Første niveau: Washington DC
Finanskrisen skyldtes først og fremmest, at den statslige kontrol med bank- og finanssektoren siden 1980’erne løbende var blevet udhulet, lød konklusionen, da The Financial Crisis Inquiry Commissions (FCIC) præsenterede sine resultater i 2011. I spidsen for »afviklingen af sikkerhedsmekanismer, der kunne have forhindret katastrofen« placerede kommissionen den forhenværende centralbankdirektør Alan Greenspan.
Greenspan er en af de fremmeste ideologer bag den frimarkedsliberalisme, der har præget amerikansk økonomi de seneste årtier. Som ung var han en del af inderkredsen omkring den ultralibertære tænker Ayn Rand, og senere spillede han en central rolle i udformningen af Ronald Reagans økonomiske program: Reaganomics.
Netop Reagan gjorde i 1987 Alan Greenspan til direktør for den amerikanske centralbank, The FED. Greenspans 19 år som centralbankdirektør var præget af fremgang og vækst i amerikansk økonomi. Nok voksede uligheden, men boligmarkedet boomede, arbejdsløsheden faldt, og aktiemarkederne slog rekorder, og i 1990’erne hyldede både republikanere og demokrater Greenspan som The Maestro.
I 2007, året efter hans fratræden, begyndte Alan Greenspans status som økonomisk orakel imidlertid at slå revner.
Maestroen havde taget fejl.
Han havde konsekvent afvist, at en boligboble var undervejs, og i begyndelsen af 00’erne sænkede han sågar renten til 1 procent og satte dermed yderligere fart under det allerede overophedede amerikanske boligmarked.
Ved adskillige lejligheder var Alan Greenspan blevet advaret om nye risikable lån, men han afviste advarslerne og opfordrede direkte amerikanske forbrugere til at benytte sig af dem. Greenspan blev dermed et symbol på fejlslagen deregulering og Washingtons blinde tillid til Wall Street.
Efterspil
Greenspan erkendte under en senatshøring i 2008, at han havde overvurderet markedets evne til at regulere sig selv. I et interview med AP i 2013 sagde han: »Begik jeg fejl? Naturligvis, men jeg synes vores overordnede track record er god.«
Kort efter, han forlod FED, stiftede han firmaet Greenspan Associates LLC og har siden da arbejdet for en række finansselskaber.
Er i dag 92 år gammel, men fortsat aktiv i den økonomiske debat. I foråret opfordrede han den amerikanske kongres til at afvikle reguleringerne i reformen The Dodd Frank Bill, der blev gennemført under krisen.
I Bill Clintons anden præsidentperiode blev flere af de mest omfattende dereguleringer af finanssektoren gennemført. Lawrence Summers var som først vicefinansminister og siden finansminister i regeringen blandt Clintons væsentligste rådgivere i den økonomiske politik.
I 1997 slog et reguleringsorgan alarm og opfordrede den amerikanske regering til at gribe ind og regulere den stadigt mere udbredte handel med derivater.
Derivater er en fællesbetegnelse for en række avancerede finansielle produkter, der eksempelvis gør det muligt at investere i, at bestemte aktier vil falde, spekulere i, om en samling af 8000 boliglån bliver en god forrentning, eller forsikre egen eller andres investeringer.
Storspekulanten Warren Buffet har engang beskrevet derivater som »økonomiske masseødelæggelsesvåben«.
Handlen med derivater – i særdeleshed spekulation i store samlinger af tvivlsomme dårlige lån, som blev pumpet op i pris af investeringsbanker, kreditvurderingsinstitutter og risikovillige spekulanter – bidrog ifølge FCIC i »betydelig grad« til krisen.
Men Lawrence Summers modsatte sig, at derivater blev reguleret. Det ville »kaste en regulatorisk skygge over et ellers blomstrende marked«, sagde han.
I 2011 beklagede Bill Clinton, at han var blevet »rådgivet forkert« i spørgsmålet om derivater.
Sidenhen var Lawrence Summers en af arkitekterne bag afviklingen af dele af Glass-Steagall – en lov, Franklin D. Roosevelt gennemførte i 1933 for at undgå en gentagelse af krakket i 1929. Afviklingen af Glass-Steagall førte til store fusioner i finansverdenen med det resultat, at mange finansselskaber ifølge kritikere blev too big to fail. Og det gjorde det muligt for investeringsbankerne at omdanne almindelige menneskers boliglån til risikable investeringsobjekter.
I 2009 gjorde Barack Obama Lawrence Summers til chef for The National Economic Council, den amerikanske præsidents væsentligste rådgivningsorgan på det økonomiske område.
Efterspil
Summers har konsekvent nægtet, at han bærer et ansvar for krisen.
Siden han stoppede som rådgiver for Obama i 2010, har han blandt andet arbejdet som konsulent for investeringsbanken Citibank.
I dag er han professor i økonomi på Harvard.
Andet niveau: Wall Street
Grådige børsmæglere og skruppelløse bankdirektører i habit og bred slipseknude er mange menneskers billede på finanskrisens største slyngler. Og det er ikke tilfældigt. Den amerikanske regerings undersøgelseskommission, FCIC, konkluderer, at »mangelfuld ledelse og risikohåndtering i væsentlige finansinstitutioner« og et »systematisk virskomhedsetisk kollaps« var centrale årsager til finanskrisen.
Eller som den demokratiske senator Carl Levin, der ledede Senatets undersøgelse af krisen, formulerede det: »Der blev bygget et transportbælte, der fodrede giftige lån ind finanssystemet.«
Virksomheden Countrywide var blandt de låneudbydere, der sørgede for, at transportbåndet var fyldt med lån. Med stifter og direktør Angelo Mozilo ved roret havde banken specialiseret sig i aggressiv markedsføring af særligt risikable typer lån. Amerikanere, der var ude af stand til at stille sikkerhed, blev foreslået et subprime-lån, hvor den forventede prisstigning i den bolig, låntageren lånte til, udgjorde selve sikkerheden for lånet. Amerikanere med lav indkomst blev opfordret til at optage et pay option-lån, der var afdragsfrit den første håndfuld år.
»Der bør findes typer af boliglån til alle amerikanere,« lød Angelo Mozilos mantra.
I begyndelsen af 00’erne indledte Countrywide et program, som medarbejderne kort og godt omtalte The Hustle.
Det gik i grove træk ud på at sløre lånenes ringe kvalitet og efterfølgende sælge dem videre til investeringsbankerne på Wall Street, der lå et trin højere oppe af stigen.
Investeringsbanker som Citibank og Goldman Sachs bundtede så tusinder af disse lån sammen til bestemte typer derivater, Mortgage Backed Securities (MBS).
Bagefter gik de til kreditvurderingsbureauer som Moodys eller S&P, der ofte gav MBS’erne den højeste kreditvurdering, AAA, hvorefter de med troværdighed kunne opfordre deres kunder til at spekulere i, at lånene ville blive en god forretning.
På den måde blev tusindvis af fattige amerikaneres tvivlsomme lån gjort til attraktive investeringsobjekter på Wall Street.
Systemet fungerede, så længe boligpriserne blev ved med at stige, og pengene væltede ind hos både Countrywide, investeringsbanker, kreditvurderingsbureauer og spekulanter.
Ingen profiterede mere på handlen med boliglånsbaserede derivater end investeringsbankerne på Wall Street. Og det er veldokumenteret, at de i mange tilfælde udmærket vidste, at MBS’erne grundlæggende var værdiløse.
Undersøgelserne i Kongressen har frembragt e-mails og telefonsamtaler, hvor medarbejdere i investeringsbanker omtaler MBS’er og andre derivater som »junk« eller »bunker af lort«, alt imens de opfordrer kunder til at investere i dem.
Efterspil
Om sit påståede ansvar for krisen har Mozilo udtalt følgende: »Nej, nej, nej, nej. Vi gjorde ikke noget forkert. Hverken Countrywide eller Mozilo forårsagede nogle af de her problemer,« sagde han til tv-stationen Bloomberg i 2014.
Mozilo er den mest prominente finansmand, som myndigheder har forsøgt at holde personligt ansvarlig. I 2010 måtte han betale 67,5 millioner dollars i bøde, men det har ikke været muligt at rejse en straffesag. Siden 2008 har han holdt sig fra finanssektoren, men nåede at tjene godt 500 millioner dollars mellem 2000 og 2008.
I Senatets rapport om finanskrisen fra 2011, den såkaldte Levin Rapport, bliver ingen investeringsbank kritiseret i så skarpe vendinger som Goldman Sachs.
Dengang nægtede han, at Goldman Sachs i 2007 havde investeret et milliardbeløb i, at det amerikanske boligmarked ville krakke, og samtidig rådgivet kunder til at investere i ejendomsmarkedet og MBS’er.
Anklagen viste sig senere at være sand.
Da boligboblen var bristet, finansmarkederne imploderede, og bankens egne kunder blødte penge, tjente Goldman Sachs stadig milliarder.
I 2008 lød overskuddet på over fire milliarder kroner, og i 2009 satte banken rekord med en profit på over 13 milliarder kroner.
Sidenhen har den amerikanske stat ført en række civile søgsmål mod Goldman Sachs, og banken har måtte indgå forlig til en værdi af milliarder af dollar. Senest i 2016 indgik banken et forlig på fem milliarder dollar for at have forsikret kunder om, at MBS’er var sunde investeringer, velvidende, at det var løgn.
Efterspil
»Dette er den værste dag i mit professionelle liv,« sagde Lloyd Blankfein, da Goldman Sachs første gang fik en milliardbøde for ugerninger begået op til krisen. Han har siden undskyldt for, at banken deltog i forretninger, der var »åbenlyst forkerte« og erklæret, at han ville ønske, banken ikke havde handlet med bestemte typer komplekse MBS’er i 2005 og 2006.
På grund af Goldman Sachs’ store overskud i kriseårene blev Lloyd Blankfein i 2009 kåret til ’Person of the Year’ af avisen Financial Times, der hyldede ham for at have »navigeret gennem krisen bedre end nogen anden«. Er fortsat chef for Goldman Sachs og tjente 23 millioner dollars i 2016.
Tredje niveau: Main Street
Mens det ikke er lykkedes at retsforfølge cheferne fra de store Wall Street-firmaer, har mellem 30 og 40 bankmænd modtaget fængselsdomme siden finanskrisen. Lang
En af de få undtagelser er Kareem Serageldin, der havde en stilling i direktionen hos investeringsbanken Credit Suisse.
I 2013 erklærede han sig skyldig i bogføringssvindel begået i 2007.
Kareem Serageldin og to af hans underordnede pumpede værdien af visse af bankens obligationer og boliglån kunstigt op.
Det udløste en bonus på godt fem millioner dollar til Kareem Serageldin selv og bidrog til at maskere, hvor slem en tilstand Credit Suisse stod i umiddelbart efter krisen.
Kareem Serageldin var »en lille brik i et samlet set ondt klima i banken, og i mange andre banker,« udtalte dommeren i sagen.
Efterspil
Serageldin har tilstået alle anklager. »Jeg begik en klar fejl, og det tager jeg det fulde ansvar for,« sagde han efter dommen. Kareem Serageldin har understreget, at han ikke er tvivl om, at den type af regnskabsfifleri, han begik, har været udbredt praksis i mange banker efter krisen.
Serageldin fik i 2013 en dom på 30 måneders ubetinget fængsel med yderligere to års samfundstjeneste efter sin løsladelse. Inden afsoning erklærede Kareem Serageldin, at han ville bruge tiden på at løse matematikopgaver og studere økonomi.
I 2002 var Lee Farkas bestyrelsesformand i Taylor, Bean & Whitaker (TBW), en mellemstor låneudbyder med base i Ocala, Florida – langt fra Wall Street.
I dag afsoner han en dom på 30 år for svindel for tre milliarder dollar.
En række dårlige handler fik ham til at lave store overtræk på firmaets konto i Colonial Bank. Og i erkendelse af, at TBW ikke var i stand til at dække overtrækkene, gik en lille håndfuld chefer i Colonial Bank med til, at banken hver aften overførte penge til TBW’s konto, der dækkedede underskuddene.
På den måde fremstod TBW som et firma, der stadig kunne betale sin gæld, og Colonial undgik at erkende tabet.
Da den usynlige gæld var vokset til 100 millioner dollar, udtænkte Lee Farkas og cheferne i Colonial Bank et svindelnummer. TBW ville sælge værdiløse boliglån, der allerede var blevet solgt en gang, til Colonial Bank.
De fem følgende år solgte Lee Farkas og TBW værdiløse boliglån for mere end en milliard dollar til Colonial Bank, der opgjorde dem som reelle aktiver.
Lee Farkas’ og Colonial Banks fidus kunne kun fortsætte, så længe boligpriserne steg, og i 2007 gik det ikke længere. Colonial Banks konkurs er det sjette største bankkrak i amerikansk historie.
Efterspil
»Dengang mente jeg ikke, at jeg begik en forbrydelse, og i dag mener jeg stadig ikke, at jeg har gjort noget ulovligt,« sagde Farkas under sin retssag.
Farkas blev idømt 30 års ubetinget fængsel. Står til at blive løsladt i 2041, hvor han vil være 88 år.
I 2014 kunne Wall Street Journal berette, at Lee Farkas er ensom og deprimeret i fængslet. »Man er ikke rigtig i live herinde. Man er en zombie, en krop, der går, spiser, sover og bliver råbt af,« sagde han til avisen.
Hvorfor er flere ikke blevet straffet?
Professor Samuel W. Buell, professor ved Duke University, forklarer her, hvorfor Washington DC og Wall Street er gået fri, mens Main Street ikke er.
Buell var chefanklager i sagen om energiselskabet Enron – en af USA’s ti største virksomheder, der i 2001 gik konkurs som følge af omfattende regnskabssvindel. Sagen endte med meget lange fængselsdomme til Enrons topchefer. Buell udgav i 2016 bogen ’Capital Offenses: Business Crime and Punishment in America’s Corporate Age’.
Washington DC:
»Elendig politik er ikke en forbrydelse. Kun i tilfælde af forfatningsbrud eller korruption kan personer med politisk myndighed straffes for politiske beslutninger – uanset hvor skadelige eller hensynsløse de beslutninger er. I et demokrati er det vælgernes rolle at straffe dårlig politik.«
Wall Street:
»Når det gælder eksempelvis handlen med derivater, må man forstå, at det grundlæggende er noget, investeringsbanker vædder på. Og i et væddemål er der per definition uenighed om, hvad resultatet vil blive. Derfor er det enormt svært at holde investeringsbankmænd, der har medvirket i eller opfordret til elendige væddemål, ansvarlige. Og intet tyder på, at det har en afskrækkende, præventiv effekt på industrien at straffe topledelse. Det gjorde vi med Enron, og Wall Street fortsatte ufortrødent. Lærte de noget af Enron-sagen, var det at dække deres spor.«
Main Street:
»Når man gennemgår vraget efter en katastrofe som finanskrisen, vil man altid finde nogle mennesker, der ikke har dækket deres spor – inkriminerende e-mails og lignende. Dem kan man retsforfølge for decideret svindel. Det er altså også præget af en vis grad af tilfældighed, hvem der bliver stillet for retten, og hvem der ikke gør. Det er ikke altid retfærdigt, det har kritikerne ret i.
Men generelt er det iøjnefaldende, hvor få der er blevet retsforfulgt. Det viser, hvor svært det er føre sager mod white collar-kriminelle. Der kan være sager, hvor bevismaterialet virker åbenlyst inkriminerende, men stadig ikke er juridisk tilstrækkeligt. Gjorde han blot sit arbejde? Var der intention? Det er nemt at konkludere, at noget er moralsk forkasteligt, men svindel er en specifik anklage, der skal bevises konkret og ’ud over enhver rimelig tvivl’.«
Artiklen er blevet til på baggrund af artikler i Economist, The New Yorker, Forbes, The New York Times, The Atlantic m.fl. samt samtaler med økonom Christen Sørensen og bankdirektør Lars Pehrson.
Ti år i finanskrisens skygge
Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.
I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.
Seneste artikler
Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre
9. september 2017Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of CambridgeFinanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer
2. september 2017Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste kriseFinanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed
29. august 2017Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Jeg håber, at danske politikere og interessenter får samme omgang for deres uforsvarlige politik igennem små 30 år.
Kunne Information ikke også interessere sig for det danske Finanstilsyns ansvar for Finanskrisens omfang i DK?
Bankfolk fortæller, at der ikke var nogen kontrol før krisen.
Den kapitalistiske verdensorden kalder på kontinuerlig krise; uden kriser kan kapitalen ikke formere sig tilstrækkeligt eksplosivt og tilfredsstille det evige krav om øget merværdi og profit. Når man taler om regulering er der således kun intention om at begrænse krisernes omfang og dybde - ikke at eliminere dem. Og da kriserne ofte er spekulationskriser, altså udløst af (til tider intentionel) overophedning i (visse sektorer af) den kapitalistiske økonomi, er der altid stater, dvs. samfundsøkonomier, og mange små privatøkonomier, som betaler for oprydningen efter at spekulanter har indtjeningsoptimeret, som det også kaldes.
At udpege bestemte institutioner og personer som ansvarlige for finanskrisen kan måske nok give en vis mening, men det er lidt at pisse i bukserne, så længe at de grundlæggende, strukturelle forhold (den kapitalistiske samfundsøkonomi og verdensorden) forbliver uantastede.
Steffen Gliese skrev: Jeg håber, at danske politikere og interessenter får samme omgang for deres uforsvarlige politik igennem små 30 år.
Dvs. du håber på, at ingen bliver dømt for uforsvarlig omgang med det offentliges penge?
For det er nu engang sådan, at det ikke er ulovligt at træffe beslutninger i Folketinget, der måske fører til økonomiske tab, Steffen.
Ansvarlige partier kunne i så fald blive dømt ulovlige - og de uansvarlige ville så blive sat til at regere landet.
Og hvad så - det er jo skruen uden ende?
Jens Pedersen gør det ikke bedre med sit Den kapitalistiske verdensorden kalder på kontinuerlig krise
Som om nogen spekulerede i kriser - bortset måske fra våbenindustrien. Men da næppe alle de øvrige brancher, der trives bedst i lyst solskin.
Hvad med dig selv, har du ikke en pensionsopsparing, hvor du håber på, at den forrentes rimelig godt, så værdien øges år for år til du går på pension?
Eller vil du hellere have en statslig pension baseret på de skatter, du betaler gennem årene?
Jeg kender kun til 2 kriser - den i 1929 og så den sidste i 2008. Da man ikke havde den nødvendige regulering fra Statens side, så skete der dramatiske ting, hvor folk tabte store værdier i løbet af et snuptag.
Mon ikke man har stoppet hullerne fra de to kriser?
Selvom jeg erkender, at en dynamisk og åben økonomi næppe er 100% sikker. Men vil du hellere have en kommunistisk planøkonomi, der vakler stille og roligt og ikke giver gevinst for alle?
Hans Jørgen Storgaard: Har du - og alle jer andre - helt glemt den krise, den svenske økonomi var i fra starten af 1990erne og nogle år frem. Spekulanter spekulerede på, at den svenske krones værdi ville falde - og det gjorde de så godt, at Sverige blev tvunget til at devaluere sin krone, altså gøre den svenske krone mindre værd overfor udlandet.
Hertil kom den kreditkrise, den bank-krise, og den bolig-krise, der opstod i Sydøstasien fra 1991 til 1996 sådan cirka. Og som i hvert fald Japan aldrig nogensinde har rejst sig fra. IMF's og Verdensbankens medicin (hvis man kan kalde den for det?) var stort set altid den samme: offentlige nedskæringer, udsalg af havne, lufthavne mm. og mv. især til store, globale, amerikanske selskaber.
Og i 1987 var den også en økonomisk krise....
"Ingen profiterede mere på handlen med boliglånsbaserede derivater end investeringsbankerne på Wall Street. Og det er veldokumenteret, at de i mange tilfælde udmærket vidste, at MBS’erne grundlæggende var værdiløse."
Ifølge den amerikanske økonom James Galbraith (The End of Normal) er sådanne transaktioner ulovlige i USA. De amerikanske tilsynsmyndigheder, så den anden vej, og de politikere hvis kampagner var finansieret af Wall St., havde ingen interesse i, at trænge til bunds i ulovlighederne.
For ikke at tale George Soros der tjente en formue (1.1 mia.) på at spekulere mod det engelske pund i 1992 og hvor Bank of England blev tvunget til at devaluere deres valuta og træde ud af det europæiske valutasamarbejde. Men det er nok gået eb vis storgårds næse forbi.
Der er stort behov for at de hjemlige pinger i finansverden hænges til tørre. Hvem gjorde hvad, og hvordan, og i hvilket omfang lukkede politikerne øjnene for det der skete. Fx. kæmpede Lene Espersen imod, at der skulle indtræde offentlige udpegede personer i bankernes bestyrelser som modydelse for de favorable statsstøtteordninger. Hun mente, at den slags smagte af Nordkorea. Nogle af de ansvarlige vandrede fra jobs i Finanstilsynet og over til bankerne - og omvendt? Sammenspistheden var og er stor, og selv om nogle af de ansvarlige nu ikke længere sidder i fx. Folketinget, så skal de ikke unddrage sig deres medansvar.