Læsetid: 6 min.

Den dybe stat er virkelig – og det er slet ikke så dårligt

Med overtagelsen af Det Hvide Hus lancerede Donald Trump og Steve Bannon et aggressivt angreb på staten og dens institutioner. Nu ser det ud til, at Trump er i gang med at underlægge sig det system, han ville kæmpe mod
23. september 2017

Præsident Trump og hans tætteste rådgivere har siden overtagelsen af Det Hvide Hus i begyndelsen af året lanceret et hidtil uset angreb på staten og de statslige institutioner. Staten er for Trump symbol på et bureaukratisk uhyre befolket af en akademisk klasse, der har forgyldt sig selv på folkets bekostning.

I sit opgør med staten har Trump angrebet amerikanske domstole, sikkerhedstjenester, sundhedsvæsen og forskere. I sidste uges interview i tv-programmet 60 Minutes gik Steve Bannon hele vejen og kaldte de tre foregående administrationer for »en flok idioter.«

Angrebet på staten har været en politisk strategi for Trump. Men bagved retorikken udspiller der sig en langt mere konsekvenstung debat om statens institutioner. I princippet er moderne stater kendetegnet ved en åben og gennemsigtig administration, der forbereder og implementerer landets love gennem demokratiske valgprocedurer og beslutninger.

Men staten består også af dybe institutioner, hvis indflydelse og magt sjældent debatteres. Efterretningstjenester, eksperter, rådgivere, dommere og diplomater udgør en slags »stat i staten«, hvad amerikanerne kalder deep state, hvis opgave er systembevarende og stabiliserende.

Statens dybe institutioner har samfundets langsigtede sikkerhed og overlevelse for øje. Der er mange måder, hvorpå et demokrati fører tilsyn med militær, sikkerhedstjenester og fortrolighedsstemplede missioner.

Der kan nedsættes undersøgelseskommissioner eller særlige udvalg, der følger med i statens skjulte arbejde. Men det ligger i sagens natur, at den dybe stats arbejde for det meste forbliver bag lukkede døre.

Det er samtidig i den dybe stat, at en del af samfundets modstandskraft over for større samfundsforandrende kriser ligger. Hvis en præsident bliver sindssyg eller myrdet, eller hvis et kup er under opsejling, kan den dybde stats repræsentanter organisere modtræk og promovere systemvenlige, midlertidige repræsentanter, der kan træde til og få landet igennem en vanskelig periode.

Den dybe stats succes er kendetegnet ved, at den ikke bare er usynlig, forstået som hemmelig, men at dens synlighed ikke er nødvendig. Så længe samfundet fungerer nogenlunde regelmæssigt og forudsigeligt, og dets officielle ledere efterlever reglerne i det repræsentative demokrati, er den dybe stat ikke en del af den eksplicitte politiske virkelighed.

Den dybe stat er et tveægget sværd. Den afhænger fuldstændig af holdninger og kompetencer i det netværk, der definerer den – og det netværk er ikke på valg eller i øvrigt offentligt kendt endsige kontrolleret.

Det kan man se på den måde, begrebet (derin devlet) er blevet aktuelt i Tyrkiet og er blevet brugt om den elite i militær og domstole, der med både demokratiske og udemokratiske midler forsøgte at holde arven fra kemalismen stærk imod Erdogans voksende populisme, ligesom det tidligere har gjort mod venstreorienterede bevægelser.

Den dybe stat kan i nogle tilfælde beskytte staten imod anslag fra populistiske og religiøse strømninger, i andre tilfælde kan den dybe stat selv glide i retning af militærdiktatur.

Den dybe stats stræben efter at sikre samfundets og systemets overlevelse og stabilitet står imidlertid i stærk kontrast til en ny generation af populistiske ledere, der ønsker radikale samfundsforandringer.

Donald Trump vil ikke af hensyn til diplomatiet eller det anonyme sikkerhedspolitiske netværk, der normalt støtter præsidentembedet, lægge skjul på sin foragt for Nordkoreas leder, og han vil ikke i sin politiske kommunikation lade sig begrænse af hensyn til tavse generaler, dommere og diplomater.

Den sædvanlige magt, der ligger i udenrigstjenesten og diplomatiet, bliver af Trump set som en del af problemet snarere end en del af løsningen.

Ødelæggelse a la Lenin

Det er ikke overraskende, at dette angreb på staten kommer netop nu. Flere af Trumps tætteste rådgivere har udtalt, hvad der ikke kan forstås som andet end dyb foragt for staten. Det mest ekstreme eksempel er den nu afskedigede chefrådgiver, Steve Bannon, der er citeret for at have udtalt sin tilslutning til Lenins læresætning om, at målet for politik er at »ødelægge staten og alle dens etablerede institutioner«.

Bannons revolution peger i modsætning til Lenins ikke frem mod en kommunistisk revolution, men mod en højreekstrem kontrarevolution baseret på den frivillige sammenslutning af individer i nationen som modkraft til den moderne kosmopolitiske stat med dens klasse af smagsdommere og levebrødspolitikere.

Bannon blev i august fyret som led i, hvad mange betragter som et forsøg på at få Det Hvide Hus tilbage på et mere moderat spor. Reaktionen fra Bannon var utvetydig. Med henvisning til stabschef John Kelly og sikkerhedsrådgiver Herbert McMaster sagde han få timer efter fyringen, at »de vil forsøge at moderere ham (Trump, red). Vi vil se begrænsninger på hans naturlige tendenser«.

Med andre ord en midlertidig stopper for den anti-statslige position, som fik Trump valgt, og som Bannon stod i spidsen for.

Den aktuelle situation afslører en dybereliggende konflikt i amerikansk og international politik, som meget vel kan komme til at definere den fremtidige politiske udvikling i Vesten. Den mistillid og statskritik, der kommer til udtryk hos Trump og Bannon har dybe rødder i en tungtvejende mistillid til staten.

Som den amerikanske forfatter og journalist Chris Hayes har påpeget i bogen Twilight of the Elites, er den etablerede distinktion mellem højre- og venstrefløjen ved at blive erstattet af en ny konflikt mellem ’institutionalister’ og ’anti-institutionalister’.

Fælles for Trump og Macron var at fremstå som en stærk mand med autoritet og greb om situationen. På forskellig vis oplever de begge nu en autoritetskrise
Læs også

Anti-institutionalismen og statskritikken er ifølge Hayes i hastig udvikling fra flere sider. Ikke kun er der stigende utilfredshed med den politiske elite samt kritik af de etablerede institutioner og deres manglende evne til at løse problemer med immigration, arbejdsløshed og kriminalitet. En dyb mistillid er opstået i samfundet.

I USA har den anti-institutionelle bevægelse vokset sig stor gennem blandt andet Tea Party-bevægelsen, men tendensen stikker ifølge Hayes dybere i Det Republikanske Parti. Når man hører om republikanere, der hellere vil lukke sundhedsvæsenet end beholde Obamacare, er det ikke en tom trussel. De mener det, netop fordi de deler et syn på staten som fundamentalt korrupt og afsporet.

De europæiske dybe stat

I Europa har vi historisk set ikke set nær så stærke eksempler på anti-statslige bevægelser som i USA. En mere overfladisk statskritik finder vi i den bredere idehistoriske tilslutning til nyliberalismen og det økonomiske styringsparadigme, der ser individet som den primære agent i organisatorisk adfærd.

Nyliberalismens statskritik er primært en kritik indefra statens institutioner og finder sit udtryk i reformer, incitamentsstrukturer og konkurrenceudsættelse. Den er langt fra ligeså radikal som den amerikanske anti-institutionalisme, netop fordi nyliberalismen accepterer velfærdsstatens eksistens, imens den løbende reformerer dens institutioner.

Den europæiske dybe stat er tilsvarende mindre eksplicit som politisk modpol til populisme og ustabilitet. Fordi den europæiske institutionalisme er stærkere end den amerikanske, er kompromiset mellem den dybe stats embedsmænd, dommere og generaler og den almindelige parlamentarisme ofte mindre problematisk.

Men det betyder ikke, at europæiske politikere kan tage statsinstitutionerne for givet. I en situation, hvor der er voksende mistillid til myndigheder, politikere og videnskabelige rådgivere, kan anti-institutionalismen hurtigt slå rod og få gennemslagskraft.

Brexit illustrerer, hvordan anti-institutionelle strømninger kan få greb i befolkningen og fremmedgøre samfundet over for de europæiske institutioner.

Den statskritik, der umiddelbart ligner en befrielse fra institutionelle autoriteter, viser sig hurtigt at være det modsatte. Igennem kritikken af traditionelle institutioner som sundhedsvæsen, universiteter og myndigheder kan populistiske ledere forsøge at tage magten tilbage.

Men som i enhver anden revolution opstår der nemt et magttomrum, hvor mistillid, manipulation og magtdemonstrationer erstatter hensynet til samfundets langsigtede stabilitet. Modsvaret bør i stedet være at opbygge stærke institutioner baseret på tillid og åben administration samt at acceptere, at ethvert demokrati i et vist omfang hviler på præmisser, der ligger uden for demokratiets kontrol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu