Driftens nulpunkt

»Stop fidgeting!«

Mange af os husker, måske mod vores vilje, Edwards Lewis’ (Richard Gere) konstante henstilling til Vivian Ward (Julia Roberts) i halvfemserstorfilmen Pretty Woman. Rigmanden Edward er på en lidt underlig, næsten kunstig, måde faldet for luderen Vivian, og nu brager de to verdener, de hver især kommer fra, mod hinanden.

Gadetøsen kommer ind i de finere cirkler, hvor hun bringer liv og glæde. Men omvendt går det selvfølgelig ikke, at hun beholder alle sine gamle manerer. Især skal hun holde op med alt sit fidgeting – hun skal holde op med at gnide sine hænder mod hinanden, rode i sit store, vilde uldhår osv.

»Hold op med at fjumre!«

Det dur bare ikke til en fin middag eller en polomatch.

Men hvor dur det så? Og kan Pretty Woman lære os noget om den dille, som griber sig om sig for tiden, fidgetspinnere? Hvad ved Vivian om fidgeting, som vi endnu ikke har turdet spørge om?

Slingeren i valsen

Der findes en bestemt type historier, der har som tema, at en ’vild’ kvinde skal civiliseres. Kvinden må bringes ind i en verden, hvor hun indtager en bestemt position i et bestemt hierarki uden slinger i valsen.

Og alligevel er det selvfølgelig netop ’slingeren i valsen’, som driver denne type af historie. Hvis ikke Vivian havde været et wild child, og hvis ikke hun havde haft sine nervøse og fjollede manerer, havde der ikke været nogen film. To mennesker fra samme sociale lag havde sagt pænt goddag til hinanden, udvekslet ringe og fået børn, slut.

Temaet er selvfølgelig netop interessant, fordi der er noget rigtigt ved den uro, som kvinden bringer med sig. Vivian har en nervøs side, når hele det sociale spil bliver for meget, og hun har sine spontane udladninger af energi, som når hun flytter sin røv rundt på Edwards papirer uden at tænke over det. Alt det er udtrykt perfekt i termen fidgeting. Kvinden, gadetøsen, kan ikke være i den verden, hun præsenteres for, hun er enten lidt for lille eller lidt for stor, og derfor fjumrer hun.

Måske havde Vivian adhd, altså en form for ’aktivitetslidelse’. I hvert fald er det netop det samme, som virker for hende, som for utallige børn med (og uden) denne diagnose i dag: Det hjælper på uroen at dimse, fjumre eller makke med noget. Hænderne skal være i gang. På samme tid udtrykker hænderne en nervøs energi og en form for bemestring.

Nydelse og drift

Kritikken af fidgetspinnere blandt trætte skolelærere og konservative røster er den samme i dag som hos den gode Edward Lewis: Hold op med alt det dimseri. Få styr på jer selv! Den lidt mere raffinerede kritik siger, at fidgetspinnere er et symptom på tiden. Her finder vi tesen om det overstimulerede barn, der skal nå alt muligt, og som ikke kan følge med, og som må søge tilflugt i en (dårlig) vane.

Denne diagnose er et stykke hen ad vejen rigtig, men Lacan ville sandsynligvis have peget på, at fidgetspinneren også udtrykker noget, som måske ikke fremstod så klart, før den kom til. Nemlig at den nervøse energi, der får spinnerens hjul til at spinne og spinne, ikke blot et udtryk for lidelse, men også for nydelse. Der er en herlig, underlig, ubeskrivelig nydelse ved at dreje de tre arme om den velsmurte akse med de gnidningsfri kuglelejer. Man kan ikke få nok, den skal hele tiden lige have et spin til. Og et til.

Med andre ord er der måske ikke noget mere perfekt udtryk for det, Lacan definerede som drift, end en fidgetspinner. Driften når aldrig sit mål, sagde Lacan, men den opnår tilfredsstillelse alligevel, ved at blive ved og ved med at dreje rundt om en umulighed. Dermed opnår driften sit formål, kunne man sige, nemlig det at opnå en tilfredsstillelse i selve det at kredse om målet. At vende tilbage, betragte og berøre det igen. Og igen. Målet kan for så vidt være en kropsdel eller et stykke plastik, det er ligegyldigt.

Der er noget næsten ulækkert over den måde, Edward approprierer Vivians energi på i Pretty Woman. Han tager al hendes fidgeting og laver den om, først til en shoppingmaskine, senere til hans eget kønne ansigt udadtil, som vitaliserer og humaniserer hans business.

Mod alle odds er der her noget ret positivt at sige om fidgetspinneren. På en måde er den et udtryk for driftens nulpunkt. Den er svær at lave en kreativ appropriering på. Man kan ikke omsætte fidgetspinnerens energi til en konstruktiv kraft. Den er den rene, målløse kredsen om et abstrakt, tomt mål. Dermed bliver den næsten uhyggelig: Den viser, at mennesket altid har et gear mere. At enhver social orden kan smadres af en uro, som ikke har nogen mening. Den stille snurren er lyden af et ulmende raseri.