Læsetid: 4 min.

DR står på kanten af afgrunden, og vi giver gerne det sidste skub

Lad hesten Jazz krydse Stillehavet, lav flere Dicte-programmer og lav endnu dårligere lyd på dramaserierne. Her er 10 forslag til, hvordan DR kan komme helt ud over kanten
Her på redaktionen går vi ind for aktiv dødshjælp, når patienten tydeligvis ikke ønsker at leve mere. Derfor kommer vi her med 10 forslag til, hvordan DR kan pisse politikerne og befolkningen så meget af, at det uundgåelige vil ske så hurtigt og smertefrit som muligt

Mia Mottelson

19. august 2017

Der er tilsyneladende en indbygget dødsdrift i Danmarks Radio, som gør, at man finder det helt naturligt at ansætte en mangfoldighedskonsulent med en årsløn på 2,1 millioner kroner, umiddelbart før et medieforlig skal forhandles på plads.

Her på redaktionen går vi ind for aktiv dødshjælp, når patienten tydeligvis ikke ønsker at leve mere. Derfor kommer vi her med 10 forslag til, hvordan DR kan pisse politikerne og befolkningen så meget af, at det uundgåelige vil ske så hurtigt og smertefrit som muligt.

1) Opret DR Brassbandet
iBureauet/Mia Mottelson

Der mangler en musikalsk syndebuk, nu hvor DR Underholdningsorkestret er lukket – et bigband og et symfoniorkester er der alt for mange mennesker, der kan se fornuften i at have.

Fesen brassmusik, derimod, er der så godt som ingen, der gider at høre på. Især hvis bandet spiller sjove og kække versioner af moderne hitmusik.

DR Brassbandet er på en gang uelsket og omkostningstungt og dermed en perfekt måde at få en rettet en folkestemning imod sig.

2) Lad hesten Jazz krydse Stillehavet

Det vakte enorm forargelse, da der blev brugt 70.000 licenskroner på at lade Johannes Langkildes kones hest krydse Atlanten. Hvorfor ikke sende hesten Jazz videre ud i verden på nye eventyr? En tur over Stillehavet må forventes at være endnu dyrere.

Man kan evt. lade Anders Agger følge med rundt og lave indfølende og hyggelige programmer om de steder i verden, hesten Jazz besøger.

3) Send flere genudsendelser

Der er stadig programmer, som ikke er blevet genudsendt ofte nok. Hvornår har nogen sidst set Per Pallesen vælte rundt i skoven iført dyrepels i Gøngehøvdingen? For slet ikke at tale om Bryggeren, hvor J.C. Jacobsen i afsnit efter afsnit hælder dårlig øl ud i rendestenen?

Smid det på i bedste sendetid.

Med en hyppigere rotation vil endnu flere gamle, sure mænd skrive læserbreve, og en stemning af had vil blive pisket op.

4) Opret DR BandeKoret
iBureauet/Mia Mottelson

Det er på tide, at DR omfavner den omsiggribende bandekonflikt og viser, at de bandemedlemmer, som for tiden raserer København, bare er mennesker, som inderst inde har et godt hjerte. Og hvad er mere fredfyldt og hyggeligt end korsang?

Samtidig bruger man penge på at oprette endnu et kor, som sammen DR Pigekoret, DR VokalEnsemblet,
DR KoncertKoret, DR SpireKoret, DR BørneKoret og DR JuniorKoret kan blive en fast del af mediehusets udgifter.

5) Lav flere Dicte-programmer

DR har allerede haft stor succes med programmet Dicte tester mode i Iran, som skabte ekstreme vredesudbrud blandt et stort antal meningsdannere.

Debatten har vist, at DR kan få kritik fra folk, som ikke engang behøver at se programmerne for at give deres holdning til kende, men kan gøre det alene ud fra titlen. Dette potentiale bør udnyttes. Dicte i muslimsk friskole, Dicte dræber nuttede dyr og Dicte tester stoffer i provinsen er oplagte efterfølgere.

6) Ansæt en mangfoldighedskorrespondent
iBureauet/Mia Mottelson

Mangfoldighed er et genialt trigger-ord, som naturligvis giver en øjeblikkelig reaktion fra alle på den politiske højrefløj.

Derfor er det ærgerligt, at mangfoldighedskonsulenten nu har sagt op for anden gang, og DR bør overveje at genansætte hende, eventuelt med titlen mangfoldighedskorrespondent.

Så kan man placere hende sammen med de andre indlandskorrespondenter på vejene omkring DR-byen og stille om til hende i ny og næ med ordet ’mangfoldighedskorrespondent’ skrevet med stort nederst på skærmen.

7) Kopier ASH-modellen

Berlingskes Anne Sophia Hermansen har haft stor succes med at samle et hold af højreorienterede debattører, som benytter enhver lejlighed til at skrive forudsigelige og skingre tekster, som får venstrefløjen til at klikke, læse, blive rasende og dele på de sociale medier.

Hvorfor ikke kopiere ideen, men bare på venstrefløjen? Giv Carsten Jensen en sjov titel og en million om året for at samle et hold fuld af skarpe meninger. Det er den perfekte måde at få Dansk Folkeparti til at se rødt.

8) Lav endnu dårligere lyd på dramaserierne

Især gamle seere klager ivrigt over, at de ikke kan høre, hvad skuespillerne i DR’s dramasatsninger siger. Man kan man relativ nemt gøre disse mennesker endnu mere sure ved at skrue 7 procent ned for lyden – og eventuelt indsætte flere forstyrrende baggrundslyde. Samtidig kan man instruere skuespillere i fremtidige serier i at snøvle mere og snakke endnu lavere.

9) Skab et nyt ledelseslag
iBureauet/Mia Mottelson

DR er berømt for sine mange ledelseslag og forvirrende strukturer, hvor der findes hele afdelinger, som ingen helt ved, hvad laver.

Sætter man et ekstra og vellønnet ledelseslag ind mellem generaldirektøren og DR Medier, vil man relativt let kunne øge både bureaukratiet og omkostningerne markant.

Den nye enhed af syv-otte undergeneraldirektører vil så have til opgave at få mediekonsulenter til at informere områdedirektører – og souschefer – om nye strategier, som disse så har ansvaret for at få fagredaktørerne til at adoptere og videregive til de daglige ledere af redaktionerne, som står for den endelige implementering på medarbejderniveau.

10) Husk EU

Satsningen Historien om Danmark er en af de få DR-succeser i nyere tid,
men konceptet kan med få justeringer blive en solid tabersag.

Skift Lars Mikkelsen ud med Thomas Blachman, som alligevel ikke længere skal lave X Factor, og lad serien skifte navn til Historien om EU. Programmet skal være elitært og storbycentreret. Væk med detaljerne om de danske provinsområders historie – ind med de store tanker om vores fælles europæiske kulturfundament.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er der nogen der synes at denne artikel er sjov? Og hvis det er muligt at begrunde, hvorfor eller hvordan?

John Liebach, Mikkel Kristensen, Jørn Andersen, Marie E. Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Der er ofte og alt andet lige et element af komik, når nogen fucker up, næsten lige meget hvordan. Selv Hitler blev latterliggjort i sin tid. Men man kan selvfølgelig altid diskutere om det er uetisk, i den foreliggende situation, ikke mindst på baggrund af institutionens egne dispositioner. Hvilket også er lige præcis det artiklen handler om. Nogle gange er satire den eneste udvej, når det groteske tager overhånd og man behøver man jo ikke læse artiklen, hvis man ikke vil. Endelig kan man også benytte humor til at teste hvor alvorligt noget er. Hvis artiklen ikke falder sjov ud, så er det ret så alvorligt.

Jørn Andersen, Michael Hullevad, søren ploug, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Carl Bak Pedersen, Lars Jørgen Hansen, Susanne Andersen, Klaus Vink Slott, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

jeg synes, det var lidt sjovt, men ikke sjovt nok - satire kræver luftkasteller for at være morsom, det er simpelthen for petit og let fantasiløst. Vi kommer længst med 9eren, der med fordel kunne have været beskrevet med større detaljeringsgrad og flere groteske elementer, kalkeret løseligt over historier, folk faktisk kender.
Jeg glæder mig over, at der til gengæld endelig synes at være blik for, hvor dårligt det faktisk står til i DR med at levere ægte public service til den danske offentlighed. Måske kommer der faktisk et skfite.
Og så er afsnittet om genudsendelser da foregrebet af DR, der både fornylig har sendt BRYGGEREN og for tiden er i gang med GØNGEHØVDINGEN.

Arne Albatros Olsen, John Liebach, Jørn Andersen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- til trods for at der jo aldrig har været dårligere belæg for at genudsende nogetsomhelst, eftersom det kan ses 24/7/365 på dr.dk/bonanza.

Marie E. Rasmussen

Er det virkeligt i Informations interesse at tale den eneste Public Service kanal ned. I skulle hellere finde ud af hvorfor Dansk folkeparti vil amputeres danmarks Radio.Fjern den politisk udpegede bestyrelse og få ansat en professionel bestyrelse og en ny ledelse..

Torben Lindegaard

@Kristian Villesen

Kr. 1.0 mio p.a. til Carsten Jensen !!
Det er jo håndører i det foretagende -
og vi har allerede vænnet os til det niveau af licenssvineri.

Hyren skal op på mindst det dobbelte for at gang i forargelsen -
og med en gedigen aftrædelsesordning, så han får et par millioner med sig ud ad døren igen.