Læsetid: 9 min.

Vi må smadre ideen om naturen for at redde klimaet

Hvis vi vil redde klimaet, skal vi stoppe med at romantisere naturen, mener den britiske filosof Timothy Morton. I stedet bør vi opløse begrebet ’natur’. Opfattelsen af naturen som noget andet og forskelligt fra mennesket og kulturen er nemlig selve grundlaget for den rovdrift på planeten, der har skabt klimakatastrofen
For Timothy Morton hænger vores manglende evne til at håndtere klimakrisen sammen med en forkert opfattelse af naturen som noget, der er løsrevet fra os selv.

For Timothy Morton hænger vores manglende evne til at håndtere klimakrisen sammen med en forkert opfattelse af naturen som noget, der er løsrevet fra os selv.

Jakob Dall

23. september 2017

Klimaforandringer virker ofte abstrakte og ubegribelige. De fleste af os anerkender, at det er en potentiel, sandsynlig eller sågar uundgåelig trussel mod vores samfund, og vi peger måske på voldsomme regnskyl og kolde vintre som klimakrisens spæde symptomer. Men det er de færreste mennesker i vores del af verden, der oplever truslen som umiddelbar og konkret.

Men vi ved alligevel, at klimaforandringerne er som en ladt pistol og stort set alt, vi foretager os i løbet af en almindelig dag, er med til at øge presset på aftrækkeren. Hvordan den bevidsthed påvirker os, er et af de centrale temaer i den britiske filosof Timothy Mortons bøger. 

Kuriøst nok var klimaforandringerne tæt på at forhindre Timothy Morton i at nå frem til Odense, hvor han skulle holde gæsteforelæsning på Syddansk Universitet. Han er nemlig professor på Rice University i Texas’ største by Houston, hvor klimaforandringerne for nyligt blev helt og aldeles håndgribelige, da orkanen Harvey lagde store dele af millionbyen under vand.

Træerne i Timothy Mortons have er væltet, hans børns skole ligger smadret hen, og vandet var først forsvundet fra landingsbanerne i Houstons internationale lufthavn selvsamme dag, som hans fly til Europa var planlagt.

»Jeg har på sin vis forberedt mig på denne her konfrontation med klimakatastrofen i årevis. Jeg har skrevet. Alligevel var jeg fuldstændig lamslået af frygt i de fire døgn, Harvey hang over Houston,« forklarer Timothy Morton, da Information møder ham inden hans forelæsning.

»Man har absolut ingen mulighed for at flygte fra den kendsgerning, at vi allerede har forårsaget biosfæren uforbederlig skade. Man kan ikke bilde sig selv ind, at det hele nok skal gå, når alting bliver skyllet væk lige ude på gaden.«

Timothy Morton har faktisk brugt en stor del af sin akademiske karriere på at argumentere for, at »konfrontationen med klimakatastrofen« er allestedsnærværende for det moderne menneske. Dokumentation for, at vores handlinger skader planeten er så overvældende og utvetydig, at vi slet ikke har nogen mulighed for eskapisme.  

»Men under Harvey oplevede jeg denne konfrontation med konsekvenserne af vores handlinger i sin reneste, mest koncentrerede form,« siger han.

Den midaldrende filosof taler i et mildt og næsten karikeret monotont tonefald, som en buddhistisk munk i komplet zen.

I de første ti år af sin akademiske karriere beskæftigede Timothy Morton sig hverken med filosofi eller klimaforandringer. Han underviste i litteratur på skiftende amerikanske universiteter og skrev sin doktordisputat om Mary Shelleys Frankenstein.

Det var først i 2007, at han med bogen Ecology without Nature begyndte at beskæftige sig filosofisk med klimaforandringerne. Siden er han blevet hyldet som en del af klimafilosofiens avantgarde og omfavnet af toneangivende kunstnere. Han har blandt andet udgivet en længere mail-korrespondance med den islandske sanger Björk og turneret verden rundt med den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. 

Mørk økologi

Et af Timothy Mortons kernebegreber er dark ecology, der beskriver menneskets erkendelse af klimaforandringer og dets egen rolle i katastrofen. Det er en »form for angst eller depression,« forklarer han.

»Det ligesom en film noir. Mørkt og deprimerende, men også mærkeligt og ironisk«.

De fleste af os fører udramatiske eller direkte kedelige liv. Vi kører på arbejde, handler ind, planlægger ferie og funderer over, om vi skal investere i en ny barbermaskine. 

»Alle de handlinger er uskyldige, og isoleret set har de ingen målbare konsekvenser. Men summen af dem udgør en gigantisk asteroide på vej mod jorden i en helvedes fart. Vi er vores egen asteroide,« siger han.

Oscar Galindo, Donato Galindo på to, Oscar Galindo på 11, Andre Galindo på 9 og Maria Rodriguez er blevet evakueret til George R Brown Convention Center i Houston. De tilbrate to døgn i deres bil, efter at deres hjem i Dickinson blev oversvømmet, før de blev evakueret.
Læs også

»Det er det klassiske plottwist i en film noir. Alting ånder fred og ro. Det hele virker forudsigeligt og ligetil. Men detektiven kradser lidt i overfladen, og pludselig står det klart, at han i virkeligheden efterforsker sig selv – ligesom i mit yndlingseksempel fra Blade Runner,« siger han med henvisning til den dystopiske sci-fi-film, han i flere af sine bøger bruger som et billede på menneskets forhold til klimaforandringer. Han forklarer parallellen nogenlunde sådan her:

I Blade Runner er det hovedpersonen Rick Deckards job at finde og tilintetgøre robotter med kunstig intelligens, der gør oprør mod deres rolle som arbejdsmaskiner for menneskene. Men ligesom rigtige mennesker har de rebelske robotter rige følelsesliv, og Deckard begynder pludselig at sætte spørgsmålstegn ved den hårde opdeling mellem mennesker og robotter, der retfærdiggør herre/slave-forholdet. Måske er robotterne lige så menneskelige som menneskene? Det kulminerer, da det mod slutningen af filmen antydes, at Deckard måske selv er en robot. Det er ham selv, han dræber, når han tilintetgør robotterne.

Ifølge Timothy Morton er det et billede på menneskets forhold til naturen. Siden det industrialiserede verden, har mennesket tænkt sig selv som kulturelt og civiliseret, mens det andet – naturen – skulle bemestres og udnyttes til at udvide menneskets livsbetingelser. Forskellige kulturer har blot været variationer over dette grundlæggende skisma mellem kultur og natur.

Men forestillingen om, at vi kan træde ud af naturen, er falsk, mener Morton. For når vi hensynsløst forfølger enhver mulighed for at udvinde ressourcer fra naturen, er det i virkeligheden– som Rick Deckard – os selv, vi jagter.

Opløs naturen

Den hårde adskillelse mellem menneske og natur er sværere at opretholde, efter at planeten er trådt ind i den antropocæne tidsalder, forklarer Timothy Morton. Det er den geologiske epoke, vi har befundet os i siden midten af det 20. århundrede, hvor ’antro’ – mennesket – er den primære drivkraft i biosfærens udvikling.

Når det er en kendsgerning, at mennesket påvirker naturen, og vi ved, at selv små temperaturstigninger vil være ødelæggende for mange menneskers liv, må det stå klart, at mennesket er en del af naturen og vice versa.  

At mennesket skulle været hævet over eller stå i modsætning til naturen, er en »voldelig fejlslutning«, mener den britisk filosof. Og den voldelige fejlslutning er det moralske og praktiske grundlag for vores rovdrift på planentes ressourcer.

»Som menneske er man fuldstændig sammenvævet med resten af biosfæren. Det gælder helt ned til det faktum, at vores kroppe er fulde af bakterier og andre livsformer, som vi ikke kan leve uden, og som ikke kan leve uden os,« siger Timothy Morton og vender pegefingeren ind mod sin gråmelerede T-shirt, mens han med den anden hånd åbner en dåse energidrik med navnet Monster – Ultra Energy.

»Det lyder måske paradoksalt, men vi må helt forlade konceptet ’natur’, hvis vi ønsker en mere økologisk fremtid. Det siger jeg ikke, fordi jeg er postmodernist og mener, at alting er konstrueret. Det siger jeg, fordi jeg tror, at den forestillede adskillelse mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige er kernen i den klimakatastrofe, vi står midt i,« siger han.

Når klimaforkæmpere løfter naturen og ’naturlighed’ op på en piedestal og dyrker den som ren, ubesmittet og ønskværdig, gentager de blot den fejlslutning, at menneske og natur står i modsætning til hinanden, forklarer han.

Potentialet for at afhjælpe klimakatastrofen ligger ikke i skammen over at drive rovdrift på den uskyldige natur. Det opstår først, når vi opløser begrebet natur og erkender, at vi driver rovdrift på os selv. At vi begår vold imod os selv, når vi tvinger den sidste oliedråbe op af undergrunden og sprøjter jorden med pesticider.

Oliens logik

»Overordnet set sutter det røv,« siger Timothy Morton og trækker på skuldrene. »Det er en form for depression, at vi ved, at det meste af det, vi foretager os, er med til at smadre biosfæren.«   

Men det betyder ikke, at vi skal »krybe lidende sammen i fosterstilling, som man har lyst til, når man er deprimeret«, understreger filosoffen, der selv har kæmpet med sit psykiske helbred. For der er også et stort frigørende potentiale i det, han kalder »den økologiske fremtid«.

I Timothy Mortons hus i Houston er der et stort anlæg og flere hundrede små, blinkende lys i hvert eneste værelse. Han fik nemlig installeret solceller på taget for et par år siden. Og siden da har han ikke kunne se nogen grund til at slukke lyset efter sig eller skrue ned for varmen. Energien kommer fra en bæredygtig kilde, så hvorfor skulle han ikke indrette et diskotek i alle sine værelser?

Sådan er det gået til, at denne blide og buttede midaldrende mand hver uge danser fra rum til rum i sin texanske villa til lyden af technomusik.

Nye forholdsregler, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrrede af menneskelig indgriben, bliver vedtaget for tiden. F.eks. har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges (på billedet) ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.
Læs også

Grænseløshed, leg og ubekymrethed bør præge den økologisk fremtid, fortæller han. Når man bruger fossile brændstoffer, er man af både økonomiske og økologiske årsager tvunget til at spare, optimere og effektivisere, forklarer Timothy Morton.

Det er oliens logik. Og fordi olien er så central for vores samfund, har dens logik »koloniseret store dele af vores sociale og økonomiske relationer.« En bæredygtig og økologisk fremtid må aldrig basere sig på en radikalisering af den logik, siger han. Den skal frigøre os fra oliens logik.

»Nogle økologer har en forestilling om et bæredygtigt samfund, som lyder decideret rædselsfuldt. Hvor ingen må forbruge noget, og vi allesammen skal stirre ned i jorden for at undgå at træde på en snegl. Jeg vil hellere dø end at leve i deres vision for et blodfattigt, selvpinende bæredygtighedsregime,« siger Timothy Morton uden at afvige fra sit milde tonefald.

Solidaritet

Han tøver ikke med at kalde sig »en slags marxist«, og hans seneste bog Humankind kan beskrives som et kampskrift for nødvendigheden af solidaritet med det ikke-menneskelige. Men han er lodret uenig med venstreorienterede tænkere som Naomi Klein, der peger på kapitalismen som selve årsagen til klimaforandringerne.

»Menneskets syn på det ikke-menneskelige som noget, det ikke selv er forbundet med og uden videre kan og bør udnyttes til egen vinding, går langt forud for kapitalismen,« siger Timothy Morton.

– Hvorfor skal vi opløse begrebet natur? For eksempel vil jeg gerne kunne adskille din kunstige energidrik fra min økologiske appelsinjuice, som er ’The Natural Choice’, som der står på den?

»Det kan sagtens være relevant at diskutere, hvor meget menneskelig bearbejdning, der er blevet lagt i min kaloriefattige læskedrik i forhold til din appelsinjuice. Men det er farligt at forestille sig appelsiner som en del af en ren, ubesmittet natur, der eksisterer uafhængigt af menneskelig aktivitet. Vi er uløseligt forbundet med både appelsinen, og hvad end min kaloriefattige læskedrik består af. Naturen er ikke noget uden for os selv, vi kan reparere eller ødelægge. Det er hele er indbyrdes forbundet, og mennesket er en del af den forbundethed. En tredjedel af menneskelig modermælk kan slet ikke fordøjes af babyen. Det giver i stedet næring til bakterier, der ligger som en beskyttende hinde rundt om babyens organer.«

– Er det ikke svært at forestille sig menneskerettigheder og solidarisk omfordeling uden forestillingen om, at mennesket har en særlig værdi?

»Vi kan godt behandle mennesker godt, selv om vi ophører med at betragte dem som universets centrum. Det problematiserer måske en særlig udbredt form for selvdyrkende individualisme. Men det kan jeg godt leve med. At alting eksisterer på ens vilkår er ikke ensbetydende med, at alting har lige ret til at eksistere,« siger han, inden en lektor fra universitetet afbryder os. Forelæsningen starter om 10 minutter. 

»Det er vigtigt for mig lige at understrege,« siger Timothy Morton, da vi er på vej ud, »at der er et solidarisk potentiale i klimakatastrofen. Siden Harvey har der været et fantastisk sammenhold blandt borgerne i Houston. Trump-vælgere og Trump-modstandere – som er en klar skillelinje i hele USA – taler sammen og bekymrer sig oprigtigt for hinanden. Og for første gang har jeg talt med Trump-vælgere, der er bekymrede omkring de olieraffinaderier, der ligger som et bælte rundt om Houston. Om der skulle være udslip i vandmasserne. Solidaritet – både med medmennesker og med ikke-mennesker er egentlig en logisk konsekvens af at blive konfronteret med klimakatastrofen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ehm Hjorth Miltersen
  • Benno Hansen
  • Bjørn Pedersen
  • Morten Hillgaard
  • Peter Knap
Ehm Hjorth Miltersen, Benno Hansen, Bjørn Pedersen, Morten Hillgaard og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hillgaard

Problemet er ikke om ting går i balance,
men alene på hvilken måde og i hvilken kadence.
Hvad den enkelte føler er det mest reelle af alt.
For netop her går det godt - og her går det galt.

Alt har en forklaring min fine ven.
Problemet er alene at kunne finde den.
For mere liv - for ej sig kede,
må mennesket bestandig opdage, undres - og så atter lede.

Hvad betyder mest: at opleve, forvente, måske at huske.
Tænk dig om - og lade være med at sjuske;
Det ene er jo en følge at det andet.
Mangler et led, så er, var og bliver resten slet ikke dannet.

Det bliver da også værre og værre,
som mennesket tror det kan leje Vor Herre.
Når vi skaber liv i det billede vi mener,
som via udvalgte og manipulerede gener.

For en fabrikeret hjerne ved ikke mere en dens fædre.
Hvorfor - i al-verden - skulle netop vore så være bedre?
En sandhed må jo måles med det vi kender,
hvor starter vi ellers - og hvor mon vi ender?

Før du nu fælder den næste dom.
Prøv at tænke dig grundigt om.
Dommen går mere end den ene vej.
Dommen gælder skan også dig.

Michael Kongstad Nielsen

Se også:

Domprovst Ole Jensen, " På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn", 2011.
Ole Jensen retter en skarp kritik af den vestlige verdens overforbrug, der er en alvorlig trussel mod klimaet. Han argumenterer for, at forbrug ikke kan være en form for religionserstatning; det gør ikke mennesket lykkeligt.

Og
Jens-André P. Herbeners bog ’Naturen er hellig’
https://www.information.dk/kultur/2015/04/guderne-redde-miljoeet

samt
Thorkild Bjørnvig,
"Også for Naturens skyld"
Økologiske essays, Gyldendal 1978

Endvidere mængder af Ejvind Larsens klummer her i Information.

”Vi må helt forlade konceptet ’natur’, hvis vi ønsker en mere økologisk fremtid” skriver Timothy Morton.

Det er jo meningsløs snak. Man kan ikke afskaffe et koncept. Morton er øjensynlig også i vildrede med, hvilket koncetpt, det er, han vil afskaffe. Han har jo lige skrevet, at ”mennesket påvirker naturen”. Hvordan giver det mening, hvis ”natur” er afskaffet og alt blot er biosfære?

Mortons problem er, at han ikke helt har forstået, at termen ”natur” dækker over mange forskellige begreber. Der er den økologiske natur, som åbenbart er den eneste brug af ordet, som Morton vil anerkende. Den omfatter energistrømme og stofvandringer i biosfæren, inklusive menneskene og deres fysiske aktiviteter uden skelen til filosofi, religion og politik. Den er god til at drive videnskab ud fra, lave forudsigelser og til at vurdere følgerne af civilisationens materielle udskejelser i et mere nøgternt og fordomsfrit perspektiv. Det er mere vigtigt end nogensinde før.

Men et andet vigtigt aspekt er menneskets indre natur. Det handler om naturaspektet i vores liv i modsætning til kulturaspektet. Vores indre natur slår igennem i vores fysiske behov, men også vores drifter, længsler og spontane følelse af samhørighed med klodens andre levende væsener. Det, der får os til at mærke et stik af ensomhed ved tanken om, at andre dyrearter og blomster uddør, forsvinder fra jordens overflade. Det, der får os til for en kort stund at glemme prestige, karriere og penge, når vi plasker ved stranden, går tur i skoven, leger med katten, dyrker vores levende have, sniger os rundt og kigger på fugle eller blot nyder solnedgangen.
For mange af os, der har været aktive i miljø- og klimakampen, har dette naturaspekt måske i virkeligheden været den stærkeste drivkraft til at engagere os. Skal det nu forbydes?
Så er den den rekreative natur. Det er polulært sagt ”de grønne områder på landkortet”. Det er de fredede områder, naturperlerne, men også de arealer, små som store, hvor balancen mellem vild natur og rendyrket kultur stadig er så tilpas uklar, at forskellige naturelementer har en chance for at markere sig og sætte sit præg.

Biologerne ved godt, at den berømmede bøgeskov ”bare” er en træplantage. De ved godt at grøftekanterne og de levende hegn er stærkt påvirket af både sprøjtemidler og luftbåren forurening. De ved godt, at ren og oprindelig, ubesmittet natur ikke findes mere. Alligevel har normale mennesker stadig brug for at glæde sig over grønne blade, vilde blomster, insekter og fugle de steder, hvor naturelementerne trænger gennem på trods af kultiveringen. Det har vi også brug for at tale om.

Der er ikke behov for at afskaffe nogen af disse eller andre former for naturbegreber eller ophøje et enkelt til mere ”korrekt” end de andre. Der er brug for at præcisere, hvad man aktuelt taler om, og hvad formålet med debatten er. Hvis Morton var lidt mere reflekteret over disse forskellige betydninger af ordet ”natur” ville hans filosoferen blive betydelig mere stringent og slagkraftig.

Helt galt går det med hans mystificerende snak om ”oliens logik”. Som om olien trængte op af jorden af sig selv og sneg sig ind i bilerne uden de store energikoncerners viden. Follow the money, Morton!

Carsten Svendsen, Kurt Nielsen, Anna Sørensen, Knud Chr. Pedersen og Hanne Pedersen anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Måske er det, der skal smadres, ideen om, at fordi der er råd, og fordi der er velstand, så giver det automatisk ret til et forbrug, der ligger langt over, hvad kloden kan bære.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Anna Sørensen, Michael Kongstad Nielsen, Morten Hillgaard, Trond Meiring og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

NYT NATURSYN NU!!!
Tak til Morton for at få dette perspektiv på dagsorden, for medierne glemmer desværre klodens natur i al snakken om klima og Co2. Som om de to ting kan deles op?? Klima er en del af naturen, for søren da! (Milljøministerium og Klimaministerium, det giver jo heller ikke mening... hjælp!!! ;o) Ja, dumheden er ufattelig (dumhed= er at handle mod bedre og tilgængelig viden ;o).

Overskriften og Mortons beskrivelse af naturen er helt forkert og misvisende, for det er jo vores NATURSYN, der skal ændres! Vi = natur, tænk, det kan nogen faktisk glemme, herunder den borgerlige regering og så alle de mange medier, der fylder så meget døgnet rundt...

Økologi er naturlig logik og ikke 'langhåret' eller 'hippie'... ;o) Det er samarbejde og sam-eksistens med resten af naturen. "Vi vil ikke have stikkende insekter, så vi planter ikke buske med blomster", som jeg læste om en boligforening... Hede Danmark bruger stadig Round Up... Dumheden er tilsyneladende bundløs.

Med både artiklerne om Jostein Gaarder og Morton håber jeg Information nu for alvor får den slags artikler og deres indhold på dagsorden! Og gang i snakken!!! Som den unge kvinde i radioen forleden i Mennsker og Tro, så er jeg også dybt frustreret og endnu mere forundret over der sker så lidt (nærmest ingenting??) for at redde klodens natur og dermed vores egen fremtid...?? Denne debattråd må fx gerne komme med mange flere handle-muligheder og idéer til at få regeringen i tale, samt få Danmarks Radio på banen i den bedste sendetid. - I stedet for endnu en serie søndag aften... skrevet af de samme forfattere igen og igen... ;o)

Knud Chr. Pedersen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Intet over og intet ved siden af naturen.

Hmm. Det er vel en slags definition på gud.

Vorherrebevar's.

Jeg er meget tilfreds med, at hele universet jo forsvinder, når jeg dør.