Læsetid 10 min.

’Det burde være lige så naturligt, at et barn af en professor bliver portør som omvendt’

Arbejdersønnen skal kunne blive akademiker. Og omvendt. Men det kræver målrettet stimulans fra de helt tidligere børneår, hvis vi skal forløse den enkeltes potentiale bedst muligt. Sådan lyder det i en ny bog om ulighed i uddannelse af Agi Csonka
Agi Csonka efterlyser en opprioritering af de praktiske fag i folkeskolen, hvor de ikke nyder samme respekt som de boglige fag.

Agi Csonka efterlyser en opprioritering af de praktiske fag i folkeskolen, hvor de ikke nyder samme respekt som de boglige fag.

Jacob Ehrbahn
5. august 2017

»Vi har fundet ud af noget smart hjemme hos os,« forklarer universitetslektoren en dag i midten af 1980’erne, da han smalltalker med den unge studentermedhjælper Agi Csonka i kopirummet på Institut for Statskundskab:

»Vi har et konversationsleksikon både i stuen og ude i køkkenet, for det er jo hen over middagsmaden, man kommer til at diskutere noget, der lige skal slås op, ikke?«

Han smiler indforstået, men der er intet ved hans udsagn, der rimer med det, den unge studerende kender hjemmefra: Hos familien Csonka i Ishøj slår man ikke lige noget op i et leksikon over aftensmaden. Faktisk taler man ikke ret meget sammen ved spisebordet. Hendes far og mor er trætte efter at have arbejdet hårdt hele dagen og foretrækker stilhed.

»De akademiske dyder – at forme et argument, diskutere og analysere – var ikke kompetencer, der var brug for i mine forældres liv, og ikke noget, der blev dyrket i min opvækst,« husker Agi Csonka i dag.

Anekdoten fra kopirummet indleder bogen Hvordan får vi mere lighed i uddannelse af den nu 57-årige direktør for VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – tidligere SFI. Den er blot en af bogens mange eksempler på, hvilken forskel det gør at komme fra et hjem, hvor forældrene eksempelvis er arbejdere, og et hjem med leksikon og klaver.

Med udgangspunkt i både sin egen historie og socialforskningen sætter Csonka spot på, hvorfor det, trods et ønske om det modsatte, stadig i høj grad er den sociale baggrund i Danmark, der bestemmer, hvordan man klarer sig i uddannelseslivet. Og hun kommer også med konkrete bud på, hvordan vi kommer den systematiske ulighed til livs.

’Chanceulighed’

Agi Csonka kalder sig selv »inkarnationen af social mobilitet«, fordi hun har sprunget mindst to socialklasser over. Hendes bedstefar var analfabet, og hendes forældre flygtede til Danmark fra Ungarn i 1950’erne, hvor de tog ufaglært arbejde.

At hun fik både studenterhue, universitetsuddannelse og endte i diverse direktørstillinger, skyldes dels, at hun er bogligt begavet, men også at hun trods alt fik en en bestemt indstilling med hjemmefra:

»Den erfaring, mine forældre gjorde sig på arbejdsmarkedet, handlede om at adlyde ordrer, holde sig i baggrunden og arbejde hårdt. Det forsøgte de at give videre til mig. Det var mit held, at det aldrig lykkedes dem at banke de to første ting ind i mig. Men jeg lærte at arbejde hårdt, og det kom mig til gode.«

I Velfærdsdanmark kan vi godt lide tanken om social mobilitet, fordi det taler til vores retfærdighedssans. Vi har et ideal om, at det er evnerne og lysten, der afgør, hvor man lander i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet. Og faktisk er den sociale mobilitet her til lands en af de højeste i verden.

Alligevel viser statistikken også klare uligheder: Børn af en mor med ingen eller kun en kort uddannelse klarer sig dårligere, end hvis mor har en videregående uddannelse målt på blandt andet sprogtest i børnehaven, faglige skoleresultater, uddannelse og senere indkomst.

Agi Csonka tager afstand fra begrebet ’negativ social arv’, der klinger af en determinisme, som der ikke er statistisk belæg for. Selv med et dårligt udgangspunkt klarer langt de fleste børn sig bedre end deres forældre. Hun vil hellere bruge begrebet ’chanceulighed’ som betegnelse for en systematisk sammenhæng mellem social baggrund og faglige resultater.

I sin bog bruger hun et eksempel om to drenge, ’Storm’ og ’Patrick’:

»Storm er en lille dreng, hvor begge forældre er akademikere, og allerede i vuggestuen er han langt foran Patrick, hvis forældre er kort uddannede eller ingen uddannelse har. Storm er ikke bare sprogligt foran, han har også er også bedre til samarbejde og selvkontrol allerede. Og når han kommer op i skolen, vil Storm klare sig bedre i nationale test allerede fra 2. klasse. En forskel og et forspring, der fortsætter hele vejen op gennem skolen,« siger Agi Csonka.

Tidlig indsats er megavigtig

Dansk forskning viser også, at et barn med en far, der er ufaglært, skal have en markant højere IQ for at ende som leder, end et barn, hvis far er leder.

At Storm og lederbarnet er foran på point fra begyndelsen, skyldes blandt andet, at veluddannede forældre målrettet stimulerer og opdrager deres børn fra første øjeblik. De taler meget mere med børnene, læser højt, lærer dem rim og remser og sørger for, at deres børn bruger fritiden på en udviklende måde. Derfor er en af Csonkas væsentligste pointer, at samfundet skal sætte tidligt ind, for at udjævne de forskelle, børnene bevisligt har med sig.

Hun refererer blandt andet til ’Perry preschool-forsøget’ fra 1960’ernes USA. Her satte pædagogiske forskere sig for at undersøge, hvilken effekt det havde, hvis udsatte ghettobørn fik gode dagtilbud med massiv pædagogisk støtte, stimulerende leg og omsorg. De deltagende børns IQ steg markant, men faldt til samme niveau som deres jævnaldrende i ghettoen, så snart tilbuddet ophørte.

»Intelligens er plastisk, og hvis den ikke bliver fortsat stimuleret, ryger man tilbage til start. Men det interessante var, at da forskerne målte på deltagerne som 40-, 50- og 60-årige, klarede de sig bedre end deres jævnaldrende med samme baggrund i forhold til uddannelse, arbejde, indtjening, sundhed, misbrug – alt. Den tidlige indsats er med andre ord megavigtig,« siger Agi Csonka.

Fodsoldater til konkurrencestaten

Det handler om at skabe gode læringsmiljøer, hvor man stimulerer børns lyst til at lære allerede fra vuggestuealderen. Men det er ikke så enkelt, for institutionerne er i den henseende en kampplads:

»Hvis man taler om læringsmiljøer for helt små børn, er der dem, der mener, at man allerede er godt i gang med at uddanne fodsoldater til konkurrencestaten. Børn skal have lov til at være børn. Men det er fuldstændig knald i låget at lave en modsætning mellem læringsmiljøer i institutionerne og det at lege. Man skal ikke terpe bogstaver og tal, men stimulere børns lyst til at lære. Eksempelvis tale rigtigt meget med børnene og lære dem at reflektere over det, de oplever,« siger Agi Csonka, der kalder angsten for skolifisering meget dansk. Den største modstand finder man i øvrigt ofte blandt de veluddannede, påpeger hun:

»Det er påfaldende, at mange af dem, der er mest forskrækkede, også er dem, der helt automatisk skaber gode læringsmiljøer derhjemme ved at læse højt, tale og tegne med deres børn.«

Daginstitutioner og skoler spiller en kæmpe rolle, understreger Agi Csonka. Og hun efterlyser højere bevidsthed blandt lærere og pædagoger om, hvordan man håndterer elevernes forskellige forudsætninger.

»Hvis vi tager Storm og Patrick igen, vil pædagogerne måske opleve, at Patrick ikke gider få læst en historie historie højt, og derfor sender man ham i stedet ud for at brænde krudt af, mens Storm bliver inde og får læst højt. Men måske har Patrick mere brug for at lære at få læst højt. Ligesom Storm har brug for at komme i kontakt med den fysiske verden og prøve sig selv af.«

Mere respekt for praktiske fag

Man skal dog også passe på med det, Agi Csonka kalder ’uddannelsessnobberi’. Undervejs har idealet om social mobilitet nemlig udviklet sig til en forestilling om, at man skal rykke sig opad i forhold til sine forældre.

»Social mobilitet handler ikke om op eller ned, men blot om, man får en anden uddannelse end sine forældre. Vi har tendens til kun at tænke op. Problemet er, at der til sidst bliver trængsel øverst i hierarkiet,« siger Agi Csonka med henvisning til de mange arbejdsløse akademikere og manglen på folk med en erhvervsuddannelse.

»Automatikken mellem forældres og børns uddannelse bør heller ikke gælde børn af de veluddannede. Det burde være lige så naturligt, at et barn af en professor bliver portør som omvendt. Det centrale er, hvad barnet har lyst og evner til.«

– Betyder det, at veluddannede skal have færre boglige ambitioner på deres børns vegne?

»Jeg tror, det ville være sundt, hvis det også var attraktivt for de veludannedes børn at tage en erhvervsuddannelse. Det ville betyde, at flere børn i højere grad landede på rette hylde.«

Hun efterlyser en opprioritering af de praktiske fag i folkeskolen, hvor de ikke nyder samme respekt som de boglige fag.

»Skolen bør have praktiske fag på et højt niveau helt op til 9. klasse og gå til eksamen i dem, som man eksempelvis gør i Norge, så de får en højere status,« siger Agi Csonka.

Ikke kun sukkerpolitik og fødselsdage

Agi Csonka var et kvikt og bogligt barn. Hun lærte sig selv at læse, inden hun kom i skole, selv om hendes forældre knap kunne dansk, og senere i skolen sprang hun en klasse over. Men forventningerne til hende var ikke høje, og som barn så hun ikke begavelsen som en fordel:

»Det var for det første ikke populært at være dygtig. Og det var heller ikke noget, der blev dyrket i familien.«

Hun skulle nærmere passe på, at det ikke steg hende til hovedet. Og det var først i mødet med nogle af venindernes veluddannede forældre, at det gik op for hende, at det var en fordel at være fagligt stærk.

Hjemme hos Maria og Hanne oplevede hun at bliver hørt, diskuteret med og opfordret til at reflektere. Da hun en dag spurgte Marias mor, om hun måtte få en chokolademad mere, sagde moren: »Er det nu klogt? Chokolademadder er ikke så sunde.«

Agi Csonka var forvirret.

»Jeg kunne godt fornemme, at jeg ikke skulle fremture. Men var det et ja eller et nej? Senere har jeg forstået, at man hjemme hos Maria selv skulle lære at spise færre chokolademadder, end man havde lyst til, ud fra en forståelse af at det var usundt. Det var en måde at træne selvkontrol på. Noget, man i dag ved, har stor betydning for, om man senere klarer sig godt i uddannelsessystemet.«

Og netop familiens måde at spise, tale, være sammen på er noget af det vigtigste, når vi taler om at komme ulighed til livs, mener Agi Csonka. Men kan de veluddannedes aktive forældreskab indstuderes i andre familier? Og skal man som samfund tillade sig at påvirke det? Ja, mener Agi Csonka. Selv om hun godt ved, det både er etisk kildent og kontroversielt:

»Man skal virkelig, virkelig passe på med at stille sig til doms over, hvordan det er bedst at vokse op. Det her handler ikke om, hvor det er rarest at være barn. Men mens vi fra statens side ikke ser nogle problemer i at vejlede forældre om søvn og mad, er vi berøringsangste, når det gælder, hvordan man bedst stimulerer sit barn. Jeg synes, man skal flytte vægten lidt, så møderne i institutionen ikke kun handler om sukkerpolitik og fødselsdage, men også om hvilke bøger der er bedst for børn i denne alder, og om hvorfor det giver mening at tale meget med sit barn, selv om det ikke kan svare.«

I bogen fortæller hun om, hvordan hendes forældre investerede i en børnebogsserie i 10 bind med folkeeventyr fra hele verden.

»Det var tæt skrevne sider med et højt lixtal. Det var vanvittigt dyrt og alt for svært for dem. De havde haft større gavn af en billig Halfdan Rasmussen-bog med rim og remser. Men det anede de ikke. Og det samme kan man se med forældre til flygtningebørn i dag.«

Hun mener, man i højere grad bør vejlede forældrene og peger blandt andet på forsøg i Aarhus Kommune med at give forældre til børn fra etniske minoriteter en bogkuffert med hjem med alderssvarende litteratur.

»Jeg opfordrer dels til, at man bliver ved med at eksperimentere, og dels at man undersøger, hvordan man bedst kan være med til at skabe gode læringsmiljøer i hjemmene – på en respektfuld måde.«

De kulturelle koder

I takt med at Agi Csonka bevægede sig op gennem sin akademiske karriere, fik hendes forældre stadig sværere ved at forklare naboen, hvad hun egentlig lavede. I bogen beskriver hun, hvordan hendes mor fremhæver naboens datter, der har fået job som nummerpige i tv-bingo – det var en titel, der var til at forstå. Var de overhovedet stolte af hende?

»Helt sikkert. Men det var også vanskeligt. Og for alle, der flytter sig socialt, koster det noget på oplevelsen af tilhørsforhold. Man bryder jo i i et eller andet omfang med dér, hvor man hører til.«

Ud over faglig lærdom hører der også en lang række kulturelle koder til, når man bevæger sig fra en social klasse til en anden via sin uddannelse. Koder og normer, som Storm automatisk har med hjemmefra, men som Patrick og Agi Csonka må bruge energi på at aflure. Lige fra måden, man formulerer sig på til påklædning og valget af mørk chokolade frem for lys på indkøbsturen:

»Der er ting, vi, der kommer fra en anden social gruppering, må lære os, for ikke at forstyrre for meget i et socialt reservat, hvor vi egentlig ikke hører til. Jeg har en fin position i samfundet, men grundfølelsen af at være på besøg, tror jeg rigtig mange andre opkomlinge kan genkende. Min strategi har været at gøre en dyd ud af nødvendigheden og lægge vægt på at være ukonventionel. Man skal have sig selv med hele vejen, og jeg føler mig faktisk godt tilpas, dér hvor jeg er havnet. Jeg har en privilegeret tilværelse, hvor jeg bestemmer rigtig meget selv og sjældent føler mig afmægtig. Især det sidste er en luksus, mine forældre aldrig har haft.«

I Agi Csonkas barndomshjem var der væg til væg-tæpper, en brølende elg på væggen og masser af nips. Sådan ser hendes hjem ikke ud i dag. Men har hun alligevel taget noget med fra sin baggrund?

»Jeg får tit at vide, at jeg er meget farverig. Helt bogstaveligt. Og jeg har måske lidt tacky smag med hang til blingbling. Og nej, jeg fik desværre aldrig et konversationsleksikon.«

Agi Csonka: ’Hvordan får vi mere lighed i uddannelse’. Udkommer på Informations Forlag den 7. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
    Jette M. Abildgaard
  • Brugerbillede for Michael Friis
    Michael Friis
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
Jette M. Abildgaard, Michael Friis og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Sådan ville det jo være hvis der var absolut social mobilitet. Da der kun er et vis antal positioner 'på toppen', så skal én jo rykke 'ned', hvis én skal rykke 'op'.

Desværre er virkeligheden en anden. Dem på toppen tager sig oftest af hinandens børn ved ansættelser.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Her er der da vist endelig en akademiker som kommer rundt om problematikkerne om kultur/interesser/ambitioner og uddannelse. Det at intelligens ikke er statisk er meget vigtig, og generelt betyder det så ikke at alle har muligheden for at blive professor hvis man mener de er kloge. Men at alle på et eller andet stadie får mulighed for at nå sit potentiale og anerkendes for det uanset hvilket erhverv.

Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg havde en kammerat hvis far var sagfører og da han (altså kammeraten) fik skistøvler (lige efter han var begyndt i gymnasiet, som jeg var erklæret uegnet til) prøvede jeg dem og syntes de var underlige at gå i, hvad de selvfølgelig også var fordi de kun er beregnet til ski. Den begrænsende fornemmelse i knæene blev en slags påskud for ikke drømme om selv at komme på skiferie. Min far var nemlig tjener og skiferie lå ikke i kortene hos os. Åndssvage skistøvler, man kan ikke engang rejse sig op!

Karsten Aaen, Trond Meiring, Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Dennis Jørgensen og Tina Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sussi Broge

Jeg bliver lidt træt... Træt af at med ufaglærte eller max én faglært forældre er vi lavere intelligente, og det med leksikon er en by i Rusland. Min far er faglært, min mor er ufaglært, og ikke kun det, men har også en anden kulturel baggrund. Og tænk jeg har en akademisk uddannelse. Jeg har aldrig set mig selv som mønsterbryder. Min barndom har været yderst stabil, hvis vi var i tvivl om noget, slog vi det selvfølgelig op i Lademanns leksikon. Vi er aldrig blevet pacet til at skulle tage en akademisk uddannelse, men der har været en forventning om vi -selvfølgelig- skulle have en kompetencegivende uddannelse, så vi kunne få et job og sørge for os selv. Så var der ellers frit valg på alle hylder. Og jeg er i den grad taknemmelig for systemet, der så rent faktisk gjorde det muligt for mig at læse en akademisk uddannelse.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Tillykke med at du klarede det, Sussi. Men statistikken siger altså at samfundet reproducerer sig hierakisk (rige folks børn bliver rige og fattige folk...) mens den sociale mobilitet er faldende. Det hele kan sammenfattes i et ord, som ikke eksisterede da jeg var ung og boede i en skodlejlighed med en latterlig husleje: forældrekøb.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Det giver vel nærmest sig selv, at hvis man ikke behersker det sprog, der undervises på, når man starter i folkeskolens nulte klasse som fem-seksårig - f.eks. fordi man kommer fra et hjem, hvor de voksne ikke behersker det - har man et handicap. Et handicap der skal overvindes, før man kan få udbytte af den 'fri og gratis' adgang til 'en videregående uddannelse' med udsigt til klare sig bedre i konkurrencen om de bedste stillinger til den højeste aflønning i h.t. gældende overenskomst mellem 'arbejdsgivere' og 'lønmodtagere' i Akademikernes Centralorganisation (af onde tunger også kaldet djøf).

Når Agi Csonka, som var et kvikt og opvakt barn, skønt hun kom fra et hjem, hvor forældrene var kommet til Danmark som flygtninge fra Ungarn i 1950-erne og måtte forsørge sig selv og deres børn som ufaglærte, der hverken havde klaver eller leksikon med sig hjemmefra, præsterede at lære sig selv at læse, før hun kom i skole, var det nok mest fordi hun fra dag et efter udløbet af sin mors barselsorlov blev anbragt i en vuggestue (og senere en børnehave), hvor både pædagogerne og de fleste af de andre unger i forvejen havde dansk som modersmål .... ;o)

Karsten Aaen, ulrik mortensen, Niels Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sussi Broge

Tak Søren. Det er slet ikke min mening at anfægte statistikkerne. Det er måske mere tilgangen til intelligens, jeg vil jo ikke mene at intelligens har noget at gøre med ens faglighed. Jeg tror stabilitet i barndommen er vigtig, og jeg tror at guide, vejlede og tale med ens børn kan være med til at sætte et kim der kan få lov til at gro. Vi spejler jo os i dem vi ser til hverdag, og det gælder også uddannelse.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Hold på hat og briller, nu bliver det da morsomt for alvor.

Agi var i aftenshowet på TV i går for at fortælle om sin nye bog og blive interviewet om, hvor tidligt hun selv blev opmærksom på forskellene mellem livet i det hjem, hun kom fra, og livet i 'de højere akademiske snirkler' i Danmark. Her fortalte hun blandt andet, at hendes mor startede sin 'erhvervskarriere' i Danmark som rengøringshjælp i en Hellerupvilla med reoler med og i massevis og abstrakt kunst på væggene, hvor der var længere mellem møblerne og knap så rent i krogene som hjemme hos familien Csonka. Til gengæld havde fruen i huset - som åbenbart var hjemmegående - tid og kræfter til selv at tage sig af børnenes opdragelse, også når det gjaldt husalfens medbragte barn, der ikke blev behandlet anderledes af hende end de børn, det celebre ægtepar selv havde sat i verden.

Jeg blev squ helt nostalgisk og kom uvilkårligt til at tænke på 'de gode gamle dage' i 1944 og filmen "Elly Petersen" med Bodil Kjer i hovedrollen som pigen fra landet, der kom til København med 'firetoget' og fik en plads som husassistent i en velhaverfamilie i Hellerup. Hvor hun blev veninde med husets datter, der lærte hende at spille tennis, men endte med at vende hjem til provinsen igen for at passe sin egen syge mor, da det omsider gik op for hende, at der trods alt var måde med velviljen og ligestillingen i Hellerupfamilien, da hun 'forlovede sig' med husets søn og regnede med, at de skulle giftes med hinanden, når han engang blev færdig med sit studium.

Karsten Aaen, Niels Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Det kunne han, Jens Thaarup Nyberg

Men guldalderdigteren H.C. Andersen var da også fornuftig nok til at lade sønnen Edvard i huset hos patricierfamilien Collins ordne sine pengesager for sig, da digtningen langt om længe begyndte at kaste så meget af sig, at han kunne leve af renterne af sin indkomst, hvis det skulle knibe med at få tid til skriveriet, når der også skulle rejses og leves for honoraret fra forlæggerne .... ;o)