Læsetid 4 min.

’Hurra, de var bare banditter og ikke mafiosi!’

I juli faldt der dom i den største sag om mafia i Rom nogensinde. De sigtede fik lange fængselsstraffe, men der er ifølge retten ikke ført bevis for, at de udgør en mafiaorganisation. Det har udløst en debat om loven mod mafiakriminalitet
Retten i Rom vurderede, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for anklagemyndighedens påstand om, at de 46 sigtede i sagen, der bliver kaldt Mafia Capitale, udgør en romersk mafia

Retten i Rom vurderede, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for anklagemyndighedens påstand om, at de 46 sigtede i sagen, der bliver kaldt Mafia Capitale, udgør en romersk mafia

Massimo Percossi
12. august 2017

Det er usædvanligt, at en dom på 20 års fængsel bliver betragtet som en slags rehabilitering af den sigtede. Men sådan bliver dommen ved første retsinstans i den største mafiasag i Rom i årtier opfattet.

Retten vurderede nemlig, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for anklagemyndighedens påstand om, at de 46 sigtede i sagen, der bliver kaldt Mafia Capitale, udgør en romersk mafia. Det har udløst en debat i Italien om, hvad der skal til for at blive dømt for mafiavirksomhed.

Ifølge journalisten og forfatteren Roberto Saviano, der i mere end 10 år har levet under politibeskyttelse som følge af trusler fra den napolitanske mafia, La Camorra, skal man nok især tale en syditaliensk dialekt:

»Hvis de taler romersk dialekt, er det blot almindelige røverbander, selv om deres kriminelle aktivitet er baseret på våbenbesiddelse, intimidering, kontrol over territoriet, afpresning og tavshedslove,« skriver han i ugemagasinet L’Espresso.

Sagen begyndte med en række anholdelser i 2014, der kastede lys over et større kriminelt netværk – eller flere overlappende netværk – i hovedstaden med den 59-årige nyfascist Massimo Carminati som omdrejningspunkt.

Gennem bestikkelse, trusler og andre klassiske mafiametoder var Carminati og hans forbundsfæller, der holdt diskrete møder på en bænk ved en benzintank på hovedvejen Corso Francia, indblandet i alt fra forretninger omkring den statskontrollerede forsvarskoncern Finmeccanica, offentlig transport og flygtningemodtagelse til salg af is i Roms bedste kvarterer. Retssagen har klarlagt, at adskillige lokalpolitikere og embedsmænd var på Carminatis lønningsliste.

Men selv om han fik 20 år for en række forhold, var det ifølge retten ikke en mafia:

»Det er en latterlig, lille sag, der vil gå over i retshistorien som sagen om banden fra benzintanken,« udtalte Carminatis triumferende forsvarsadvokat, Giosuè Naso.

Underskastelse og tavshed

Loven om mafiasammenslutninger blev indført som politisk reaktion på mordet på politigeneralen Carlo Alberto Dalla Chiesa i 1982, efter at en lang række myndighedspersoner i Palermo og andre steder i Syditalien var blevet dræbt i årene forinden. Den blev først anvendt i sit fulde omfang ved den såkaldte maxiproces mod den sicilianske mafia og kriminaliserer selve medlemskabet, uanset om det enkelte medlem er direkte impliceret i forbrydelser eller ej.

En mafia kræver mindst tre medlemmer og skal ifølge loven have følgende karakteristika:

»En organisation er af mafiøs art, når dens medlemmer benytter sig af den intimideringskraft, der udgår fra loyalitetsforpligtelsen og den deraf følgende underkastelse og tavshedslov, til at begå forbrydelser; til på direkte eller indirekte vis at overtage eller under alle omstændigheder kontrollere økonomiske aktiviteter, bevillinger, autorisationer, licitationer eller offentlige serviceydelser; til at opnå uretmæssige indtægter eller fordele for sig selv eller andre; samt til at forhindre eller besværliggøre den frie valghandling eller skaffe stemmer til sig selv eller andre.« 

Borgerlige hovedstadsaviser som Il Foglio og Il Messaggero roser dommerne for modet til at se bort fra fortællingen om en romersk mafia, som anklagemyndigheden og medierne i fællesskab har opbygget.

L’Espresso, der først rapporterede om en romersk hjemmebagt mafia, spørger derimod, om Italiens kriminelle udvikling måske er løbet fra loven fra 1982, der blev skrevet med henblik på de traditionelle mafiaer i Syditalien. Anklagerne har angiveligt ikke formået at bevise, at Massimo Carminati har skabt den samme automatiske underkastelse i Rom, som kendetegner syditalienske samfund.

Trykket atmosfære

Sagen illustrerer dynamikken i den italienske underverden. I 1970’erne var Carminati en del af det romerske forbrydersyndikat Banda della Magliana, der skabte forbindelser mellem højrefløjsterrorisme og den sicilianske mafia.

Hans navn er blevet kædet sammen med en række skelsættende forbrydelser: Mordet på journalisten Carmine Pecorelli i 1979, mordet på den sicilianske politiker Piersanti Mattarella i 1980 og bombeattentatet på stationen i Bologna senere samme år, som kostede 85 tilfældige mennesker livet.

I juli 1999 stod han bag et spektakulært indbrud i den italienske nationalbanks underjordiske boksafdeling under en retsbygning i Rom. Ud af i alt 900 bankbokse åbnede tyvene målrettet 147. De tømte bankbokse tilhørte især dommere og advokater, og indbruddet formodes således være blevet begået med henblik på afpresning.

Ifølge journalisten Lirio Abbate fra L'Espresso, som har været udsat for trusler og et attentatforsøg, kan Carminatis »intimideringskraft måles på netop de berøvedes identitet«.

Retssagen er blevet afholdt i en trykket atmosfære. Først blev en restaurant, som tilhørte en af Carminatis formodede stråmand, brændt af som en advarsel til alle vidner. I retssalen har vidner grædt eller kastet op af frygt. Og de politikere, der er blevet indkaldt, har lidt af hukommelsestab under retsmøderne.

»Hurra, de var bare banditter og ikke mafiosi! Det var ikke andet end bagvaskelse af vores smukke, regelrette hovedstad,« skriver Il Fatto Quotidianos chefredaktør, Marco Travaglio.

»Men hvad har de politikere og journalister, der burde se på kendsgerningerne snarere end på de juridiske sondringer, egentlig at fejre?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu