Læsetid: 13 min.

Den typiske europæiske borger i dag er et forurettet og kværulantisk masseindivid

Dagens eksotisk udseende unge kvinder føres ikke længere til Vesten med magt og på ryggen af en hvid tyr. De kommer i synkefærdige plimsollere og overfyldte gummibåde
Den dårlige adfærd fra få flygtninges side bliver et påskud for at lade lade ofre krepere i massevis i mudderet og kulden. Denne omvending af den arketypiske folkemyte om gæstfrihed dækker over erfaringen af en smertelig desillusion. Med Carl Schmitts velkendte ord er mødet med ’fjenden’, som når et spørgsmål dukker op i form af et menneske.

Den dårlige adfærd fra få flygtninges side bliver et påskud for at lade lade ofre krepere i massevis i mudderet og kulden. Denne omvending af den arketypiske folkemyte om gæstfrihed dækker over erfaringen af en smertelig desillusion. Med Carl Schmitts velkendte ord er mødet med ’fjenden’, som når et spørgsmål dukker op i form af et menneske.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

2. september 2017

Kæreste Europa

For nylig stødte jeg på dig igen.

Denne gang var det i Medellín, en pulserende tropisk by i Colombia, Sydamerika, forurenet af moderne trafik. Der sad du og tronede selvbevidst på din tyr. Måske lidt koket, med højre hånd bag hovedet. Som om du sad ved et toiletbord og beundrede dig selv i et usynligt spejl. Og med din venstre hånd om dyrets runde rumpe, som om du kærtegnede et lydigt husdyr. Da jeg så dig, som du sad der – støbt i bronze foran et museum, blandt gadesælgere, der råbte sig hæse, og børn, der legede – fik jeg lyst til at sige: Europa, du var den myndige matrones udtrykte billede.

Nu var billedhuggeren, der gav dig din imposante form, selvfølgelig også Fernando Botero – Medellíns mest berømte kunstner. Botero er berømt for sine figurer, der – det kan vi lige så godt indrømme – er påfaldende korpulente og velnærede. En spurv kan i Boteros værk antage proportioner som en elefant.

Et så magtfuldt og pompøst indtryk husker jeg derimod ikke, at du gjorde i den græske myte, hvormed fortællingen om dig, Europa, oprindeligt begynder. Her er du i stedet skildret som en smuk ung pige, der med vold bortføres af Zeus – den mægtigste af de græske guder – i skikkelse af en tyr. Engang lærte Europas opvoksende generationer om sådanne gamle myter i skolen, men i dag regnes det ikke længere for så vigtigt at bibringe dem denne form for dannelse. Det er en skam, for vi kan lære meget af civilisationernes grundfortællinger.

Stefan Hertmans

Født 1951.

Belgisk flamsksproget prisbelønnet forfatter og kunsthistoriker.

Hertmans er oversat til ti forskellige sprog.

Hans skønlitterære forfatterskab omfatter 12 digtsamlinger, seks romaner, seks essaysamlinger og to teaterstykker. På dansk foreligger romanen ’Min bedstefars himmel’ (2014).

Hertmans brev til Europa er også trykt i blandt andet Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Du, Europa, var en prinsesse fra Fønikien, som lå, hvor Libanon ligger i vores dages Mellemøsten. Historien er altså, at der kom en tyr fra Grækenland og bortførte en orientalsk prinsesse. Zeus fører Europa med sig vestpå, til øen Kreta, og her voldtager han hende, hvorefter den minoiske højkultur så at sige springer ud af hendes skød. Fra det nordlige Grækenland vinder hendes navn videre udbredelse og kommer til sidst til at omfatte hele vores kontinent.

Således gik det altså til, at en prinsesse fra Orienten kom til at lægge navn til det kontinent, vi i dag opfatter som synonymt med Vesten.

Kæreste Europa, den gamle myte om dig er god at få forstand af. Især i dag, hvor så mange mennesker søger mod vores øst- og sydgrænser og bønfalder os om hjælp, beskyttelse og asyl, og hvor stadig flere europæiske lande kategorisk og bestemt nægter dig indrejse. Hvad værre er: De spærrer dig inde bag pigtråd eller lader dig drukne i det hav, som engang forbandt os. For øjeblikket tilbyder dit gamle land, Libanon, asyl til langt flere flygtninge end noget europæisk land.

Dagens eksotisk udseende unge kvinder føres ikke længere til Vesten med magt og på ryggen af en hvid tyr. De kommer i synkefærdige plimsollere og i overfyldte gummibåde. De er ikke længere ofre for en græsk gud med slette hensigter, men for menneskesmuglere, der råder over menneskeskæbner, som var de selv guder.

Ikke desto mindre findes der fortællinger om fremmede, som banker på døren for at bede om husly, og som er mindst lige så gamle som din tragiske historie. I de europæiske folkeeventyr er den fremmede ofte en figur, som kommer uanmeldt. Han eller hun dukker pludselig op i skumringstimen, mellem to lindetræer foran en fjerntliggende hytte, synligt udmattet, og beder ydmygt om logi i høladen, en humpel brød og en kop vand.

Hans ankomst udløser opstandelse, fordi den kommer så uventet. Bønderne på gården og de, som bor i hytten, flokkes om den sælsomme fremmede. Først er de mistroiske, men da det står klart, at han ikke udgør nogen trussel, ender de altid med at give ham brød, vand og husly, thi gæstevenskab er en urgammmel pligt.

Af de historier, som fortælles over et glas vin, fremgår det, at den fremmede som oftest har ført et omtumlet liv og er undsluppet en tragisk skæbne. Kort sagt: Han kommer som en bærer af fortællinger, der giver lokale indbyggere noget at tænke over.

Men hvad nu hvis det ikke er en enkelt velvillig og ydmyg fremmed, vi ser for os. Hvad nu hvis det er en hel horde, som pludselig kommer til syne under lindetræerne, der fra gammel teutonisk tid er et symbol på gæstfrihed. Så ændrer situationen sig drastisk. De indfødte gribes nu af frygt for, at flokken af fremmede skal overtage deres land. En ophidset diskussion udspiller sig, og immigranterne får at vide, at de bliver nødt til at sove på marken, selv om det øsregner, og næste dag flygter en lokal bonde af frygt for sit liv.

Vi har nu et helt andet fortilfælde i græsk mytologi – nemlig i historien om bejlerne i Odysseus’ palads, der udnytter hans fravær til at kurtisere og forgribe sig på hans hustru, Penelope. Da Odysseus omsider kommer hjem, kapper han hovedet af dem alle, en for en, før han kærligt omfavner sin kone. Der har åbenbart til alle tider været grænser for gæstfriheden.

Eksemplet viser os den arketypiske forskel på to situationer. På den ene side har vi hin enkelte, som får tilbudt gæstevenskab. På den anden side har vi horden, der opfattes som en trussel. Deres råb og skrålende sange, der holder de lokale beboere vågne natten igennem, er et så tilpas stort irritationsmoment, at de næste dag bliver bedt om at forlade ejendommen og rømme området. Før nogen ved af det, kommer det til voldelige sammenstød.

Den individuelle fremmede har en løves værdighed, hvorimod horden er så plagsom og utålelig som en sværm af aggressive insekter. Og hvis blot nogle få af hordens medlemmer opfører sig dårligt, må hele gruppen undgælde – ja, så må hele gruppen elimineres eller forflytte sig. Den slette adfærd fra de fås side bliver derfor et påskud for at lade lade ofre krepere i massevis i mudderet og kulden. Denne omvending af den arketypiske folkemyte om gæstfrihed dækker over erfaringen af en smertelig desillusion. Med Carl Schmitts velkendte ord er mødet med ’fjenden’, som når et spørgsmål dukker op i form af et menneske.

Globaliseringen og de enorme migrationsstrømme, som følger i dens kølvand – og som i vidt omfang omfang kan føres tilbage til USA’s arrogante og kyniske geopolitiske aktiviteter, navnlig i Mellemøsten – har ført til en krise i gæstfrihedens medmenneskelige relationer, mere specifikt i Europa. Vores kontinent er ikke kun blevet det direkte offer for Amerikas politiske og kulturelle fejldispositioner, men må nu også se sig konfronteret med en krise vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at opretholde menneskerettighedernes universalitet – et fremskridt med hensyn til moral og humanitet, som er den europæiske oplysnings helt store bedrift.

Ingen person ved sin fornufts fulde brug vil selvfølgelig kunne afvise faren for terrorisme, men det kan heller ikke nægtes, at der er påviselige geopolitiske grunde til den hævngerrige vold, vi senest er blevet udsat for.

Det står nu klart, at globaliseringen ikke automatisk bringer universelle værdier med sig. Snarere ser opløsningen af de nationalstatslige grænser ud til undergrave viljen til universalisme, fordi der ikke sker samtidige fremskridt i gensidig forståelse.

Dette er et paradoks, som det ’gamle’ Europa ikke havde forudset – lige så lidt som Den Europæiske Unions ledere, der heller ikke var ganske fri for postkoloniale reflekser, gjorde. Da Europa ikke har spillet nogen afgørende selvstændig rolle i USA’s geopolitiske spil siden Anden Verdenskrig og generelt har fået tildelt rollen som lakaj, har vi heller ikke været i stand til at udtænke os et scenario for, hvordan vi skal forholde os i de pigtrådsomkransede haver, der udgør Europas territorium. Europas borgere har kastet sig ud i en tovtrækning om værdier, og vores moralske grundbegreber er blevet smerteligt uklare. Europa har banket på dørene til det hus, der bærer hendes navn, men er i stedet blevet interneret i lejre. Europas bortførelse er blevet til sin modsætning, nemlig hendes deportation.

Efter Anden Verdenskrig blev befolkningerne i såvel Vesteuropas socialdemokratiske stater og Central- og Østeuropas kommunistiske lande udsat for en regeringskontrol, der systematisk indgav dem den forståelse, at staten bestemmer for dem i alle afgørende anliggender. Det kommunistiske Europa oplevede dette i paranoid og diktatorisk form, mens vi i Vesten fik en tilsyneladende demokratisk frimarkedsfilosofi, der i lige så høj grad umyndiggjorde individet.

Hvis folket fik mundkurv på på den ene side af Jerntæppet, blev det forkælet ihjel på den anden. Borgerne i Central- og Østeuropa blev gidsler, som kun kunne træde i karakter som individer, der var i stand til tage deres skæbne i egne hænder, gennem samizdat- og dissidentvirksomhed og undergrundsmodstand.

Efter maj ’68 blev vesteuropæerne lullet i søvn af forbrugerisme og fik at vide, hvad de skulle tænke og mene i præfabrikerede informationer fra stadig mere magtfulde mediekoncerner. I begge systemer blev almindelige borgere opdraget i den tro, at alle strukturelle problemer alene kunne løses af staten. I øst brugte staten magt for at få sine borgere til at indordne sig, i vest bildte den dem ind, at de gjorde det af egen fri vilje.

I dag, kære Europa, er det kontintet, der bærer dit navn, havnet i en dyb krise, hvor vi må betale en høj pris for denne erodering af klassen af selvberoende og kritisk tænkende individer. Den type voksne, velinformerede borger, som blev repræsenteret af folk som Thomas Mann og senere af politikere som Helmut Kohl og François Mitterand, synes stort set at være forsvundet fra den europæiske politiske arena, hvis vi ser bort fra enkelte undtagelser som Angela Merkel.

Den typiske europæiske borger i dag er et forurettet og kværulantisk masseindivid. Han mærker presset fra et globalt og samvittighedsløst kapitalistisk system og koger af raseri, fordi de politikere, han har valgt, synes at være ude af stand til at leve op til deres egne erklærede normer. Resultatet bliver passivitet, og denne tilstand af vedvarende passiv afventen vil føren til en stadig dybere depression. De opvakte, artikulerede borgere, der engang udgjorde rygraden i demokratiske samfund – han og hun, der selv tog initiativer, når situationen krævede det, og som var i stand til at tænke selvstændigt, som Kant udtrykte det – er blevet en stadig mindre skare.

Vel er der mange i dag, som vil nægte dig indrejse til disse lande – og som, når de ser dig ankomme, skælvende af kulde efter at være fisket op af bølgerne, hellere vil tvinge dit hoved under vand igen eller jage dig tilbage i den oppustelige gummibåd. Men der er også andre, der ofte bliver set ned på med foragt af kyniske medborgere og politikere, men som taler fra hjertet, og som vil gøre, hvad de kan, for at lindre de lidelser, de er vidner til.

Til tider, Europa, tænker jeg, at den virkelige splittelse i dit kontinent går ned imellem to slags mennesker. De, som gerne vil hjælpe dig, når du ankommer til deres kyster, ud fra deres oprigtige besindelse på kontinentets kulturelle og menneskelige værdier, og disse andre, som helst vil behandle dig, som om du hørte til dem, den græske gud Zeus engang kaldte for barbaroi – de, som kun kan pludre bar bar bar, som ikke kan tale europæernes sprog, og som derfor ikke ses som fuldgyldige medmennesker.

Og dog, kære prinsesse fra Libanon, findes der også håb. I mange af de lande, der udgør Den Europæiske Union, er der vokset en generation op, som helhjertet griber initiativet. I økologiske, sociale og politiske spørgsmål såvel som i økonomiske er der en stigende erkendelse af, at vi ikke passivt kan vente på, at næste valgrunde vil bringe andet end de sædvanlige impotente politikere til magten.

I stigende grad er folk parate til selv at tage initiativet. Borgerinitiativer skyder frem som paddehatte som et svar på de appeller, som i sidste århundrede blev formuleret af tænkere som Salman Rushdie, Jacques Derrida og Benjamin Barber. Der åbner sig nye rum i byer og i lokalkvarterer, der fungerer som hjælpecentre for dem, der behøver det mest. De tager ansvaret på deres egne skuldre og beviser hver eneste dag, at almindelige mennesker kan gøre en afgørende forskel.

Individer som disse har forstået, at nationalstaterne er blevet som trætte gamle gnavne tanter, der er imod alle forandringer og kun vil mundhugges om deres gamle møbler og løsøre. Det kunne se ud til, at der ikke længere findes regeringer, som kan skride til resolut handling, men kun almindelige mennesker fra forskellige samfundslag, der kan og vil.

Dette er tegn, der giver håb, også selv om de bliver kategoriseret som naive Gutmenschen – en vulgær fornærmelse med et anstrøg af død og aske over sig, der minder os om en uhyggelig og ikke så fjern fortid. Men historien har sin egen hukommelse. Fremtidige generationer vil drage os til ansvar for vores etiske brister, ganske som vi i dag dømmer dem, der var ved magten i 1930’erne.

Hver dag, prinsesse Europa, indser vi stadig klarere, at nationalstater ikke længere er i stand til at påtage sig noget reelt lederskab i krisetider. Nationalistiske politikere har ingen som helst svar på det, som sker i Europa i dag. I stedet trækker de sig tilbage som skræmte bønder, der barrikaderer sig på gården med gamle haglbøsser klar til skud og forbandelser udslynget bag lukkede skodder imod de tiggere, der kommer forbi deres porte.

Det virker, som om nationalistiske politikere end ikke er i stand til at tænke i praktiske aktuelle baner. De forekaster virkeligheden uden at tilbyde løsninger. De spytter sågar på deres fælles og delte europæiske hjem – medmindre de øjner en chance for tage til Bruxelles og tigge sig til nogle få euro, hvorefter de vender hjem og genoptager spytteriet imod den hånd, der fordrer dem.

De trækker vindebroen op og siger med et smørret grin: »Der narrede vi endnu engang vores europæiske hjem.«

Den måde, hvorpå de skider i egen rede, er bevis på deres fuldstændige mangel på ansvarsfølelse og forståelse for deres eget kontinents fremtid.

Alt hvad vi kan gøre, min orientalske prinssesse på den colombianske tyr, er igen at sætte vores lid og håb til, at vi vil se en genfødsel af den kulturelle erindring og selvrespekt på det kontinent, der bærer dit navn. Jeg er fast besluttet på at holde fast i mit muligvis naive håb som værn mod denne kynisme og over for det stigende antal mennesker, som føler, at når vi sætter dit hus under lås slå, betyder det, at vi reelt ikke har nogen fremtid.

Måske er dette den endelige skillevej i vor tid – at der er mennesker, som ønsker at forblive åbne over for fremmede, og andre, hvis hjerter og hjerner lukker til. Men var dette ikke et af de traditionelle maksimer for vores kontinent: »Gør imod andre, som du ønsker, de skal gøre imod dig?«

Vil ikke de, som ønsker at ekskludere dig, også ekskludere sig selv fra morgendagens verden – en verden, som, uanset hvad de forestiller sig, kun kan blive stadig mere åben?

Vesten har forsynet hele verden med teknologier til global mobilitet, men tilsyneladende havde man ikke forestillet sig, at de kunne fungere som andet end en ensrettet gade. Fremtiden tilhører den politiske realisme og ikke den udslidte retorik.

Jeg tror, jeg ved, hvor dit hjerte ligger – du, som blev bortført af en tyr, men som triumferede over ham, fordi han faldt for dine ynder. I det tropiske og problemfyldte land Colombia har jeg bemærket med hvor stor selvtillid, du tæmmer vilddyret. Jeg har set mennesker, som er mange gange fattigere end vi forkælede europæere, dele, hvad de havde, med et smil. Jeg har også set arrene fra tidligere tiders vold og grusomheder – det er et dybt splittet samfund, der nu søger imod fred og forsoning.

Uanset hvor du rider hen på din gamle tyr, vil der være mennesker, som vil overveje deres skæbne og tænke på, hvilken slags verden de ønsker sig: en verden, der frygtsomt og væbnet til tænderne gemmer sig bag hegn og pigtråd, dømt til at gentage tidligere tiders katastrofer, eller en stærk og fremtidsvendt verden, der mødes i offentlige rum, hvor musikken spiller og mennesker danser.

Jeg ved godt, hvor jeg helst vil finde dig. 

© Stefan Hertmans og Information. Stefan Hertmans er belgier og forfatter til ’Min bedstefars himmel’ og andre bøger. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Carsten Munk
  • Lars Løfgren
Trond Meiring, Carsten Munk og Lars Løfgren anbefalede denne artikel

Kommentarer

Essays regnes da vel ikke som skønlitteratur. Man skriver i et essay (gerne subjektivt) om nogen ting ude i den virkelige verden, og ikke fiktion eller poesi.