Læsetid: 7 min.

Krigerinstinktet har forladt FC København

De forsvarende mestre har fået en skidt start på sæsonen. Cheftræner Ståle Solbakken står foran en stor opgave, når han skal genskabe vinderkulturen i Parken
FCK’s Youssef Toutouh har ligesom resten af sine holdkammerater ikke haft den bedste start på sæsonen.

FCK’s Youssef Toutouh har ligesom resten af sine holdkammerater ikke haft den bedste start på sæsonen.

Jens Dresling

9. september 2017

Det er sjældent et godt tegn, når en fodboldklub kaster sig ud i panikindkøb lige før transfervinduets lukning. Og de har sikkert heller ikke været alt for stolte ved situationen på ledelsesgangen i FC København, da de i de allersidste dage af august i huj hast drønede ud på det internationale fodboldmarked og rev tre nye aktører ned fra hylderne.

Indkøbene var imidlertid betinget af omstændighederne, forstået på den måde at en katastrofal sæsonstart med blot to sejre i de første syv kampe tvang klubbens sportslige ledelse til at handle. Og at det skete i en vis grad af panik, illustreres vel bedst med anskaffelsen af den sammenbidte, østrigske torjäger Martin Pušic, der er lige så kendt for sin evne til at gøre sig umulig som for sine evner inden for kridtstregerne.

Pusic blev hentet til Parken, selv om FCK reelt ikke aner, hvilken spillemæssig forfatning, han befinder sig i. Et faktum, som FCK’s cheftræner, Ståle Solbakken, tilstod over for Ekstra Bladet, da han blev spurgt til angriberens aktuelle niveau:

»Ingen anelse. (…) Vi vælger at se ham an, (…) og så må vi se, om han er god nok til at spille for vores klub.«

Det hører trods alt til sjældenhederne, at de forsvarende danske mestre køber en lottokupon til angrebskæden i 11. time af transfervinduet.

Men så vidt er det altså kommet i denne sæson!

Ret beset er den aktuelle krise imidlertid udløst af en række beslutninger, der rækker tilbage til sidste år, hvor FCK sagde farvel til to af holdets bærende navne i skikkelse af Daniel Amartey og Nicolai Jørgensen.

I vinter afskibede man derudover Thomas Delaney og Ludwig Augustinsson, og denne sommer var det så Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Andreas Cornelius’ tur til at forlade Parken.

Og for hver gang, man har afhændet en bærende spiller, har man købt en erstatning, der er en lille smule dårligere. Zanka er blevet erstattet af Michael Lüftner; Delaney er blevet erstattet af Uroš Matic; Cornelius er blevet erstattet af Pieros Sotiriou …

Hele tiden er der sket et lille fald i kvalitet, indtil man er nået frem til den aktuelle situation – til det mest profilløse og karakterforladte FCK-hold i årevis.

Eller sagt på en anden måde: Til et mandskab af middelgode midterspillere fra den europæiske mellemklasse.

Ikke morsomt når man taber

Problemet er imidlertid, at det ikke kun er den spillemæssige styrke, der langsomt er blevet udvandet. Det samme gælder for det, som man kan kalde for holdets kultur – altså denne luftige og svært definérbare mentalitet, der samler (og i visse tilfælde også løfter) et fodboldhold.

Hartvig Frisch definerede som bekendt kultur som vaner, og hvis vi holder fast i den beskrivelse, så kan man sige, at Ståle Solbakken de seneste år har brugt mange kræfter på at opbygge en vanebaseret kultur i FCK, hvor spillerne mødes med et sejrskrav, der er så bestandigt, at de til sidst ikke kan forestille sig noget andet.

Løvernes tidligere defensive midtbanespiller Thomas Kristensen, beskrev det for nylig ganske præcist i et indlæg i Spillerforeningens blad, Indersiden:

»Jeg nåede seks år i FC København og ved at være i klubben så mange år, fik jeg virkelig den vinderkultur, som hersker i FCK, helt ind under huden. Jeg vandt blandt andet fire mesterskaber, og når vi ikke vandt, var det nærmest en katastrofe, mens det næsten var en selvfølge, når vi vandt. (…) Det var hele tiden en pligt at vinde i FCK. Vi skulle jo vinde hver gang. Når vi havde vundet, var det videre til næste opgave.«

Kristensens ord minder om den berømte anekdote om Søren Lerby, der i sin tid i Bayern München dagen efter et nederlag i Bundesligaen kom med en frisk bemærkning på træningsbanen. Ingen af hans holdkammerater grinede. I stedet fik den slagfærdige danske midtbanegeneral besked om, at i Bayern München siger man ikke morsomheder, når man har tabt.

FCK’s vinderkultur har været båret af aktører som Zanka, Delaney og Cornelius. I dag er disse kulturbærere imidlertid væk, og deres afløsere fremtræder langt blegere.

Bevares. Folk som Pavlovic, Lüftner, Gregus, Kusk, Ankersen, Toutouh, Bengtsson, Verbic og Matic er da habile fodboldspillere. Teknisk og taktisk har de redskaberne i orden. Og de ville glide direkte ind i startopstillingen på langt de fleste superligamandskaber. Men der er ingen vildskab over dem. Det er pæne drenge. Velfriserede.

Fik hug på Vestegnen

Dette blev tydeligst illustreret ved det nyligt afviklede derby mod Brøndby, hvor de hvidklædte københavnere ikke blot blev spillet, men for første gang i umindelige tider også kæmpet ud af banen af deres rivaler fra Vestegnen.

»Vi mødte et hold, som var bedre end os, som havde mere energi og mere power. Det virker ikke til, at vi havde kræfterne,« klagede Ståle Solbakken efter kampen.

Han kunne også have sagt det på en anden måde: Krigerinstinktet manglede. Det er forsvundet ud af truppen sammen med de primære kulturbærere. Og i stedet synes den smertefri accept af nederlaget at være blevet den nye normaltilstand hos de forsvarende mestre fra Østerbro.

Endnu er der enkelte vinderskikkelser tilbage som den tidligere Ajax-anfører Nicolai Boilesen og den kompromisløse forward Federico Santander fra Paraguay. Men resten af mandskabet lader til at have resigneret. Og det har efterladt FCK i den værste krise, klubben har befundet sig i, siden grådige opkøbere skilte den legendariske årgang 2011 ad, efter at de havde vundet mesterskabet med 26 points forspring og kvalificeret sig til ottendedelsfinalen i Champions League.

Også dengang skulle FCK bygge et nyt hold op på ruinerne af et succesmandskab. Og som enhver, der kender sin moderne danske fodboldhistorie vil vide, var det en ganske udfordret proces – for nu at sige det på managementdansk. Det ene fejlkøb afløste det andet, mens klubben slingrede rundt på grønsværen, og to trænere ladet deres professionelle liv i forsøget på at bringe klubben tilbage på ret køl.

Krisens vigtigste offer var den daværende sportsdirektør Carsten V. Jensen, der ellers blev betragtet som lidt af en mirakelmager på Øster Allé for sin andel i opbygningen af det moderne FC København. En stribe bekostelige fejlindkøb af fuserspillere som Johnny Thomsen, Christian Grindheim, Pape Paté Diouf, Marvin Pourié og Fanendo Adi underminerede bestyrelsens tillid til ham, og til sidst var det herut.

FC København har ikke siden hen ansat en ny sportschef. I stedet har man gjort Ståle Solbakken til såkaldt manager med ansvar for hele den sportslige sektor. Det vil sige, at det er den norske indpisker, der har ansvaret for hele baduljen – både for træning, taktik, indkøb og kampe. Når FCK tikker af sted som en veldrevet vindermaskine, er det ham, der får æren.

Men det betyder samtidig, at konklusionen er lige så klar, når krisen kradser:

Så peger alle pile på den skaldede nordmand!

Forretningsmodellen afspejles på banen

Det bør dog bemærkes til Solbakkens forsvar, at hans arbejdsvilkår er blevet markant vanskeligere, end de var i gamle dage, eftersom klubbens nuværende hovedaktionærer – Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen – tydeligvis lægger større vægt på at slå mønt af salgbare objekter i spillertruppen, end deres forgængere gjorde.

Dette kunne man blandt andet se ved salget af den ghanesiske midtbanemotor Daniel Amartey i januar sidste år til Leicester. I den forbindelse bemærkede Ståle Solbakken – der ellers altid har gjort en dyd ud af at være loyal over for ejerne – at:

»Det er det nye FCK. Vi er anderledes, end vi var tidligere – vi skal sælge spillere. For fem år siden havde vi aldrig solgt Daniel Amartey midt i en guldkamp, hvor vi lå et point foran den nærmeste rival. (…) Men sådan er præmissen.«

Og nordmanden tegnede billedet endnu skarpere op, da han ved en senere lejlighed reflekterede til Tipsbladet over de store spillersalg, klubben havde foretaget:

»Det er en del af den forretningsmodel, der er i klubben nu.«

Og sådan en forretningsmodel sætter selvsagt cheftræneren under pres, fordi den medfører et krav om, at der løbende skal kapitaliseres på truppens aktiver.

Skjærbæk og Korsgaard Sørensen har aldrig lagt skjul på, at de betragter deres investering i Parken Sport & Entertainment som en forretningsdisposition, der skal give udbytte. Og derfor kan man periodevis opleve, at FC Københavns omklædningsrum bliver tømt for stort set alle sine profiler, selv om det sportsligt set er helt gak.

Hos rivalerne på Vestegnen er det som bekendt anderledes. Her er man ejet af en rigmand, der er drevet af dybfølt kærlighed til det blå-gule mandskab, og som tydeligvis intet problem har med, at hans engagement i klubben er ren økonomisk tilsætning.

Og det giver måske lige netop Brøndby den fordel, der lige nu udmønter sig i, at et oprustet Brøndby-mandskab ligger i toppen af Superligaen, mens FCK sovser rundt i det bløde midterfelt.

Der er dog ingen grund til at have ondt af FCK. Mastodonterne fra Østerbro har stadig flere penge end de fleste. Og de har – qua deres sportslige og økonomiske ressourcer – en forpligtelse til at ligge i topto i den hjemlige liga hvert eneste år.

Lige nu er der et stykke vej derop. Og hvis FCK skal vende tilbage til den sjove ende af Superligaen, så kræver det, at Ståle Solbakken kan genskabe den vinderkultur, som Thomas Delaney og hans gamle holdkammerater tog med sig, da de forsvandt.

De kan jo starte med at baske FC Midtjylland i Parken i morgen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu