Læsetid: 4 min.

’Vi har aldrig før haft en sådan pave’

I modsætning til sine forgængere diskuterer Pave Frans med videnskabsfolk og betragter ateister som sine ligemænd. Han havde dog næppe kunnet forudse, at han således ville blive presset til at tilskynde til helgenkåring af oplysningsfilosoffen Blaise Pascal
I modsætning til sine forgængere diskuterer Pave Frans med videnskabsfolk og betragter ateister som sine ligemænd. Han havde dog næppe kunnet forudse, at han således ville blive presset til at tilskynde til helgenkåring af oplysningsfilosoffen Blaise Pascal

Gregorio Borgia

16. september 2017

Det er efterhånden almindeligt kendt, at Sankt Peters 265. efterfølger som Roms biskop ikke er en helt almindelig pave. For nylig udkom interviewbogen Politique et société, hvor Pave Frans diskuterer politik, samfundsforhold og kolonialisme med den franske sociolog Dominique Wolton.

Foromtalen har dog især handlet om, at paven foruden sine ungdomskærester fortæller om dengang, han som 42-årig opsøgte en psykoanalytiker:

»I et halvt år kom jeg hos hende én gang om ugen for at få afklaret nogle ting.«

Det er måske ikke så overraskende i betragtning af, at psykoanalysen er mere udbredt i den nu 80-årige paves hjemland, Argentina, end noget andet sted.

Desuden udmærker Pave Frans sig ved at insistere på at diskutere med ateister uden at afskrive dem som fortabte. Det har ført til en intens dialog med Eugenio Scalfari, den nu 93-årige grundlægger af det italienske dagblad La Repubblica. Paven havde dog næppe forestillet sig, at samtalerne med verdslighedens ypperstepræst i Italien skulle munde ud i et krav om helgenkåring af den franske matematikerfilosof Blaise Pascal (1623-62):

»Efter en ungdom som libertiner blev Pascal pludselig grebet af troen,« skriver Scalfari

»Han var praktisk talt døende, og hans søster havde fået ham bragt hjem for at kunne pleje ham. Han ville dø på de fattiges hospital, men det tillod hans læge ikke, da han kun havde få dage tilbage, og fordi han ikke kunne transporteres. Så bad han om, at en fattig fra et hospital, der også behandlede de fattige elendigt, når de skulle dø, blev bragt til huset og lagt i en seng som hans. Hans søster forsøgte at efterkomme hans ønske, men døden indtraf inden. Personligt mener jeg, at en som Pascal burde helgenkåres.«

Uforståeligt uhyre

Ifølge Scalfaris referat mener paven også, at Pascal »fortjener at blive helgenkåret«.

Det er »bemærkelsesværdigt«, skriver Pascal-eksperten Vincent Carraud i en kritisk kommentar i den franske avis Le Monde:

»For Pascal er helgenstatus ikke noget, man kan gøre sig fortjent til. Der er en uoverstigelig selvmodsigelse. For stolthed er den største synd, og hvis man derfor gør sig fortjent til en helgenkåring, fortjener man den netop ikke,« påpeger Carraud, der er professor i moderne filosofi ved Sorbonne.

Det ville desuden være paradoksalt, hvis den første jesuitiske pave skulle indstille jesuitternes hårdeste kritikker til helgenkåring, mener Carraud. Scalfaris forslag er baseret på anekdoten om Pascals død, som stammer fra en næppe helt pålidelig bog af dennes søster.

Ifølge Carraud er kritikken af den kausistiske logik – argumentation baseret på løsrevne eksempler – derimod helt central i Pascals værk og i modstrid med selve ideen om helgener. Disse »sorte pletter« gør, at Romerkirkens udvalg for helgenkåringer kommer på en »delikat opgave«, forudser Carraud.

Matematikeren Piergiorgio Odifreddi undrer sig også, endda i Scalfaris egen avis. I Pascals posthume og fragmentariske værk fremstår mennesket jo netop som »et uhyre, der er uforståeligt for sig selv og foruroliget over sin egen uforståelighed«, skriver Odifreddi:

»Matematikerne vil stadig stille ham op på matematikkens piedestal og mindes hans geniale resultater inden for geometrien, brøkregning og sandsynlighedsberegninger. Men jeg tvivler på, at katolikkerne nogensinde vil tillade ham at bestige deres altre og officielt foreslå ham som et eksempel på ortodoksi og hellighed.«

Selvbevidst skribent

Il Fatto Quotidiano kan ikke tage det helt alvorligt. Avisens tegner, Stefano Disegni, vier en stribe til sagen – »af medlidenhed med paven og de ansatte på La Repubblica«:   

»Jeg har en artikel, der trænger sig akut på,« siger Disegnis Scalfari. »Ryd side et, to og tre.«

Scalfari grundlagde et ry for at være meget selvbevidst, da han i 1970 fik en bøde for at parkere ulovligt foran hovedbanegården i Milano og truede betjenten med ord, der i dag ville have været et strafbart forsøg på at påvirke en myndighedsperson:

»Hvis De vidste, hvem jeg er.«

Den folkekære skuespiller Alberto Sordi videreudviklede logikken til et uimodsigeligt argument i komedien Il marchese del Grillo fra 1981:

»For jeg er mig, og I er ikke en skid,« som filmens hovedperson siger, når han udnytter sin position ved pavens hof til at ydmyge andre.

Ifølge Disegni handler Scalfaris dialog med paven mere om hans eget eftermæle end om Pascals. Det er således paven, der kysser Scalfaris hånd og får lov til at stille spørgsmål, hvilket er tydeligt inspireret af slutningen på teksten i La Repubblica:

»Min bil holder foran porten. Min chauffør stiger ud for at hilse på paven (de giver hinanden hånden) og hjælpe mig på plads i bilen. Paven opfordrer ham til at sætte sig bag rattet og tænde motoren: ’Jeg skal nok hjælpe ham,’ siger Frans. Så sker der noget, som næppe er sket før: Paven støtter mig og holder døren, så jeg kan sætte mig ind. Da jeg er inde, spørger han, om jeg sidder godt. Jeg svarer ja, og han lukker døren og træder et skridt tilbage, så bilen kan køre, og så vinker han farvel lige til det sidste, mens jeg – det vil jeg godt indrømme – er rørt og har ansigtet badet i tårer,« beretter Scalfari og konkluderer: 

»Vi har aldrig før haft en sådan pave.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer