagtigt prydet rigmandsvilla, hvis ejer retfærdigt nok gik fallit.

Derpå fløj tankerne til museer i Amsterdam, Wien, München, Firenze og Rom og til slut til den dag en sommer for henved fyrre år siden, da jeg i Pinacoteca Nazionale i Siena pludselig på en væg kom til at kigge nærmere på et lille renæssancemaleri af to munke, der henter vand i en brønd, og rørt genkendte motivet fra coveret til den Vivaldi-plade, jeg tog med, da jeg for mere end halvtreds år siden, i tiden omkring mine forældres skilsmisse, første gang skulle besøge min far under skråvæggen på hans lejede værelse.

Efter at være kommet så langt i mine tanke- eller associationsrækker syntes jeg, at det var omsonst at gå over åen efter vand, hvorfor jeg skiftede de celebre europæiske kunstbyer ud med Sorø. Således kunne jeg på én gang gense et dejligt yndlingsværk og vise min kone den by, fra hvis Akademi (oprettet i 1586, til huse i en klassicistisk kasse fra 1827) min far i 1937 blev student?

Forhistorien lyder, at min far og hans tre år yngre bror Niels, to mere end almindeligt begavede drenge fra et mindrebemidlet hjem, fik tildelt friplads på Sorø Akademi, hvor min far ved siden af sin læsning også fik dyrket fugleobservation, sommerfuglejagt, fodbold, tennis og (især!) cricket.

Beklageligvis har jeg glemt de fleste af hans altid underholdende historier fra Sorø, men jeg husker da dén fra cricketbanen, hvor min far stod ’i marken’ og halvsov, da der ved det ene gærde blev basket til bolden, som ville være pebet forbi ham, hvis ikke han pr. instinkt eller gammel refleks havde stukket armen ud, så kuglen satte sig fast i hans, som det jo viste sig, derved brækkede hånd. Men uheld eller ej, fyren inde ved gærdet var blevet ’grebet ud’.

En guldgrube

I samme gymnasieårgang var også den senere forlægger Jarl Borgen, den senere poet og færing Regin Dahl og den senere kritiker og kulturdebattør Bjørn Poulsen, et relativt højpandet triumvirat, som de andre unge uvilkårligt så op til.

Men student sommeren 1937 blev også en senere direktør ved B&W, Per Schrøder, hvis mange rejser til Sovjetunionen lagde grunden til en passion for russiske ikoner og resulterede i en samling, der groede og fornyedes lige frem til hans død i 2010, året efter min fars. Sammen med Hermod Lannungs og Egon Sommers, siden Lorentz Jørgensens samlinger af ikoner udgør Schrøders i dag en af kunstmuseets perler.

Og der er skam mere endnu, bl.a. hovedværker af Nina Sten-Knudsen (I am a Stag of Seven Times, 1985) og Michael Kvium (En køkkenscene, 1986) samt, ikke at forglemme, L.A. Rings barskt socialkritiske maleri Maduddeling på Frederiksberg (1887), hvor de fattige står henne i døråbningen og venter på den varme suppe, mens to velnærede præstefruer fylder hele forgrunden i deres hvide, stivede forklæder. Nøjagtigt i midten af billedet skinner den enes kæmpestore guldarmring!

På Anna Anchers billede, som hænger i samme rum, skinner kun den gratis sol i gården udenfor. Inde er der skyggesvalt. Og malingen er slidt. Der er gået mange år, mens folk har levet og lidt, men forhåbentlig også elsket i huset. Og nu er der gået, skal vi sige ti minutter, siden de gik ind til middagshvilen. Om et øjeblik kommer de tilbage. Indtil da befinder jeg mig i deres to rum, i kunstværkets mellemrum, en smal zone for fordybelsen og den opmærksomme ro.

Mit yndlingsværk

Nogle kunstværker er alene en rejse værd. For nogle så dyrebare, at værkerne kan være det eneste formål med at besøge et kunstmuseum.
En række af Informations skribenter er blevet bedt om at udpege deres yndlingsværk på et dansk eller udenlandsk museum og skrive om deres fascination og historien om værket.

Seneste artikler

  • Franklin D. Roosevelt spillede ikke på frygten. Han var Trumps modsætning

    22. juli 2017
    I Washington giver et monument over socialforkæmperen og antifascisten Franklin D. Roosevelt anledning til at tænke over, hvor forskellige præsidenter kan være – selv om de begge er rigmænd og kommer fra New York
  • Kvinden i billedet

    8. juli 2017
    Verden bliver næppe mere afsindig, end den var i renæssancen – og alligevel malede Domenico Ghirlandaio sit underfuldt skønne portræt af Giovanna Tornabuoni, der døde 20 år gammel i 1488. I mange år hang hun i mit køkken. Nu har jeg hende som køleskabsmagnet
  • Pigen sidder fanget i et øjeblik, som måske er barndommens sidste

    1. juli 2017
    Jeg er kommet igen flere gange på Den Hirschsprungske Samling for at se Harald Slott-Møllers portræt ’Foråret’. Pigen på billedet venter trofast på mig derinde. Det er lidt som at besøge en indsat i et fængsel
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu