Et liv er forbi: Den stoiske stationsmester

»Vent bare til far kommer hjem.«

Sådan sagde Erna Schmidt indimellem til sine børn, hvis de havde været uartige hjemme i Gørding i 1960’erne. Og så vidste de, at de intet havde at frygte.

For deres far, stationsmesteren Bendt Schmidt, kunne man ikke skræmme nogen med. Ikke engang børn. Med få undtagelser skældte han aldrig ud. Bendt Schmidt var en ualmindelig rolig mand, som altid forsøgte at handle ud fra fornuft frem for følelser.

Mere end 40 år ved statsbanerne

Han blev født i 1926 og voksede op på Vejle-egnen som et af fire børn – faderen var teglværksarbejder og moderen syerske. Begge forældre læste meget, men selv om deres eneste søn var kvik og nysgerrig, var der ikke råd til en uddannelse.

Først var han ude at tjene på forskellige gårde, og siden fik han en læreplads som kommis i Hee i Vestjylland. Han brugte dog mere tid på Hee Station end i brugsforeningen og endte med at få arbejde i den lille røde stationsbygning.

Det var også i Hee, at han traf den jævnaldrende Erna Hulmose. Hun tog initiativet, for i modsætning til den den introverte stationsarbejder var Erna talende og livlig. Parret blev gift i 1949, og året efter kom det første barn. Samtidig blev Bendt Schmidt ansat ved DSB i Vejle – en livsbane med mere end 40 år ved statsbanerne var udstukket.

I 1957 slog parret sig ned i Gørding ved Esbjerg med deres tre børn, og Bendt Schmidt arbejdede på både Bramming og Gørding Station. Logistikken og præcisionen i jernbanedrift tiltalte ham, og han kunne navnene på alle stationer i Danmark og også de fleste togtider udenad. Erna Schmidt gik hjemme, og hvis han kunne nå det mellem to tog, kom han cyklende hjem i frokostpausen for at spise kød, kartofler, sovs og solbærmarmelade. Altid iklædt sin mørke DSB-uniform.

Han tav, og hun talte

Selv om Bendt Schmidt gennem årene spillede både bordtennis, billard og golf, blev bridge hans livs interesse, og han spillede frem til få måneder før sin død. Han var stormester og en periode formand for Bramming Bridgeklub, ligesom han underviste og læste bøger om bridge. Gennem Jernbaneforbundet fik han mulighed for at deltage i de uofficielle europamesterskaber i jernbanebridge i blandt andet Finland, Frankrig og Ungarn.

Og det var netop ved bridgebordet, at Bendt Schmidt viste, at der under den rolige overflade lurede et mere gnistrende temperament. Han var passioneret omkring spillet og kunne blive meget hidsig og skælde ud, hvis makkeren spillede forkert. Faktisk nægtede Erna tidligt i deres ægteskab at være hans faste bridgemakker af samme årsag.

I hjemmet spillede parret imidlertid sammen hele livet uden mislyde helt frem forbi krondiamantbrylluppet i 2014. Måske fordi fordelingen var klar: Han arbejdede, hun gik hjemme. Han tog sig af økonomien, hun tog sig af børnene. Han klippede hækken, hun puslede om roserne. Han tav, og hun talte.

Et dannelsesprojekt

Bendt Schmidt stemte socialdemokratisk hele sit liv og var indbegrebet af en god samfundsborger i den velfærdsstat, som langsomt voksede op omkring ham: Han betalte skat med glæde, var optaget af ikke at ligge samfundet til last og deltog aktivt i foreningslivet.

Bendt Schmidt var videbegærlig og forsøgte at kompensere for den manglende skolegang med sit eget dannelsesprojekt. Han lærte sig blandt andet engelsk med sprogkurser på grammofonplader. På pladespilleren lå også Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og George Gershwin samt klassisk musik. Han tog gerne til koncerter i musikhuset i Esbjerg og på kunstudstillinger i både Danmark og udlandet.

Hvis samtalen faldt på et emne, hvor Bendt Schmidt var i tvivl, slog han altid op i Nyt Nordisk Konversationsleksikon, og senere var Google med til at tilfredsstille hans nysgerrighed. Han fulgte samfundsdebatten tæt, holdt to aviser, og vidste alt om sport, kultur og politik. Og i Trivial Pursuit, som han især spillede med familiens yngre generationer, ville alle være på hans hold.

Bendt Schmidt talte meget lidt og med årene endnu mindre. Og aldrig om følelser. Alligevel var familien ikke i tvivl om hans kærlighed. Da han blev indlagt på neurologisk afdeling tidligt i sit sygdomsforløb og lå i sengen stablet op med puder, kaldte han højtideligt alle børnene sammen og sagde: »I skal vide, at jeg er meget stolt af jer.«

De havde altid vidst det, men det var den eneste gang, han sagde det direkte.

Da han blev ramt af først Parkinson og siden kræft, kæmpede han roligt uden at klage, selv om han formentlig godt vidste, hvilken vej det gik. På vej til en lægesamtale om en af de mange prøver, spurgte hans søn, om han var nervøs for udfaldet.

»Nej, da,« sagde han.

»Jeg er jo 90 år.«

Bendt Schmidt var klar. Den stoiske stationsmester døde kort efter af en voldsom lungebetændelse.