’Kapitalen’ er en hensynsløs kritik af alt bestående

Da det internationale finansmarked for ti år siden kollapsede og hastigt spredte sine rystelser til hele økonomien og verden, blev det tydeligt for enhver: De seneste årtiers kapitalistiske ekspansion havde skabt en skrøbelig, gældsdrevet økonomi, der konsekvent lod rigdommen flyde ned i lommerne på en lillebitte global elite.

Her ti år senere ejer de otte rigeste mænd den samme rigdom som den fattigste halvdel af jordens befolkning, 780 millioner mennesker lever i kronisk sult, klimaforandringer er ved at underminere betingelserne for menneskets liv på jorden, og overalt er det etablerede politiske system tumlet ind i alvorlige legitimationskriser.

Samtidig har en anden forandring fundet sted: Interessen for Karl Marx’ kapitalismekritik er eksploderet.

En rask strøm af bøger og forskningsartikler om hans teorier flyder fra universiteterne, studiekredse, foredrag og kurser skyder op overalt, mens forlagene melder om stigende efterspørgsel, og forskere turnerer verden rundt til konferencer. Her 150 år efter sin udgivelse er værket det 17. mest citerede inden for samfundsvidenskaberne, og vel at mærke det eneste værk i top 25, der er udgivet før 1950.

Kapitalen tilbyder et begrebsapparat, der kan hjælpe os med at forstå den økonomiske logik, der har skabt en kaotisk og fjendtlig virkelighed, og det har en ny generation opdaget.

Det er en generation, der er blevet unge og voksne i skyggen af konstant økonomisk krise; en generation, der på egen krop har oplevet hvordan 90’ernes globaliseringsoptimisme ikke holdt, hvad den lovede; en generation, der allerede lægger karriereplaner i folkeskolen, og som bliver skubbet hastigt gennem uddannelsesfabrikkerne blot for at ende i arbejdsløshedskøen, kun periodisk afbrudt af prekære deltidsjob og stressrelaterede sygemeldinger, alt imens drømmen om en pension, man kan leve af, og en bolig, man kan betale, fortoner sig i horisonten.

Jeg tilhører den generation. Jeg blev født et halvt år, før Berlinmuren faldt, og er ikke vokset op under Den Kolde Krig, og som så mange andre kan jeg læse Kapitalen uden at føle mig medskyldig i Stalins udrensninger.

I Kapitalens 900 sider åbenbarer sig en fascinerende og rig verden, hvor raseri og død og vold ledsages af spidsfindighed, humor, ironi og revolutionær optimisme. Det er en forunderlig hybrid af fagdiscipliner, der ved udgivelsen blev mødt med en skuffende stilhed, men som med tiden blev et af de absolutte hovedværker i den vestlige idéhistorie. Her er historien om Kapitalen.

Fra Berlin til London

Marx slog ind på stien tidligt. Allerede som ung studerende i 1830’ernes Berlin blev han en del af en gruppe kritiske tænkere, der især var ude med riven efter kristendommen og den preussiske stat. Den slags blokerede nærmest automatisk mulighederne for en akademisk karriere, og bedre blev det ikke, da Marx blev redaktør på en avis.

Hans kritiske artikler behagede ikke de preussiske censorer, der lukkede avisen efter et halvt år. Da Marx var fast besluttet på at fortsætte sit kritiske foretagende, flyttede han til Paris i 1843, hvor han knyttede kontakter til franske socialister, blev yderligere radikaliseret og udkrystalliserede en vision.

I et brev til vennen Arnold Ruge beskrev han den sådan her:

»Jeg tænker på den hensynsløse kritik af alt bestående, hensynsløs såvel i den betydning, at kritikken ikke skal frygte for sine resultater, som i den betydning, at den ikke skal vige tilbage for konflikter med de etablerede magter.«

Marx ville kritisere politikken, økonomien, moralen og religionen – det hele. Han gav sig først i kast med en kritik af den moderne stat, men opdagede, at han blev nødt til først at forstå den moderne økonomiske orden. Således gav han sig i kast med at studere politisk økonomi og planlagde et lille værk med titlen Kritik af økonomien, der skulle indeholde en kritik af kapitalismen samt økonomernes forsøg på at få det borgerlige samfunds destruktive natur til at forsvinde i deres tilsyneladende neutrale økonomiske kategorier. Men der kom andre ting i vejen.

Udvisningsordrer og forsøget på at befinde sig i klassekampens centrum fik i de efterfølgende år Marx til at flytte rundt mellem Paris, Bruxelles og Køln. Tiden gik med at organisere revolutionære grupper, holde foredrag for arbejdere og skrive polemiske pamfletter, blandt andet sammen med den unge fabrikantsøn Friedrich Engels, som han i disse år indledte et livslangt venskab med.

Europa boblede af revolutionær energi, og i 1848 brød oprøret endelig ud i samme uge, som Marx og Engels’ berømte Det kommunistiske manifest udkom. De troede, at de oplevede kapitalismens dødskamp, men revolutionerne blev slået tilbage, og en konservativ reaktion skyllede ind over Europa. Marx blev udvist af Belgien på livstid, og skuffet over revolutionens nederlag vendte han i 1849 snuden mod det kapitalistiske systems hjerte: London.

Alt det økonomiske lort

I læsesalen på British Museum pløjede Marx sig nu igennem bunker af økonomisk litteratur og ophobede efterhånden flere tusinde siders noter. Optimistisk skrev han til Engels i 1851:

»Jeg er kommet så langt, at jeg om fem uger vil være færdig med alt det økonomiske lort. (…) Jeg er ved at være træt af det.«

Brevet vidner om en grotesk og typisk undervurdering af den opgave, Marx havde sat sig for: Han blev ved med at love, at han snart ville blive færdig, men en blanding af perfektionisme, sygdom, fattigdom, journalistisk arbejde og politiske aktiviteter og en uheldig evne til at involvere sig i personlige fejder blev ved med at spænde ben for projektet.

I 1857 brød en global økonomisk krise ud, og for første gang blev det tydeligt, i hvor høj grad det kapitalistiske markeds konstante ekspansion havde vævet verden sammen. Marx og Engels var ellevilde – nu var det revolutionære moment endelig kommet igen.

»Krisen gør mig ligeså velbefindende i kroppen som en svømmetur i havet«, skrev Engels til sin kammerat i midten af den økonomiske tumult, og Marx begyndte febrilsk at få styr på sine notater og samle det til et værk:

»Jeg arbejder som en vanvittig hele natten igennem på sammenfatningen af mine økonomiske studier, så jeg i det mindste har grundridsene klar før syndfloden«, skrev han tilbage i endnu en undervurdering af den gigantiske opgave.

Både syndflod og sammenfatning lod vente på sig.

En helt vidunderlig formel

Men Marx var på sporet af noget grundlæggende, nemlig kapitalismens inderste økonomiske logik. I dag findes den udbredte misforståelse af Marx’ værk, at det kun beskriver kapitalismen, som den så ud i midten af 1800-tallet, men det er ikke tilfældet. Han beskriver også de sociale strukturer, der forbliver de samme på tværs af de mange lokale og historiske varianter af kapitalismen.

Marx kaldte denne logik for kapital, og satte den på en vidunderlig simpel formel: P-V-P'. Det er intet mindre end formlen for den moderne verdens mest fundamentale sociale logik.

P’erne står for penge, og V’et for vare, og formlen skal læses som en proces: Penge veksles til en vare, varen veksles til penge. Den sidste sum penge er større end den første, hvilket det lille mærke ved det andet P betegner. Den ekstra værdi er den berømte merværdi, der stammer fra udbytningen af arbejdskraften. Kapital er penge, der veksles til varer, der veksles til flere penge: pengeavlende penge, simpelthen. Kapital er ikke en sum af værdier eller ting, men derimod en bestemt måde at bruge ting og penge på.

Marx var godt klar over, at handel med henblik på profit havde eksisteret i lang tid, før kapitalismen begyndte at dukke op i 1400-tallets italienske bystater og 1500-tallets engelske landbrug. Det særlige ved kapitalismen er, at kapitalens logik begynder at gennemtrænge hele samfundets økonomiske liv. Når produktionen af livets mest basale nødvendigheder bliver reguleret gennem markedet, er det ikke længere menneskelige behov, der styrer produktionen, men kravet om profit. I kapitalismen er der kun ét kriterium for, hvad, hvor, hvordan og hvornår der produceres, og hvem der skal producere og forbruge: Kan man tjene penge på det?

En evig optimist

Det lykkedes ikke Marx at færdiggøre sit værk i den intense periode under krisen i 1857. Efter knap fem måneders natarbejde på en diæt af lemonade og cigarer brød han sammen af udmattelse, og den leverlidelse og de bylder, han var plaget af i det meste af sit liv, blussede op. Men anstrengelserne var alligevel ikke forgæves, for han efterlod sig en massiv, banebrydende og fantastisk skitse på 800 sider, der først blev udgivet i 1939 og fik titlen Grundrids.

Som 41-årig i 1859 lykkedes det endelig Marx at udgive første del af sit værk, hvor han præsenterede sin teori om værdi og penge. Titlen lød Til kritikken af den politiske økonomi, og det var en relativt kort og temmelig tør bog, der blev mødt med tavshed.

»Aldrig har en bog skuffet mig sådan,« indrømmede Wilhelm Liebknecht, der senere var med til at grundlægge det tyske socialdemokrati.

Med vanlig optimisme vurderede Marx selv, at han hurtigt kunne udgive næste del af værket. Men i stedet viklede han sig ind i en offentlig polemik med den tyske zoolog og politiker Karl Vogt, som han ligefrem skrev en hel bog om.

Der skulle gå endnu otte år, før Kapitalen udkom.

Markedets anonyme tvang

Men banebrydende tanker var allerede i gang. I Til kritikken præsenterede Marx nemlig den såkaldte ‘arbejdsværditeori’, som han senere genskrev i de første kapitler af Kapitalen. At den hører til de mest komplicerede og – i hvert fald på overfladen – tørre dele af hans teori, var han godt klar over, for allerede i forordet til Kapitalen advarede Marx sin læser om den.

Og på trods af, at han mange gange forsøgte at omskrive den i en mere pædagogisk form, er arbejdsværditeorien årsagen til, at ganske mange går død i Kapitalen og ikke når videre ind i værkets fascinerende univers. Det kan ses helt fysisk på den karrygule danske udgave af Kapitalen fra 70’erne, som man nu og da falder over på antikvariater: Bogryggen er ofte kun knækket i begyndelsen af første bind.

Normalt opsummeres teorien sådan her: Værdien af en vare bestemmes af den mængde arbejdstid, det gennemsnitlig kræver at producere den pågældende slags vare i et givent samfund.

Men i virkeligheden var Marx ikke så optaget af, hvordan en vares pris bliver bestemt: Han var mere interesseret i at undersøge, hvad det betyder for et samfund, at markedet bliver den mekanisme, der regulerer produktionen og menneskers adgang til livsfornødenheder.

Det er her, det for alvor bliver spændende.

For kapitalismen er et samfund, der forvandler alt til varer, der kan udveksles på markedet, og dermed er det også et samfund, der er styret af pengerelationer.

Marx opfattede markedet som en økonomisk institution, der fratog mennesker magten over deres liv. Den moderne markedsøkonomi er et økonomisk system, der tvinger menneskers liv ind under varerne og pengenes anonyme herredømme – et system, hvor økonomiens abstrakte bevægelser bestemmer over liv og død. For Marx er det ’frie’ marked en selvmodsigelse: Markedet har aldrig været andet end en metode til at gennemtvinge profittens logik.

Da Marx vendte tilbage til sin kritik i 1861, fik han for alvor fart i skriveriet. De næste fem år skrev han omkring 4.000 siders udkast til de forskellige dele af Kapitalen, og til sidst lykkedes det at samle noget af det til en sammenhængende bog. I 1867 udkom endelig det første bind under titlen: Kapitalen: kritik af den politiske økonomi. Første bog: kapitalens produktionsproces.

Efter års opslidende arbejde, tusinder siders noter og utallige gennemskrivninger mødte Kapitalen verden, og verden modtog den køligt: Der gik fire år, før første oplag på 1.000 eksemplarer var væk.

Gotik, svinere og kvalme

Men nu var den der, og den har været der siden, og Kapitalen er på alle måder en vild bog, når man dykker ned i den. Mange tror fejlagtigt, at den er et stykke ’økonomisk’ teori, men den er snarere det modsatte, en anti-økonomi, som falder ned mellem gængse fagdiscipliner og genrer.

Marx ville afdække den vold, der flyver under radaren i økonomernes glatte og ’videnskabelige’ sprog. Hans kritik er seriøs og substantiel, men han holder sig heller ikke for god til at sende bidende svinere efter folk som »ærkefilisteren Jeremias Bentham, dette nøgternt pedantisk, knirkende snakkesalige orakel for det 19. århundredes jævne borgerforstand«.

Marx var en mester i polemisk latterliggørelse, også af den mere subtile art, som når han side om side citerer rapporter om børn, der udfører livsfarligt arbejde i 12 timer om dagen, og professorer i politisk økonomi, der med alvorlig mine docerer om den sunde effekt, hårdt arbejde har på karakterdannelsen.

Den blotte sammenstilling af industriens rå vold og den distancerede økonomiske teori udstiller sidstnævntes vanvid.

En del af Kapitalens inciterende kraft skyldes de mange genremæssige og stilistiske variationer. Diskussioner af økonomisk teori iblandes citater og motiver fra biblen, antikke digtere og forfattere som Dante, Shakespeare og Goethe samt referencer til myter og folkeeventyr. Mange har peget på den gotiske stemning, der løber gennem værket, som når Marx beskriver kapitalens udbytning af arbejderne som »dødt arbejde, der som en vampyr kun bliver levende ved at indsuge levende arbejde«.

Nogle mener, at Marx var inspireret af Mary Shelleys Frankenstein fra 1818 i sine beskrivelser af de menneskeskabte sociale strukturers forvandling til et menneskebeherskende økonomisk system – et tema, der mere end anes i beskrivelserne af den moderne fabrik som »et mekanisk uhyre, hvis krop fylder hele fabriksbygninger og hvis dæmoniske kraft først skjules under kæmpelemmernes næsten højtideligt afmålte bevægelser for derpå at bryde løs i de talløse egentlige arbejdsorganers febergale hvirveldans.«

Dramatisk historieskrivning afløses af raffinerede filosofiske begrebsudredninger, og utroligt morsomme tilsvininger efterfølges af intense passager fyldt med revolutionær gejst; knastørre matematiske udregninger slår over i maleriske og kvalmefremkaldende beskrivelser af proletariatets levevilkår, som i denne passage om Londons discount-bagere, som arbejderklassen var tvunget til at købe brød hos:

»Den bibelfaste englænder vidste nok, at mennesket, hvis det da ikke af Guds nåde er kapitalist, godsejer eller indehaver af en sinecurepost, er kaldet til at spise sit brød i sit ansigts sved, men han vidste ikke, at han dagligt i sit brød må spise en vis portion menneskesved blandet med pus fra bylder, spindelvæv, lig af kakerlakker og råddent tysk gær, foruden alun, sandsten og lignende behagelige mineralske ingredienser.«

Produktionen af død

Ud over at være gotisk, polemisk, rasende og morsom, er Marx også analytisk glødende. I midten af Kapitalens knap 900 sider vier han et par hundrede af dem til en analyse af den moderne industri og dens selvdestruktive strukturer.

Den intense konkurrence i 1800-tallets britiske industri førte til, at arbejderklassen simpelthen var ved at degenerere: Arbejdernes evne til at skabe profit var truet af 14 timers arbejdsdage i varme, indelukkede lokaler uden vinduer, kombineret med fugtige, beskidte og overfyldte boliger og utilstrækkelig næring. Konkurrencen gjorde imidlertid den enkelte kapitalist magtesløs over for systemets truende selvdestruktion. Staten blev nødt til at gribe ind for at redde kapitalen fra den selv.

I kølvandet på de britiske fabrikslovgivninger blev der ansat en række fabriksinspektører og nedsat kommissioner, der havde til at opgave at føre kontrol med industrien. Deres rapporter forsynede Marx med et rigt materiale og dokumentation for de omfattende lovbrud, der foregik i industrien, ligesom de gav ham en masse konkrete eksempler på fabrikanternes »produktion af arbejdskraftens tidlige udmattelse og død«, som han kaldte det.

Således får læseren præsenteret historien om den 20-årige Mary Anne Walkley, der i 1863 døde af overarbejde efter at have syet kjoler uafbrudt i over 26 timer i et overfyldt lokale uden tilstrækkelig ventilation, blot for »at få tryllet ædle ladies’ pragtfulde kjoler færdige i en håndevending til det bal, der skulle afholdes til ære for den nyligt importerede prinsesse af Wales.«

Vold, blod, snavs

I den sidste del af Kapitalens første bind undersøger Marx kapitalismens historiske tilblivelse, og slår fast, at kapitalismen ikke opstod, fordi mennesker pludseligt fik den fikse idé at producere til markedet fremfor til eget forbrug. Dens tilblivelse »er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild«, som han skrev.

1500-tallets engelske bønder – der var de første, der for alvor fik æltet kapitalens vold ind i kroppen – måtte tvinges bort fra jorden og bogstaveligt talt piskes ind i lønarbejdets system. Landsbyernes fælleder blev indhegnet, og bøndernes jord blev eksproprieret med statens velvillige hjælp.

Men tvangseksproprieringen af bønderne var ikke nok, for mange af dem foretrak at blive vagabonder fremfor for at sælge deres arbejdskraft til de kapitalistiske storbønder. Således indførte Henrik d. VIII i 1530 en lov, ifølge hvilken arbejdsføre vagabonder »skal bindes bag en kærre og slås med svøber, indtil blodet strømmer fra deres krop, derpå aflægge ed på, at de vil vende tilbage til deres fødested eller hvor de har opholdt sig i de sidste tre år og ’gå i gang med at arbejde’«.

Over de næste mange år blev der ikke kun i England, men også f.eks. i Frankrig og Holland, indført mere og mere uhyrlige love, der straffede dem, der ikke ville arbejde, med henrettelse, slaveri og brændemærker. Marx opsummerer historien:

»Hvis pengene, med et udtryk af Augier, »kommer til verden med naturlige blodstænk på den ene kind«, så driver kapitalen af blod og snavs, fra top til tå, ud af alle porer.«

De sidste år

Og det var så bare første bind af Kapitalen, hvor Marx fokuserede på produktionsprocessen. Han planlagde yderligere tre bind, der blandt andet skulle rumme undersøgelser af finanskapitalen, jordejendommen, økonomiske kriser og den politiske økonomis historie. Men det var ikke alt: Marx planlagde også at fortsætte værket med en bog om staten, en om udenrigshandel og en om verdensmarkedet.

Resten af livet fortsatte han med at arbejde på dette gigantiske forskningsprojekt, men kom ikke i nærheden af at blive færdig. De sidste år af hans liv var præget af sygdom og personlig ulykke. Marx og hans hustru Jenny mistede i deres levetid fire af deres syv børn; i 1881 døde Jenny, og to år senere mistede Marx sin ene datter til kræft. Han sygnede hen og døde to måneder senere, 64 år gammel.

Efter Marx’ død begyndte Engels at rydde op i de efterladte manuskripter, og det gik op for ham, hvor langt Marx i virkeligheden var fra at være færdig med sin ’kritik af den politiske økonomi’.

»Du spørger mig, hvorfor jeg, af alle, ikke vidste, hvor vidt det var kommet«, skrev han i et brev til socialisten August Bebel:

»Det er meget simpelt: Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have plaget ham dag og nat, indtil det hele var færdigt og trykt. Og dét vidste Marx bedre end nogen anden.«

Engels satte sig for at få afsluttet Marx’ projekt, og i henholdsvis 1885 og 1894 udkom andet og tredje bind af Kapitalen, redigeret af Engels på baggrund af Marx’ manuskripter.

Kapitalens efterliv

Marx’ ideer blev først og fremmest indflydelsesrige i den fremadstormende arbejderbevægelse, der opstod i årtierne efter hans død. Her var man imidlertid af gode grunde mere optaget af praktiske spørgsmål end teoretiske diskussioner om Kapitalen. Værket blev faktisk ikke læst særligt meget, også selvom man pligtskyldigt henviste til Marx’ autoritet.

Marx blev til ’marxisme’, og i den proces blev der i dén grad hugget en hæl og klippet en tå i bestræbelsen på at forvandle det ufærdige forskningsprojekt til en sammenhængende verdensanskuelse, der kunne forlene proletariatet med en ubetvivlelig vished om at have historien på sin side. En af de vigtige tendenser i den nyere Marx-forskning består i at vikle Marx ud af den marxisme, der efter hans død blev konstrueret i hans navn. Som Marx ifølge Engels engang sagde til sin svigersøn, da denne berettede om nogle franske socialister, der begyndte at kalde sig ’marxister’:

»Det eneste, jeg ved er, at jeg ikke er marxist«.

I det unge Sovjet blomstrede Marx-forskningen op for en stund, men Stalin fik hurtigt lukket ned for dét, og som i DDR og andre lande i øst forstenede Marx’ kritiske teori til en officiel legitimationsideologi: Marxisme blev til marxisme-leninisme. Det var først i 1960’erne og 70’erne, at Kapitalen for alvor blev genstand for systematiske studier. De vesteuropæiske studenterbevægelser tog Marx til sig, og samtidig blev diskussionerne om hans teorier i høj grad akademiseret, hvilket betød, at en ny omhyggelighed og begrebslig finesse bredte sig. Kapitalen blev læst, kommenteret og diskuteret som aldrig før.

Fra slutningen af 70’erne rullede neoliberalismen ind over verden som et svar på den systemiske krise, de store kapitalistiske økonomier var ramlet ind i, og sammen med klassekampens afmatning begyndte Marx’ popularitet at dale. Så faldt Berlinmuren, og historien blev erklæret for afsluttet. Den liberal-kapitalistiske verdensorden havde tilsyneladende endegyldigt sejret, og Marx gled stadig længere ud i glemslen.

Billedet begyndte at krakelere omkring årtusindeskiftet: En række finansielle kriser og alterglobaliseringsbevægelsens brave kamp mod dé internationale institutioner, der sikrer den globale kapitals friktionsløse cirkulation, gjorde det igen muligt at forestille sig, at ’en anden verden er mulig’, som en af bevægelsens paroler lød.

I dag er troen på, at kapitalismen har en fremtid, for alvor ved at smuldre. Marx’ grundlæggende indsigt – at kapitalismen er en dybt selvmodsigelsesfyldt social (u)orden, der aldrig kan tilvejebringe et stabilt grundlag for det menneskelige liv – er ved at blive common sense.

Ti års økonomisk krise og en truende biosfærisk nedsmeltning har gjort det tydeligt, hvilke konsekvenser det har, når livet bliver viklet ind i profittens logik. Marx’ kritik tilbyder et begrebsapparat, der kan gøre os i stand til forstå, hvorfor det sker, og hvilke mekanismer der skal rives op med rode, hvis katastrofen skal afværges.

Kapitalen er i virkeligheden mere relevant i dag, end da den udkom, for i de seneste 150 år har den økonomiske logik, Marx blotlagde, intensiveret sin dominans og trænger i dag helt ned i hverdagslivets mindste enheder. Og hvis dét skal ændres, er der stadig ingen vej uden om den hensynsløse kritik af alt bestående.