Analyse
Læsetid: 3 min.

Uvidenhed som passion

Den liberale elite bekræfter sig selv i kampen mod uvidenhed. Men kan man bekæmpe modvilje med fakta?
Den liberale elite bekræfter sig selv i kampen mod uvidenhed. Men kan man bekæmpe modvilje med fakta?

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
12. august 2017

Gode, veluddannede, liberale debattører har kronede dage. Fake news breder sig som en skygge ud over vores ellers så oplyste demokratier. Fra Trump-vælgere til Brexit-debatten over vaccinemodstandere til flat earthers. Det trænger ind alle vegne, og nu handler det om at modgå denne fare med oplysning og objektivitet.

»Når virkeligheden taber,« som undertitlen på Vincent Hendricks’ og Mads Vestergaards nye bog lyder. Nej, Jorden er ikke flad. Klimaforandringer er reelle. Nu må vi holde fast i, hvad der sandt og falsk, hvis vi vil bevare det oplyste demokrati.

Da Peter Skaarup (DF) for nylig proklamerede: »Politik er først og fremmest følelser«, løb der endnu mere vand på den liberale oplysningsmølle. Vi må passe på, at vi ikke havner i et emojikrati, som professor David Budtz Petersen fremhævede med reference til de små ansigter, man indsætter i sms-beskeder.

Lidenskabelig uvidenhed

Det er naturligvis altid berettiget at rette en kritik imod dem, som bruger spin og løgn til politiske formål, og som manipulerer med følelser for at opnå bestemte gevinster. Men måske er der alligevel noget i hele diagnosen af den såkaldt postfaktuelle tilstand, der forløber alt for let?

Det er kort sagt noget fishy ved hele undergangsvisionen: Det kommer til at lyde, som om der rent faktisk er en eller anden stor konspiration imod alle os almindelige borgere, som er lette ofre for alle forførelserne. Egentlig ville vi gerne vide noget, siger Hendricks og co., men det kan vi ikke komme til på grund af en række uheldige tendenser og teknologier.

Men hvorfor er det, at fake news overhovedet tiltaler os?

Det er her, diagnosen må vendes helt på hovedet. For hvad nu hvis det er sådan, at uvidenhed faktisk er en form for (nogenlunde sammenhængende) ideologisk position? Lacan fremhævede altid, at det er en stor fejl at tænke uvidenhed udelukkende som et deficit, der kan opvejes med dannelse og oplysning. Uvidenhed er en aktiv position. Det kan ofte kræve en ganske stor indsats at holde sig selv uvidende. Man bliver nødt til at arbejde for det (f.eks. ved at have streng disciplin i forhold til, hvilke typer af nyhedsmedier man læser og ikke læser osv.).

Så hvordan kan det være, at mange af os er villige til at kæmpe hårdt for at vedblive med at være uvidende? Lacans svar ville være, at uvidenhed er en passion.

Når analysanden påbegynder en psykoanalyse (en af de mest krævende øvelser i forhold til viden), klynger han sig lidenskabeligt til sin uvidenhed. Dér, hvor det brænder på, vil analysanden typisk forsvare sig mest passioneret: »Det ved jeg ikke noget om, det dér!«

Passionen efter uvidenhed handler om at holde sig til det sikre, til det, som ’man’ i almindelighed mener, og som almindelig sædvane tilsiger. Ikke at man ikke ved, at der er andre perspektiver. Man ved det på en måde alt for godt. Men man har bare passioneret ikke lyst til at vide det, som man er allermest udfordret af.

Viden og handling

Hvad Lacan peger på, er, at slaget mod uvidenhed måske må tages endnu mere alvorligt, end vores liberale debattører forestiller sig. Det er ikke gjort med et forsvar for rammer og processer i den oplyste, demokratiske debat. Denne temmelig aseptiske og bedagede forestilling om, hvad oplysning er, er et slags ideal, som måske aldrig har eksisteret.

Den liberale debattør vil bygge viden op sagligt og objektivt, men hvordan kan denne objektivitet tilskrives politiske spørgsmål, der ofte er ganske radikale og drejer sig om fundamentale kontroverser og antagonismer? Den politiske virkelighed er, at viden, frygt, passion, vrede osv. blander sig sammen på alle mulige måder.

Måske er der noget i passionen efter uvidenhed, som måske endda er mere rigtigt, end de liberale debattører forestiller sig?

Uvidenheden er ofte baseret på en ganske reel frygt. Vi slås i dag med abstrakte, spøgelsesagtige problemer på mange fronter: Hvor er den der klimaforandring egentlig henne? Hvor kommer de der flygtninge fra, og hvad vil de os? Hvordan kan det være, at man den ene dag har et job, den næste dag er man fyret? Fornemmelsen af, at verden ikke kan bringes til at hænge sammen ved hjælp af faktatjek og argumentationsteori, har noget umiskendeligt sandt over sig.

Derfor må passionen efter uvidenhed også besejres med en anden passion, nemlig passionen efter at komme til bunds, forandre noget helt grundlæggende. Den eneste måde at slå passionen efter uvidenhed er med denne passion.

Omsat til den politiske virkelighed: Nu ændrer vi grundlæggende på de koordinater, der skaber klimaforandringer, økonomisk udbytning og flygtningestrømme.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Odin Rasmussen

Alle ideologier, kulturer og religioner er en form for "fake news" og mens man i vesten har bygget moral op om "rigtigt" og "forkert" dvs læreren om hvad der er rigtigt og forkert så er hinduistisk filosofi - også kendt fra det teosofiske miljø - langt mere subjektiv i forhold til hvad der er godt og ondt. Der er det gode dergør godt og der er det gode som gør ondt osv...
Den objektive virkelighed kan ikke erkendes eller at den måske slet ikke eksisterer.
Der er også relativisme - altså at spørgsmål ikke kan finde en endelig afgørelse da der ikke er et absolut endegyldigt svar. Mennesket må derfor altid se dets egne meninger som værende udtryk for en subjektiv oplevelse, og intet moralsk synspunkt må derfro tvinges igennem.
i modsætning til subjektivismen og relativismen, der begge benægter de etiske kategoriers selvstændige eksistens udenfor sproget og den menneskelige bevidsthed - men er udtryk for virkeligt eksisterende objektive realiteter.
I sidste ende kan et menneske komme i apati dvs når det føler ikke at have flere handlemuligheder, der kan føre til noget opbyggeligt og som fører til forhærdelse eventuelt kynisme dvs ligegyldighed overfor egen og andre menneskers lidelser og videre til kærlighed og det gode som sådan.

Niels Duus Nielsen

Odin Rasmussen: "...de etiske kategoriers selvstændige eksistens udenfor sproget og den menneskelige bevidsthed...".

Hvor eksisterer de etiske kategorier så, hvis ikke i sproget og i bevidstheden? Som erklæret materialist har disse etiske kategorier selvfølgelig forvoldt mig en del ontologiske problemer, men jeg mener dog at have fået dem rimeligt solidt forankret i en kombination af overleveret sprogbrug, nedarvede traditioner og mere eller mindre indlærte mavefornemmelser - alt sammen fænomener med en solid materiel basis.

Hvad angår Hendricks og Vestergaards nye bog: Her er et klip fra youtube, hvor de speedsnakker sig igennem en gang Deadline:

https://www.youtube.com/watch?v=cXNFv7yjIHk

Odin Rasmussen

Moralsk realisme er en opfattelse af at moralske kategorier ikke blot er udtryk for menneskets subjektive holdninger, men et udtryk for virkeligt objektive realiteter, som fx den menneskelige natur eller det sociale fællesskab. Den moralske realisme står i modsætning til subjektivismen og relativismen.