Læsetid: 12 min.

Han skrev terroristernes yndlingsbog for 46 år siden. Nu angrer han den

The Anarchist Cookbook er en af historiens mest kontroversielle og forhadte bogudgivelser. Den blev skrevet af en 19-årig mand i 1971 og er fuld af opskrifter på bomber og sprængladninger, som siden er blevet kædet sammen med både terrorattentater og skoleskyderier. Her, 46 år senere, er William Powell hovedperson i en ny dokumentarfilm, hvor han siger, at han angrer at have skrevet bogen – men han fortryder den ikke
William Powell taler om ’The Anarchist Cookbook’ ved en pressekonference i New York i 1971.

William Powell taler om ’The Anarchist Cookbook’ ved en pressekonference i New York i 1971.

JP Laffont/Polaris

22. juli 2017

Kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasilien, starte en tornado i Texas?

Kan én mands ungdommelige vildfarelse føre til massedrab fyrre år senere?

En dag i 1969 sætter en ung mand sig ind på New York Public Library og begynder at læse i en bunke offentligt tilgængelige militærmanualer. Minutiøst gennemgår han de støvede instruktionsbøger, mens han med sin egen pen forvandler deres viden til et rigt illustreret ’do it yourself’-katalog over kunsten at fremstille sprængladninger, bomber, håndvåben og håndgranater.

William Powell hedder den unge mand. Han er 19 år gammel. Og han er vred. På den anden side af jorden raser Vietnamkrigen med stadig større intensitet, og i den venstreorienterede amerikanske ungdom er den politiske stemning indstillet på revolution.

Som resten af den amerikanske offentlighed har William Powell set tv-billeder af nedbrændte landsbyer, napalmbomber og skrigende børn.

Han har set endeløse rækker af kister med amerikanske flag, og han har set et system af hvide, gamle mænd forsvare krigen og sætte kampklædt politi ind mod fredelige protestdemonstrationer. Hans vrede er ikke kommet ud af ingenting, den er bygget op over år, og nu kræver den en ventil.

Det er grunden til, at William Powell sætter sig ind i biblioteksmørket i New York for i fire måneder at fordybe sig i artikler og bøger med titler som Lureminer og Sprængstoffer og demolering. Hans mål er at levere teknisk know-how til et kommende voldeligt folkeoprør: »Tiden er inde til en masseopstand bevæbnet med målbevidst, dødelig intolerance,« skriver han opildnet i sin bog, der udkommer i 1971 under titlen The Anarchist Cookbook.

Bogen er siden blevet sat i direkte forbindelse med adskillige blodige voldshandlinger, terrorattentater og skoleskyderier i USA.

En forandret mand

Fyrre år senere sidder William Powell med et eksemplar af bogen foran sig i sit hjem i Frankrig, mens han taler til et kamera. Den tidligere revolutionær har rundet de 60, han er blevet gift, han har fået børn, og de sidste 35 år har han helliget sig sit arbejde som lærer for socialt udsatte børn med indlæringsvanskeligheder. Han hedder stadig William Powell, men han er en forandret mand.

Nødtvungent læser han højt fra sit ungdommelige revolutionsskrift:

»Frihed er baseret på respekt, og respekt må opnås gennem blodsudgydelse.«

Han kigger op fra bogen, fremmedgjort over for sine egne, umodne ord:

»Jeg kan huske, da jeg skrev det. Jeg husker, at jeg tænkte, det var en sej vending,« siger han.

»Nu synes jeg, det er noget vrøvl. Men dengang syntes jeg, det lød godt.«

Scenen er en del af filminstruktør Charlie Siskels nye dokumentarfilm, American Anarchist, der netop har fået premiere på Netflix i Skandinavien.

Det er en film, der udforsker den menneskelige psykologi med spørgsmål som: ’Kan man føle skyld over noget, man ikke er ansvarlig for?’ ’Kan man angre uden at fortryde?’ Men først og fremmest er det en film om en forfatter, der ligesom Dr. Frankenstein i Mary Shelleys gyserroman har sat et monster i verden, han ikke længere kan kontrollere.

En manual for mord

The Anarchist Cookbook var allerede fra begyndelsen indhyllet i skandale. Datidens medier omtalte bogen som »en manual for mord« og kaldte den for »en af historiens mest uansvarlige udgivelser«.

For instruktøren Charlie Siskel var bogen for længst blevet et kultfænomen, da han voksede op i begyndelsen af 1980’erne. Han ejede ikke selv et eksemplar af bogen, men han havde venner, der gjorde.

»Den var et klassisk tabuobjekt,« fortæller han på telefon fra Los Angeles.

»Sådan en bog, unge mennesker kunne have stående på deres bogreol for at forarge deres forældre og skræmme deres venner.«

Charlie Siskel blev mindet om bogen igen, da han var i gang med en større undersøgelse af den politiske modkultur i 1960’ernes USA. The Anarchist Cookbook fremstod i den forbindelse som en fodnote til den store historie – et konkret eksempel på tidens ulykkelige voldsspiral og politiske radikalisering – og han begyndte at spekulere over, hvad der nogensinde var blevet af forfatteren. Under sin research fandt han ud af, at William Powell siden havde taget kraftig afstand fra sin bog og indtrængende undskyldt for den i flere erklæringer. Han havde sågar bedt udgiveren om, at bogen blev taget ud af produktion.

Hvad var der sket i de mellemliggende år? Hvad havde fået William Powell til at angre sin udgivelse?

Brugt til terror

Den 20. april 1999 gik to teenagedrenge, Eric Harris og Dylan Klebold, ind på Columbine High School i Colorado med hjemmelavede bomber og semiautomatiske skydevåben.

I løbet af få timer skød og dræbte de en lærer og 12 elever og sårede 24 andre, inden de vendte pistolerne mod sig selv og satte et sidste, blodigt punktum for tragedien. Blandt Eric Harris’ ejendele fandt politiet efterfølgende et eksemplar af The Anarchist Cookbook.

Da William Powell hørte om sammenhængen fik han »kvalme«.

»Der var en del af mig, der ikke vil vide noget om det overhovedet. Mens en anden del af mig var knust og havde lyst til at blive klogere,« siger han i filmen.

Samtidig gik det op for ham, hvad han inderst inde allerede vidste. Nemlig at Columbine-drengene langt fra var de eneste, der havde fundet inspiration i hans ungdomsværk.

Til bogens godt to millioner læsere, viste det sig, hørte også Zvonko Busic, den kroatiske nationalist, som i 1976 kaprede et TWA-fly og placerede en bombe på Grand Central Terminal i New York, som dræbte den politibetjent, der forsøgte at deaktivere den.

Også Thomas Spinks, der op igennem 1980’erne var involveret i bombningen af flere abortklinikker i USA, ejede et eksemplar af bogen, og det samme gjorde både Timothy McVeigh, der orkestrerede Oklahoma-bombningerne i 1995, og Jared Loughner, der i 2011 dræbte seks personer under sit mordforsøg på den amerikanske politiker Gabrielle Giffords i Arizona.

I medierne begyndte man med stigende intensitet at høre spørgsmålet: Havde The Anarchist Cookbook mon andel i tragedierne?

En outsider med accent

Bogens forfatter, William Ralph Powell, blev født på Long Island i Roslyn den 6. december 1949. Hans far var talsmand for FN’s generalsekretær, og hans mor arbejdede på et hospital i White Plains. Da Powell var barn, blev faderen overført til England, og Powell blev optaget på en skole, hvor mobning og fysisk afstraffelse var almindeligt accepteret.

Da familien efter nogle år vendte tilbage til USA, blev William mobbet med sin britiske accent, og på en skole i Westchester County, New York, blev han seksuelt forulempet af en lærer, fortæller han i filmen.

Senere kom han på kostskole, hvor han blev bortvist efter en episode, der involverede vodka, marihuana og en raffineret form for hærværk, der gik ud på at skubbe en lærers bil ned ad en bakke og ind i et træ.

»Jeg tror, at Powell havde en stor grad af sympati for outsideren, fordi han også selv var en som barn,« fortæller Charlie Siskel.

»Han blev mobbet og var lidt af en enspænder, og det vedblev han også med at være som voksen.«

Blå bog: William Powell

  • Født 1949 på Long Island, død 2016
  • Skrev i 1969 The Anarchist Cookbook som reaktion på Vietnamkrigen. Bogen er blevet læst og nævnt i forbindelse med en række skoleskyderier i USA.
  • Han uddannede sig siden til skolelærer og tog løbende afstand fra bogen og opfordrede forlaget til at stoppe udgivelsen af den. Han havde ikke længere rettighederne selv.
  • Døde af et hjerteanfald, inden Charlie Siskels film om bogen var færdigredigeret.

I slutningen af 1969 var William Powell flyttet til New York og havde fundet arbejde i en boghandel i Greenwich Village, da han – grebet af studenteroprørene og antikrigsbevægelsens demonstrationer – besluttede sig for at sige sit job op og hellige sig arbejdet med The Anarchist Cookbook.

»Der er ingen retfærdighed tilbage i systemet,« skrev han indigneret fra biblioteksmørket på New York Public Library.

»Den eneste retfærdighed er den, det enkelte individ skaber for sig selv, og det enkelte individ er hjælpeløst uden en pistol.«

Samvittighedens tyngde

I 2000 satte William Powell sig så igen til tasterne, men denne gang for at advare imod sine egne ord. I en offentlig erklæring på internetboghandlen Amazons hjemmeside skrev han, at hans bog i mange henseender var »et misforstået produkt af min ungdommelige vrede ved udsigten til at blive sendt til Vietnam for at kæmpe i en krig, jeg ikke troede på«, og han opfordrede til, at bogen blev taget ud af produktion. Han ejede ikke længere selv rettighederne.

Det var første gang, William Powell udtalte sig offentligt om bogen siden 1970’erne – men det var ikke den sidste. Da The Anarchist Cookbook igen i 2013 blev kædet sammen med et amerikansk skoleskyderi – denne gang udført af en 18-årig teenager ved navn Karl Pierson, der skød en klassekammerat og sig selv på Arapahoe High School i Colorado – gentog Powell sit budskab i en kronik i The Guardian:

»Jeg ved ikke, hvilken indflydelse bogen kan have haft på tankegangen hos ​​gerningsmændene for disse angreb,« skrev han, »men jeg kan ikke forestille mig, at den har været positiv. Den fortsatte udgivelse af ’kogebogen’ tjener kun kommercielle formål for udgiveren. Den bør hurtigt og stille gå ud af produktion.«

Under sin research til filmen ’American Anarchist’ fandt Charlie Siskel ud af, at William Powell havde taget kraftig afstand fra sin bog og indtrængende undskyldt for den i flere erklæringer. Han havde sågar bedt udgiveren om, at bogen blev taget ud af produktion.

Gravitas Ventures

I sin dokumentarfilm forsøger Charlie Siskel at nå ind til kernen af Powells komplicerede følelser af skyld og ansvar.

»Jeg spørger ham i filmen, hvorfor han ikke bare én gang for alle siger: ’Det eneste, jeg har gjort, er at skrive en bog; jeg har ikke gjort nogen fortræd, og jeg kan ikke være ansvarlig for, hvad andre mennesker bruger min bog til’. Men det kan han ikke få over sine læber. Og når han ikke kan det, skyldes det, at han rent faktisk føler sig ansvarlig. Alene det at bogen overhovedet kan sættes i forbindelse med disse forfærdelige hændelser, og at den måske har påvirket unge mennesker – eller at de i det mindste har opfattet den som en form for retfærdiggørelse af deres voldshandlinger – var dybt forstyrrende for ham,« fortæller Charlie Siskel.

Et symbol på oprør

William Powell døde af et hjerteslag i 2016, kort før filmen var færdigredigeret, og nåede derfor aldrig at se det færdige resultat. Af samme grund står han heller ikke til rådighed for de mange spørgsmål, filmen efterlader. De må i stedet stilles videre til filmens instruktør.

Personligt mener Charlie Siskel ikke, at The Anarchist Cookbook kan tages til indtægt for senere voldshandlinger, og han mener slet ikke, det giver mening at tale om et juridisk ansvar.

»Bogen er mere et symbol end noget andet. Siden internettets fremkomst i 1990’erne har der været mange andre måder at få samme informationer om bomber og sprængladninger på, og allerede tilbage i 1970’erne, hvor Powell skrev bogen, benyttede han sig jo også udelukkende af viden, som allerede var offentligt tilgængeligt på biblioteket,« siger Charlie Siskel, der mener, at vi i vores forsøg på at forstå det uforståeligt onde naturligt søger mod de forklaringer, der ligger lige for.

Blå bog: Charlie Siskel

  • Bor i Los Angeles
  • Tekstforfatter, producer og instruktør. Har instrueret filmen om William Powell og The Anarchist Cookbook, der nu er tilgængelig på Netflix.
  • Har tidligere været nomineret til både Emmy- og Oscarpriser for sit filmarbejde. Blandt andet for Bowling for Columbine og Finding Vivian Maier, som han var producer på.

Men de er sjældent særligt tilfredsstillende.

»Jeg arbejdede i sin tid på Michael Moores dokumentarfilm Bowling for Columbine, hvor vi forsøgte at argumentere for, at man i stedet for at rette sit fokus på heavy metal-musik, computerspil eller bøger som William Powells burde kaste et kritisk blik på våbenlovgivningen. Det er elefanten i rummet i amerikansk politik.«

Plaget af skyldfølelser

Alt dette fortalte William Powell også sig selv. Han forsøgte at ræsonnere sig frem til sin uskyld: »Men uden held,« siger Charlie Siskel.

»For lige fra det øjeblik, William Powell fandt ud af, at hans bog var blevet læst af mennesker, der stod bag skoleskyderier og terrorhandlinger, var han plaget af det resten af livet. Jeg forestiller mig, at han ofte har ligget søvnløs over det, og jeg forestiller mig, at han gentagne gange har sagt til sig selv: ’Det eneste, jeg har gjort, er at skrive en bog; jeg har ikke gjort nogen fortræd, og gerningsmændene har ikke lært noget fra min bog, som de ikke kunne have lært andre steder på nettet, så volden ville formentlig have fundet sted uanset hvad’. Sådan forestiller jeg mig, at han har tænkt. Og alligevel har det ikke været nok til at holde hans følelser af skyld og ansvar på afstand.«

– Efter han skrev bogen, blev Powell lærer og viede sit liv til undervisning af børn med sociale problemer og indlæringsvanskeligheder. Hvordan fortolker du det livsvalg?

»Jeg tror på mange måder, det var hans forsøg på at sone sine synder. Det kunne ikke få bogen til at gå væk, men det var alligevel en form for frelse for ham – en måde han kunne gøre en positiv forskel i verden på, som kunne opveje bogen.«

Et sted i filmen foretager Powell en interessant semantisk distinktion. Han siger, at han føler anger over at have skrevet bogen, men at han ikke fortryder den. Da han efterfølgende bliver bedt om at uddybe, hvad han mener, fejer han spørgsmålet til side som retorisk fluepilleri. Men Charlie Siskel har et bud på, hvad han mente:

»Det fyldte tydeligvis Powell med anger, at bogen var blevet kædet sammen med voldshandlinger. Men når han ikke ville sige, at han fortrød at have skrevet den, tror jeg, det skyldes, at bogen jo samtidig havde været med til at gøre ham til den, han var. Det var på mange måder for at sone bogens synder, at han blev lærer og endte med at vie hele sit liv til at hjælpe unge mennesker, der havde svært ved at passe ind. Så hvis han fortrød bogen, ville han samtidig fortryde det menneske, han var blevet.«

Sommerfugleeffekten

Som mennesker bedømmes vi på det, vi udretter. På vores handlinger. På det, der står tilbage, når vi er væk. Historien anser ikke livsvilkår og tidsånd som gyldige undskyldninger. Den er fuldstændig ligeglad med velmente hensigter og gode intentioner. Den mindes ikke, hvad man kunne have gjort, eller hvem man kunne have været; den husker kun hvad der skete, hvad man gjorde – og hvem man endte med at blive.

William Powell endte med at blive forfatter til et revolutionært skrift, der advokerede for en voldelig overtagelse af statsmagten. Men han endte også med at blive en lærer, der hjalp socialt udsatte børn til et bedre liv. Så hvad kan vi lære af William Powells historie?

»Vi kan i hvert fald lære, at vi har evnen til at ændre os,« siger Charlie Siskel.

»William forsøgte at forvandle sin fortid til noget positivt ved at gøre noget for andre gennem sin lærergerning. Det viser, at den måde vi vælger at handle på i livet ikke behøver at være determineret af vores fortid. Vi kan vokse og forandre os.«

Der findes et poetisk ord for umuligheden af at forudsige komplicerede hændelsesforløb. Man kalder det for sommerfugleeffekten. Ingen kan forudsige, hvad en sommerfugls basken med vingen kan føre til: Alt eller intet. Kaos eller orden.

På samme måde forholder det sig med vores egne liv. Vi er frarøvet et olympisk udsigtspunkt, når det kommer til overskue konsekvenserne af vores handlinger. Det eneste, vi kan håbe på, er, at vi kan se os selv i øjnene, når det engang bliver tid til at lukke dem.

»Som William formulerer det et sted i filmen: Vi har alle skeletter i skabet. Det er bare ikke os alle, som har dem på tryk,« siger Charlie Siskel. 

»De fleste af os har erfaring med at have gjort noget, som vi ville ønske, at vi ikke havde gjort – eller i det mindste noget, vi ville ønske, vi havde gjort anderledes. Men det, der gør os menneskelige, er, at vi er stand til at reflektere over det – over vores fortid og over vores historie, og hvordan det alt sammen er med til at forme os og gøre os til dem, vi er.« 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • David Zennaro
Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Apropos overskriften: "...Nu angrer han."
Som det fremgår af Blå Bog, så døde forfatteren i 2016.så ...

Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er en typisk kristen måde at udlægge verden; Den der frister er årsagen til alt ondskab. Piger i hotpans er skyld i voldtægter ligesom den umoralske person der har designet hotpans er medskyldig i alle voldtægter, sådan er den kristlige logik baseret på kristen livsstil og biblen. De kristne har den udlægning, fordi de fleste kristne også er tiltrukket af noget "naugty" eller andet der ikke harmonere med biblen. Hvis man lever en bibelsk livsstil, så er hotpans utroligt fristende og derfor behøver kristne ikke analysere yderligt på hvordan tingene hænger sammen, det altid "fristeren" der ifølge biblen har skylden og derfor undlader kristne også til tider at anmelde overgreb til polititet, fordi i deres optik er det fristeren der er den skyldige.
- Det er så deprimerende at læse en artikel, der er så håbløst inspireret af kristne fordomme og har så lidt lyst til at gå bag om de egentlige årsager til at "the Anarchist Cookbook" bliver farlig....
-Havde Powell ikke skrevet bogen, så kan vi roligt regne med at en anden havde skrevet bogen.

Bo Stefan Nielsen

"William Powell endte med at blive forfatter til et revolutionært skrift..."

Arh, er det ikke at være lidt for flink i dommen over en voldsmanual? Lidt "seje formuleringer" og sprogblomster om voldens påståede revolutionære karakter, gør den næppe revolutionær. Hvori består det revolutionære? I at forfatteren påstod, at man kunne lave revolution med bomber og hjemmelavede skydere? At nogle forvirrede sjæle sidenhen har købt sludderet og forvekslet revolution med terrorisme?

Selv som symbol på - eller bogens propagandaværdi for - almindelige menneskers kollektive magt til at skabe omvæltning og opbygge noget langt mere demokratisk, humant og bæredygtigt end det gamle hensygnende kapitalistiske morads, er 'The Anarchist Cookbook' et komplet selvmål.

Et "revolutionært skrift" skal vel som minimum kunne formulere systemets grundlæggende selvmodsigelser og de uoverkommelige indre modsætninger i samfundet, og så argumentere for en vej ud af det nuværende og videre mod det nye samfund, som det store flertal kan sympatisere med og slutte op om.

Og så er sådan et tænkt manifest eller overganfsprogram eller lign. selvfølgelig stadig kun en tekst, som er død uden handling. Der mangler vi lige nu i alarmerende grad at kunne en international massebevægelse, der formår at udfordre magten hos dem i toppen - direktørerne, de rige, de politiske magthavere, staten - således, at almindelige mennesker kan organisere sig omkring en solidarisk og grøn omformning af livet og hverdagen på arbejdspladsen, i lokalområdet, i fødevare- og energiproduktion osv osv. Netværk som Venligboerne og græsrods fødevarebanker mv. rundt omkring i verden er små billeder på hvad der formentlig/forhåbentlig venter.

Solidaritet og kærlighed er hvad der skal redde os og alt andet levende på planeten. Vold - uanset hvilken politisk eller religiøs ideologi, den smykker sig med - er udtryk for den laveste bevidsthed, en selvdestruktiv afvigelse, der kun skaber mere lidelse. Hvad vi gør imod alt levende, gør vi mod os selv. Fiser dén ind, kan en revolution redde os fra det her galopperende ridt udover afgrunden. Fatter vi det omvendt ikke, kan vi ligeså godt rette geværløbet mod os selv.