Læsetid: 3 min.

’Du skal ikke være ond,’ prædiker Google. Hvis bare verden var så simpel

Googles motto – ’Don’t be evil’ – ligner ikke så meget en advarsel mod at lade internetgiganternes enorme magt falde i de forkerte hænder som en formaning mod selve eksistensen af magtkomplekset i Silicon Valley
Teknologigiganter som Google og Facebook har på svimlende kort tid oparbejdet et privat overvågningsapparat i en verdenshistorisk enestående størrelsesorden. Begge virksomheder ligger inde med gigantiske mængder af personfølsomme oplysninger om vores adfærd, som selv Stasi og Gestapo kun kunne drømme om.

Teknologigiganter som Google og Facebook har på svimlende kort tid oparbejdet et privat overvågningsapparat i en verdenshistorisk enestående størrelsesorden. Begge virksomheder ligger inde med gigantiske mængder af personfølsomme oplysninger om vores adfærd, som selv Stasi og Gestapo kun kunne drømme om.

Eric Risberg

30. september 2017

Der er næppe nogen anden sætning, der indkapsler Silicon Valley så præcist som Googles corporate motto: ’Don’t be evil’.

På den ene side er det et sært ildevarslende motto: Hvis man har behov for at minde sig selv om, at man ikke bør være ond, så er der nok en vis grund til bekymring. På den anden side illustrerer mottoet også, at Google-cheferne Larry Page og Sergei Brin fra begyndelsen har været bevidste om, at deres firma ikke er noget helt ordinært foretagende.

Mottoet er blevet reaktualiseret af to sager henover sensommeren.

Den første sag omhandlede softwareingeniøren James Damore, der blev fyret fra Google på grund af et internt memo, hvor han dels søgte at forklare den skæve kønsfordeling hos techgiganten med henvisning til forskning i socialpsykologien om forholdet mellem biologi og erhvervsvalg, dels at sætte virksomhedens tolerancetærskel over for konservative medarbejdere til debat.

Efter det nu verdensberømte memo blev lækket til offentligheden, blev Damore genstand for en onlinestorm af forargelse og vrede, der både kostede ham jobbet og gjorde ham til martyr for konservative værdikrigere og den alt-right-bevægelse, der tjente som Donald Trumps personlige troldehær på hans vej mod præsidentposten.

Den anden sag drejer sig om en Google-finansieret tænketank, The New America Foundation, der ledes af den liberale stjerneforsker Anne-Marie Slaughter, som var én af Hillary Clinton’s nærmeste rådgivere, da hun var udenrigsminister under Obama. Som The New York Times afslørede sidst i august, lukkede Slaughter efter pres fra Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt, ned for en forskningsgruppe og fyrede dens leder, Barry Lynn, der offentligt havde kritiseret Googles markedsdominans.

Begge skandaler giver anledning til at reflektere over, dels om Google formår at leve op til sit eget motto, dels over det ondskabsbegreb, som mottoet forudsætter.

Ondskabens banalitet

Mottoet Don’t be evil kan først og fremmest forstås som en advarsel mod at handle i ond vilje. I denne forstand er mottoet en formaning mod at bringe Googles enorme ressourcer i anvendelse på en måde, der forbryder sig mod enkeltpersoners rettigheder eller almenvældets interesser.

Det er svært at indvende noget mod denne abstrakte formaning. Vi er alle bekendt med den corporate villain-figur, der blandt andet udgør en fast trope i den amerikanske kulturindustri. Vi finder f.eks. figuren i den linde strøm af superheltefilm, der udgår fra Hollywood, hvor superskurkene ofte er ejere af markedsdominerende teknologivirksomheder. Men denne individualiserede superskurkefigur rummer dog også et stærkt begrænset ondskabsbegreb.

Det måske mest berømte alternativ til denne idé om ondskab som en ond vilje finder vi hos Hannah Arendt, der beskrev sine refleksioner over den israelske retsforfølgelse af Holocaust-arkitekten Adolf Eichmann som en rapport over »ondskabens banalitet«. Arendts tese er i al sin enkelhed, at den ypperste ondskab kan begås af personer, som hverken er fanatiske psykopater eller superskurke, men som først er fremmest er motiveret af mere traditionelle hensigter som professionelt avancement i komplekse administrative systemer. Kort sagt: den ureflekterede djøffer.

Et andet alternativ finder vi hos Frankfurterskolen – mere specifikt i Horkheimer og Adornos berømte værk om Oplysningens dialektik, der ligesom Arendts tanker blev til under indtryk af Holocaust og Anden Verdenskrigs blodbad.

Horkheimer og Adorno ser ondskab som et systemisk begreb, der ligger latent i menneskets verdenshistoriske kamp for at frigøre sig fra naturens mytiske magt. Denne kamp har ifølge Horkheimer og Adorno udfoldet sig som en verdenshistorisk proces, hvor menneskearten er blevet stadig dygtigere til at undertvinge sig naturen gennem instrumentalisering og manipulation af vores indre natur og fysiske omverden.

Oplysningens dialektik søger altså at forklare, hvordan fascisternes totalitære dominans over andre mennesker altid lå som et latent potentiale i oplysningens verdenshistoriske frigørelsesprojekt.

Gestapos drøm

Hvis vi anskuer potentialet for ondskab i Sicilon Valley fra Arendts og Frankfurterskolens perspektiv, så tegner der sig et noget mere komplekst billede af Googles motto. Teknologigiganter som Google og Facebook har på svimlende kort tid oparbejdet et privat overvågningsapparat i en verdenshistorisk enestående størrelsesorden. Begge virksomheder ligger inde med gigantiske mængder af personfølsomme oplysninger om vores adfærd, som selv Stasi og Gestapo kun kunne drømme om.

Dette overvågningsapparat muliggør en uhørt grad af dominans over vores liv, som vi frivilligt har lagt i hænderne på en hær af anonyme, corporate djøffere, der arbejder for gigantiske teknologimonopoler, hvis magt over milliarder af menneskeskæbner overgår mange nationalstaters.

Set fra disse to perspektiver ligner Googles motto ikke så meget en advarsel mod at lade denne enorme magt falde i de forkerte hænder som en formaning mod selve eksistensen af magtkomplekset i Silicon Valley.

Don’t be evil – indeed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Ethelfeld
  • Niels Duus Nielsen
Torben Ethelfeld og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan ikke læse artiklen, så jeg ved ikke om skribenten selv nævner det. Men med introduktionen af Holding-selskabet Alphabet, som Google nu er et underselskab til, blev mottoet "Don't be evil" droppet, og kan siges at være udskiftet med det positivt formulerede, men også mindre markante "Do the right thing". For mig er det hip som hap. At Google, der er en af verdens største annonceplatforme, og vist det mest værdifulde selskab i verden, har vokset sig så store og magtfulde kan, når man betænker hvilken virkelighed de handler ind i, sagtens udlægges som at de har gjort det rigtige. For mig bliver spørgsmålet da, om den virkelighed er af det onde?
Læs hele deres code of conduct her: https://abc.xyz/investor/other/code-of-conduct.html

Ups! Jeg tog fejl. Underselskabet Google har stadig "Don't be evil" som motto. Så medarbejderne i Alphabets underselskab, må vel så, afhængigt af hvordan de forstår deres position, efterleve et af to mulige mottoer: Do the right thing - don't be evil, eller Don't be evil - do the right thing. Det ændrer ikke ved min opfattelse af, at hvis man er ansat hos Google, så nemmest opfylder begge ved omgående at sige sit job op.

Jeg forstod selv mottoet i kontekst af normen inden for teknologibranchen på det tidspunkt, mottoet blev lanceret. På det tidspunkt konkurrerede Microsoft, Apple m.fl. om at "låse" deres forbrugere til hver deres lille økosystem af produkter, så det f.eks. var meget besværligt at skifte mærke, de pressede mindre konkurrenter ud med de mest kartellignende metoder (Word Perfect vandt en sag mod Microsoft ca. ti år efter, Microsoft havde kørt i sænk ved at lade Windows gøre Word Perfect langsommere og dårligere end deres eget Word), og de tvang på forskellig vis forbrugerne til at købe ny hardware så ofte som muligt (f.eks. blev styresystemer unødigt langsommere efter opdateringer).

Men altså... alt det, Malte Frøslee Ibsen skriver, lyder da meget akademisk og sødt.