Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Svigermor er glad for rødvin – og hun vil passe ungerne

Moderne Tider
30. september 2017

Min mands forældre tilhører den såkaldte rødvinsgeneration. De er med andre ord velfungerende alkoholikere, der stadig formår at passe arbejde, hus og venner. De er der altid for deres børnebørn – og for os, når vi har brug for dem. Men de kommer aldrig igennem en uge uden at drikke en hel del rødvin og er ofte snalrede, når vi er på besøg hos dem.

Nu har min svigermor så tilbudt at tage sig af vores tre børn i et par dage. Jeg kunne virkelig godt bruge en pause fra småbørnslivet, men har også lidt ondt i maven over at skulle efterlade dem hos hende i en hel weekend. Kan jeg bede dem om at holde igen med rødvinen? Eller er det mig der er sippet? Min mand er jo vokset op med deres alkoholvaner og har klaret sig fint.

Svar I:

Dit dilemma er blevet en nyklassiker. Der er nærmest ingen i min omgangskreds, som ikke har et eller andet at udsætte på deres forældres rødvinsindtag. Måske pga. det uheldige faktum, at vi får børn – som i lange perioder reducerer alkoholindtaget til nul og bagefter naturligt reducerer overskuddet til tømmermænd – samtidig med, at går de på evig ferie med gode pensionsopsparinger, der fint kan finansiere et udvidet medlemskab af vinsmagningsforeningen. Og når ens hobby er rødvin, og hele dagen hver dag er fritid, så ender man med et snalret liv.

Til trods for årlige ’Sæt proppen i’- og 7/14-kampagner er det tilsyneladende en ret svær debat at tage. De kender rådene, men undrer sig kun over, hvorfor naboen dog ikke følger dem. De bliver lidt småmugne, når deres børn løfter pegefingeren over for dem … Det er aldrig rart, når rollerne byttes om, og det er trods alt ikke så længe siden, de talte bjørnebryg i vores nettoposer, inden turen gik til krattet bag sodavandsdiskoteket.

Jeg er i princippet imod at bruge børn som løftestang for den her slags debatter, men det er ok at gøre det, når man er oprigtigt bekymret. Tag evt. hul på emnet ved at spørge, hvordan de har tænkt sig at fragte ungerne rundt, når nu promillen er for høj til bilen. Det er dejlig konkret. Og er der noget, rødvinsgenerationen ikke gider, er det at tage bussen.

– Susan Knorrenborg

Svar II:

Livet er jo ikke risikofrit; har man børn, har man også lejlighedsvis ondt i maven af bekymring. Her virker bekymringen dog curlingagtig. Du skriver jo selv, at dine svigerforældre er velfungerende alkoholikere med arbejde og ansvarsfølelse mv., og at der ikke er noget at klage over. Det vil sige at forbruget fortrinsvis sker i trygge omgivelser i hjemmet, og at der er tale om et konstant kontrolleret niveau, formentlig meget sjældent ud over det snalrede.

Her tør jeg med min erfaring, der er lang, uden at jeg selv helt kan leve op til rødvinsgenerationsmærket, berolige dig med, at sikkerheden for dine børn er forsvarlig. Et alkoholisk vaneforbrug af den art indebærer som regel kontrol og klar bevidsthed om omgivelserne. Hvis jeg var dig, ville jeg under ingen omstændigheder sige noget som helst om din ængstelse. Det kan for tid og evighed ødelægge dit forhold til dine svigerforældre, der betakker sig for gode råd, da de jo sagtens kan styre tingene.

Det kan nogen. Ikke alle som bekendt.

Men her ville jeg tværtimod forære dem en flaske (eller to) rigtig god rødvin som på forhånd tak for pasningen. Det vil minde dem om, at du ved besked, og at de dermed også på en måde får en meget fin og generøs påmindelse om business as usual.

– Georg Metz

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

INGEN bør overlade børn til folk, der drikker alkohol i deres nærhed.
Børn har meget fine tentakler, når det gælder de voksnes adfærd, og et individ, der er påvirket af alkohol bliver - selv efter kun en enkelt genstand - fremmed for børnene, og det gør dem utrygge.
Det bør være en klar regel for alle forældre, at druk og børn er uforenelige størrelser,
Ofte kan det faktisk være en øjenåbner for alkoholikeren at blive konfronteret med en nul-tolerance i det spørgsmål.

Johnny Winther Ronnenberg

Jesus Christ de sidste dages hellige er ankommet ;-)

Det rigtige svar er bland dig uden om andres adfærd, det er de mere kompetente til end du er. Man skal ikke blande sig i andres liv, uden at have alle forudsætningerne med, er de det her? Eller er det fordommene der taler på deres vegne?

Du har jo selv svaret, du vil ikke have mange rolige øjeblikke på dine "fridage" uden børn. Tag i stedet for et par fridage og nyd dem sammen med dine børn, lav noget af det sammen, der ikke er tid til i hverdagen og det kan sagtens være ganske almindelige hverdagsting derhjemme.