På amerikanske universiteter får sorte en forlomme, men er det egentlig okay?

Forestil dig, at der står to unge amerikanere og banker på porten ind til det prestigefyldte eliteuniversitet Harvard. De søger begge om optagelse, men der er kun én plads tilbage.

De har begge rigtig flotte karakterer. De har skrevet et par gode motiverede ansøgninger, og deres CV’er er fyldt med frivilligt arbejde. Den ene ansøger er hvid, den anden er sort. Når alt lægges sammen, forekommer den hvide ansøger en my dygtigere end den sorte.

Alligevel går den sidste ledige plads til den sorte. Hun er så at sige blevet positivt diskrimineret – et hensyn, som amerikanske universiteter siden 1978 har haft Højesterets ord for er i orden at tage i forsøg på at øge den sociale mobilitet og etniske mangfoldighed blandt de studerende. Så længe der altså ikke er tale om egentlige kvoter, for det er ikke tilladt.

Men universiteternes ret til at lade race indgå i den samlede vurdering af ansøgerne kan måske snart vise sig at være historie. I USA ruller nemlig lige nu en ophedet debat – kickstartet af Trump-administrationen – om hvorfor visse etniske minoriteter i 2017 stadig har brug for en forlomme i køen om de eftertragtede universitetspladser.

Debatten er af ideologisk karakter og handler ikke alene om diskrimination, etnisk diversitet og social mobilitet, men også om endnu mere kontroversielle og afgørende spørgsmål, som hvilken race, der er klogest, og om hvem der har retten til at bestemme, hvem der skal være morgendagens ledere af den frie verden.

Asiater skal klare sig bedre

Sagen begyndte at rulle, da The New York Times 1. august afslørede at have kendskab til et internt memo fra Justitsministeriet. Ifølge avisen beder Trump-administrationen i memoet Justitsministeriet om at undersøge omfanget af positiv diskrimination på universiteterne med henblik på at føre sager mod de universiteter, der diskriminerer dygtige unge og vælger mindre dygtige unge til, fordi deres minoritetsbaggrund giver dem en fordel.

Et døgn senere tilbageviste Justitsministeriets talskvinde, Sarah Isgur Flores, artiklen og kaldte den »upræcis«.

»Justitsministeriet har ikke modtaget eller udstedt noget direktiv, memorandum, initiativ eller politik vedrørende universitetsoptagelser generelt,« sagde hun og tilføjede så noget, der siden er blevet tolket som om, at der alligevel er noget om snakken.

Hun fortalte nemlig, at Justitsministeriet netop nu søger advokater til at undersøge et konkret søgsmål fra 2015. Anklagen er mod Harvard og lyder på, at eliteuniversitetet diskriminerer studerende med asiatisk baggrund, fordi asiater skal klare sig bedre end alle andre racer for at blive optaget.

En undersøgelse har tidligere konkluderet, at asiater skal have 140 point mere end hvide i deres SAT-score, som går op til 1600, og at de skal have 270 point mere end latinoer og 450 point mere end sorte for at blive optaget. Og for første gang nogensinde er majoriteten af studerende på Harvard ikke hvid.

Etniske minoriteter udgør 50,9 procent af de studerende, og Harvard – der i 1920’erne lavede et loft for, hvor mange jøder, de ville optage – bruger nu retten til at se på ansøgernes race til at holde den voksende andel af asiater nede.

På trods af, at det stadig står uklart, hvorfor Justitsministeriet vil ansætte advokater til at dykke nærmere ned i sagen mod Harvard, som endnu ikke er afgjort ved en føderal domstol, flyver spekulationer og beskyldninger rundt.

Sagen tolkes vidt og bredt som om, at Trump er i gang med at foretage de indledende øvelser til at føre en krig mod affirmative action, som retten til at diskriminere positivt bliver kaldt på amerikansk.

Hvis Trump vinder den krig, vil den sorte ansøger fra denne artikels indledende eksempel ikke ende med at få den sidste plads på Harvard. Pladsen vil i stedet gå til den hvide ansøger. Alene af den grund, at hun på papiret var den bedste af de to kandidater.

’Farveblindt samfund’

Debatten domineres af to slags stemmer, der står stejlt over for hinanden og dybest set er uenige i spørgsmålet om, hvad det vil sige at behandle folk lige, påpeger Mette Nøhr Claushøj, som er ekstern lektor i amerikansk politik ved Københavns Universitet og tidligere har været politisk rådgiver i FN og på den danske ambassade i Washington.

På den ene side står fortalerne for meritokratiet – det vil sige dem, der mener, at man skal give folk lige muligheder, hvis man vil behandle alle lige.

»Det er dem, der hylder ideen om, at man i USA kan starte som avisbud og ende som præsident.«

Og på den anden står dem, der mener, at lige muligheder kræver ulig behandling.

»Det er dem, der tror på, at der eksisterer nogle ubevidste undertrykkende mekanismer, som spænder ben for f.eks. etniske minoriteter,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Det første synspunkt eksemplificeres bedst gennem en 65-årig mand, der hedder Edward Blum. Han er en central figur i debatten og står blandt andet bag hjemmesiden harvardnotfair.org, som i denne uge er blevet besøgt ekstraordinært meget.

Når man klikker på den, bliver man mødt af overskriften: »Blev du nægtet optagelse på Harvard? Så er det måske fordi, du er den forkerte race.«

Nedenunder står fem blanke felter, klar til udfyldelse. Her opfordres man til at skrive sit fornavn, efternavn, e-mail, postnummer og årstal for ansøgning om optagelse. Til sidst kan man trykke på en stor rød knap, som videresender oplysningerne.

»Tell us your story,« står der.

Edward Blum er neokonservativ, fra Texas og arbejdede i lang tid som børsmægler, indtil han sprang ud som selvlært advokat. I dag er han kendt for at stå bag tre af nyere tids største søgsmål mod amerikanske universiteter. Det er også ham, der står bag søgsmålet mod Harvard, som Justitsministeriet nu vil ansætte advokater til at kigge på.

Edward Blum siger til Information, at det, der driver ham, er ønsket om et »farveblindt samfund«, hvor alle har lige muligheder, og ingen får fordele på grund af deres race. Han tøver ikke med at kalde sin kamp mod affirmative action et kald og siger, at han siden 1970’erne, hvor muligheden blev introduceret, har fundet universiteternes vægtning af race og etnicitet stærkt kontroversiel.

»Universiteterne stigmatiserer folk, de straffer bedre kvalificerede individer, og det fører til konflikter mellem amerikanerne,« siger han.

Hans synspunkt er ultra-amerikansk, påpeger Mette Nøhr Claushøj. Og langt de fleste amerikanere bakker op om det. For selv om totredjedele af befolkningen – ifølge en meningsmåling fra den uvildige analysevirksomhed PRRI – i udgangspunktet mener, at det er en god ting at støtte tiltag, »der hjælper sorte og andre minoriteter frem« i et forsøg på »at råde bod på fortidens diskrimination«, er hele 76 procent modstandere af, at universiteter lader race og etnicitet indgå i optagelsen.

»Denne holdning har bred appel, fordi det ligger dybt i den amerikanske folkesjæl, at flid og hårdt arbejde alene kan føre enhver amerikaner hvor som helst,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Skjulte fordomme

Helt principielt er Mette Nøhr Claushøj enig med det amerikanske flertal.

»Det er vildt forkert at give nogen en fordel, fordi de har en særlig race,« siger hun – og tilføjer så et højt »men«.

I praksis støtter hun nemlig universiteterne og forstår, hvorfor man i en amerikansk kontekst har brug for dette redskab.

»USA er et land med masser af hidden biases, altså skjulte fordomme,« siger hun og påpeger, at det blandt andet er derfor, at politimænd ofte skyder sorte, fordi sorte ubevidst opfattes farligere end hvide. Og det er også forklaringen på, hvorfor man tillægger mænds ord større værdi, fordi vi ubevidst synes, mænd virker mere troværdige.

»Hvis det virkelig var sådan, at alle mennesker blev bedømt helt uden fordomme, skulle der selvfølgelig ikke findes noget som positiv særbehandling. Men hvis man accepterer, at hidden biases findes, er det godt med nogle redskaber, der giver de underprivilegerede et ekstra skub.«

Det er den anden stemme i debatten. For uanset hvor mange indlæg, interviews og tv-optrædener, man trawler igennem, er dette essensen af fortalernes argumenter. Som Jin Hee Lee fra den toneangivende organisationen NAACP, som kæmper for racemæssig retfærdighed, i denne uge sagde i en livedebat: Formålet med affirmative action er »at overkomme de ulemper og forhindringer, børn med farvede ansigter kæmper mod«.

Hvis man vil behandle folk ens, skal man altså behandle dem forskelligt.

’En lang sej kamp’

Diskussionen er ikke ny. Højesteret har flere gange taget stilling til, om universiteter diskriminerer ulovligt i optageprocessen, og er hver gang kommet frem til samme konklusion – positiv særbehandling er ok.

Seneste gang var sidste år i en berømt sag om en ung, hvid kvinde ved navn Abigail Fisher, som anklagede Texas University for ikke at optage hende, fordi hun var hvid. Dengang sagde hun til BBC: »Jeg er ærlig talt virkelig skuffet. Men det er en lang sej kamp, og hvis min sag ikke stopper affirmative action, så gør en anden.«

For yderligere kommentarer henviste hun til Edward Blum. Han førte også denne sag.

Når Højesteret gentagende gange har afvist at sanktionere universiteterne, kan det virke mærkeligt, at Trump-administrationen foretager sig ting, der kan tolkes som de indledende tilnærmelser til at forbyde positiv diskrimination. Så hvad er han egentlig ude på?

Umiddelbart er afskaffelsen af positiv diskrimination ikke en hjertesag for Trump. Han har igennem tiden både udtalt sig positivt og negativt om det, men ser man på det republikanske bagland, er partiet imod.

Ifølge Mette Nøhr Claushøj og flere amerikanske iagttagere af debatten kan der være tre grunde til, at Trump retter et kritisk blik mod universiteternes optagelsesproces:
 

• For det første er eliteuniversiteterne et af højrefløjens hadeobjekter. De udklækker for mange liberale – i amerikansk forstand – dvs. ’venstresnoede’ studerende, som drømmer om at dreje landet i en mere skandinavisk retning.
   
• For det andet, pointerer Mette Nøhr Claushøj, kan der være stemmer i det. Budskabet går rent ind hos mange og er let at kommunikere: Mexicanerne og sorte kommer og tager universitetspladserne fra de hvide. Et budskab, der ligger fuldstændig i tråd med Trumps retorik om, at den almindelige amerikaner er presset og truet af folk udefra.
   
• For det tredje – og dette er ikke noget, man får modstandere af positiv diskrimination til at stille sig op og sige til citat – så kan højrefløjen bruge affirmative action i et forsøg på at legitimere racisme. »Og man skal ikke underkende, at der stadig findes meget racisme i USA,« siger Mette Nøhr Claushøj.
  For at forstå hvordan skal man tænke sådan her: Asiaterne er ligesom de sorte en etnisk minoritet i USA. Alligevel har andelen af sorte siden 1994 fyldt mindre og mindre på eliteuniversiteterne, mens andelen af asiater er vokset markant.
  En berømt undersøgelse tilbage fra 2005 af sociologerne Thomas Espenshade og Chang Chung viste, hvad der vil ske, hvis man ophæver retten til at diskriminere positivt, og resultatet var både overraskende og kontroversielt: Antallet af sorte og latinoer vil falde, mens antallet af hvide vil stige lidt, og antallet af asiater vil stige eksplosivt.
  Den viden kan bruges til at argumentere for, at sorte er mere dovne og uintelligente end f.eks. asiater, som tordner frem og meget ofte er blandt de allermest kvalificerede ansøgere på eliteuniversiteterne.

Der findes faktisk også en fjerde forklaring på, at Trump-administrationen har indledt en krig mod positiv diskrimination, understreger Mette Nøhr Claushøj, men den er til den mere kuriøse side og figurerer primært i onlinedebatter og kommentarspor. Den går på, at Trump ønsker at bestemme, hvem fremtidens elite skal være. Ivy League-universiteterne i USA er kendt for at uddanne dem, der kommer til at bestride nogle af samfundets mest magtfulde job.

Hvis Trump kan gennemtrumfe et forbud mod positiv diskrimination, vil antallet af sorte og latinoer på eliteuniversiteterne falde, og det er begge grupper, som generelt stemmer demokratisk. Følger man argumentet til dørs, skulle det altså betyde, at den etniske repræsentation hos fremtidens elite vil være lavere, og at samfundets absolutte top måske endda vil bestå af en lille smule færre demokrater. 

Ikke en lov

Alligevel er det vigtig at forstå, at hverken Trump eller Justitsministeriet har magt til at forbyde universiteter i at lade race indgå i den samlede vurdering af ansøgerne. De kan højest udtale sig så kritisk, at universiteterne bliver skræmt og selv vælger at ændre praksis.

Affirmative action er ikke en lov eller en regel. Det er en mulighed, som universiteterne selv må vælge, om de vil benytte sig af. Og skal der nedlægges et egentligt forbud, skal Højesteret gøre det. Det tyder intet dog på lige nu, siger Mette Nøhr Claushøj.

Højesteret består altid af ni dommere. Lige nu er fire af dem højreorienterede, fire er venstreorienterede og en står i midten. Den ældste dommer er 84 år, meget venstreorienteret og har været syg to gange med kræft. Når hun dør, får præsidenten mulighed for at udnævne en femte højreorienteret dommer, og det vil tippe den politiske balance i Højesteret.

»Så måske er det inden så længe alligevel en reel mulighed, at positiv særbehandling bliver afskaffet,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Selv om debattens fronter er tydelige og skarpt optrukne, er det fortsat svært at se, hvilken vej pendulet svinger. Det står klart, at Trump-administrationen er på udkig efter advokater, der skal undersøge, om der er noget at komme efter i søgsmålet mod Harvard fra 2015.

Men selv dem, der følger debatten allernærmest, er forvirrede over, hvad det kan betyde. Edward Blum er ihvertfald:

»Det er uklart for mig, hvad Trump-administrationen er ude på«, siger han.

Men hvis den ønsker at afskaffe positiv diskrimination, hilser jeg det velkommen.«