Interview
Læsetid: 8 min.

’Øjne ødelagte, trommehinder sprængt, ben eller arm knust, ansigt reduceret til mos’

I en ny bog om de danske frivillige i den spanske borgerkrig har historikeren Morten Møller sat sig for at skildre bagsiden af den blodige konflikt, der var optakten til Anden Verdenskrig. Med bogen hiver Møller de spaniensfrivillige ned fra heltepiedestalen, men til gengæld bliver de mere menneskelige
Moderne Tider
30. september 2017
Slagordet ’No Pasarán’ – De kommer ikke igennem! – blev lanceret i efteråret 1936 under forsvaret af Madrid mod kupgeneralen Francos oprørsstyrker. Her på en mobiliseringsplakat fra Den Spanske Borgerkrig, som er gengivet i Morten Møllers nye bog om de danske spaniensfrivillige.

Slagordet ’No Pasarán’ – De kommer ikke igennem! – blev lanceret i efteråret 1936 under forsvaret af Madrid mod kupgeneralen Francos oprørsstyrker. Her på en mobiliseringsplakat fra Den Spanske Borgerkrig, som er gengivet i Morten Møllers nye bog om de danske spaniensfrivillige.

Bridgeman Art Library

I begyndelsen af 1937 blev den danske kommunist Fritz Møller sendt til Spanien. Her indgik han i Las Brigadas Internacionales, De Internationale Brigader, hvor op mod 40.000 unge arbejdere fra hele verden var strømmet til Spanien for at støtte folkefrontsregeringen i Madrid mod general Francos kup.

Før borgerkrigen havde Fritz Møller været på kadreskole i Moskva, og som stålsat kommunist var han endda blevet udpeget til ’særlige opgaver’ for Kommunistisk Internationales hemmelige apparat.

Hans første opgave i Spanien var at vende den deprimerede stemning, som i foråret 1937 så småt var begyndt at brede sig blandt mange af skandinaverne. Siden de første slag i efteråret 1936 om Madrid, hvor brigadisterne med en vis succes havde været sat ind i forsvaret af hovedstaden, havde også de danske spaniensfrivillige lidt tab.

Brigadisternes bevæbning var, trods materiel støtte fra Sovjetunionen (og Mexico), meget ringere end det, Franco-tropperne med massiv tysk luftstøtte og italienske hærenheder kunne mobilisere på slagmarkerne. Efter kampene om Madrid gik det stort set tilbage for regeringshæren og de internationale brigader – måned for måned, frontafsnit for frontafsnit.

Vel ankommet til Spanien blev Fritz Møller udpeget som politisk ansvarlig for de skandinaviske frivillige. Med sit blide sønderjyske tungemål blev han hurtigt en vellidt kammerat, som fik vendt de andres bekymringerne til viljen til sejr...

Umiddelbart kunne fortællingen om Fritz Møller lyde som en af mange karakteristiske heltehistorier om principfaste kommunister, der var klar til at ofre alt for at bekæmpe fascismen.

Et poleret glansbillede

Det er blevet sagt om den spanske borgerkrig, at den er et af de sjældne tilfælde, hvor taberne har skrevet historien. Og sandt er det i hvert fald, at der er skrevet mange historiske værker – og romaner – om de internationale brigader og den krig, der fandt sted på tærsklen til Anden Verdenskrig. Rækken af digtere og forfattere – danske Gustaf Munch Petersen, norske Nordahl Grieg, amerikanske Ernest Hemingway, franske André Malraux, britiske George Orwell, tyske Ludvig Renn – der stod last og brast med den internationale arbejderhær og den spanske folkefrontsregering, er imponerende lang.

Men fælles for det dele af beretningen om brigaderne (og mange af romanerne) har ifølge historikeren Morten Møller været, at de har været præget af en kommunistisk grundfortælling, der overlevede borgerkrigen og har spillet en vigtig rolle under den kolde krig og helt frem til vore dage. I den grundfortælling blev uenigheder og konflikter udglattet, mens overgreb, fængslinger og likvideringer er blevet nedtonet, alt sammen formentlig i den ’gode sags tjeneste’.

Resultatet har været et poleret glansbillede, der først skulle bruges til fortsat at rekruttere til brigaderne, dernæst til at forskønne og mytologisere Sovjetunionens og kommunisternes indsats for den spanske republik.

Med bogen De glemtes hær tegner Morten Møller et detaljeret, men også noget anderledes billede af Fritz Møller og de omkring 500 andre danske spaniensfrivillige. Her er beskrivelser af heroisme og offervilje – men også af bordelbesøg, fangelikvideringer, tyverier, drukkenskab, modløshed, fængslinger, krigstraumer og først og sidst mange deserteringer. Alt sammen fænomener, som har været indgående beskrevet i den udenlandske forskningslitteratur, men som ikke har fyldt meget i beretningen om de danske spaniensfrivillige.

Morten Møller har haft adgang til arkivmateriale i Moskva, som for en dels vedkommende ikke tidligere har været præsenteret i dansk sammenhæng: De Internationale Brigaders omfattende arkiv, som ved borgerkrigens afslutning blev flyttet til Paris og herfra smuglet til Moskva.

Fritz Møller

Fritz Møller

Gyldendal

Krige rummer kun få helte

»Jeg har ikke fra begyndelsen haft en ambition om at rive glorien af de spaniensfrivillige. Men efter at have haft adgang til bl.a. brigadernes arkiv i Moskva synes jeg, at den heroiserende grundfortælling godt kunne trænge til en større revision, end det hidtil har været tilfældet. Den er simpelthen ikke i overensstemmelse med det kildemateriale, der er tilgængeligt i dag. Og historikerens opgave er jo bl.a. at udfordre det, vi troede, at vi vidste om fortiden. Også selv om det kan ødelægge den rene fortælling,« fortæller Morten Møller.

Ifølge ham har det i høj grad medvirket til helteglorificeringen af brigadisterne, at den spanske borgerkrig næsten som en ubrudt fortælling om det godes kamp mod det onde gled over i Anden Verdenskrig, hvor de spaniensfrivillige i mange lande, herunder Danmark, var blandt de første til at rejse en modstandskamp mod nazisme og tysk besættelse.

Med til at få mange spaniensfrivillige til at ønske at desertere var naturligvis de voldsomheder, de oplevede i slag efter slag, hvor deres nærmeste kammerater »reduceres til kødstykker«, som en frivillig skrev. Eller som en ambulancefører ved fronten noterede om en af de faldne:

»Balder, penis, ører revet af som følge af granatsplinter. Øjne ødelagte, trommehinder sprængt, ben eller arme knust, ansigtet reduceret til mos.«

– Er det særligt overraskende, at krig er en blodig omgang, og at mange deltagere bliver skræmte og vil væk?

»Nej, tværtimod. Vi ved fra en lang række fortilfælde, at i det lange løb rummer krig kun ganske få helte. Også derfor har jeg følt et behov for at udfordre dele af fortællingen om de danske spaniensfrivillige og vise, at heller ikke de spaniensfrivillige kun var entydigt gode og rene. Men pointen er ikke at male det stik modsatte billede: at alle var desertører eller fordrukne eventyrere. Mit ærinde har været at vise, at de frivillige var en særdeles broget flok, der reagerede meget forskelligt på borgerkrigens brutale virkelighed.«

Opgør med marodører

I bogen beskriver Morten Møller, hvordan den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD hurtigt får indflydelse på brigadernes militære efterretningstjeneste, og hvordan de næsten uundgåelige nederlag på fronten bortforklares med påstået ’trotskistisk’ infiltration og indflydelse fra ’marodører’ og femtekolonnevirksomhed.

Og selv om en del af det sovjetiske jerngreb om de internationale brigader tidligere har været beskrevet, så har der ifølge Morten Møller også været en kraftig tendens til at understrege, at Moskvas og Stalins ugerninger ikke kunne sætte pletter på brigadisternes idealisme.

Men dét synspunkt er han uenig i.

»Brigaderne indgår jo som en del af den verdenskommunistiske bevægelse, og det sætter nogle ganske faste rammer for deres forhold. Man skal også huske på, at langt de fleste af de mange tusinde internationale frivillige var overbeviste kommunister, der tydeligvis bakkede op bag kommunisternes hårdhændede metoder over for den såkaldte trotskistiske fjende. At frede de spaniensfrivillige alene på grund af deres idealisme ville være for ensidigt.«

Det er derfor, han kalder bogen De glemtes hær – fordi den først og fremmest handler om de mange, der enten ikke har kunnet været en del af den store og rene fortælling, eller som har valgt at holde kæft med deres oplevelser for i stedet at deltage i heroiseringen.

Fritz havnede i fængsel

Selv for Fritz Møller ­– der i 1937 var den højest placerede dansker i de Internationale Brigader og i Moskva-arkivet beskrives som »en af de stærkeste skandinaviske kammerater« ­– gik det galt. Han fik nok af det blodige slagteri og led i april 1937 af et anfald af depression. Sammen med to andre frivillige stjal han et køretøj og kørte mod den franske grænse.

Da bilen løb tør for benzin, efterlod de den i vejkanten og fortsatte videre til fods. Mønsterkommunisten Fritz Møller forsøgte at desertere. Han ville hjem, men havnede i stedet – som mange andre brigadister – i et af de fængsler, som brigadernes efterretningstjeneste etablerede.

Fritz Møller var langt fra alene med sin frustration. 15-20 procent af de danske frivillige forsøgte akkurat det samme. De gik med Mortens Møllers ord fra at være spaniensfrivillige til at være spaniensuvillige.

Det lykkedes for enkelte desertører at slippe ud af Spanien, men de fleste blev fængslet og derefter sendt retur til straffebataljoner eller fronttjeneste.

Har vi ikke brug for helte?

Morten Møller er født i 1978 og har aldrig selv talt med frivillige fra den spanske borgerkrig. Dét har selvfølgelig også haft betydning, mener han.

»Jeg er en del af en generation, der ikke har haft fortællingen om heltemodet under borgerkrigen som en del af sin politiske identitet, som det f.eks. var tilfældet med dele af venstrefløjen i 1970’erne. Det opfatter jeg først og fremmest som en fordel, fordi jeg som faghistoriker gerne vil nærme mig stoffet så uhildet som overhovedet muligt. Selv om der stadig er meget, vi ikke ved om de frivillige i den spanske borgerkrig, så er det i sig selv en vigtig opgave at få bragt ny viden frem om dette centrale fænomen i den politiske og militære danmarkshistorie.«

Han nævner som eksempel på ’ufortalt’ viden om de danske spaniensfrivillige, at ud af en stor gruppe på 89, der blev sendt hjem på den danske regerings regning – og hvis videre skæbne er godt dokumenteret, fordi myndighederne i årevis forsøgte at få udgifterne refunderet – blev ikke færre end 16 tysklandsarbejdere under besættelsen.

»Det er endnu et overset element af beretningen om de danske spaniensfrivillige, og det udfordrer forestillingen om, at stort set alle de spaniensfrivillige gik ind i modstandskampen.«

– Men har vi ikke brug for helte, hvis der stadig er noget at slås for?

»Heltehistorier fungerer bedst, hvis de baserer sig på viden, indsigt og realisme frem for ensidige udlægninger af fortiden. Men jeg kan sagtens bevare respekten for unge, der i 1930’erne opfattede kampen mod fascismen som en så stor trussel, at de måtte ofre alt, selv livet, for at bekæmpe den.«

Fritz fortav sandheden

Mens Fritz Møller sad fængslet i Spanien, udgav hans parti hjemme i København en pjece, hvor en af frontberetningerne – skrevet af Fritz Møller selv – fremhævede de danske frivilliges mod og tapperhed. Men selv om Danmarks Kommunistiske Parti vidste, at deres ledende kadre i mellemtiden var blevet fængslet som desertør, var det ikke en viden, som partiet delte ud af.

Tværtimod, da Fritz Møller på DKP’s forlangende var blevet sendt tilbage til Danmark, arrangerede partiet i januar 1938 en veritabel heltemodtagelse på Københavns Hovedbanegård, hvor den tidligere desertør malende fortalte om det stærke sammenhold i brigaderne.

»Fejler Deres nerver noget?« blev den hjemvendte helt spurgt af en journalist på banegården.

Fritz Møllers svar var sigende for den heroisering, som Morten Møller har ønsket at gøre op med:

»Nej, oprigtig talt, jeg har gjort den erfaring, at selv under en moderne krigs rædsler kan nerverne kun tage en belastning indtil et vist punkt. Derefter bliver det hele mere dagligdags, ville jeg næsten sige.«

Morten Møller: De glemtes hær – danske frivillige i den spanske borgerkrig. Gyldendal 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Curt Sørensen

Hvad nyt er der i Morten Møllers
fortælling? Splittelse i anti-Franco lejren helt frem til og kulminerende med ,'borgerkrigen i borgerkrigen' i april 1937 er velkendt og har været standard i de fleste værker om den spanske borgerkrig.
Kriges omkostninger er også velkendte og behandlede. Spørgsmålet om
forholdet mellem ideogi og handliger ligeledes.
Hvorfor sættes Morten Møllers fremstilling i det hele taget så stort op ( både i Information og i Politiken) og lige nu? Hvad er vores egen tidsbaggrund? Møllers fremstilling siger mere om vor tids dominerende holdninger og opfattelse end om den spanske borgerkrig. Hvilken er Møllers egen grundfortælling?

PS: Hvem kæmpede efter Møllers opfattelse overhovedet mod fascismen i mellemkrigsårene?