Læsetid 2 min.

Måske er det ikke så slemt at være en nar

Prins Henrik har udfyldt rollen som hofnar i mange år. Ikke i bjælder og ternet tøj, men i farvestrålende jagtkostumer og store pelshuer.

Prins Henrik har udfyldt rollen som hofnar i mange år. Ikke i bjælder og ternet tøj, men i farvestrålende jagtkostumer og store pelshuer.

Klavs Bo Christensen

12. august 2017

»Min kone gør mig til nar.«

Udsagnet står med versaler på forsiden af denne uges SE og HØR.

Prins Henrik føler sig til grin. Men med sine ord og sin optræden tegner han rollen som nar endnu tydeligere op. Og måske er det ikke så slemt. For som William Shakespeare har formuleret det: »En nar tror selv, han er vis. Men den vise mand ved, at han er en nar.«

Hofnarren er en tvetydig person. Hans rolle har gennem historien og kunsten altid været både at underholde og demaskere sine omgivelser. I middelalderen kunne kun han tillade sig at tage pis på de kongelige uden at miste hovedet. Faktisk havde han pligt til det. Samtidig fik han gennem klovnerierne alvorlige budskaber ud, som kongen og dronningen ikke kunne tillade sig at formulere.

Hofnarren er dermed en af kongehusets vigtigste figurer, og Prins Henrik har udfyldt rollen i mange år. Ikke i bjælder og ternet tøj, men i farvestrålende jagtkostumer og store pelshuer. Med sine franske vaner, sit dårlige dansk og sydlandske syn på kønsroller og børneopdragelse har han givet os noget at le af, men har på samme tid udstillet dansk bondskhed og jantelov.

Med tiden har han underholdt os med stadigt mere excentriske indslag. Som da han til sin 80-års fødselsdag iklædt et pandakostume kildede Dronning Margrethe med en bambusgren. Og da han tog en strøgtur gennem Pusher Street på Christiania uden livvagter. Underholdende enegang, men også en røffel til royal etikette.

I den seneste uge har prinsen optrådt mere som den type nar, man blandt andet møder i førnævnte Shakespeares værker: En bitter, lunefuld kommentator, der prikker til sine omgivelser. Det har ført til spekulationer om, hvorvidt han er ved sine fulde fem. 

Uanset hvad lever han fuldt ud op til rollen som hofnar. Fra sit franske slot fortæller han os, at historien om en hyggelig eventyrnation er fiktion. At de kongelige ikke lever lykkeligt til deres dages ende, men som alle andre ægtefæller kan blive uenige og sygdomsplagede. Det er både underholdende og ubehageligt. Og som altid, efter at narren har optrådt, kan det som tilskuer være svært at vide, om man skal grine eller græde.

Billedsprog

Hver uge skriver medlemmer af Moderne Tider-redaktionen en personlig klumme, som tager udgangspunkt i et aktuelt billede. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Claus Madsen
    Claus Madsen
Eva Schwanenflügel og Claus Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Birgitte Nørbo
Birgitte Nørbo

Men temmelig højt betalt hofnar,- og hofnarren hører til i et ikke-demokratisk samfund ligesom monarkiet.

Søren Bro, Allan Stampe Kristiansen, Toke Andersen, Hans Aagaard, Vasili Frang, Kjeld Hansen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helle Walther
Helle Walther

Det er et menneske, der er ude af balance, og jeg synes det er grimt, at SE og Hør sender det interview ud til offentligheden. Prins Henrik har beriget os med to sønner, vi holder af, Margrete og han har haft 50 gode år. Hun kan ikke eller vil ikke lave om på traditionerne. Så vælger han fra. Det er hans valg.Lad ham dog blive gammel og senil i fred.

Allan Stampe Kristiansen, Thomas Sahl, Kristen Carsten Munk, Trond Meiring og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

At se og hor opfører sig på denne lave måde udstiller dem selv og giver henrik ret i, at danskerne - udover diverse andre karakteristika - også er et lille dumt folk.

Egon Stich, Niels Nielsen, Christel Gruner-Olesen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Måske er han med til at istemme kongehusets svanesang? Det er for mig helt i strid med mine øvrige tanker om folkestyre, at jeg godt kan lide margrethe, frederik og mary. Men tiden er nok løbet fra, at det danke folk investerer så mange penge i hele kongehusets entourage. Den hierarkiske struktur er ikke frugtbar for hele folkets vel, fordi toppen af hierarkiet kun tænker på sig selv. Det asociale er een af tiden syger, de få holder sig ikke tilbage på bekostning af de mange.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Prins Henrik er en omvandrende karikatur af det lille, dumme danske fjols, stiliseret, sublimeret og spottet, lige siden Kierkegaards dage.
Jeg synes, at Troels Trier er en meget bedre nar. Troels er (eller var?) g(eni)al, simpelthen du!
Margrethe er også blevet noget sur, synes jeg, men de har det vel ikke lige så sjovt derhjemme nu.
Gud signe dronningen, kloningen, prinsene og det øvrige hof, hofnarre, Gorm Holger den gamle danske og Lõcky Las Vegas Ras Musen!

Brugerbillede for Vivi Bech

- nu er prins Henrik jo altså en prins, ikke ansat som hofnar. Det åbner for muligheden for at grine over tekstforfatteren, der heller ikke kan finde ud af om den skal grine eller græde, fordi den åbenbart synes, prinsen er en nar.

Prins Henrik har i øvrigt ret, hans kone kunne godt have fremsat forslag om, at Grundloven blev redigeret, så regentens køn er neutralt, så det ikke var så vigtigt at blive kongegemal.

Der står jo at dronningen, som ikke er konge, bestemmer, selvom styrings-formen er indskrænket-monarkisk:

"§ 12
Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene".

"§ 21
Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger".

http://grundloven.dk/

Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

Monarkiet er en pinlig og skamfuld anakronisme der i dag kun har tre funktioner:
1. Underholdning til pøblen og andre ignorante proletarer - i Danmark svarende til omkring 99% af befolkningen.
2. Samlingspunkt og netværks-hub for den økonomiske elite, hvor korruption og nepotisme kan skjules og floromvindes.
3. Brohoved for danske virksomheder og produkter, til markeder i lande og regioner, hvor denne primitive feudalstruktur stadig består eller romantiseres, fx Saudi-Arabien, Bahrain, USA mfl.

Mens resten af den civiliserede verden, og mange af vores nærmeste allierede og strategiske partnere, glor på os som de bagstræberiske idioter vi er.

Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen, Henrik Leffers, Henriette Bøhne, Niels Nielsen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Prinsens problem er, at han vil være Fru Bankdirektør Varnæs, som en kommentator fornyligt sagde.
Man kan ikke mere, i en omvendt ligestillings navn, antage sin samfundsposition udfra ægtefællens status. Ydermere er der kun en regent, som i grundloven er beskrevet som Kongen, og det er i dette tilfælde Dronning Margrethe ll. Henri indgår heller ikke i den royale arvefølge, og har således ingen legitimitet til at hedde konge eller majestæt.
Man kan mene, hvad man vil om Kongehuset og dets berettigelse i et moderne samfund, men dets legitimitet kan ikke opretholdes ved at gå på kompromis med traditioner og selve grundloven.

Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Det er lidt underligt, at Dronningen tilsyneladende er så populær blandt alle, at ingen overhovedet stille spørgsmålstegn ved hvordan hun opfører sig. Hvad har hun lavet, som berettiger den popularitet? Er det måden hun vinker på? Eller de taler (skrevet af andre) hun læser op ved særlige lejligheder? Eller måske måden hun besøger provinsbyer på, hvor hun jo dygtigt dominerer byen i flere timer, mens beboerne dydigt stille op som gode kongetro (...) borgere? Er der nogen der kan huske noget af det der gør hende speciel? Man kan vel konstatere, at ingen af hendes "bemærkninger" har haft nogen som helst indflydelse på politikkerne eller landet!

Måske prinsens noget uvelkomne surhed kunne være en øjenåbner omkring hele monarkiet...

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Margrethe er også kunstner, og hun vil ikke være den, der sætter en stopper for det danske kongehus. Det ville egentlig være sympatisk, om hun viste så meget samfundssind, at hun valgte at indgå i den miljø-og socioøkonomiske omstilling med afgivelse af kongehusets privilegier. Men hun er fars lydige pige, og det skal vi nok ikke regne med, at hun gør.

Hendes søn frederik er en sej og sød mand, og han har valgt en skøn og dygtig hustru. Men lad os se det i øjnene, toke 13/8 - 12.26 har jo ret.

Hvis kongehuset skal have nogen berettigelse overhovedet, må dets medlemmer solidarisere sig med de fattigste af deres 'undersåtter' - og det gælder samtlige indbyggere i kongeriget danmark. Luksuslivet blandt de få er ekstremt usmagelig, asocial og på alle måder ødelæggende for et samfunds sammenhængskraft. Det har det altid været, og det er det stadig. Og hvis kongehusets medlemmer så ovenikøbet intet eller kun lidt har at bidrage med til samfundets positive udvikling, men kun er nogen dyrt betalte lakajer for konkurrencestatens vindere, må man som borger føle sig taget grundigt ved næsen.

Brugerbillede for Morten Lange

Henrik er dronningens problem, men hun lader ham te sig som en tosse og degraderer monarkiets position - Monarkiet fordrer værdighed, når den forsvinder forvitrer monarkiet