Gadevolden udstiller det værste og det bedste i mennesket

Sociologerne Marie Bruvik Heinskou og Lasse Suonperä Liebst stiger af deres cykler og trækker dem op foran Københavns Byret. Sidste sommer tilbragte de en stor del af deres tid i byrettens kælder. Her sad de sammen med tolv studentermedhjælpere i et lummert lokale uden vinduer og gennemgik 500 københavnske politisager om gadevold.

For hver sag, de læste, noterede de sirligt ting som gerningspersonens køn, antallet af slag og spark, de fysiske skaders omfang, motivet for volden, ofrets relation til gerningsmanden, antal vidner og vidnernes vilje til at blande sig.

I denne uge udkom resultaterne så. Bogen Gadevold – en sociologisk kortlægning af vold i byen er både i dansk og international sammenhæng en af de mest omfattende undersøgelser af gadevold.

Lasse Suonperä Liebst hiver bogen op af sin skuldertaske og trommer fingrene hen over dens forside. Han fortæller, at mens en stor del af den eksisterende forskning handler om antallet af voldsepisoder, som finder sted på gader, stationer og parker, så har han og Marie Bruvik Heinskous forskning fokuseret på at besvare spørgsmålene: Hvorfor opstår gadevold? Og hvordan udvikler gadevold sig?

Man ved allerede, at der er nogle bestemte individer, som har en statistisk oversandsynlighed for at begå vold – nemlig yngre mænd. Men det er ifølge sociologerne ikke nok, at vi ved, hvem der er disponeret for at begå vold.

»Unge mænd er jo ikke voldelige hele tiden,« siger Lasse Suonperä Liebst.

»De er kun voldelige en lille bitte procentdel af deres vågne tid. Til gengæld er der nogle situationer, der fremprovokerer volden i dem, og de situationer ved vi ikke særligt meget om.«

Det er de situationer, sociologernes nye forskning har undersøgt. For hvis man ved, hvilke mekanismer, der får folk til at begå vold, kan man kriminalpræventivt bedre gå ind og forhindre de situationer, som risikerer at ende med vold.

Samtidig kaster forskningen et nyt lys over vores kollektive opfattelse af gadevold. Nogle fordomme bliver bekræftet – eksempelvis at mænd oftest begår vold mod mænd, og at gadevolden oftest finder sted i weekendens sene nattetimer. Andre sejlivede myter falder til jorden: At vi som samfund er blevet mere voldeligt, at gadevolden ofte retter sig mod tilfældige, og at tilskuere forholder sig passivt har vist sig at være forkert.

Gadevolden er knyttet til nattelivet og finder primært sted i det tidsrum, hvor folk begynder at bevæge sig hjem fra byen. Fotoet er taget ved Nørreport Station i København.

Gadevoldens ’hot spot’

Lige nu er det højlys dag, og Strøget er fyldt med turister og handlende. Et menneske, klædt ud som pingvin står uden for en butik og rækker sin luffe frem mod tilfældige forbipasserende. Nogle giver en mønt. Andre får taget et billede sammen med dyret.

»Se der!« siger Marie Bruvik Heinskou og stopper cyklen.

Hun peger op mod en grå kasse, der hænger på en butiksfacade et stykke over pingvinens hoved. Hvis man ikke lige ved, hvad det er, ligner det mest en gadelygte. I virkeligheden er det et overvågningskamera, fortæller hun.

På den del af Strøget, der strækker sig fra Nytorv og op til Rådhuspladsen, er der fyldt med kameraer. De hænger med omkring tyve meters mellemrum. Et blåt skilt, som er forsøgt overmalet og plastret til, viser, at dette er et overvåget område.

Strækningen er et såkaldt hot spot forklarer Marie Bruvik Heinskou. Det vil sige et sted, hvor gadevold ofte udspiller sig. For når det bliver aften, og natten falder på, åbner barerne på rad og række, og denne del af Strøget bliver forvandlet til en festzone. Som regel går det godt – folk bliver fulde, spiser kyllingespyd fra 7-Eleven og går hjem. Men stedet har det også med at være der, hvor konfrontationer udvikler sig aggressivt og fører til vold.

Sociologerne har set en række voldsepisoder herfra udspille sig. I næsten en tredjedel af de sager, de har gennemgået, har de haft overvågningsmateriale til rådighed. En del af optagelserne er fra denne del af Strøget. Andre er fra barer og diskoteker.

Tidligere forskning har vist, at overvågning ikke har nogen præventiv effekt på vold, fortæller Marie Bruvik Heinskou. Til gengæld er videomaterialet vigtigt, når politiet rent juridisk skal undersøge, hvad der er sket, og hvem der slog først.

Og for sociologerne har optagelserne været guld værd, når de har studeret, hvordan voldelige konflikter opstår og udvikler sig.

Konflikt før vold

Med sociologernes forskning er det for første gang muligt at tegne et meget præcist billede af, hvordan det typiske eksempel på gadevold ser ud. Marie Bruvik Heinskou rømmer sig og begynder at nævne de karakteristika, der gør sig gældende i den mest almindelige form for gadevold:

»Den typiske gadevoldssituation finder sted i weekendens sene nattetimer mellem klokken 02 og 06. Oftest på en offentlig gade, men i forbindelse med en bar eller diskotek.«

Voldssituationen opstår typisk mellem to mænd. I over 90 procent af voldsepisoderne er gerningspersonen en mand, og ofret er en mand i knap 80 procent af tilfældene.

»Derudover kender de ikke hinanden forud for konflikten,« siger Marie Bruvik Heinskou.

Den mest almindelige voldshandling er slag – slag, der ofte indgår i en eskaleringsproces, hvor det ene slag tager det andet. Ofret får som regel mindre fysiske skader som hudafskrabninger, mærker, hævelser og mindre flænger, som ikke behøver at blive syet.

At mænd typisk udøver vold mod mænd, og at volden sker i de sene nattetimer i forbindelse med indtagelse af alkohol, er måske ikke så opsigtsvækkende. Til gengæld punkterer billedet af ’den typiske vold’ særligt én myte, pointerer Marie Bruvik Heinskou.

»Frygten for det umotiverede overfald, hvor man helt umotiveret bliver slået ned af en tilfældig, er overdreven. Det sker, men det er atypisk,« siger hun.

Mennesket har grundlæggende vanskeligt ved at begå vold og skal overkomme en bestemt tærskel for at ty til vold. Dem, der kommer op at slås, har i langt de fleste tilfælde haft en konflikt forud for volden, hvor de provokerer og opildner hinanden til at overtræde denne tærskel.

»Det er vigtigt at holde sig for øje, at mange voldssituationer opstår på baggrund af en gensidig optrapningsproces mellem gerningspersonen og ofret,« siger Lasse Suonperä Liebst.

»Dermed ikke sagt, at ofret skal bebrejdes. Det er den, der slår først, som får situationen til at udvikle sig til vold, men i over halvdelen af gadevoldsepisoderne, har ofret spillet en vis konfliktoptrappende rolle. Det siger noget om, at megen vold kan undgås, hvis ikke man lader sig provokere, når man er i byen.«

Som noget ganske unikt har sociologerne undersøgt, hvilke motiver der ligger til grund for gadevold. I hovedparten af sagerne – over 60 procent – udgør disrespekt netop motivet.

Denne form for vold opstår, fordi gerningspersonen har en oplevelse af ikke at blive mødt med respekt. Måske føler gerningspersonen, at nogen har den forkerte fodboldtrøje på, glor mærkeligt eller svarer ubehøvlet.

I under 10 procent af sagerne er motiverne had, jalousi og spænding.

Blot 2,2 procent af gadevolden finder sted i en park eller omkring en sportsplads. Unge mellem 18 er mere tilbøjelige end voksne til at begå vold omkring grønne områder. Fotoet er taget i Ørstedsparken i København.

Sille Veilmark

Én lang fredeliggørelse

Sociologerne trækker deres cykler over mod Skindergade. En anden gade i Indre By, som er fyldt med barer og diskoteker. Selv om kommunens fejebil har været forbi, ligger der stadig cigaretskodder, et par tomme plastickrus og madpapir fra fast food.

En anden af de myter, der eksisterer om vold, er, at vi som samfund er blevet mere voldelige. Og det kan være svært at tro andet, medgiver Lasse Suonperä Liebst. Mange danskere får primært kendskab til de voldssager, der er så kulørte eller bestialske, at de lander på avisernes spisesedler eller bliver taget op af politikerne.

Så sent som i denne uge afsatte regeringen 65 millioner kroner på finansloven til at hæve straffen for grov vold. Og stramningerne blev varslet i en facebookvideo, hvor justitsminister Søren Pape Poulsen (K) minder danskerne om sagen om Nanna og hendes kæreste, som julenat blev slået ned og tæsket med cykelkæder. En sag, de fleste nok kan huske, men som også er så enestående, at den ikke tegner et repræsentativt billede af gadevolden i Danmark.

Ugen forinden udkom en ny rapport, som har spurgt over 900 tilfældige danskere, om de tror, der de seneste fem år er kommet flere eller færre voldsforbrydelser. 55 procent af de adspurgte svarer, at de tror, at der i dag forekommer flere eller mange flere voldsforbrydelser. 33 procent tror, at niveauet er det samme, mens 13 procent tror, at der forekommer færre eller meget færre voldsforbrydelser.

Stik imod, hvad flertallet tror, er mængden af voldsforbrydelser ikke stigende.

»Historisk forskning peger på, at der er sket én lang fredeliggørelse af samfundet,« fastslår Lasse Suonperä Liebst.

Statistikken viser godt nok, at flere anmelder vold, men det er ikke det samme som at sige, at der bliver begået mere vold. Faktisk er tendensen i de seneste danske offerundersøgelser, at færre bliver udsat for vold. Så den stigende anmeldelsesfrekvens skal ifølge sociologerne snarere ses som et udtryk for, at danskerne er blevet mere intolerante over for vold. Og det er en god ting, mener Lasse Suonperä Liebst. Han kalder det ligefrem et »moralsk fremskridt«.

»Det er virkeligt vigtigt, at vi ikke misforstår fremskridtet som et tilbageskridt, og det er nogle gange det, der sker, når medier og politikere puster til frygten for vold. Faktisk mener jeg, at enhver samtale om vold bør begynde med sætningen: ’Set i et århundreder langt persepktiv er vores samfund er det sikreste nogensinde’.«

Marie Bruvik Heinskou bryder ind: »Så den verserende bandekonflikt må f.eks. ikke overdøve, at det generelle billede er, at byen er forholdsvis sikker at færdes i. Men det er selvfølgelig en balancegang, for gadevold finder stadig sted, og vi har fortsat en opgave i forhold til at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge det.«

6,2 procent af gadevolden finder sted på en togstation. Fotoet er taget i Sjælør.

Mordet på Kitty Genovese

Socialpsykologien har i mange år haft en grundlæggende tro på, at mennesker sjældent blander sig i forbindelse med vold. Den antagelser udspringer af en episode, der fandt sted den 13. marts 1964 i New York:

28-årige Cathrine Genovese, som alle kaldte Kitty, parkerede sin røde Fiat og slukkede lygterne. Hun havde været på arbejde i en bar, og klokken var 03.15 om natten, da hun steg ud af bilen og gik hen mod den bygning, hendes lejlighed lå i. Pludselig opdagede hun en mand bag sig. Hun satte i løb, men han indhentede hende og stak hende to gange i ryggen med en kniv.

Kitty Genovese skreg så højt, at flere af naboerne tændte lys og trak gardinerne fra. En enkelt nabo stak hovedet ud af vinduet og råbte: »Lad pigen være!« Det fik gerningsmanden til at løbe sin vej, men så snart, lysene i vinduerne igen blev slukket, vendte han tilbage. Kitty Genovese havde slæbt sig om bag en bygning, men han fandt hende, voldtog hende, stak hende igen og igen, indtil livet svandt ud af hende. Han stjal 49 dollar fra hendes pung, inden han løb sin vej.

Det viste sig, at 38 vidner havde overværet episoden, men ingen havde tilkaldt politiet. For at forklare, hvorfor ingen greb ind, foreslog socialpsykologerne en teori, der i dag kendes under navnet ’tilskuereffekten’. Teoriens argument er, at jo flere tilskuere, der er til stede, desto mindre sandsynligt er det, at nogen griber ind, fordi det bliver uklart, hvem der har ansvaret for at gøre noget.

Et af de fund i sociologerne Marie Bruvik Heinskou og Lasse Suonperä Liebsts forskning, der har overrasket dem selv mest, handler netop om, hvordan tilskuere til gadevold opfører sig. I danske nyhedsmedier kan man fra tid til anden læse overskrifter som »Erik fik tæv på en fyldt perron: Ingen ville hjælpe mig« og »Ingen gjorde noget, da student blev slået ned: Hvorfor er vi bange for at blande os?«

De er med til at tegne et billede af, at folk ikke er villige til at gribe ind.

»Men vores forskning har vist, at det forholder sig direkte omvendt,« siger Marie Bruvik Heinskou.

I helt op mod tre ud af fire gadevoldsepisoder, er der mindst én tilskuer, som griber ind. Nogle intervenerer ved at tilkalde politiet eller en dørmand, men langt de fleste – knap 80 procent – griber ind på en fysisk måde, hvor de lægger sig mellem parterne eller tager fat i den ene for at trække vedkommende væk.

»I et halvt århundrede har vi troet på den passive tilskuer til vold, og nu har vi grundforskning, der peger på noget andet. Nemlig, at folk netop tør gribe ind, fordi der er andre mennesker til stede, som kan træde til og på den måde beskytter den, der intervenerer,« siger Lasse Suonperä Liebst.

Tilskuere kan begrænse vold

Både han og Marie Bruvik Heinskou har begge selv interveneret i gadevold. For Lasse Suonperä Liebsts vedkommende skete det for mange år siden en eftermiddag på Nørreport Station. To fulde folk, en mand og en kvinde, kom op at slås. De var berusede i sådan en grad, at de næsten ikke kunne ramme hinanden, men Lasse Suonperä Liebst besluttede sig for at skille dem ad.

»Før jeg gik ind, bad jeg en tilfældig fyr om at stå og holde øje med os, så han kunne blande sig, hvis parret pludseligt vendte sig mod mig.«

Det lykkedes at stoppe optrinnet, og Lasse Suonperä Liebsts har mange gange siden tænkt tilbage på optrinnet, som viser, at tilskuere har mulighed for at begrænse volden, hvis de blander sig.

Marie Bruvik Heinskou fortæller om en dag, hvor hun var ude at cykle og overværede to billister holde og dytte ad hinanden. Førerne – begge mænd – stod ud af bilerne, råbte ad hinanden og var ved at komme op at slås.

»Helt intuitivt stod jeg af cyklen af og gik hen og tog den ene i kraven og bad dem stoppe. Jeg tror, de blev så forvirrede over min opførsel, at de hoppede tilbage ind i bilerne og kørte deres vej,« siger hun.

Begge episoder er illustrative i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det er farligt at intervenere. I langt de fleste tilfælde risikerer man ikke selv at blive udsat for vold, når man blander sig, men den altoverskyggende risikofaktor har at gøre med, hvorvidt den, der intervenerer, kender ofret.

Lad os sige, at du overværer din ven komme op at slås med en fremmed, og du lægger dig i mellem for at skille dem ad. I det tilfælde er der cirka en femtedel risiko for, at du selv modtager et slag. Gerningsmanden risikerer nemlig at se dig som endnu en modstander, der træder til for at hjælpe din ven. Lægger du dig derimod imellem to, som du ingen relation har til, er risikoen for, at du selv bliver ramt, generelt lille. Du vil nemlig ikke blive oplevet som en trussel, men som en neutral mægler.

»Den slags viden er jeg ekstremt fortrøstningsfuld over at få frem,« siger Marie Bruvik Heinskou.

Det viser, at tilskuere har en præventiv effekt som langt overskygger, hvad de opsatte overvågningskameraer er i stand til at gøre.

Og heldigvis er man i byen sjældent alene. I under 4 procent af de sager, sociologerne har gennemgået, var der ingen tilskuere til stede. Derudover er der stort set altid nogen til at vidne og til at gribe ind og stoppe volden, før den eskalerer.

Den nye forskning viser, at gadevolden på mange måder udstiller det værste og det bedste i mennesket: Lige så aggressive vi kan være, når vi farer op, lader os provokere og slår nogen til jorden, lige så omsorgsfulde kan vi være, når vi blander os og siger: ’Det der, det vil vi ikke have’.

Forskningen ’Gadevold – en sociologisk kortlægning af vold i byen’ indeholder er række kriminalpræventive anbefalinger, som vil blive overleveret til bl.a. politiet og Det Kriminalpræventive Råd.