Feature
Læsetid: 7 min.

Hvad er der inde i en AGF’er?

AGF er dansk fodbolds store gåde; et hold, der svinger mellem ekstremerne og stadig famler efter sin identitet
AGF’s Morten ’Duncan’ Rasmussen er en af de spilertyper, Aarhus-klubbens spilkoncept er modelleret efter. Spørgsmålet er, hvor længe spilkonceptet holder – de har det med at ændre sig.

AGF’s Morten ’Duncan’ Rasmussen er en af de spilertyper, Aarhus-klubbens spilkoncept er modelleret efter. Spørgsmålet er, hvor længe spilkonceptet holder – de har det med at ændre sig.

Ernst van Norde

Moderne Tider
23. september 2017

Hvis man skal være lidt højstemt, kan man sige, at fodboldklubber ikke bare er fodboldklubber. Det er levende organismer, der har en sjæl, en historik, en særlig kultur, der definerer deres identitet.

Det er netop en af de ting, der gør de tværeuropæiske sammenstød i Champions League så fascinerende. Det er ikke bare tilfældige mandskaber, der tørner sammen i kampen om de mange millioner, der er på spil i Europas fineste klubturnering.

Det er samtidig de tapre, men beskidte gauchoer fra Atlético Madrid mod oliemilliardærerne fra Chelsea. Det er opkomlingene fra talentfabrikken i Borussia Dortmund mod åndsaristokraterne fra Real Madrid.

Det er fyrstedømmets legetøj fra AS Monaco mod Red Bulls brandingmaskine fra RB Leipzig. Det er the old money fra Bayern München mod the new money fra Paris Saint Germain.

Det er i det hele taget en konkurrence mellem klubber, der rummer hver sin fortælling – som Jørgen Leth ville have udtrykt det. Og netop deri ligger en stor del af fodboldsportens fascinationskraft.

Man genfinder det samme forhold, når man kigger på den hjemlige liga. Også her har man klubber, der er forankret i en årelang historik, der definerer deres spillestil og selvforståelse.

Vi har OB – tonserklubben fra Ådalen med tradition for en fysisk betonet spillestil og et omklædningsrum fyldt af blå- og hvidstribede møvertyper.

Vi har FC Nordsjælland – de elegante nipsere fra Farum med deres nordsjællandske tiki-taka og den åndelige leder på sidelinjen i skikkelse af cheftræner Kasper Hjulmand.

Vi har FC København – den fodboldmæssige damptromle med 4-4-2 konceptet, der mosler konkurrenterne ned under græstæppet med ubønhørligt presspil.

Vi har SønderjyskE – de evige underdogs fra marsken med det stærke overlevelsesinstinkt.

Og så har vi AGF …

Og ja, hvad er det egentlig for en fodboldklub?

Så mange identiteter

Hvis der er nogle læsere derude, der har et bud på et svar, må de gerne række hånden op, for det er vi med garanti mange, der gerne vil høre.

Denne skribent tør i hvert fald ikke på stående fod give en klar beskrivelse af den fodboldmæssige identitet, som det århusianske fodboldflagskib hviler på.

Måske er det fordi, der har været så mange. Identiteter, altså. Og på så kort tid.

Lad os bare – for eksemplets skyld – tage de sidste fem cheftrænere i rap.

Først var der Erik Rasmussen. Under ham stod recepten på højbanepres og hurtige omstillinger a la det spil, han tidligere havde ført ulvene fra FC Midtjylland til både sølv- og bronzemedaljer med.

Rasmussen snublede imidlertid i rod i privatlivet og blev afløst af Peter Sørensen. En autoritær trænerskikkelse, der havde fokus på soliditet og den defensive organisation. Nu skulle spillerne stå rigtigt på banen, uanset om de var i boldbesiddelse eller ej.

Da Peter Sørensen blev vippet ud, hentede man Jesper Fredberg ind som vikar i foråret 2014. Politiassistenten fra Aarhus fik til opgave at redde et kriseramt og demoraliseret mandskab ud af suppedasen i bunden af ligaen. Og da det helt som forventet mislykkedes, var det også farvel til ham.

Hans afløser blev Morten Wieghorst. Og med ham kom FC Nordsjælland-skolen til Østjylland: hurtigt, pasningsbetonet spil langs græsset. Barcelona light om man vil. Nu skulle AGF til at spille finpoleret.

Wieghorst blev imidlertid prompte udskiftet, da klubbens administrerende direktør Jacob Nielsen fik mulighed for at erhverve sig et nyt stykke legetøj i form af Glen Riddersholm; guldtræneren fra heden. Og den tidligere pædagog fra Esbjerg har nu i godt halvandet år kæmpet med at indføre en mere direkte form for fodbold med hurtigt omstillingsspil og angreb i banens længdeakse.

Eller sagt på en anden måde: Hver eneste gang en ny cheftræner er blevet hentet til Fredensvang, er spillestilen blevet lagt fuldstændig om. Og hele tiden er nye folk blevet kastet ind i manegen.

I alt har gymnasterne fra Aarhus haft 15 cheftrænere siden årtusindskiftet. Hvilket vel nærmest må kandidere til en eller anden form for nordisk rekord. Og hvert eneste skifte har udløst ny forvirring, nye taktiske omstillinger og nye overtræk på klubkassen for at finansiere indkøb af nye aktører til at omsætte den nye træners ideer og taktiske dispositioner til virkelighed på grønsværen.

Resultatet har været en fodboldklub, der har vaklet rundt i en mere eller mindre permanent identitetskrise gennem de seneste to årtier. Og som i samme periode i øvrigt er lykkedes med at rykke ned fra Superligaen tre gange, selv om man indtager en fuldstændig uantastet position som det førende og absolut mest tilskuerstøttede hold i landets næststørste by.

Det er alligevel en bedrift.

En gåde inde i et mysterie inde i ...

Hvis man skal være venlig, kan man sige, at AGF er Danmarks fodboldmæssige gåde; en slags black box, der svarer til Churchills berømte beskrivelse af Rusland som »a riddle wrapped in a mystery inside an enigma.«

Hvis man skal være uvenlig (men måske tættere på sandheden), kan man sige, at AGF er Danmarks svar på Newcastle; en klub, der svinger mellem selvovervurdering og selvhad, og som aldrig har forløst sit potentiale på grønsværen, fordi den i bund og grund aldrig er blevet enig med sig selv om, hvad for en slags klub den egentlig vil være.

Vil de hvi’e fra Fredensvang være et urbant og velpoleret fodboldhold for feinschmeckerne i stil med det, som Wieghorst og Erik Rasmussen arbejdede henimod?

Eller skal GF snarere være et klassisk provinshold, der lider an på dyder som fight og direkte angrebsspil i stil med OB, SønderjyskE, Randers og FC Midtjylland (i Jess Thorup-udgaven)?

At det ikke bare er et spørgsmål til teoretisk afklaring for fodboldens fritidsfilosoffer, ser man, hvis man kaster et blik på, hvor vigtigt nogle af de andre topklubber herhjemme behandler spørgsmålet om deres fodboldmæssige identitet.

I FCK er man stadig tro mod det sportslige manifest, som den tidligere sportsdirektør Carsten V. Jensen nedfældede i slutningen af nullerne, selv om skribenten selv for længst er fortid i klubben.

I Brøndby startede sportsdirektør Troels Bech sit virke i klubben med at begå et større værk om klubbens spillestil – den såkaldte 6.4-strategi – netop ud fra den betragtning, at dette grundlæggende spørgsmål måtte afklares, før klubben overhovedet kunne drømme om at komme tilbage på rette spor.

Og i FC Nordsjælland våger cheftræner Kasper Hjulmand nidkært over, at Farumholdets pasningsbaserede spillestil praktiseres på alle niveauer i klubben, så der er en glidende overgang mellem ungdomsholdene og seniormandskabet.

Hos AGF har det virket som om, at den sportslige strategi i mange år har bestået i at skifte cheftræner med jævnlige intervaller og så i øvrigt håbe det bedste.

Lige nu er det altså Glen Riddersholm der sidder i det varme sæde. Og under ham er klubben som nævnt trukket henimod en direkte og forholdsvis ukompliceret spillestil.

Det giver objektivt set også udmærket mening, når man tænker på, at ’de hvi’e’ pt. råder over en boldfast targetman i Morten Duncan Rasmussen og nogle udmærkede offensive kompetencer hos midtbanefolk som Martin Spelmann, Jakob Ankersen og Mustafa Amini.

Riddersholm spiller simpelthen på de styrker, han i forvejen har i omklædningsrummet. Og umiddelbart bedømt ser det også ud til at give resultater. Der har været opløftende takter i holdets spil i flere kampe i dette efterår.

Men at Riddersholm og hans tropper stadig er langt fra at opnå den nødvendige stabilitet, vidner præstationerne i de seneste to runder om:

Først et rædderligt kollaps på hjemmebane mod lokalrivalerne fra Randers og dernæst en helstøbt præstation i udebanesejren over førerholdet fra FC Nordsjælland.

Og hånden på hjertet: Selv ikke den mest inkarnerede AGF-fan kan reelt forudsige, hvilket GF-mandskab, der løber ud af spillertunnelen til opgøret mod FC Midtjylland på hjemmebane på mandag.

Den forsigtige optimist vil sige, at de hvidklædte århusianere er på rette kurs. Men der udestår stadig et stort arbejde på træningsbanen for Guld-Glen!

Ikke styr på det psykologiske

Det er imidlertid ikke kun kontinuiteten i spillestilen, der udgør et problem for fodboldflagskibet fra Aarhus.

Også klubbens rekruttering ser ud til at lide under visse svagheder. Klubben udviste markant aktivitet på transfermarkedet denne sommer, og Riddersholm har selv udtalt, at resultatet er »klart den bedste trup« i hans tid som træner i Fredensvang.

Det er sikkert også rigtig nok, hvis man tager truppen spiller for spiller. Spørgsmålet er imidlertid, om det også er den rette trup for en klub som AGF, forstået på den måde, at selv om AGF ikke er en international storklub, så er det en stor klub efter danske forhold.

Hele Aarhus følger med i de hvidklædtes bedrifter, og det betyder, at spillerne i GF automatisk er under større pres end deres kolleger i provinsklubberne.

Det skal man kunne håndtere, når man trækker i den hvide trøje. Men det virker, som om AGF’s sportslige ledelse har undladt at tage det mentale pres med i betragtning, når de har handlet ind på spillermarkedet.

AGF vedbliver i hvert fald med at hente spillere, der er uprøvede på højeste niveau.

Seneste eksempel er angriberen André Riel, der blev købt i transfervinduets sidste timer. Riel er utvivlsomt en dygtig frontløber. Men hans hidtidige karriere har været i mindre klubber som Helsingør, Vendsyssel og Boldklubben Søllerød-Vedbæk.

Der er ingen garanti for, at han har den mentale styrke, som det kræver at levere varen på Ceres Park.

Dét har typer som midtbaneindpiskeren Martin Spelmann og frontløberen Morten ’Duncan’ Rasmussen til gengæld.

Man kan mene, hvad man vil, om de spillemæssige kompetencer hos disse to, men man kan ikke komme udenom, at de er krigere, der slås for trøjen.

Den slags kunne Riddersholm godt bruge nogle flere af!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her