Læsetid 5 min.

Demokratiet ligger for døden – men de fleste er ligeglade

Verden over bestræber autoritære ledere som Putin, Erdoğan, Orbán og Trump sig målrettet på at udhule demokratiet og likvidere dets værdier. Skal vi stoppe den antiliberale kontrarevolution, må vi besinde os på menneskerettighedernes universalitet
Vi må fortsætte med at gentage for os selv og for alle omkring os, at vores menneskerettigheder er – som det hedder i Verdenserklæringen – ’lige og umistelige’. Heri ligger, at hvis en fjern kleptokrat afskaffer dem for sine undersåtter, så svarer det til, at de også afskaffes for os.

Vi må fortsætte med at gentage for os selv og for alle omkring os, at vores menneskerettigheder er – som det hedder i Verdenserklæringen – ’lige og umistelige’. Heri ligger, at hvis en fjern kleptokrat afskaffer dem for sine undersåtter, så svarer det til, at de også afskaffes for os.

Steffen Kugler
12. august 2017

Skulle vi opstille en liste over de seneste ugers bidrag til den demokratiske ordens fremadskridende globale sammenbrud, måtte den som minimum omfatte Tyrkiets skueprocesser mod journalister fra det toneangivende dagblad Cumhuriyet, Vladimir Putins forbud mod de virtuelle private netværk, der anvendes af demokratiske aktivister for at undgå censur, og Apples beslutning om ikke længere at sælge samme teknologi i sin kinesiske app-store.

Føj hertil Ungarns statsfinansierede plakatkampagne, der skildrer oppositionspartier og ngo’er som dukker i den jødiske milliardær George Soros’ hånd; Polens forsøg på at likvidere sine domstoles uafhængighed (som dog blev delvist bremset af præsidentens vetoret) samt Venezuelas valg af ny forfatningsgivende forsamling, som over halvdelen af ​​befolkningen boykottede i en situation, der ligner forstadiet til borgerkrig. 

Oven i dette kommer så den langtrukne konstitutionelle krise i USA i form af konfrontation mellem tre instanser: Trump (der beskyldes for at have stået i ulovligt ledtog med russiske forbindelser), hans justitsminister (som har afskåret sig selv fra at undersøge de påståede forbindelser) og den særligt udpegede anklager, der undersøger Trump, og som Trump forsøger at få fyret.

Vi kan lige så godt sige det rent ud: Demokratiet ligger for døden. Og det mest opsigtsvækkende er, hvor få almindelige mennesker der bekymrer sig om det. I stedet opsplitter vi problemet.

De amerikanere, som bekymrer sig mest for nuværende situation, bekymrer sig typisk for personen Trump – og ikke for, hvordan verdens mest feticherede forfatning dækker over et kleptokratisk styre. EU-politikere udtrykker høflig diplomatisk utilfredshed, når Erdoğans AKP-partimaskine forsøger at invadere deres egne demokratier. Ganske som i begyndelsen af ​​1930’erne synes demokratiets død altid at foregå et andet sted.

Dissens kvæles

Problemet er de nye adfærdsnormer, som her er ved at blive sat. Det er ikke tilfældigt, at memes om ’folkefjender’ går viralt: Orbán bruger det mod milliardæren George Soros, Trump bruger det mod den liberale presse, Kina brugte det til at fængsle digteren Liu Xiaobo indtil hans død.

En anden populær teknik er den minutiøst styrede kvælning af dissens. Erdoğan har ikke kun fyret tusinder af akademikere med formodede afvigende holdninger og fængslet andre tusinder, han har også fjernet deres sociale sikringsrettigheder, inddraget deres ret til at undervise og i nogle tilfælde til at rejse.

Trump har involveret sig i et lignende angreb på såkaldt ’fredede byer’, sanctuary cities. I omkring 300 amerikanske byer har bystyret – helt lovligt – erklæret, at de ikke ønsker at samarbejde med det forbundsstatslige immigrationskontor ICE. I sidste måned truede USA’s justitsminister, Jeff Sessions, med at inddrage alle tilskud, forbundsstaten yder til administration af disse byers lokale retssystemer.

Et skridt, som Trump lovpriste med et af tidens retoriske greb: den udokumenterede påstand. Til sine tilhængere ved et politisk massemøde i Ohio sagde Trump, at den føderale regerings ærinde er at »befri« amerikanske byer fra kriminelle indvandrerbander.

Banderne »tager en ung, smuk pige – 16, 15 år – og andre og skærer i dem med en kniv – de skærer dem i skiver, fordi de ønsker at udsætte dem for uhyggelige smerter, før de dør«, sagde han.

I skolen – og her mener jeg grundskolen – lærte vi, at når ekstraordinære påstande fremsættes, skal vi følge dem op med spørgsmål: »Virkelig? Hvornår og hvor skete dette?« Trump kom aldrig med konkrete henvisninger, men det lykkedes dog efterfølgende amerikansk presse at finde eksempler på bandemedlemmer, der havde skåret hinanden i skiver.

Et særligt økonomisk billede

Repertoiret af autokratiske hersketeknikker er langtfra nyt. Det nye er, at vi i disse år har fået så mange autokrater, der gør samordnet brug af dem – Putin, Erdoğan, Orbán, Trump, Maduro samt Duterte i Filippinerne og Modi i Indien er alle slået ind på et hastigt, målrettet og fælles projekt om at udslette demokratiet.

Politologiprofessor Wendy Brown fra UC Berkeley fremlagde i sin bog fra 2015, Undoing the Demos, overbevisende argumenter for, hvordan verdens tilbagegang i forhold til demokratiske værdier er drevet af frem af dens overgang til en neoliberal økonomisk orden.

Sagen er ikke den, at frimarkedseliterne decideret favner autokratiet. Snarere forholder det sig sådan, hævder Brown, at de økonomiske mikrostrukturer, der er skabt hen over de sidste 30 år, »omskaber alle menneskelige domæner og bestræbelser, herunder mennesket, efter et særligt økonomisk billede«.

Alle handlinger bliver vurderet ud fra deres bidrag til økonomiske resultater: ytringsfrihed, uddannelse, politisk deltagelse. Vi lærer implicit at afveje vores principper, som var de varer. Vi spørger: Kan det ’betale sig’, at nogle byer beskytter illegale indvandrere? Hvad er de økonomiske ulemper ved at fyre titusinder af akademikere og diktere, hvad de kan forske i?

I sit meget læste testamente fra 2010 Indignez-Vous! (dansk udgave 2011: Gør oprør!) opfordrede den over 90 år gamle, nu afdøde franske diplomat og frihedskæmper Stéphane Hessel vor tids generation af sociale retfærdighedsaktivister til at mindes den kamp, han og andre havde engageret sig i, da Verdenserklæringen om Menneskerettigheder skulle udarbejdes i 1948.

De kæmpede for, at ordet ’universel’ – og ikke ’international’, som de vigtigste regeringer foreslog – kom til at indgå i formuleringen, velvidende, at suverænitetspåkaldelser før eller siden ville blive fremført i konkrete lande for at nægte mennesker de rettigheder, der skulle sikres. Hessels omstændelige redegørelse for universalitetsprincippet undrede flere af hans sympatisører, men han var forudanende.

Tragedien i dag er, at der på Jorden ikke findes én eneste demokratisk regering, der er rede til at forsvare universalitetens princip. Måske vil de udtrykke mishag med Liu Xiaobos død eller Maduros repression. Men at forfægte universaliteten i de principper, som disse overgreb krænker, viger de tilbage for.

Kampen for universelle principper begynder – som Hessel pointerede – hos de individuelle mennesker selv. Vi må fortsætte med at gentage for os selv og for alle omkring os, at vores menneskerettigheder er – som det hedder i Verdenserklæringen – »lige og umistelige«. Heri ligger, at hvis en fjern kleptokrat afskaffer dem for sine undersåtter, så svarer det til, at de også afskaffes for os.

Alle demokratiske fremskridt i historien – fra Den Engelske Revolution i 1642 til sovjetkommunismens fald i 1989 – begyndte, da mennesker forstod, at de havde rettigheder, der var givet dem ved fødslen, ikke tildelt eller trukket tilbage af magthavere.

I dag må den erkendelse indebære, at vi atter lærer at tænke som frie mennesker, ikke som økonomiske undersåtter.

Paul Mason er engelsk forfatter og journalist.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Poul Anker Sørensen
    Poul Anker Sørensen
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
Espen Bøgh, Poul Anker Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening for meget mainstream - i overensstemmelse med kapitalens interesser. Han har været aktiv på Channel 4, en reklamefinansieret engelsk statsejet tv-kanal a lá TV2

Alle de eksempler, han nævner, kræver efter min mening en langt dybere og grundigere bearbejdning, før man dømmer demokratiets nedlæggelse over dem.

Flere af dem er respons på neoliberal kapitals hersken over demokratiet. jf. Ungarn og Polen fx.
I Tyrkiets situation glemmes kupforsøget for et år siden. Samt forståelse af nobelpris -modtageren Pamuks værker.

I Rusland er det ikke Putin, men Dumaen, der lovgiver.

Og i USA er det aldrig bevist, at Trump har en ulovlig forbindelse til russiske hackere.

Men det er nemt i vore dages medieverden, at fyre sådan noget af.

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Den post-demokratiske tænkning er der nu - så kommer det post-demokratiske samfund der viser sig at være den "corporate state" med Amazon,Google,Microsoft og Wall Street som dem der bestemmer i et pseudo-demokrati hvor politikerne får løn som de fortjener.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Torben K L Jensen,
Så er jo det bare at hive ud stikkene, eller hacke computerne, så er de magter (u-)effektivt sat ud af spil...

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Hvis demokratiet ligger for døden, så har vi altså haft, og så har vi da stadigvæk et (dødssygt) demokrati. Hvis dette er rigtigt, hvornår har så vores demokrati sidst været levende?

Brugerbillede for Jens Pedersen
Jens Pedersen

Mason overser mange ting, men én af de væsentligste er formentligt at de dominerende, angiveligt demokratiske magter i verden, ikke selv har udviklet samfund og politikker som følger fundamentale, demokratiske forskrifter (eksempelvis noget så banalt som adskillelse af de tre magter). Og derfor kan det næppe overraske at den dominerende model for demokrati her på kloden, nemlig det deliberative konkurrencedemokrati, ikke kan fungere som forbillede for udvikling af globale, demokratiske tilstande, når den med krig og repressive politikker søges eksporteret til såkaldt uudviklede lande.