Læsetid: 4 min.

Den poetiske funktion

Hvad er den kunst at skrive et digt mod den kunst ikke at skrive et?
23. september 2017

Kapløbet mellem robotter og mennesker spidser til. Som det for nylig lød i Politiken: »Robotterne kommer! Og de tager vores job. Men kan de (også) skrive digte?« Historien var, at forskeren og programmøren Jack Hopkins har skabt en maskine, som han mener skriver digte, der er så gode, at det er svært for »almindelige mennesker« at skelne.

Politiken havde naturligvis sat sig for at efterprøve påstanden på deres læsere og havde lavet en quiz ved at blande fem maskinskrevne digte med fem menneskeskrevne. Et passende lille tidsfordriv for den kulturradikale læser: Åh herre jemini, nu ikke også poesien!

Turing avec Borum

Man kan fornemme, at det er den berømte Turing-test, som spøger i Politikens fornøjelige lille quiz. Matematikeren Alan Turing udviklede i sin tid en meget simpel måde, hvorpå man kunne afgøre, om en maskine udviser noget, der kan kaldes menneskelig intelligens.

Et menneske kommunikerer med enten en maskine eller et menneske uden at vide, om det er det ene eller det andet. Hvis en maskine nu kan narre et menneske til at tro, at den er et menneske, har den bestået testen.

Er det ikke netop det, som ligger i Hopkins digte? Vi skal læse digtet og tænke, at det er skrevet af et menneske – og således har maskinen bestået testen. Men nu kommer så det centrale spørgsmål: Hvilke digte er det egentlig, Hopkins ’kunstige neurale netværk’ har skrevet? De fleste, der har prøvet at blive digtere, ved det: skolemesterdigte!

Computerens algoritmer har gennemtrawlet utallige stykker poesi og de ord, som bruges i digte. Dermed er den netop blevet i stand til at producere noget, som kan udgive sig for at være poesi, fordi det efterligner det, som er alment anerkendt som poesi. Som Poul Borum engang udtrykte det, så er poesi »tekst med flosset højremargin«. Dét kriterium opfyldes og også en hel del andre.

Man kan med nogenlunde sikkerhed faktisk sige, at computeren producerer noget, som har poetiske kvaliteter i den forstand, at det ligner rigtige digte – og netop derfor er rigtige digte. Og hvorfor skulle en computer ikke kunne lære at skrive sådan nogle?

For så vidt læring inkluderer at efterligne og gentage, kan computeren lære lige så vel, som børn kan lære. Nogle gange er den endda bedre til det. Den er f.eks. bedre til at spille skak, forudsige vejret og beregne aktiehandler.

Maskinel humanisme

Der er to ting på spil i den lille Politiken-test. Den ene er den fantasi, som åbenlyst ligger i hele rammen for historien om, at robotterne nu kommer og tager os.

Der må gå et gys gennem enhver anstændig humanist med forestillingen om, at noget af det mest dyrebare og civiliserede, vi mennesker kan producere, nu kan overtages af en computer. Det var helt sikkert intentionen med hele artiklen at producere dette gys.

Den anden ting, som er på spil, er den erkendelse, at der rent faktisk ikke er noget mystisk i, at en computer kan mønstergenkende sig frem til algoritmerne for det menneskelige. Potentielt er denne erkendelse dog endnu mere uhyggelig end fantasien om den poetiske computer.

For den siger, at vi mennesker selv er langt mere ’maskinelle’, end vi går og tror. Naturligvis i vores hverdagslige sprogbrug, men faktisk også langt hen ad vejen i kunsten. Også en god digter må først sætte sig ned på sin røv og læse en masse digte for at blive i stand til at skrive noget, der minder om det. Kunst er ikke at gribes af en dyb mening eller en guddommelig inspiration. »Kunst laves på anden kunst«, som Per Højholt sagde det.

Omvendt Turing

Men hvornår er det så, at gode digte produceres? Digte som ikke bare er skolemesterdigte? De produceres netop der, hvor genkendeligheden bryder sammen. Mens én evne består i at reproducere et digt, består en anden evne i at nedbryde begrebet om et digt. Et godt digt ligner ikke blot et digt, men forstyrrer selve den kategori, vi kalder et digt.

Er det ikke netop det, digte ultimativt kan: være former for skrift, som kaster grus i de sprogmaskiner, vi til dagligt betjener os af? Er det ikke også netop derfor, at vi overhovedet gider at læse dem, og at vi ivrigt forsøger at fortolke dem?

Måske er der en grund til, at Politikens læsere til journalistens stille overraskelse havde let ved at vurdere lyddigtet »Adakadejsan, simbira gastir« til at være ’ægte’? Burde den slags meningsløs lydsalat ikke med det samme bringe tankerne hen på computerens algoritmer?

Tværtimod. Et virkelig godt digt er ét, der (ligner et digt, men alligevel) bryder med forventningen til, hvad et digt er. Et digt er dermed ultimativt som en omvendt Turing-test: Hvis du kan skrive et digt, som består testen, har du fejlet.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

(Lige først til jer bag Center For Vild Analyse: hvordan og hvorfor kan I være anonyme (i over 10 år nu) når vi (kommenterende) læsere ikke må? - det er da ikke fair - tage lige og læg maskerne ikke...)

Prøv at tænke lidt over H.C. Andersens "Nattergalen" - den kunstige fugl er den "medieskabte"/digitale virkelighed - som er en andenhånds/redigeret/kunstig virkelighed - prøv at se en skov på en skærm - de fleste foretrækker at være derude i skoven i den rigtige virkelighed.
Desværre har et stort antal mennesker mistet evnen til at afgøre hvad virkeligheden er - de er faldet i svime (og samtidig i søvn) over det digitale legetøj - den livgivende virkelighed gled dem af hænde.
Robot-digte maskinen kan uden tvivl digte en utrolig god kopi, men spørgsmålet er om den er givende i et længere forløb, om der er virkelige vitaminer i digtet. Det Levende Ord sagde Grundtvig. Det må vist stå for sig selv.
Der er grænser - heldigvis - for digitalisering: det virkelige vi allesammen hungrer efter er måske lige mellem 0 og 1 ! mellem plus og minus. Det digitale tyranni: der fremtvinges et valg mellem den lille overvægt 49% kontra 51%, hvad nu hvis vi ønsker både- og eller hverken- eller ? Eller ovennævnte mulighed midt imellem ?
Andet sted i dagens Information skriver Katrine Wiedemann rigtig godt om konsekvenserne ved kun at leve i pseudo-virkeligheden. Klummen munder ud i
https://copenhagenletter.org/
Den anbefaler jeg for det er på tide vi mennesker tager styringen og ikke teknologien