Baggrund
Læsetid: 4 min.

Hvid mand i identitetsvakuum

I lyset af den stadigt mere reaktionære politisering af den hvide mands identitet frygter jeg, at jeg er ved at blive en ’selvhadende hvid mand’
Moderne Tider
19. august 2017

Jeg er en hvid mand. Derfor burde jeg om nogen vide, hvordan det opleves at være en hvid mand – men det er faktisk overraskende svært at sætte ord på.

Jeg tror, at grunden hertil er, at en hvid mand kun gradvist i de senere år er begyndt at være noget, man er. Den hvide mand er blevet en identitet på lige fod med andre identiteter i en tid, der går forfærdeligt meget op i identiteter, og det er den hvide mand slet ikke vant til.

Dette har historiske grunde.

Da den tyske filosof Immanuel Kant forfattede sin indflydelsesrige racelære – blandt andet udformet i det lille skrift Von den verschiedenen Racen der Menschen fra 1775 – rangordnede han de forskellige menneskeracer efter et illustrativt princip.

Det princip tog udgangspunk i idéen om, at menneskearten engang havde en oprindelig fysisk fremtrædelsesform, og at de forskellige menneskeracer kan rangordnes alt efter, om de gennem tilpasning til klima og geografi i større eller mindre grad har afveget fra denne oprindelige form.

Øverst rangerer den hvide race; dernæst den hunniske (eller mongolske) race; herefter den negroide race; og på sidstepladsen den hinduistiske race.

Det bemærkelsesværdige ved Kants princip er netop, at den hvide races særkende er givet ved dens artsmæssige primordialitet: Den hvide race er den oprindelige grundstamme og dermed udgangspunktet for de andre racer, der differentierer sig fra den oprindelige hvide race.

På tværs af dette racehierarki har manden gennem hele menneskes artshistorie nydt et kønsprimat over kvinden – et primat, der kommer til mytisk udtryk i vores egen skabelsesberetning, hvor kvinden skabes ud af mandens kød. Som John Lennon og Yoko Ono synger med rasende indignation: »Woman is the nigger of the world«.

Med Simone de Beauvoirs berømte ord er kvinden mandens »Anden«. Manden er det menneskelige subjekt, og kvinden er givet ved sine mangler, sin manglende menneskelighed.

Politiseringen af den hvide mand

Den hvide mand har altså historisk nydt godt af et race- og kønsmæssigt primat, der grundlæggende har velsignet den hvide mand med en selvbevidsthed som det universelle menneske, som andre sociale kategorier betragtes som afvigelser fra. Dette udgangspunkt har historisk givet den hvide mand et naturligt monopol på andre universelle kategorier som fornuft, logik og moralsk ansvarlighed.

Som universelt menneske har den hvide mand dog slet ikke haft en identitet, fordi en identitet altid er partikulær. Identitet har i den hvide mands øjne været noget, partikulære grupper af ikkehvide mænd har haft, hvis han eller de selv har været i stand til at artikulere den. Det har kvindebevægelsen, den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og mange indvandrere i de vesteuropæiske samfund i dag.

Netop kvinders, sortes og indvandreres kamp for frigørelse fra det hvide patriarkats overherredømme har på afgørende vis bidraget til at bevidstgøre den hvide mand om sin egen partikularitet gennem en politisering af såvel deres egen som den hvide mands identitet.

Dette har for mange hvide mænd været en ganske smertefuld proces, fordi den hvide mand pludselig intuitivt indser, at han befinder sig i et identitetsvakuum; i et samfund, hvor identitetsmæssig selvbevidsthed er i stadigt højere kurs.

Hadske udfald

Når den hvide mand i dag forsøger at udfylde det identitetsvakuum, så griber han ud efter de universelle kategorier, han før var vant til at nyde et monopol på.

Ifølge denne forestilling er den hvide mand kendetegnet ved at være fornuftig, logisk tænkende og moralsk ansvarlig, mens de ’Andre’ er i deres følelsers vold, irrationelt tænkende, postfaktuelle og opslugte af partikulære identitetspolitiske gruppeinteresser.

Denne figur findes især hos de rabiate højrekræfter, der i stigende grad weaponizer den hvide mands identitet i en reaktionær kontrarevolution mod forrige årtiers progressive landvindinger. Hvide mænd raser over ’feminiseringen’ og ’multikulturaliseringen’ af samfundet, og de har fået en identitetspolitisk korsfarer i Donald Trump, der svælger i selvofferliggørelse, patriarkalsk machismo og hadske udfald mod minoriteter, kvinder og den politiske korrekthed.

Selv alt-right-aktivisterne ved forrige weekends Unite the Right-demonstration i Charlottesville, Virginia – der inkluderede et neonazistisk terrorangreb mod ikkevoldelige moddemonstranter – svøbte deres fascistiske budskaber i universel rettighedsretorik og krav om en »rationel diskussion«.

Disse lutter hvide mænds kamp for at fastholde fortidens race- og kønsprimat kunne dog ikke have været udtrykt tydeligere end i de ord, de messede under deres fascistiske fakkeloptog: »You will not replace us!«

Man har før brugt udtrykket ’selvhadende jøde’ om jøder, der har internaliseret antisemitiske kognitive skemaer. I lyset af den stadigt mere reaktionære politisering af den hvide mands identitet frygter jeg, at jeg er ved at blive en ’selvhadende hvid mand’. Ikke mindst fordi jeg stædigt vil insistere på, at universelle kategorier som fornuft, logik og moral hverken kan eller bør tages som gidsel i et partikulært forsvar for fortidens illegitime race- og kønsprimat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Ifølge denne forestilling er den hvide mand kendetegnet ved at være fornuftig, logisk tænkende og moralsk ansvarlig, mens de ’Andre’ er i deres følelsers vold, irrationelt tænkende, postfaktuelle og opslugte af partikulære identitetspolitiske gruppeinteresser'.
Det er ikke nogen forestilling. Rationelle kulturer - og den deraf kommende afsmitninger på samfund og politik, er forbundet med de tempererede zoner hvor der har skullet 'overvintres'. Og mindre solbrændte gener over tid. End of story. Lev med det.

Christian de Thurah

I den victorianske periode var det at tale om racer helt naturligt, mens sex var et tabu. I dag er det omvendt. Bigotteri med omvendt fortegn?

Torsten Jacobsen

Man har før brugt udtrykket ’selvhadende jøde’ om jøder, der har internaliseret antisemitiske kognitive skemaer. I lyset af den stadigt mere reaktionære politisering af den hvide mands identitet frygter jeg, at jeg er ved at blive en ’selvhadende hvid mand’. Ikke mindst fordi jeg stædigt vil insistere på, at universelle kategorier som fornuft, logik og moral hverken kan eller bør tages som gidsel i et partikulært forsvar for fortidens illegitime race- og kønsprimat.

Den 'selvhadende hvide mand' er ikke et produkt af den stadig mere skingre 'progressive identitetspolitiske' falanks' fremfærd. Snarere er der tale om en allerede eksisterende identitetskrise, som blot forstærkes under presset fra de såkaldt progressives fremfærd.

Det er 'markedet' og 'kapitalismen' som har ladt 'den hvide mand' stikken: Sørgeligt overladt til fast ligegyldigt arbejde, toastbrød, internet-porno, og så billig-rejser til tyrkiet, costa del sol eller Tinder. Det er i sig selv til at leve med - hvem tør i og for sig vove at drømme om mere?

Men så kommer de! Alle de der universitetsuddannede bedrevidende idioter: Gerne er de ikke en dag over 30, og har derfor endnu ikke haft en chance for at aftjene blot en smule af deres samfundsmæssige værnepligt. Ej heller har de haft chancen for at tænke en selvstændig tanke, thi de er stadig fuldstændig fyldt op af den udenadslære, som en eller anden tilfældig lektor i 'sociologisk albetydning' har brugt de sidste fem år på at udstoppe deres stakkels hoveder med. Og jo, de kommer med gevaldige vingeslag. Det skal man da lige love for. Al ungdommens brændende lidenskab og mangel på moderation: Slynger om sig med begreber de ikke forstår, årsagskæder de ikke kan aflæse, og først og fremmest fordømmelse! Fordømmelse af den i forvejen 'selvhadende hvide mand', som i reaktion - og ganske naturligt - Kommer til at hade endnu mere.

Problemet med had er, at det er ganske ulideligt: I små doser, som det normalt doseres i selvhadet, er det næsten til at holde ud. Men spyttes der benzin på flammerne af ulideligt selvhøjtidelige 'nobodies', uden blik for egne privilegier, så kan selv det sundeste selvhad eksplodere i en absolut og altopslugende foragt.

'Den selvhadende hvide mand' er ét skridt fra psykopatien. Føler man sig som hvid mand presset derud, er det på tide at sige fra:

Farvel til latterlige forestillinger om kønnets værd i sig selv
Farvel til latterlige forestillinger om racens værd i sig selv

God Dag til en forestilling om menneskets ukrænkelige værdighed, i kraft af kendskabet til ethvert menneskes evige potentiale.

God Dag til en forestilling om respekt som funktion af handling og ikke af væren. At være en 'selvhadende hvid mand' kalder lige så lidt på respekt som det at være en 'transseksuel' eller en kulsort afrikaner: Respekt er en funktion af handling i en social kontekst. Hverken mere eller mindre!

Torsten Jacobsen

Sludder!

*Respekt burde være en funktion af handling i en social kontekst. Hverken mere eller mindre!