Læsetid: 4 min.

Dagbog for onsdag d. 6.9.2017

Nationalmuseet har opfordret danskerne til at skrive om en dag i deres liv, nemlig 6. september. Dette er Bent Vinn Vinn Nielsens bidrag
9. september 2017

I år er det hundrede år siden, min far blev født. Ja, i året for den russiske revolution, i slutningen af Første Verdenskrig. Jeg har engang set hans dåbsattest, hvor det fremgår, at han er født et sted ved navn Dronninglund Mark. Jeg forestiller mig ikke, at han ligefrem blev født i det fri, under åben himmel, men ellers var omstændighederne absolut ikke de bedste.

Han var, hvad man smagfuldt kaldte horeunge. Kort efter hans fødsel blev hans mor, min bedstemor, ramt af polio. Jeg kan kun huske hende som en stor, tung kvinde, der sad ved stuevinduet og syede, mens hun holdt skarpt øje med livet udenfor. Hun var ikke særlig venlig stemt over for ret mange. Og hun kunne kun holde sig oprejst ved hjælp af to stokke.

Ved en begravelse i familien, en dag, hvor regnen styrtede ned, sank begge hendes stokke ned i den våde jord, så hun måtte stå mere og mere foroverbøjet. Og hun stod ganske tæt ved graven. Det irriterede præsten, han bad hende om at træde et par skridt tilbage, ellers kunne det ende med, at hun faldt ned i graven, sagde han.

Det skulle han aldrig have sagt. Hun gav ham et møgfald, han skulle ikke fortælle hende, hvor hun skulle stå, han kunne passe sit arbejde, kunne han, og så i øvrigt skynde sig lidt, så følget kunne komme i tørvejr!

Jeg har en fuldkommen hjemmelavet teori om, at man har lettere adgang til den del af historien, der begyndte med den ældste af ens forældres fødsel. Fordi man har hørt levende mennesker fortælle om den.

Min bedstemor giftede sig med en mand, der ikke brød sig om min far, horeungen, men vores naboer, som vi kaldte Posten og Dagmar, tog sig af ham, da han var barn. Og de fortalte dels om ham, dels om tiden i 20’erne, 30’erne, under og lige efter krigen.

Det var især Posten, der interesserede sig meget for Historien. Han prøvede at holde rede på de forskellige begivenheder og deres nøjagtige rækkefølge. Dagmar, hans kone, mente nok at han digtede lidt, men det anfægtede ikke Posten. Han sorterede også i de historiske begivenheder. Visse fandt bare sted og ville hurtigt blive glemt igen. Andre var derimod født Historiske og ville blive husket til evig tid.

Om dagen i dag, onsdagen den sjette i måneden september i året 2017, hvor danskerne efter opfordring af Nationalmuseet skriver dagbog, rummer begivenheder og hændelser, der vil gå over i den store Historie, er ikke til at vide. Det ved man nok først senere. Umiddelbart ser det ikke sådan ud.

I dag var dagen, hvor tre store modehuse, bl.a. Gucci, kundgjorde, at de ikke længere vil gøre brug af supertynde modeller. Og videre: Fra nu vil de ikke lade modeller under 16 år fremvise voksentøj. Jo, javel. Også i dag meddeler hoffet, at Prins Henrik lider af demens. Det er sørgeligt.

I den mere løsslupne ende er det dags dato kommet for en dag, at Kommunernes Landsforening har indkøbt 37 kuglepenne til en samlet pris af 90.000 kr. Men så er det også Mont Blanc, og sådan en døvl koster knap 3.000 stykket. Den første homovielse på Færøerne nogensinde har fundet sted i dag. Den 61-årige spanske kvinde, der mente at være Salvador Dalis datter, og derfor krævede hans lig, inkl. intakt overskæg, gravet op, fik af retten at vide, at det er hun ikke. Derfor vil man kræve, at hun betaler for opgravningen, dna-prøverne mv.

Herhjemme har Peter Laugesen udgivet en ny digtsamling med titlen Traveller, det er bestemt værd at mærke sig. En tigger af ubetvivlelig dansk herkomst er blevet arresteret og fængslet for sin samfundsskadelige aktivitet, mens Danske Bank måtte tilstå, at den har medvirket til hvidvaskning af kulsorte penge – nåe nej, både tiggeren og banken var allerede i går.

Det er også i dag blevet konstateret, at det var den syriske hær, der i april dræbte halvfems mennesker: mænd, kvinder og børn. Det er vel historisk nok til, at verdenssamfundet snart synes, der må gøres noget?

Uden at geråde i overdrevne filosofiske betragtninger – efternavnet her er nu engang hverken Kierkegaard eller hr. og fru Selsing – kan man vel godt sige at Historien ikke kan stå alene. Uden hverdage, uden personligt, anonymt liv ville den være en slags fiktion. Det almindelige er vel målestokken for det usædvanlige? Derfor skal min dagbog naturligvis også indeholde helt private oplysninger.

Enhver morgen starter her i huset med morgenmad og te og med avislæsning. Af herværende avis, naturligvis, den har jeg læst hver morgen siden 1971. Men det er da godt nok først de allerseneste dage, jeg har været klar over, hvad avisens chefredaktør får i løn. Jeg har heller aldrig tænkt over det, ærlig talt, men det var dog en rasens masse penge! Man skal dæleme da hænge i som freelancer, hvis man vil nærme sig noget, der bare ligner.

Andre avisers chefredaktører skal ikke nyde noget, det rager ikke nogen, hvad de tjener, siger de i kor. Det er nu også en farlig udvikling: Jævne folks tilbageholdenhed med lønkrav bliver sat på en hård prøve i disse år. Hvorfor skal de egentlig finde sig i at få så lidt, når deres chefer får gager fra en million og opefter? Til sammenligning tjener en faglært håndværker, en sygeplejerske og en skolelærer ca. 30.000 kr. om måneden.

Avislæsningen får ende kvart over otte. Så kommer vores yngste barnebarn. Hun er to et halvt år gammel, ret stilfærdig, men uhyre stædig: ikke noget med at hjælpe hende af med tøjet, hendes lille næve skubber resolut ens bedsteforældregrabber til side.

Man kan lige så godt vænne sig til det. Der er ingen, der ikke kan undværes. Historien skal nok blive skrevet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu