Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Kan jeg kalde min hvide dreng Bilal?

30. september 2017

Min kæreste og jeg venter vores første barn. Da vi fandt ud af, at vi skal have en dreng, begyndte vi for sjov at kalde ham Bilal. Det var aldrig med intentionen om, at han faktisk skulle hedde sådan, men nu er navnet vokset på os.

Vi er begge etnisk hvide danskere, og selv om vi på den ene side godt kan lide navnet og smiler, når vi siger det, synes vi også, det er ret dumt og grænsende til at være kulturel appropriation.

Hvad siger brevkassen? Er det progressivt og sejt, eller er det bare åndssvagt og nedtur for drengen at hedde sådan uden at have nogen som helst relation til den arabiske verden?

Svar I:

Da min frankofile kæreste og jeg ventede barn, kaldte vi væsenet i hendes mave for Pierre. Sparker Pierre? Pierre er en flot lyd, rar for læberne, prøv at sige det højt tre gange – Pierre, Pierre, Pierre. Det var sjovt tidsfordriv at forestille sig sådan en lille en med rullekrave plaske rundt og slå malerpenslen mod det spændte maveskind. Da barnet så kom ud, var det jo ikke en Pierre. Pierre blev en fiktion fra en fjern og naiv fortid.

Selvfølgelig er det naivt at lege progressiv ved at kalde sit barn et navn, som hele livet vil kræve forklaring om oprindelse. Svaret vil være det uspændende, at navnet er et kulturironiserende påfund, ingen vil finde det svar spændende. Opkaldt efter en joke, ikke efter nogen, jeg er komplet etnisk dansk, vil Bilal skulle sige igen og igen og virke mere forstokket end alle andre.

Det er en kulturløs historie med skuffelsesgaranti at møde verden med. Så drop det. Trøst jer med, at livet lige om lidt smækker jer hårdt i fjæset med hundredtusinde vildere aktivitetsforslag end at stirre sig blind på en ringe idé. Nyd fantomet Bilal og freden og søvnen (!) indtil da. InshAllah.

– Katrine Hornstrup Yde

Svar II:

Kulturel appropriation er ideen om, at man kan krænke andre mennesker ved at låne fra deres kultur. Det ville jeg ikke være så bekymret for, hvis jeg var jer. Desuden stammer de fleste navne fra et andet sted, hvis man går langt nok tilbage.

Spørgsmålet er snarere, hvordan navnet vil påvirke jeres søn. Det moderne menneske har brug for en identitet. En fortælling om sig selv. Ved at give ham et navn, som ikke har nogen forbindelse til hans ophav, risikerer I at spænde ben for ham i hans søgen efter den fortælling. I værste fald vil han føle sig rodløs og fremmedgjort over for både jer og sig selv.

Når nogle indvandrere giver deres børn danske navne, gør de det formentlig i håb om, at det vil gøre det lettere for dem at begå sig i Danmark. Det er der en vis fornuft i. Et svensk studie viser, at folk med arabiskklingende navne har sværere ved at blive indkaldt til en jobsamtale.

I jeres tilfælde vil I give jeres barn et fremmed navn – ikke for at hjælpe ham – men for at være ’progressive’. I jeres higen efter det risikerer I at gøre hans liv sværere.

– Sebastian Abrahamsen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bilal/Belal er et almindeligt navn i Libanon og Palæstina. Hvis du ønsker at give dit barn udfordringer her i livet i Danmark, så bør du døbe barnet Bilal. Jeg har igennem en af mine børn hørt om drengen, som blev døbt Anus (det er den latinske benævnelse af endetarmsåbning). Han er blevet rigtig stærk af de udfordringer det har givet ham. Man skal give sine børn udfordringer i livet, ikke? Jakob, Søren, Michael og så videre er for nemt, er det ikke? Jeg regner med, at brevkassen er for sjov. Min anbefaling er også skrevet for sjov, men den er god nok, den om Anus.

Lystlund
Brevkasseforfatterne sidder sikkert en gang om ugen over et par flasker god portvin og morer sig med at finde på spørgsmålene.

Ved I at godt at navne som Sarah og Lea og David er jødiske navne? Og at danskerne også begyndte at give deres helt helt danske børn jødiske navne? Fordi det gjorde de - og derfor opfatter vi nu navne som Sara, David, Lea og andre navne i Bibelen som danske navne, ikke jødiske navne...

Anders Sørensen

Jeg gad ikke hedde Bilal Sørensen. Det er jo til grin, come on. Som at hedde Moses Hansen. Eller Soleima Petersen. Shiit...!

Hvis det nu var Bilal Blåbjerg, ville det være MEGET bedre, simpelthen pga. bogstavrimet og efternavnets mindre trivielle karakter.

Det er dog klart, at bogstavrim ikke gør det alene; Jesus Jensen lyder ikke voldsomt godt.

Generelt er mit take på navngivning, at man bør betragte navnet som en helhed. For- og efter-. Som en akkord på guitar, hvor pludselig en forkert tone kan ødelægge al harmoni og sjæle-/navnefred.

Maria Bjørnsten

Gør det ikke! Det er Danmark slet ikke klar til. Da jeg arbejde hos Norstat (et analyseinstitut hvor man ringer til folk og stiller dem spørgsmål a la hvor mange bilreklamer har du set inde for den sidste måned) ændrede alle phonerne med udenlandske navne deres navn til Jakob, Peter, Mads etc. Ingen ville snakke med dem hvis de præsenterede sig med deres eget udenlandske navn.

Odin Rasmussen

Mine forældre kaldte mig Odin - jeg ved at mormonerne i USA af forskellige årsager bruger de oldnordiske navne - måske de havde hørt om dem ?

Odin er næsten det bedste, nordiske navn en mand kan have. Tor er
lige så godt. For piger er Freja i samme klasse.
De har danske ugedage, der er opkaldt efter dem: Onsdag, torsdag og fredag.
Man kan faktisk godt blive lidt misundelig *ss*

Leila er et arabisk navn, der betyder nat, men det ved folk ikke. Det kunne måske være gået for 20 år siden, ikke nu, hvis ens barn ikke skal forklare sig hele tiden eller tage afstand fra alt muligt han ikke har noget at gøre med.

Anders Sørensen

Nu vi snakker navne fra nordisk mytologi, så er jeg stor fan af Røskva som pigenavn. Tjalfe som den mandlige broderpart er en del mere tvivlsomt, selvom det kan siges at være unfair.

Tyr er i sagens natur umuligt; det virker simpelthen for arrogant selvbevidst. Og hvis Odin evt. ligger under for forventningspres, gør Tyr det gange tusinde.

Heimdal er jeg lidt i tvivl om. Som dansker gad jeg ikke hedde det - det virker dog passende for en nordmand. En trind type, glad for fjeld.

Loke umuliggøres af, at man i så fald lige så godt kunne gå all in med Udgårdsloke. Hvis man hedder Loke, ved folk bare, at forældrene har manglet nosser til at tage skridtet fuldt ud.

Osv, det var bare nogle eksempler. En mere udførlig liste kan findes på min blog.

...just kidding.

Odin. Min yngste hedder Rune. Da nogle af vores tyske bekendte hørte det navn, var deres reaktion: "Jamen, alle vil jo tro. I er nazister"???

Jeg var målløs: For mig er Rune et navn man giver til en sød, eftertænksom, lyttende dreng. For tyskerne kunne vi ligeså godt have givet ham en sort hugo boss uniform på.

Odin Rasmussen

Niels. Jeg har flere gange opnået lignende tilkendegivelse. Især fra tyskere. Blandt andet tyske venstreorienterede i miljøet omkring Folkets Hus på Nørrebro som jeg en overgang dyrkede. Senere fandt jeg ud af at venstreorienterede ofte er nogle af de mest intollerante mennesker. At mit fornavn var 'højreorienteret' mens jeg for 20 år siden fik at vide at det var lidt "hippie-agtigt" a la Kløvedal osv. Tiderne skifter. Under alle omstændigheder synes jeg ikke om de der store fortællinger a la Tolkien hvor man så bare kan indsætte god og ond.

Odin Rasmussen

Og til resten af kommentator-sporet. Bilel, Bilal , Odin osv. er blot navne. Det er kun bogstav-tro dvs. fundamentalister der tager tingene bogstaveligt.

Svend Jespersen

Spørgerne henviser til det absurde begreb ”kulturel appropriation”. Det kunne måske være interessant at høre, hvad andre dele af det danske samfund synes om det at anvende navne fra andres kulturer. Linket herunder giver unægtelig kulturel appropriation en helt anden betydning med ordene her: ”Da brug af disse navne, før eller siden, vil føre til at barnet føler glæde og kærlighed til navnet og dermed føle samhørighed med dem, hvilket vil føre til, at barnet vil imiterer dem i deres opførsel og vaner. ”

https://goo.gl/vZLFR3

christian christensen

I må vel kalde barnet, hvad I har lyst til, Osama, Judas, Adolf, Anders or whatever. Barnet er er alligevel forældrenes projekt uanset hvad, indtil det en dag bliver gammelt og forhåbentligt selvstændigt nok til at sige fra.