Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Marskandiseren på Nørrebro, der levede af at klunse og rydde dødsboer

I fire årtier havde Ib Nørgaard en marskandiserforretning på Nørrebro i København. Han var også lidt af en spillefugl og tabte engang sin datters nye barnevogn i et spil poker
Ib Nørgaard (t.v.) havde en marskandiserforretning på Nørrebro i København fra midten af 1960’erne til slutningen af 1990’erne.

Ib Nørgaard (t.v.) havde en marskandiserforretning på Nørrebro i København fra midten af 1960’erne til slutningen af 1990’erne.

Privatfoto

16. september 2017

Gennem årtier pakkede Ib Nørgaard weekend efter weekend sin store varevogn med gamle lænestole og træborde, og han stablede kasser med porcelæn, glas og sølvtøj ovenpå for at tage på loppemarked. 

Skulle han på en af de lidt længere ture, f.eks. til større, europæiske loppemarkeder i Tyskland, Belgien eller Rom, lagde han en madras bag i vognen, for så kunne han også bo i bilen.

For den københavnske marskandiser, der fra 1960’erne til omkring årtusindskiftet levede af at drive marskandiserforretning på Nørrebro og også solgte sine varer på alverdens loppemarkeder, var det ikke bare et arbejde, det var en måde at leve på.

Selv længe efter han blev pensioneret, kunne han ikke gå forbi en container uden se efter, om der var noget i den, der kunne klunses, ligesom han helt frem til sin død i juli måned stadig var at finde ved en stand, når der blev holdt loppemarked i byen.

En landsbydreng kommer til byen

Ib Nørgaard blev født i 1940 og voksede op i den lille sydsjællandske by Sværdborg som den ældste af fire søskende. Familien havde ikke mange penge, og da faren blev invalidepensionist og moren psykisk syg, kom to af familiens børn på børnehjem, mens den unge dreng tog sig af sin lillesøster hjemme hos forældrene i kommunehuset.

Som 20-årig besluttede han sig for at forlade landsbyen for at flytte til København, hvor han blev udlært som bager. Bagerkarrieren blev dog kort, for Ib Nørgaard led af melallergi, så han begyndte i stedet at køre hyrevogn.

Det var i årene som chauffør, at karrieren som marskandiser langsomt tog form. På de sene aftenvagter begyndte han at klunse, for her var sjældent kunder, til gengæld var der mange containere i de nattetomme, københavnske gader.

Da han fandt ud af, at han kunne tjene penge på klunserierne, blev hyrevognen skiftet ud med en marskandiserbutik i Guldbergsgade, og gennem årtier ryddede han dødsboer og fragtede læs efter læs af gamle, brugte møbler og nips til marskandiserbutikken og på så mange loppemarkeder, at ingen til sidst havde tal på dem.  

Ib Nørgaard trivedes ikke i faste rammer og heller ikke i faste parforhold. Som ung havde han to af slagsen, og han fik også to døtre ud af det, men størstedelen af sit liv boede han alene. Det var ofte lidt tilfældige steder, såsom i baglokalet til sin forretning, i lejede kælderrum, på pensionater, og på et tidspunkt gratis i en kælderlejlighed mod at han hjalp ejeren med at afsyre møbler. Egentlig fast bopæl fik han først, da han som 60-årig fik tildelt en pensionistbolig på Østerbro af kommunen.

Et fast tilholdssted gennem årene var dog Hermod Bodega, et lokalt billardværtshus. Ib Nørgaard var nemlig også lidt af en spillefugl, og ud over billard spillede han lotto og skak og gik fast i kortklub. 

Hans helt store lidenskab var poker, selvom det var et spil, han sjældent vandt i. Det afholdt ham dog ikke fra at spille om meget store pengesummer, ligesom han engang smed en helt ny og meget dyr barnevogn, som han lige havde anskaffet sammen med sin daværende kæreste til parrets nyfødte datter, i puljen. Den barnevogn tabte han også.

Ib Nørgaard brød sig i det hele taget ikke meget om politisk korrekthed, heller ikke når det kom til mad. En af hans livretter var bøffer på dåse fra Aldi, for »bøfferne er saftige, og sovsen smager godt,« som han affejende sagde, når hans voksne datter endnu ville diskutere spisevaner med ham.

En social enspænder

Blandt venner og familie var han kendt for at være et lunt og kærligt menneske, og han var kendt for sine opkald, når han sad hjemme i lænestolen og hørte musik.

»Du skal lige høre den her sang,« var det eneste, han sagde i den anden ende af telefonrøret, inden det blev holdt op foran højtaleren. Herefter kunne Frank Sinatra synge i mange minutter, før Ib Nørgaard endelig vendte tilbage: »Lød det ikke bare godt?«

Dengang han stadig ryddede dødsboer, kom han ikke sjældent forbi i sin store varevogn for at forære dem ting, som han havde fundet. Halvtomme portvinsflasker og rengøringsartikler, den slags. »Så behøver du ikke tænke på sådan noget,« sagde han så.

Ib Nørgaard var i det hele taget sådan en, som ikke kunne gå en tur ned ad Nørrebrogade, uden at der med jævne mellemrum kom et: »Heeej Ibber. Hvordan går det?«

Da han døde af en blodprop som 77-årig spredte rygtet om hans død sig derfor også hurtigt blandt de lokale. Så selvom kun få oprindeligt var inviteret til bisættelsen, endte op mod 60 mennesker med at være med til at tage afsked med marskandiseren fra Nørrebro.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu