Analyse
Læsetid: 5 min.

Hvem bliver vinderne, og hvem bliver taberne i Champions League

Champions League-sæsonen 2017/18 gik i gang i denne uge. Vi analyserer grupperne én for én og giver bud på, hvem der kan gå videre til knockout-kampene – og måske hele vejen til pokalen med de store ører
Paolo Dybala og Juventus fik en dårlig start på deres Champions League gruppespil, da de tabte 3-0 til FC Barcelona.

Paolo Dybala og Juventus fik en dårlig start på deres Champions League gruppespil, da de tabte 3-0 til FC Barcelona.

Alejandro Garcia/EFE

Moderne Tider
16. september 2017

Gruppe A:

Benfica, Basel, Manchester United, CSKA Moskva

José Mourinhos United, som er tilbage i Europas fornemste fodboldturnering, kunne på papiret ikke have fået mere overkommelige modstandere. Spillere som Romelu Lukaku, Nemanja Matic og Zlatan Ibrahimović, som kommer tilbage til holdet i en eventuel knockout-fase, har forstærket mandskabet betragteligt, især på midten og i angrebet.

CSKA har i flere år spillet kedeligt og defensivt, men med den nye træner, Viktor Goncharenko, er der kommet anderledes offensive takter. Benfica må siges at være det ypperste, Portugal kan mønstre i turneringen, men det er et åbent spørgsmål, om afgangen af nøglespillere vil være et problem for dem. Basel har netop mistet talismanen og klublegenden Matías Delgado og ender sandsynligvis som nummer sjok.

De går videre: Nr. 1: Manchester United. Nr. 2: Benfica.

Gruppe B:

Bayern München, Anderlecht, Paris Saint-Germain, Celtic

Selv om Celtic har forsøgt at piske en stemning op, hvor de hævder at kunne vinde det hele (især på hjemmebane), burde niveauerne i gruppe B være klare nok, og tirsdagens 0-5 øretæve – på hjemmebane –mod Paris Saint-Germain understregede forskellen. Med Neymar og Mbappé ombord har PSG endelig et hold, der kan matche de tårnhøje ambitioner, og træner Unai Emery har revanche til gode fra sidste sæson, hvor de var tæt på at eliminere selveste Barcelona.

Bayern er altid et godt bud på en Champions League-vinder, men vi får se, om de faktisk er svækket af Philipp Lahm og Xabi Alonsos afgang. På en god dag kan Anderlecht godt drille de tunge drenge, men Celtic bør have en fordel på deres uigennemtrængelige stadion, så de ender som 3’er.

De går videre: Nr. 1: Paris Saint-Germain. Nr. 2: Bayern München.

Gruppe C:

Chelsea, Roma, Atlético Madrid, Qarabag

Atlético kan trøste sig med, at deres stjernespiller, Antoine Griezmann, blev hængende i klubben, og lillebroren til Real Madrid har været i to finaler i de sidste fire år. Diego Simeones mandskab har masser at revanchere, men kan godt få problemer mod Chelsea, der er endnu bedre organiseret rent defensivt. Antonio Conte har som træner haft flere mislykkede forsøg med Juventus i Champions League, så med Chelsea er planen selvfølgelig at gå hele vejen, og Chelsea startede overbevisende med reserverne mod Qarabag.

Roma er noget af en joker; de kan overraske og spiller altid seværdig fodbold, men klublegenden Francesco Totti er der ikke mere, og de mange nye indkøb skal lære at spille sammen. Qarabag må siges at være en klar firer i gruppen, selvom de blev det første hold fra Aserbajdsjan til at kvalificere sig.

De går videre: Nr. 1: Chelsea. Nr. 2: Atlético Madrid.

Gruppe D:

Juventus, Olympiakos, Barcelona, Sporting Lisbon

Måske den hårdeste gruppe af dem alle. Juventus var i finalen sidste år og kan se tilbage på en stor sæson, hvor Gianluigi Buffon var fantastisk i målet, offensiven overrumplende, og defensiven stod som en mur. Både Juve og favoritterne fra Barcelona har dog mistet markante spillere i løbet af sommeren: Leonardo Bonucci skiftede til AC Milan, og Neymar blev solgt til PSG.

Juve så skrøbelige ud mod Lazio i den italienske Super Cup, og det samme gjorde Barca, da Real Madrid udklasserede dem over to kampe i august. Foreløbig er Barcelona kommet bedst fra land i gruppen med en 3-0-sejr over netop Juventus. Selvom Olympiakos har fået nyt liv med den nye træner, Besnik Hasi, spår vi dem til en fjerdeplads overhalet af portugisiske Sporting Lisbon, der ikke mindst på hjemmebane ofte formår at hive overraskende resultater frem.

De går videre: Nr. 1: Barcelona. Nr. 2: Juventus.

Gruppe E:

Spartak Moskva, Liverpool, Sevilla, Maribor

Opgøret mellem Liverpool og Sevilla er lidt af en nyklassiker. Sevilla har haft tre trænere på tre år, men slog The Reds i Europa League-finalen 2016. Eduardo Berizzo står nu i spidsen for andalusierne, der må siges at være kommet godt ud af sommerens transfers. Væk er Vitolo til Atlético, men det turneringsstærke mandskab har til gengæld fået Éver Banega, Jesús Navas og den særdeles spændende winger Nolito fra Manchester City.

Liverpool har med Jürgen Klopp fået både vindermentalitet og hurtigheden i front tilbage, men er stadig noget hullet i bagkæderne. Det bliver tæt løb. Spartak er derimod langt bagud i den hjemlige liga, og Maribor, klassens benjamin, har blot vundet ét af tolv tidligere Champions League-opgør.

De går videre: Nr. 1: Sevilla. Nr. 2: Liverpool.

Gruppe F:

Shakhtar Donetsk, Napoli, Manchester City, Feyenoord

I år skal det være for City. Pep Guardiola har spenderet mere end en milliard kroner på sommerindkøb, og motivationen i form af arvefjendeopgør med Mourinhos United i knockout’en kan være en afgørende faktor for City, der har underpræsteret i Champions League indtil nu. De er dog oppe imod Napoli, som er et uhyre elegant hold med en 3-5-2, der både kan tromle igennem offensivt og stå stensikkert i defensiven.

Spillere som Dries Mertens, José Callejón og Lorenzo Insigne er med til at gøre holdet til et af de mest seværdige i Europa lige nu. Shakhtar, der tidligere spøgefuldt blev kaldt ’little Brazil’, vandt ligaen overlegent sidste år, men har mistet nøglespillere som Alex Teixeira og Douglas Costa. Feyenoord er ligeledes markant svækket, må man formode, i forhold til sidste sæson under Gio van Bronckhorst, især med indpiskeren Dirk Kuyt på pension.

De går videre: Nr. 1: Napoli. Nr. 2: Manchester City.

Gruppe G:

Monaco, Beşiktaş, Porto, Leipzig

Gruppe G er en relativ åben pulje, selvom Monacos overrumplende succes sidste år forpligter og gør dem til svage favoritter. Monaco har ikke desto mindre sagt farvel til spillere som Bernardo Silva, Benjamin Mendy, Tiémoué Bakayoko og ikke mindst Kylian Mbappé. Porto, der generelt gør det hæderligt i Champions League, har fået ny cheftræner, Sérgio Conceição, og med tilgangen af Tiquinho Soares har klubben fået nyt blod på tanden.

Vi tror på, at Porto kan overhale Monaco som gruppevinder. Leipzig er debutanter på den store fodboldscene og kan glæde sig over stadig at være i besiddelse af den alsidige midtbanespiller Naby Keïta. I bunden af gruppen kommer vi nok til at finde Beşiktaş, selvom de i disse år prøver ihærdigt at markere sig som en storklub.

De går videre: Nr. 1: Porto. Nr. 2: Monaco.

Gruppe H:

Real Madrid, Tottenham, Borussia Dortmund, APOEL Nicosia

En af de vildere grupper. Real Madrid er holdet, alle snakker om, og som nykårede La Liga-mestre med tre Champions League-titler på bare fire år samt en europæisk og spansk Super Cup kan de ikke være andet end storfavoritter. Zidanes tropper har dog startet ligaen sløjt med to uafgjorte i rap, en række dumme udvisninger og noget, der ligner scoringskrise oppe foran. Til gengæld har de noget, ingen andre hold har: Cristiano Ronaldo. Han kan være afgørende.

Dortmund bider altid fra sig og har flere gange drillet Real gevaldigt, og det tror vi også, de gør i år. Dog har den tyske storklub mistet Ousmane Dembélé til Barcelona, og den nye træner Peter Bosz mangler endnu at demonstrere sin spilfilosofi. Tottenham burde kunne spille med om andenpladsen; tyske og spanske klubber har det traditionelt svært på engelsk jord, og i Harry Kane og Dele Alli har The Spurs en angrebsduo af en anden verden. Stakkes APOEL bliver nok bare kørt midt over.

De går videre: Nr. 1: Borussia Dortmund. Nr. 2: Real Madrid.

De kan vinde det hele:

Real Madrid, Bayern München, Juventus, Barcelona, Paris Saint-Germain.

De kan drille:

Chelsea, Atlético Madrid, Sevilla, Napoli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her