Læsetid: 3 min.

Hegels beskrivelse af herren og slaven er en næsten perfekt opsummering af forholdet mellem USA og Nordkorea

Det komiske ved forholdet mellem USA og Nordkorea i lyset af nordkoreanernes prøvesprængning af en brintbombe, er, at amerikanerne med Trump i spidsen placerer sig over for Nordkorea som herren over for slaven i anerkendelseskampen. De vil anerkendes! Men er de klar over, hvem de er i gang med at blive anerkendt af?
USA’s impotens som herre er blevet afsløret på en dobbelt måde i forhold til Nordkorea: Dels ved, at herren puster sig op og forsøger at skræmme til lydighed. Og dels ved, at hele manøvren peger på en dybere afmagt over for Kina, der som en anden slave er ved at arbejde sig ud af herrens magt

USA’s impotens som herre er blevet afsløret på en dobbelt måde i forhold til Nordkorea: Dels ved, at herren puster sig op og forsøger at skræmme til lydighed. Og dels ved, at hele manøvren peger på en dybere afmagt over for Kina, der som en anden slave er ved at arbejde sig ud af herrens magt

The Granger Collection

16. september 2017

Anerkendelse, der indimellem kan virke som et temmelig ufarligt begreb om høflighed og organisationsforståelse, var for G.W.F. Hegel – der var den første, og måske eneste virkelige, anerkendelsesteoretiker – et begreb, der bogstavelig talt handlede om liv og død.

Hegel påpeger først og fremmest, at vi mennesker slet ikke kan blive til os selv uden anerkendelse. Det er ved, at den anden anerkender mig som et ’jeg’, at jeg i egentlig forstand bliver i stand til at forstå mig selv som et jeg. Samtidig er det, vi begærer, mere end noget andet at blive til et sådant jeg.

Når to mennesker mødes, vil de derfor forsøge at aftvinge anerkendelse fra hinanden – i sidste ende med vold, for så vigtigt er det at blive anerkendt. Volden hører nødvendigt med til ’kampen for anerkendelse’. Hvis to kæmper om anerkendelse, så er vinderen den, som er villig til at gå i døden for anerkendelsen, det vil sige den, der uden forfærdelse er villig til at vælge vold.

Herren er den, som ikke viger, mens slaven er den, som kravler udenom, og som redder sit skind ved at anerkende og underkaste sig herren. Men nu følger en ny krølle på hele dialektikken om anerkendelsen, for det er faktisk i sidste ende noget skidt for herren: Han er nu kun blevet anerkendt af en sølle slave!

Nordkorea og Nero

Det komiske ved forholdet mellem USA og Nordkorea i lyset af nordkoreanernes prøvesprængning af en brintbombe, er, at amerikanerne med Trump i spidsen placerer sig over for Nordkorea som herren over for slaven i anerkendelseskampen. De vil anerkendes! Men er de klar over, hvem de er i gang med at blive anerkendt af?

Miseren er, at denne situation om noget er konsekvensen af, at USA i kraft af sin militære magt meget længe har lignet en konkret virkeliggørelse af Hegels herre. Stillet over for USA’s magt må alle andre stater gøre som Hegels slave: underkaste sig og acceptere de vilkår, der bliver udstukket. Problemet er nu blot, at denne almagt kan slå om i sin modsætning, hvilket de sidste mange krige, som amerikanerne har forsøgt sig i, har vidnet om.

Den amerikanske herre melder sig på scenen i al sin militære pragt, og så må resten af verden bukke og neje som slaver. Men hvor mægtigt USA end er som militær magt, så ændrer det ikke på, at denne herreposition i sig selv i sidste ende er afmægtig.

Siden Sovjetunionen brød sammen, har amerikanerne ikke rigtig haft en værdig geopolitisk modstander. Man går fra den ene ’ondskabsfulde’ modstander til den anden, (Milosevic, Saddam, Bin Laden, Gaddafi, Putin, Kim Jong-un), men det, er som om USA mere og mere ligner den ekstremt magtfulde, men inderligt fortvivlede kejser Nero, som Kierkegaard beskriver i Enten-Eller.

Nero kan brænde hele Rom af, hvis han vil, bare til adspredelse, men kan alligevel miste grebet fuldstændig, når han fornemmer, at nogen har afsløret ham:

»Et Barn, der seer paa ham anderledes end han er vant til, et tilfældigt Øiekast kan forfærde ham; det er som om dette Menneske eiede ham.«

Kina

Men ikke nok med det, for nu følger den sidste og afgørende krølle på anerkendelsesdialektikken. For Hegel er det sådan, at nok løber herren af med sejren, og slaven bliver sat til at knokle for ham. Men i sidste ende er det slaven, som vinder, fordi han dermed holder kontakt med virkeligheden, mens herren er afhængig af slavens arbejde.

Er denne relation nu ikke et billede på forholdet mellem USA og Kina?

USA, verdensherskeren, er stagneret, med en hullet økonomi, men til gengæld et stort og flot militær. Imens har Kina arbejdet sig frem i den internationale økonomi. Som Trump for nylig skrev i et tweet, der sætter hele situationen med USA, Kina og Nordkorea i relief:

Det skrev herren selv antageligt på et elektronisk apparat, som er blevet produceret af de moderne slaver, der, som bekendt, arbejder i gigantiske fabrikker i Kina, som er Nordkoreas væsentligste handelspartner.

USA’s impotens som herre er blevet afsløret på en dobbelt måde i forhold til Nordkorea: Dels ved, at herren puster sig op og forsøger at skræmme til lydighed. Og dels ved, at hele manøvren peger på en dybere afmagt over for Kina, der som en anden slave er ved at arbejde sig ud af herrens magt.

Steve Bannons lakoniske bemærkning om situationen i Nordkorea i det overraskende ærlige interview, der angiveligt fik ham fyret, får dermed et lille tvist i en endnu mere alvorlig retning for USA:

»There’s no military solution here, they got us.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Olesen
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
Henrik Olesen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hillgaard

For sådan er det med normer og alle sådanne ting,
at de yderste dele mødes og slutter en ring.
Og så er det svært med bestemthed at vide,
hvor er den højre - hvor venstre side?

Tag hvad som helst, her nævnes blot.
viden, fornuft og stort møder småt.
Udvikling, moral og kaos møder orden.
Frihed, lighed og slutning møder vorden.

Problemet er ikke om noget går i balance,
men alene på hvilken måde og i hvilken kadence.
Hvad den enkelte føler er det mest reelle af alt,
for netop her går det godt - og her går det galt.

For mere liv, for ej sig kede,
må mennesket bestandigt opdage, undres - og så atter lede.
Led dog ikke dig selv til grunde.
Problemet er både at måtte og at kunne bunde.

Hvad betyder mest: at opleve, forvente måske at huske!
Tænk dig om og lad være med at sjuske.
Det ene er jo en følge af det andet.
Mangler et led så var, er og bliver resten slet ikke dannet..

Er en forskel for stor - eller flyder tingene sammen,
så fjernes fra livet al fryd og gammen
Det er da i grunden såre banalt,
er alt lige-meget, så går det da galt.

Ordene er lavet for uden tvang,
som en bikini at sætte fantasien i gang.
Fantasi skal bruges for på dette at byde,
færre modsætninger som skader - langt flere som fryde.

Vældig godt set og den helt rette anledning til at genlæse forordet "Anerkendelsens liberalisme" til "Historiens afslutning og det sidste menneske" (2009, Inf.Forlag)