Brevkassen: Bør jeg deltage i ekskonens begravelse?

Moderne Tider
12. august 2017

Jeg er gift med en mand, som har to børn fra et tidligere ægteskab. For nylig døde deres mor. Børnene er i 20’erne, og jeg oplever, at vi har et ok forhold, dog lidt anspændt og høfligt. Deres far og jeg fandt sammen lige efter skilsmissen.

Spørgsmålet er, om jeg bør gå til begravelsen. Min mand mener, at dette er en selvfølge, og at det vil kunne tolkes negativt, hvis jeg ikke kommer. På den anden vil jeg ikke virke anmassende og ødelægge begravelsen for børnene.

Svar I:

Man tænker generelt for meget over, hvordan andre mon vil opfatte noget. Der er faktisk en ret nem måde, hvorpå man kan undgå at ligge søvnløs over det: Man kan spørge.

Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig over, hvad børnene mon tænker om, at du tager med til begravelsen, og i virkeligheden er det måske symptom på noget, du generelt går og tænker over: Hvordan har de det med dig? Bebrejder de dig, at deres far elsker dig og ikke deres mor?

Så hvis du siger til børnene, at du gerne vil gøre det rigtige i forbindelse med begravelsen, men du er i tvivl om, hvad det er, så får du måske svaret på alle spørgsmålene. Det kan selvfølgelig være, at svaret er ubehageligt, men det kan også være, at det er det spørgsmål, der gør, at I ikke længere vil være anspændte og høflige over for hinanden. Men måske i stedet begynder at blive kærlige. For det er faktisk et udtryk for kærlighed, at du ikke vil gøre dem kede af det. Det vil de forhåbentlig kunne se.

– Anita Brask Rasmussen

Svar II:

Man kan altid håbe, men ikke regne med, at børn vil acceptere deres mors eller fars nye ægtefælle, som aldrig kan blive en fuldgyldig erstatning for deres rigtige mor eller far. Et høfligt og anspændt forhold er ikke så galt endda og i hvert fald langt at foretrække frem for det modsatte: afstødning og åben krig.

Nu er det i jeres tilfælde voksne børn, hvorfor problemet næppe kan være så stort som med mindre børn. Din mand har ret i, at et fravær kan tolkes negativt.

Noget andet er, hvis børnene og din mand er uenige om din deltagelse, så har vi balladen, men så vidt, man kan forstå, er der ikke her tale om et familiedrama af Helmut Kohl’ske dimensioner eller som det, der kendes fra det britiske kongehus.

En oplagt mulighed er selvfølgelig, at du eller din mand spørger børnene, hvad de vil foretrække. Begivenheden er ikke værd at tage en kamp om, og under alle omstændigheder bør du, hvis du går med, udvise almindelig og passende pli og holde dig diskret i baggrunden.

– Kristen Bjørnkjær

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her