Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Erik Abitz havde altid en plan

For Erik Lind Abitz var fællesskabet vigtigt, selvom han kunne have svært ved at trives i det. Han var på en gang en krævende ener og en givende holdspiller, og når han havde sat sig noget i hovedet, så skulle det helst blive sådan.
Erik Lind Abitz var en ivrig cyklist.

Erik Lind Abitz var en ivrig cyklist.

Privatfoto

23. september 2017

Der skulle være stil over tilværelsen, og ting skulle give mening, det var vigtigt for Erik Abitz. Måske var det derfor, han altid var på forkant, og derfor han kunne blive så hidsig, når noget ikke gik som planlagt. Hans omgivelser beskriver ham som både givende og krævende. Og det var også derfor, han endte med at planlægge sin egen død og begravelse.

Han blev født i 1949 og voksede op i Husum som søn af en præst og en hjemmegående mor. Som barn og ung var han KFUM-spejder i Husumvold Kirke, som hans far havde været med til at bygge og var præst i. Det var her, Erik Abitz første gang mødte Rudie til et spejderbal i 1967. På Rudies 18-års fødselsdag blev de kærester.

Efter studentereksamen læste Rudie medicin, mens Erik Abitz uddannede sig til arkitekt. Da han blev færdiguddannet, fik han job på Ribe Amt, og de forlod København, begge 27 år gamle og Rudie gravid med Maja.

Det var et stort skridt, men venner fik de hurtigt, for Erik Abitz kunne noget med at samle folk og startede hurtigt Ribe Bykerne Beboerforening. I Ribe fik de endnu en datter, Julie, og så flyttede de til Vejle. Her blev Erik Abitz formand for Dansk Cyklistforbund, og familien cyklede cykelstierne flade i både Vejle og i udlandet.

Da han fik job som planlægger i det offentlige i Vejle, var han i 1989 med til at samle de fem jyske amter gennem cykelruten Hærvejen. Sådan var han. Han samlede folk. Sådan var det også, da han i en brandert en nytårsnat købte en båd. Prop lå i Vejle Fjord, og da Maja og Julie blev voksne, ønskede han, at de skulle overtage den.

Pigerne samlede 12 venner, og så besluttede han, at Prop skulle koste 12.000 kroner. Vennerne kom til Vejle og fiksede båden, for man måtte yde efter evne og nyde efter behov. Og så var båden deres.

Som barn husker Julie, at hendes far to gange var med i skole. Den ene gang skulle han fortælle om at have høns, og han slap familiens høns løs i klassen. Den anden gang viste han billeder fra sin tur til Kina, men alle billederne var vendt på hovedet. For i Kina går man med hovedet nedad.

Insisterende ener

Erik Abitz var samfundsorienteret og fremsynet, men han var i langt højere grad optaget af enkeltsager end af partipolitik. Han gik op i økologi, cyklisme og udvikling. Økologien bragte han med sig fra København til Vejle, og da hans døtre gik i gymnasiet, kunne de snuppe økologiske Thy-øl i kælderen. Hans glæde for cykling gjorde, at han begyndte at arrangere cykelrejser.

Erik Abitz var en insisterende ener. Samtidig elskede han fælleskabet og inviterede tit til selskaber. Derhjemme sagde de, at han tog initiativ, og Rudie fik gæsterne til at blive. For han kunne være en mundfuld, og alt skulle helst være, som han havde planlagt.

Da han gik på efterløn, begyndte han at dokumentere sit arbejdsliv på YouTube under titlen ’virkeliggjort’, ligesom der blev tid til at vandre på Hærvejen og passe sine børnebørn. Og hvor han før havde pendlet mellem Vejle og København, hvor begge døtre og børnebørn nu boede, blev det tid til at sælge funkisvillaen ved Vejle Fjord og flytte til Islands Brygge.

I slutningen af 2015 begyndte han at få anfald. Pludselig kunne han få svært ved at trække vejret. Noget var forkert, det kunne Rudie se, og i december 2015 gav hun ham diagnosen ALS (Amyotrofisk lateral sclerose). To måneder senere fik han det bekræftet på hospitalet.

Han begræd det ikke, for han følte sig forkælet af livet, og så lagde han en plan. Alt skulle være ordnet, til når han ikke var her mere. Fire år forinden, da hans mor døde, havde han meldt sig ud af folkekirken. Kirken levede ikke op til det, præstesønnen synes, den burde.

Men to måneder inden sin død meldte han sig ind igen. Ikke fordi tingene havde ændret sig, men fordi det skulle være nemt for hans piger.

’Jeg rejser i dag’

Erik Abitz havde altid en plan, og sådan var det også med hans død. Den sidste tid havde han et NIV-apparat, der hjalp ham med at trække vejret, men han kunne stadig det meste selv. Han planlagde det sådan, at han fejrede Rudies 68-års fødselsdag i lejligheden på Islands Brygge og gav hende 68 kys i fødselsdagsgave. Dagen efter tog han på hospice, her var han en uge.

Den sidste nat lå hans datter Maja og knugede sig til hans arm. På et tidspunkt sagde han: »Du skal ikke holde fast i mig.« Næste morgen skrev han en mail til sin ven med beskeden »jeg rejser i dag.«

Samme dag stoppede han med at gøre brug af NIV-apparatet, der hjalp ham med at trække vejret, og så sov han ind.

Ting skulle give mening, og der skulle være stil over det. Det var derfor Erik Abitz’ bisættelse foregik i den samme kirke, som hans far havde bygget. Den kirke, hvor han mødte sin kone Rudie for første gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu