Læsetid: 10 min.

Cecil Bødkers børnelitterære forfatterskab er en insisteren på barnets ret til at være sig selv og sin egen

Det bliver også den store fortælling om, at uden frihed intet fællesskab, og uden fællesskab ingen frihed
Cecil Bødker fotograferet i 1985.

Cecil Bødker fotograferet i 1985.

Jens Dresling

5. august 2017

Silas kommer sejlende ind i børnelitteraturen i en brednæset båd og opfører sig ikke som andre børn. Han vil selv, kan selv og lader sig ikke diktere af autoriteter, manerer, normer og forventninger.

Cecil Bødkers første børnebog, Silas og den sorte hoppe, udkom i 1967, og gennem et heldigvis langt børnelitterært forfatterskab har hun sendt det ene barn efter det andet afsted i en brednæset båd, der spreder en stor slipstrøm bag sig.

Børn som Tinke, Silas og Tavs gør op med ideen om børn som en stor homogen masse, der først får egen form som voksne. De træder frem som handlekraftige og ikke altid lige sympatiske hovedpersoner, der udstiller meningsløsheden i status quo og uretfærdigheden i hierakier.

Cecil Bødkers bøger er blevet beskyldt for at være fortalere for individualismen, og det er også rigtigt, men man skal se det i det lys, at da Cecil Bødker skrev sin første børnebog, fik et barn sjældent lov til at være sig selv og sin egen.

Silas må bruge fem sider på at overbevise hestehandleren Bartolin om, at han ikke er nogens, men bare Silas, og at han ikke kan forklares med, hvem hans mor eller far er. Han vælger selv, hvad der definerer ham. Efterhånden finder Silas dog ud af, at der ikke er meget ved frihed, hvis man ikke er en del af et fællesskab. Han vil bare ikke acceptere et fællesskab, der ikke forholder sig til, hvorfor det er det.

Et af de måske mest berømte citater fra Cecil Bødkers serie om Silas, ud over de vigtige linier, der indleder den, er fra situationen, hvor Silas stifter familie. Han finder et efterladt barn og tager det med hjem til den købmandsfamilie, der har taget Silas til sig, efter han standsede de løbske heste, der trak deres karet. Familien ønsker, at Silas skal aflevere barnet på et børneasyl. Han kan ikke beholde det hos dem:

Det vil være ubekvemt med hensyn til din videre uddannelse, supplerede købmand Planke. Vil det sige, at jeg skal tvinges til at bo her? Naturligvis skal du ikke tvinges – men vi vil jo gerne give dig en uddannelse – som tak ved du. Det er smukt tænkt, sagde Silas imødekommende, men jeg tror nu nok, jeg hellere vil beholde min lillebror – og min bevægelsesfrihed og min selvbestemmelsesret, føjede han til. Jeg har ikke brug for en uddannelse på bekostning af ham. Jamen tænk dog på, hvad det vil betyde, den dag du begynder at stifte familie, formanede købmand Planke. Ja, sagde Silas, det er i dag. Jeg har netop stiftet en lillebror.

Det er på en og samme tid et meget sigende og et meget atypisk citat for Cecil Bødkers forfatterskab. Det indfanger opgøret med autoriteter, kritikken af uretfærdige samfundsstrukturer og barnets ufrihed, Silas’ kølige selvfølgelige modvilje og omverdenens undren over denne underlige dreng.

På den anden side er ord som selvbestemmelsesret og bevægelsesfrihed hentet i et andet sprog end Cecil Bødkers eget, hvor hun insisterer på at stave ord forkert og ganske vist forholde sig stærkt analytisk, men meget lidt konkret politisk. Til gengæld kan man udlede en del læresætninger og skarpe betragtninger om børn, opdragelse, frihed, fællesskab, klassesamfund og køn af Cecil Bødkers forfatterskab:

Barnet er sig selv:

Her bor du godt, sagde han alvorligt. Bartolin snurrede rundt og gloede arrigt på ham. Hvad mener du? Jeg synes, her er rart, sagde drengen. Ved du ikke, det hører sig til med møbler, forhørte Bartolin sig truende. Andre mennesker synes, jeg bor som en hund. Jeg er ikke andre mennesker, sagde drengen træt og satte sig ned. Hvad er du så, spurgte Bartolin og lagde sig på knæ foran kassen ved væggen. Sulten. Bartolin fnøs og vred en lang kniv ud af en stolpe i væggen og filede løs på det hårde brød, til han fik en ordentlig humpel af. Han stak det afskårne fast på spidsen og vendte sig om. Sig først hvem du er, forlangte han. Jeg er kun mig selv, sagde drengen.

’Silas og den sorte hoppe’

Lad barnet selv vælge, hvem det er og vil være – i det omfang det kan lade sig gøre for nogen af os at vælge frit:

Tror du måske, at jeg blir gårdmandsdatter af at blive skuret ren og få nyt tøj? Jeg vil ikke være gårdmandsdatter på den måde. Jeg vil blive ved med at være den Tinke, der sov i skuret ude på overdrevet sammen med hønsene, mens hendes mor lå og var død inde i huset. Jeg vil blive ved med at være mig selv, og min mor skal blive ved med at være min mor, også selv om jeg får en til – Kan du ikke forstå det?

’Hungerbarnet’  

Voksne har meget lidt tiltro til børns evner, og når de behandler dem ud fra den opfattelse, så begynder børnene selv at tro på det:

Hun var syg meget længe. Til sidst svarede hun ikke engang, når jeg spurgte om noget. Så var hun vel død? Nej, for hun sank vandet. Hvad for noget vand? Larus begyndte at føle sig ubehagelig til mode ved al den snak om død. Det vand, jeg gav hende, selvfølgelig. Jeg brugte det kohorn, jeg selv havde drukket af, da jeg var meget lille – sådan et med hul i spidsen. Larus kendte godt sådan et, det havde de også hjemme hos hans mor. Fik hun ingen mad? Måtte han spørge. Tinke rystede på hovedet. Ikke til sidst. Jeg måtte tage det ud af munden på hende igen, fordi hun ikke tyggede. Larus var stille et langt stykke tid. Jeg kan godt forstå, at du vil blive ved med selv at bestemme, sagde han så. Men de voksne ved jo ikke, at du kan sådan noget. – Der var også en gang hvor jeg ville bestemme over dig, føjede han til med et skævt smil.

’Hungerbarnet’  

Et barn, der ikke vises respekt, viser ingen selv:

Tinke trak på skuldrene. Jeg ville ikke være der alligevel sagde hun, de var slet ikke som jeg havde tænkt mig dem, ingen af dem lignede min mor den mindste smule, ingen af dem sagde noget til mig, eller spurgte mig om noget, de snakkede bare om mig somom jeg var døv, eller somom jeg var et mærkeligt dyr. Og hvad gjorde du så? Jeg opførte mig som et mærkeligt dyr, selvfølgelig. Jeg spiste med fingrene somom jeg ikke kendte en gaffel og jeg stak hodet ned i tallerkenen og slikkede den ren for sovs.

’Hungerbarnet’

Klassesamfundet skaber klasseforrædere:

Påtrængende fyr, afgjorde han med sig selv og sparkede irriteret til en gårdkost så den fløj henad gulvet. Sådan nogen skulle altid mænge sig med de fine. Han vidste ikke selv hvorfor han blev så hidsig af at se en dreng af hans egen slags følges ubesværet med Japetus. I stedet burde han være taknemmelig for at købmandssønnen havde været så optaget af sit ærinde, at han ikke havde bemærket at nogen af kørehestene endnu ikke var gnedet af med halmviske, sådan som den sorte fremmede hest var.

’Silas fanger et firspand’

Klassesamfundet er stærkere end den frie vilje:

Værsgo og kom nærmere, sagde købmanden venligt. Silas rørte sig ikke. Et stort tykt tæppe med dybtfarvede og indviklede mønstre begyndte lige foran hans fødder og det kunne han vel ikke sådan uden videre vade henover. Selv tanken virkede umulig.

’Silas fanger et firspand

Autoriteter skal gøre sig fortjent til troskab:

Et øjeblik efter kom Japetus ud og sagde at Silas skulle komme ind i stuen. Ja, sagde Silas og tyggede af munden, jeg skal bare lige hjælpe Anna med opvasken først. Opvasken, måbede Japetus? Hvorfor det? Fordi jeg har lovet det. Jamen far sagde du skulle komme ind, sagde Japetus uforstående. Det gør jeg også, lovede Silas, jeg skal bare lige hjælpe Anna først. Nej, blandede Anna sig i samtalen, du skal gøre som herren siger. Hvorfor det, spurgte Silas og vendte sig hurtigt om mod hende? Anna gloede lige så forbavset på ham som Japetus. Fordi han siger det selvfølgelig, sagde hun. Det er ham, der bestemmer i det her hus. Da ikke over mig, mente Silas.

’Silas fanger et firspand’

Klassesamfundet er selvforstærkende:

Det går dig, ligesom det gik mig, da jeg gik hen til smeden og spurgte, om han ville tage mig i lære – det var lige, dengang min far var død, og jeg tænkte, jeg bedst kunne hjælpe min mor, hvis jeg blev noget, når vi nu ikke har ret meget jord, mener jeg. Men smeden gloede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog. Dig, skreg han og begyndte at grine, – med det ben? Næ gå du ud og pas køer ligesom din far. Smeden har lige så mange køer som de andre i landsbyen, og næsten lige så meget jord. Så gik jeg hen til træskæreren, han har ingen køer, og han ville godt tage mig i lære, men så blev alle de andre gale på ham, for hvem skulle så passe køer for dem?

’Silas og den sorte hoppe’

Den enes frihedsfølelse er ikke nødvendigvis den andens:

Jamen så er du jo kommet i lære hos ham alligevel, sagde Silas glad og tænkte samtidig på, at det var altså Ben-Godiks måde at unddrage sig de voksnes bestemmelser på. Han rendte ikke sin vej fra det hele, sådan som Silas selv havde gjort, han gjorde, hvad han fik besked på, og så lavede han sit eget ved siden af – i hemmelighed. Silas grundede over forskellen. Men Ben-Godik havde også en mor, der var fattig, forsvarede han sig, og små søskende. Silas havde kun sig selv, hans mor – nåja, hans mor havde jo Phillip, og desuden kunne hun gå på line. Hun var ikke fattig. I hvert fald ikke på samme måde som Ben-Godiks mor. Alligevel efterlod tanken et ubehag i hans sind.

’Silas og den sorte hoppe’

Vores stærke forestillinger om køn gør os ude af at stand til at se mennesket før kønnet:

Hun var i hvert fald ikke ung. Hun var bare. Hvad hedder hun? Hvad er hendes menneskenavn? Det var Sebastian, der spurgte igen, og atter blev der stille, mens de så rundt på hinanden, om nogen skulle vide noget. Og igen måtte Silas erkende, hvor entydigt han altid havde opfattet kvinden med den store hat, for lige så lidt som han nogensinde var faldet på den tanke, at Hestekragen havde været et lille barn, lige så lidt havde han forestillet sig, at hun kunne have noget andet navn. Hele hendes fremtoning var så markant og så færdig, at det, der gjaldt for almindelige mennesker, ikke gjaldt for hende. Og hvad kunne hun hedde? Hvad kunne man tænke sig? Ingen af de kvindenavne, han kendte, ville virke rimelige som navn for sådan et knokkelstrækt monstrum, og han måtte beklagende svare den gamle hyrde, at han aldrig havde hørt hende benævnt på nogen anden måde.

’Silas og Hestekragen mødes igen’

Kvinders køn står i vejen for deres frihed:

Det var sådan noget, hun gerne ville selv, også selvom hun aldrig før havde hørt, at en kvinde kunne være købmand. Storkøbmand. I det hele taget havde hun aldrig hørt om kvinder, der fik lov til at bestemme over deres eget liv. Men som hun sad her og betragtede Hestekragen, faldt det hende ind, at her var jo netop et kvindfolk, der bestemte over sit eget liv, som handlede og snød som et mandfolk, hvis det passede hende, som rejste fra sted til sted som hun havde lyst til, og som hverken var bundet af mand eller børn. Mon det var derfor, hun var som hun var? Blev man sådan, når man selv ville bestemme uden at være født til det? Melissa krøb gysende sammen på kanten af hullet. Hun havde ikke den mindste lyst til at blive som Hestekragen, men hun havde heller ikke lyst til at blive som sin mor – og som alle andre koner hun kendte. Men hvad nu hvis der ikke var nogen mellemvej? Hvad nu hvis man ikke kunne lære noget uden at blive halvvejs et mandfolk?

’Silas og Hestekragen mødes igen’

Ret er ikke altid retfærdigt:

Og så kom du her med pengene for at overdrage dem til Asylet igennem mig? Spurgte præsten nærmest oprømt. Nej, bestemt ikke, svarede Silas hurtigt. Fejlen er at der er nogen der tjener sig rige ved at køre det Asyl så stramt som det bliver kørt for tiden. Det siges, at det er blevet værre i de senere år. Vi ville bare forsøge at gøre tilværelsen lidt mere tålelig for beboerne. Men pengene tilhører jo sådan set slet ikke dig, bare fordi du har fundet dem, mente præsten. Hvem tilhører de så? Hvis mønterne er op til femhundrede år gamle, vil det nok være svært at opspore den oprindelige ejermand, svarede Silas. De må vel tilhøre byen – som sådan, kom det fra præsten. Og hvem er det? ’byen som sådan’? Er det borgmesteren? Eller forstanderen på Asylet? – Eller kirken for den sags skyld?

’Silas og flodrøverne’

 

Serie

Lær at leve med en forfatter

Hvilke leveregler og almene læresætninger kan man udlede af et enkelt forfatterskab?

Vi har bedt en række af vores skribenter om at udvælge et forfatterskab, der betyder særlig meget for dem, og heraf udlede de vigtigste livsvisdomme.

Seneste artikler

  • Lær at leve af Thøger Larsen

    15. juli 2017
    Thøger Larsen ser skæbnen lige i øjnene, og han er i stand til at sanse storheden uanset omkostningerne
  • Lær at leve med J.P. Jacobsen

    1. juli 2017
    J.P. Jacobsens værker er en uovertruffen kombination af sublimt smukt sprog og dybt komplekse indsigter i menneskelivets uudgrundelighed, fundamentale dimensioner og virvar af drømme, lidelse, håb, sorg, kærlighed, ensomhed, længsler og nådesløse naturlove
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
Viggo Okholm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Anita Brask Rasmussen, hvor er Hestekragen i dine betragtninger? For de var helt sikkert i Silas medmenneskelighed da han befriede hende fra fangehullet og kagen . Hestekragen går igennem Silas-bøgerne fra start til slut, i hans sociale bevidsthed. Hun ville bare ikke vide af den. Selv ikke på Sebastian-bjerget. Men Silas fordømte hende aldrig, ligemeget hvad hun havde gang i.
Du synes, de senere bøger fortæller hele historien?

Flemming Olsen

Jeg husker godt Silas bøgerne fra min barndom i 70'erne, det var sådan nogle som navnlig børnebibliotekarerne var helt vilde med, at man skulle læse. Men jeg havde ærligt talt svært ved at relatere til både deres sprog, univers og problemstillinger, var de overhovedet for børn, når man tænkte nærmere over det? Og hvornår foregik de egentlig? Der var noget bebrillet hovski-snovski over dem, som jeg fandt koldt og fremmed. Kort og godt de var ikke hyggelige og trygge at læse som Astrid Lindgren, der også kunne tage alvorlige emner op men altid i børnehøjde.

Jeg læste dem for vores børn gennem flere år fra de var ca 9 til de blev 11 -12 hvorefter de læste dem selv.
Som jeg husker dem,står de på listen som de bedste sammen med Lindgren-Lund Kirkegaard og så Troldepus.