Læsetid: 4 min.

Der er skønt på Facebook om sommeren

Mange har prøvet at lade, som om man arbejder. Det har jeg i hvert fald hørt ude i selskabslivet. Enkelte utrolige særtilfælde magter at gøre det til en levevej uden at dø af kedsomhed. Hvad det kræver af et menneske, er mere fascinerende, end hvad det kræver at bestige et bjerg
I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

Thomas Iburg/iBureauet

5. august 2017

Når der med nogle års mellemrum dukker historier op om mennesker, der har brugt år af deres arbejdsliv på at lade, som om de arbejdede, mens de absolut ingenting udrettede, vil jeg gerne vide alt om dem.

 Jeg er ligeglad med, hvad det kræver at bestige et bjerg, jeg vil hellere vide, hvad det kræver at komme igennem dagene på den måde, hvor man ikke har noget at tage sig til, men heller ikke friheden til at glo åbenlyst og uforstyrret ud i luften.

Forestillingen om, at arbejde adler, kan være hjælpsom de dage, hvor ens dovenskab sætter en på prøve, men den gør det også svært at bekende kulør som overflødig lønmodtager, uanset om overflødigheden er midlertidig eller permanent.

Måske bliver det anderledes, når eller hvis borgerløn bliver indført, men indtil da er det at lade, som om man arbejder, en disciplin mange lønmodtagere engang imellem er nødt til at beherske. Ikke mindst i sommerferien. 

Tryghedsbunken

Intet menneskeligt skal være mig fremmed, og følelsen af at være unyttig i arbejdstiden – med eller uden ens egen gode vilje – er for længst blevet krydset af på listen over menneskelige erfaringer.

Man skal nok være regulær lønmodtager for at havne i den situation, men det skal ikke forhindre mig i at prøve at opretholde en facade som flittig og arbejdsom på det sommerlunkne kontor, hvor min røv alligevel er plantet. Som en dresseret abekat skal jeg trykke på taster og stirre koncentreret ind i skærmen, mens andre menneskers feriebilleder og slagtilbud på campingudstyr toner frem på den. 

For nogle kan det at lade, som om man arbejder, være et selvvalgt forsvar mod stress og jag. Den både arbejds- og konfliktsky George Costanza fra 90’er-komedieserien Seinfeld er inkarnationen af den afart af arbejdsmoral.

George Costanza vil gerne have et arbejde, som han i sin fritid kan blive anerkendt for af andre mennesker og samfundet som sådan, men han er ikke synderligt interesseret i selve det at få noget fra hånden. Af ham kan man lære, at det kan svare sig at løbe hen til printeren, hvis man ikke vil bebyrdes med nye opgaver, ligesom man med fordel kan benytte sig af en vrissen tone (det indikerer stress, der som bekendt forudsætter flid og pligtfølelse).

George Costanza vil ikke arbejde, men han vil heller ikke undvære illusionen om, at det er det, man gør. Da hans mangeårige ønske om en chef, der går lige så lidt op i arbejdet som ham selv, går i opfyldelse hos firmet Kruger Industrial Smoothing (hvor chefen mr. Kruger ikke kan svare på, hvad ’industrial smoothing’ er, og bare trækker på skuldrene og går hjem, når dørhåndtaget til hans kontor falder af) driver det George Costanza til vanvid. 

Af levende ikkefiktive mennesker har jeg lært om tryghedsbunker: Stakke af papirer, man forlængst er færdig med, placeret ud over skrivebordet som et værn mod nye opgaver. På et mere og mere digitaliseret arbejdsmarked er man nok nødt til bare at fylde sin Outlook-kalender med kryptisk betitlede møder.

Nuttede dyr

I 2014 var der den genialt dovne programmør i USA, der blev fyret, da man (tilfældigvis, via et it-sikkerhedstjek) fandt ud af, at han havde uddelegeret sit arbejde til kinesiske programmører. De gjorde et rigtig godt stykke arbejde. Han betalte dem for det, kaldte det sit og blev betalt for at levere det til sit amerikanske firma. Arbejdstiden brugte han på at surfe på det verdensomspændende internet. Efter sigende så han meget på nuttede dyr. 

Mindre udspekuleret og nok også en del mere resigneret var en tysk embedsmand, der i sin afskedsmail spøgte med, at han var vældig godt forberedt til pensionisttilværelsen, da han i 2012 stoppede på kontoret. Han havde ikke lavet noget i 14 år.

Mailen var selvfølgelig også en høflig kritik af hans ledelse, der ifølge ham havde omstruktureret alle hans arbejdsopgaver over i hænderne på nogle andre og forsømt at give ham nogle nye. Han havde selv nævnt problemet flere gange i løbet af de 14 år. De sidste af dem gik nemmere end de første, for da kunne man i det mindste læse nyheder på nettet.

Der er ikke mange historier af den slags, der når mediernes søgelys. Dels er der få, der gider indrømme, at deres tilstedeværelse på arbejdspladsen ikke er nogen decideret nytte til, dels er der knap nok tale om historier. Nogen gjorde ikke noget: Det er, hvad der er sket. Ikke desto mindre er jeg altid dybt fascineret og fisker efter tilsvarende historier om tiloversblevne medarbejdere og administrative blindtarme blottet for funktion, når jeg ser mit snit til det i selskabslivet.

Der er job, hvor man har lov til at arbejde med andet i arbejdstiden, og job, hvor man ikke har. Man bliver ikke en ringere natportier af at se på nuttede dyrebilleder og læse tegneserier. Glimrende romaner og digtsamlinger er blevet skrevet i arbejdstiden og bliver det sikkert også i dette øjeblik.

I andre job giver ens tilstedeværelse ingen mening, hvis der er nul at lave. Så kan det være en opgave i sig selv at få tiden til at gå med at rydde op på skrivebordet og udarbejde nye procedurer for situationer, der måske, måske ikke vil opstå. Og der er skønt på de sociale medier om sommeren, feriebilleder ud over det hele.

Det kræver bare en særlig form for kølighed, hvis det bliver ved. At skubbe papirsbunker rundt i et forsøg på at mime produktivitet kan åbne for en glubende afgrund af meningsløshed.

Det er ikke altid en god idé at basere sin identitet og selvrespekt på det arbejde, man har, men for de fleste er spørgsmålet om, hvorvidt man spilder tiden et glimrende pejlemærke i tilværelsen. Og hvor meget jeg end holder af nuttede dyr og tilfældig menneskekontakt på internettet, så bliver dagene som dresseret abekat med forloren arbejdsmoral ret lange.

Serie

Kedsomhed på prøve

Man kan ikke være lige interesseret i alt, men man kan godt give det et forsøg.

I denne serie ser Informations Lone Nikolajsen nærmere på de fænomener, der keder hende allermest. På forsøgsbasis åbner hun sit sind, sætter sin kedsomhed på prøve og ser, om viden, indsigt og andre erfaringer end hendes egne kan få hende til at se det spændende i det, der ellers var lukket land for nysgerrigheden.

Seneste artikler

  • Finn hvem? Finn selv ud af det

    29. juli 2017
    Jeg ønsker ikke, at nogen form for gæk og løjer skal være mig fremmed, men så alligevel: Ordspil. Hvad stiller man op med sig selv og sit latterløse ansigt, når en fiffig sprogbruger demonstrerer, at ord kan lyde ens og samtidig betyde noget forskelligt?
  • Lone er 60 timer bagud i ’Game of Thrones’. Men man skal jo starte et sted

    22. juli 2017
    Lav dragetolerance og generel skepsis over for fantasygenrens sorthvide fortællinger skal ikke holde Lone Nikolajsen fra at deltage i et godt massehysteri. Tre dage tog det hende at få øjnene op for ’Game of Thrones’
  • Det kan ikke blive uprætentiøst nok

    15. juli 2017
    Lone Nikolajsen ser på det, der keder hende, for at se, om det kunne være anderledes. I den anledning møder hun en gammel bekendt, der elsker uprætentiøs arkitektur
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Henrik Brøndum
  • Peter Knap
Carsten Munk, Mikael Velschow-Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen, Henrik Brøndum og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Lone for hulen ...

Du må da ikke prikke hul på myten om arbejdsmarkedets fortræffeligheder ;-)

Der skal jo effektiviseres og optimeres, og vi skal alle løbe hurtigere, længere og højere !
Imens kapitalen læner sig tilbage og griner veltilfreds over at fupnummeret** er lykkedes.

Note**:
Fupnummeret her lig med myten om den Weber'ske og protestantiske arbejdsmoral der tilskriver at pligt kommer før rettigheder.